Støv i håret. Ømme fødder og beskidt rejsetøj. Roskilde har helt klart noget tilfælles med forestillingen om livet i det vilde vesten. I Glorias mørke åbnede Frank Fairfield med traditionel, sydamerikansk folkemusik festivalens mest intime scene med programmets muligvis mest intime koncert. Alene på scenen fortalte han historierne om længslen hjem, om den tragiske kærlighed, om ensomhed, udstyret udelukkende med violin, banjo, guitar og en usædvanlig virtuositet.
Settet var fyldt med hjerteskærende, instrumentale passager, hvor de melodiske linjer vandrede fra tør grund til luftig bjergtop, mens rytmer og taktart skiftede kryptisk undervejs, hvilket stedvist havde komiske konsekvenser for publikums begejstrede klappen i takt. Fairfields indadvendte stemme trillede sagte gennem de traditionelle melodier, der skævt og skærende trodser akkorder og tempo, så fremdrift og vemod får lov at stå side om side i dyb autenticitet.
Hele opstillingen stræbede grådigt mod denne autenticitet med Fairfields amish-agtige påklædningen og projektionernes old-school farvesætning – som om man så en film om slut-1800-tallets USA. Det var skønt at træde ind i et så fjernt univers midt i Roskilde-stemningen. Men det stod også klart, at for danskere som os er den tradition og autenticitet, som Fairfield ville præsentere, evigt formidlet gennem det mest eksplicit, uautentiske, der findes, nemlig populærkulturens film og drømmebilleder. Det var således både pinligt og rammende, når publikum råbte ”yiha” i desperate forsøg på at blive en del af fortællingen. Dermed vendte ideen om den ærlige, indadvendte og ramte mand på scenen sig til et slags skuespil. Det er både prisen og præmien ved Roskildes kulturelt mangfoldige program. Man ved ikke altid, hvad det betyder, det man ser. Men så længe violinen tjørnede derudad, mens buens strenge sprang på ræd og række, var man også ligeglad. Det var desværre især de netop tempofyldte og stærke passager, der fungerede, mens de sagte druknede i – jeg er ked af at sige det – publikums snakkechartoller. Man kan håbe på, at lydmanden fremover sørger for, at volumen skrues tilpas op. God start på Roskilde, og god start på Gloria.
