Jeg kommer ofte for sent. Også til de første koncerter på både Trailerpark Festivalens fredag, lørdag og søndag. Derfor forsøger jeg netop nu at google Broke. Det er ret svært. Men jeg blev væltet så kraftfuldt omkuld, at det må være anstrengelserne værd.
Overraskelsesmomentet ved at dumpe ind i en særdeles støjende og sært elektronisk swingende postpunk på en mentalt tåget festivalsøndag kan ikke undervurderes. Oplevelsen af Broke understregede, hvad Trailerpark handler om. Det handler om den uforudsete optur. Det kan være Brokes kombination af postpunk, synth og stjerneskudsguitar. Det kan være Sekouias livepercussions og -vokal. Hvordan bassens vibrationer i vampyrcampingvognens gulv kilder dig under tæerne. Det kan være Roll The Dices hypnose. Måske at Ice Cream Cathedral bruger en synthoverflod som sonisk overfald?
Lad os glemme en festlig, men ikke så mindeværdig, fredag (et citat som “jeg går bare meget op i min presence på sociale medier” vil dog sent blive glemt) og direkte ind i en tætpakket lørdag aften. Lad os lande midt i netop Ice Cream Cathedrals koncert. Foruden selvstudie gennem den blændende debut-ep Straight Arcs, har jeg hægtet mig med på trioens vellydende live-udforskning af feltet mellem halvt skræmmende, halvt tillokkende drømmespil af et par gange. Men det er først på Trailerpark, resultatet for alvor afspejler ambitionerne. Sandsynligvis fordi denne koncert med et par undtagelser kun består af nyt, uudgivet materiale, som rykker Ice Cream fra at være en spændende Beach House/Salem fusion til hovedsageligt at være sindssygt dygtige sangskrivere. Guitarist Kristian Paulsens shoegazing lægger grundlaget for de rummelige dimensioner, Ice Cream Cathedral ufattelig vellykket sammenstykker på Trailerpark Festival. Lyden er fremragende, og lader både Anja Lahrmanns klassisk smukke vokal folde sig ud som melodibærer, bassen skabe energi, synthen fremkalde atmosfære og trommerne binder disse elementer forbilledligt sammen i et avanceret, men altid harmonisk lydbillede.
Ice Cream Cathedral – Cornucopia
Whoa. Sådan startes en festival, som vil hylde det nytænkende og skæve. Derfor ærgrede det efterfølgende hovednavn, britiske Gang Colours klichéklistrede pianofløde mig. Trailerpark Festival 2012 præsenterede en ganske stor mængde elektroniske singer/songwritere, som med sampling, piano og vokal forsøgte at snige sig uden om sammenligningen med James Blake. Gang Colours håndterede opgaven ved at ændre Blakes fintfølende jazz-klaver til en bizart poppet, Yul Andersson-cheesy og – i disse ører – ganske ulidelig variant, som på ingen måde åbenbarede nogle af instrumentets nuancer. Når r’n’b-rytmerne ind i mellem blev introduceret, fandt en form for modsvar til den kvalmende fedme godt nok vej ind i sangene, men en afbalancering blev der aldrig tale om.
Så gik det bedre for Sekuoia alias danske Patrick Alexander Bech-Madsen. I den fornemme festivalanledning blev soloartisten suppleret af en drumpad-trommeslager, som med sans for finesser bidrog med dynamik til Sekuoias skrøbelige electronica. Inkorporeringen af en den ekstra mand trak Sekuoia væk fra indieforbillederne og over mod moderne britiske bas-producere som Blawan og Hyetal. Sekuoia sigter mod en position langt fra Danmark, og en eskapistisk følelse gik igen store dele af Sekuoias repetoire. På et nummer synger Bech-Madsen søgende, på grænsen til usikre toner, mens programmeringer og trommer former en selvsikker modvægt, på andre styrer koret melodien med stor sikkerhed, og lader guitarsamples og synthfladere glide ud i horisonten.
Sekuoia – Dissapear
Trailerpark Festival har en unik position i det danske festivallandskab. Med sin lille størrelse og det minimale budget, ser alle de optrædende danske bands en booking på festivalen som en ære, som noget man bliver udvalgt til, frem for en almindelig booking. Waldo & Marsha kvitterede – udover med en fremragende koncert – med dybfølt tak fra hele tre bandmedlemmer, og det er også årsag til, at festivalen for 4.(!) år i streg kan præsentere Vinnie Who som husorkester.
Men der er et “men”. I år var Trailerpark en mindre omfavnende oplevelse end de foregående år. Det er en usikker diagnose, for den er afledt af uklare symptomer: Er de tre scener en for meget? Burde nogle af de små, internationale artister droppes til fordel for flere af de taknemmelige danske? Det kan ikke undgå at forurolige en Trailerpark-fan, når der til netop Vinnie Whos afslutningskoncert blot står 300 mennesker, og festen ikke helt kan komme op i omdrejninger lørdag nat til discodrengene fra Casiokids. Så bliver jeg en smule nervøs for, at Trailerpark Festival ikke helt formår at gribe ud i Københavns musikinteresserede kredse, og trække dem til sig. Og frygter at festivalen, som leverer en så enestående ramme om både musik og fest, kommer til at vikle sig for meget ind i sin egen kreds, i stedet for at kigge ud en gang i mellem. For der er hyggeligt i den farverige fold. Men nogle gange må selv flokdyr gerne udfordres.
