”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.
Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.
Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.
Prikkerne faldt på plads
Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.
Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.
På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.
Journey fest har efterhånden slået sig fast som en tradition, hvor man kan lægge vintertøjet på hylden og træde ind i en forskellige genrespecifikke musikgarderobeskabe. For Journey fest er ikke en uge med forskellige koncerter. Når du tager til et af arrangementerne, er der altid en lille håndfuld navne på programmet. De navne er nøje udvalgt, så du får oplevelsen af andre kunstnere, der minder lidt om det, du er kommet for at høre. Som hvis du lytter til et album på Spotify, og streamingtjenestens radiofunktion vælger nyt musik til dig, ud fra hvad du lige har sat på. Til journey er det bare live, og det varer en hel uge. Derfor kan du nu læse om tre navne, der kan pege dig i retningen af musikalske helhedsaftener.
The Comet Is Coming – Lørdag d. 22. februar
Allerede på andendagen er der hentet tre musikere ind fra det ydre rum for at give dig en oplevelse, du ikke har set på jorden før. Space-snakes eksisterer kun i Rick and Morty, men Space-jazz eksisterer sgu i virkeligheden. Den mere eller mindre legendariske saxofonist, King Shabaka, har i mødet med Danalogue the Conquerors keyboard, synths og rumlyde fundet ind til noget, der minder om et sci-fi soundtrack på coke. Vel at mærke på den slags coke, der er produceret i en saxofon. Med Betamax Killers energiske trommer oveni hatten bliver det nemt en energiudladning, der kan høres steder, hvor kometer kommer fra. Det kunne det i hvert fald, da de indtog Roskilde Festival i sommer.
Ho99o9 – Torsdag den 27. februar
Synes du også at musikere generelt deltager for lidt i mosh pits til deres egne koncerter? Savner du tekster, der handler om at slå en præst ihjel i en våd drøm? Så er Ho99o9 sandsynligvis lige noget for dig. Hvis du bare godt kan lide et gennemført gyser-tema der gennemsyrer både tekst, musik og video, så er det nok også noget for dig. Ho99o9s blanding af punk og rap er i stil med et navn som Death Grips og giver dig på samme måde muligheden for at komme af med noget vrede til koncerten. En god gang sved kommer du nok også af med, mens du lytter til barer som dem her:
If I could rewind time
They’d probably lock me in the cage
For fuckin’ white bitches out in Columbine
Since this nigga’s off the leash
It’s dinner time
Lyder det ikke helt sofistikeret nok, så gemmer dig sig også en stærk samfundskritisk tone bag al gyser-viben. Ho99o9 spiller på Loppen, hvor også Slægt, 404 og Yury kigger forbi.
Floating Points – Lørdag den 29. februar
Det er hårdt at være perfektionist. At intet er godt nok, før det er perfekt må være voldsomt stressesende at leve med. Til gengæld kan vi andre nyde godt af, at der findes folk som Sam Sheperd. Han står bag Floating Points, der giver koncert på Store Vega. Han er blandt andet kendt for, at leve sig fuldt ind i sine shows, der er en komplet oplevelse, hvor lyd og (lazer)lys spiller sammen. Med det aktuelle og aldeles fremragende album Crush i bagagen, kommer Floating Points og lukker Journey fest med en gang elektroniske fysikforsøg. Sam Sheperd er uddannet hjerneforsker og er kendt for at samle på gamle jazz-plader. Det tænker man nok ikke, hvis man ikke ved det på forhånd. Men når man gør, så giver det rigtig god mening, for lyden er chill og perfektionistisk mens den samtidig er svær at stå stille til.
Stjernerne på himlen blev tændt i perfekte formationer, da Floating Points spillede natten ind i Roskilde Festivals smukkeste solnedgang.
For et lille, men dog tætpakket publikum trådte Floating Points alias Sam Shepherd ind på Apollo-scenen flankeret af sit fem-personers band til stor jubel fra den dedikerede skare hardcore fans af 90% mænd på 20-30 år. Stemningen var til noget helt særligt, og det blev gengældt af det vanvittigt velspillende og oplagte band, som med en uhyre sans for finesser eksekverede to udgivne og to nye tracks, der alle bevidste Floating Points status som en af de så absolut kraftigst lysende spidser indenfor high-brow-delen af den elektroniske musik.
I Floating Points’ musik sætter jazzen og electronicaen hinanden fri – som om genrernes systemer bliver udlignet. Trommernes placering i centrum af scenen, Shepherd til højre på sit karakteristiske rhodes samt øvrig elektronik, to guitarister, en bassist og en keyboardspiller fordelt i en halvcirkel omkring, var indikationen tydelig: trommerne bliver ganske vidst ikke betvinget af Shepherd selv, men live indtager de den ledende rolle i de alenlange og ofte komplekst sammensatte kompositioner. Det var således også det seneste album Elaenias stand-out track “Silhouettes” intensiverende lilletromme/hihat-rytme som for alvor igangsatte koncerten efter en intro af ren vellyd fra netop særligt det himmelstræbende rhodes-klaver.
“Silhouettes” var som en tour-de-force udi både Floating Points kompositoriske kvaliteter og bandets ekvilibrisme. Jeg troede, vi havde ramt toppen, og at koncerten enten ville a) blive der eller b) dykke i niveau, formentligt grundet et overdrevent jazzeri – den typiske faldgruppe indenfor highbrow-techno. Ingen af delene var imidlertid tilfældet. I stedet tog Floating Points og band sit koncentrerede publikum med ud i endnu nyere kompositioner end det blot otte måneder gamle album, først med den seneste single “Kuiper” og dernæst to uudgivne numre, som fortsætter tendensen til lange, opbyggelige numre i flere dele. Og det er en god tendens, vi nu har fået stærke indikationer på, at Floating Points også fremover forfølger. De subtile intensiveringer og kulminationerne i sublimt sammenspil fik på Apollo selv anmelderne til at løfte hænderne, blok og kuglepen i lykkerusen.
Koncerten var en manifestation af Floating Points position på den elektroniske scene. Elaenia sendte ham som producer op i den absolutte topliga ved siden af artister som Mount Kimbie, Caribou og James Holden, hvis koncert på samme scene i 2014 Floating Points subtile magtdemonstration vækkede minder om. Med sin store investering i liveperformance – fem musikere, så mener man det altså seriøst – er pladsen i front ubetvivlelig og fortjent.
NU NÆRMER DET SIG. Roskilde Festivalen er endelig ved at begynde, og det forlyder, at de første allerede har lagt sig i kø. Programmet har hele 175 kunstnere, der kommer til at fornøje vores øjne, ører og (danse)fødder, når Dyrskuepladsen igen lægger græs (og mudder) til det nok største årlige event i Danmark. Med så mange forskellige koncerter at vælge imellem kan Roskilde-labyrinten være umulig at navigere rundt i, og man risikerer tit blot at prioritere de tungeste navne frem for de letteste. Oftest af den simple grund, at man simpelthen ikke kender de små navne. Regnsky har sat sig for at sikre, at du i hvert fald bliver klædt lidt bedre på forud for festivalens start ved simpelthen at samle vores personlige forslag til, hvor du kan få en god oplevelse. Hver skribent på bloggen har skrevet lidt om, hvad de er mest begejstrede over og indvilget i at dele det med jer. Her har du skribenternes egne yndlinge og must-sees på Roskilde Festival 2016.
Mirja
Der er virkelig meget guf på programmet til dette års Roskilde, og at skulle udvælge mig tre fra en pose fyldt af mit ”yndlingsmix” synes næsten umuligt. Her følger dog alligevel tre navne med det tilfælles, at de er danske og alle navne, jeg glæder mig sindssygt meget til at kunne forsøde dette års Roskilde med.
Mmmm Mmmm Mmmm.. med M.I.L.K.’s tilbagelænede soul-inspirerede lyd forelsker jeg mig en smule mere, for hver gang de karamelliserede vibrationer flyder ud af mine højtalere med nummeret ”If We Want To”, som jeg opdagede for knap et år siden. De sidste par måneder har der atter været røre ”on the milky way” med seneste single ”Following the Sun” – en lille saltvandsperle, der med blidt vuggende rytmer og forfriskende bølgeskvulp vil pleje selv de mest hårdkogte roskildetømmermænd. Her kredses der virkelig for den gode og velproducerede lyd, hvilket også kendetegner de tidligere udspil fra Emil Wilk, der er frontmanden i bandet. “Following the Sun” er blot første i en række af singler, som udgives henover sommeren, og vil være det perfekte match til din sødmefulde roskildeflirt, der forlænger din sommer til langt ind i efteråret. M.I.L.K. spiller på Street Scenen mandag 27 juni, 20:00.
Mit eget forårssoundtrack har i høj grad været præget af bandet Liss, der med sine blot tre numre har drønet derudaf på diverse musikmedier gennem 2015, og nu står klar med deres længe ventede EP, som ganske passende bærer navnet “First”. Trods bandets spæde alder, må man sige, at der er succes over Liss-drengene. Deres elektroniske future-pop-sound vidner om et band, der både er professionelt og nytænkende, og som formår at give et unikt strøg til såvel den danske som udenlandske musikscene. Live skulle Liss også være ganske eminente, så der synes ingen undskyldning for ikke at opleve dem den kommende uge. (Der går desuden rygter om, at vi kan forvente nyt materiale til øregangene, når de kommer på dette års Roskilde) – så sæt et STORT FEDT kryds på hånden og noter dig fredag 1 juli, hvor Liss spiller på Avalon, 13:00.
Liss – Miles Apart
Glæder mig afsindigt meget til at stå i mine udtrådte kondisko og have den største dansefest foran Orange scene, når Karen Marie Ørsted – MØ fyrer den af med hendes kæmpe hits “Kamikaze“, “Lean On” og “Pilgrim“, “Final Song” mfl. Personligt har jeg endnu ikke oplevet hende live, så vel også ved at være ”last call”, inden selv Roskilde bliver for småt for en stjerne som hende. Tjaaa, der er vel ikke så meget andet at sige end; ”VI SES, dansende, svedende, skrålende, hoppende foran Orange lørdag, 22:00!”
MØ – Final Song (.. årets roskildesang?)
Peter
Vi nærmer os med hastige skridt, men jeg allerede på forhånd overbevist om, at 2016-udgaven af Roskilde Festival bliver en af de bedste, jeg har været med til. Jeg kan ikke mindes at have set så stærkt og ikke mindst velrundet program som det, de disker op med i år. Toppen af plakaten stråler med navne som LCD Soundsystem, PJ Harvey og Tame Impala, de mellemstore navne er solide i form af kawaii-pop energibundet Grimes, altid-energiske Mac DeMarco, musikalske vidunderbørn i Miike Snow og James Blake tilsat årets måske mest interessante sammensætning i form af Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.
Men for mig er de største scoops i årets program at finde med de mindre typer. Særligt synes jeg, at Roskilde Festival har været gode til at fange min yndlingstendens fra 2015: Rockmusik af høj kvalitet med en kvindelig vokal i forgrunden. Hovednavnet inden for det segment er uden tvivl Courtney Barnett, som jeg allerede flere gange har erklæret min kærlighed til, og som da også er mit ultimative must-see på årets program. Og netop derfor vil jeg i stedet dykke ned i tre andre rockbands, som alle bør give en chance.
Det første er også det største, og det er naturligvis madrilenske band Hinds. Mange fik øjnene (eller måske snarere ørerne) op for dem i sommeren 2014, da de udsendte de to vidunderlige støjrock-numre “Bamboo” og “Trippy Gum”, som flere anerkendte medier dengang opfangede. Tidligere i år udsendte de så deres første rigtige album, “Leave Me Alone”, og jeg kan roligt sige, at jeg må skuffe de fire piger – de skulle have udsendt et dårligere album, hvis de reelt ville have folk til at lade dem være i frem. Hvis du er til støjrock i den mere poppede ende, så skal du læse det her som en klar opfordring til, at du kigger forbi Hinds, når de optræder onsdag klokken 22.15 på Pavilion – og ja, jeg ved godt, at der er Red Hot Chili Peppers på samme tid, men stol på mig: Det her vil du ikke gå glip af!
Hvis man ikke helt har lyst til at vente så længe, så er der flere meget interessante nordiske navne. Svenske Yast hører til i den hårdere ende af spektret med deres drømmende shoegaze-take på den moderne rockmusik, men kvaliteten er efter min mening i samme internationale klasse, som har givet Hinds et mindre gennembrud i løbet af vinteren. Jeg lyttede første gang til Yast for nylig, da jeg sad og gennemgik programmet, og det var kærlighed ved første lyt. De fangede mig med det samme med deres tilbagelænede lyd, som sender lytteren i en stemning af vidunderlig langsomhed. Ja, det lyder mærkeligt, men det er ufatteligt behageligt og bestemt en oplevelse værd. Det går ned tirsdag klokken 15.30 på Rising-scenen.
Min sidste anbefaling i denne omgang går til bandet med Roskilde Festivals nok mest absurde bandnavn – okay, de islandske feminister i Reykjavíkurdætur er også godt deroppe af, når det kommer til min evne til at udtale bandnavnet i hvert fald. Men jeg taler naturligvis om finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? Først og fremmest: Nej, det har jeg ikke. Men det kan godt være, at jeg skulle til at gøre det, for hvis de er lige så fantastiske som bandet, er vi godt på vej. Hvor Yast på mange måder er indadskuende og drømmende i deres lyd, er Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? både eksperimenterende og legende. Til tider grænsende til det absurde, men med et bandnavn som er for langt til både Twitter og de gængse streamingtjenester, bør man også forvente noget interessant. Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er blæsere, slaginstrumenter og 80’er keyboards, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er fest og glade dage i små eksplosive doser, og jeg er sikker på, at deres koncert vil blive husket som en af Roskilde 2016’s sjoveste oplevelser – måske igen i stærk konkurrence med Reykjavíkurdætur. Det er ligesom Yast tirsdag på Rising – bare først klokken 20.00.
Lad mig slutte med et lille tip til de spirende musikere derude: Hvis I gerne vil have mig til at lytte til jeres band, så start med at finde på et absurd bandnavn, for så er chancen for, at jeg i hvert fald lytter til det ret stor. Kvaliteten skal selvfølgelig hænge sammen med bandnavnet, men i første omgang handler det jo om at blive hørt!
Eva
Jeg råber “hurra!” hylder gerne årets program som et af festivalens bedste de sidste mange år. Som sædvanligt skyldes begejstringen Roskildes forrygende talent for at fange de bedste navne indenfor de mindre genrer, som ellers kun kan præsenteres af genrefestivaler i Danmark – jeg tænker på elektroniske navne (ikke EDM), eksperimenterende R’n’B og lo-fi indieartister, som de mere polerede festivaler sjældent rør ved.
Roskildes første scoop i år blev annonceret tidligt: Floating Points leverede med Elaenia sidste år – og sådan set også i års – bedste søndagsplade. Symfonisk og minimalistisk er vel egentligt modsætninger, men begge betegnelser er gældende for albummets luftige og detaljedvælende produktioner, der tildeler stilhed og støj samme magt og giver nogle seriøse harmoniske opture, eksempelvis på Elaenias ultimative stand-out track “Silhouettes (I, II & III)”.
Floating Points – Silhouettes (I, II & III)
Minimalistisk er en anden favorit bestemt ikke. Med i onsdagens pakke var et undseeligt, men markant navn: DAWN. Dawn hedder også Dawn Richard, og læser du med hos The Fader og var du på fornavn med Kelela længe før os andre, så ved du måske, at hun er det næste R’n’B-talent, der kommer til at styre verden med sin futuristiske, haunted R’n’B. Når Dawn laver baskere som den Machinedrum-producerede “Not Above That” tapper hun af Glasgow-scenens maksimalistiske gryde i et omfang, der kan få en EDM-fan til at flirte udenom, men uden at miste den selvsikre coolnes alle hendes allerede mange produktioner emmer af, og som i rigt mål blev udfoldet på sidste års Blackheart.
DAWN – Not Above That
Og så skal vi til noget helt andet: akustiske guitarer og ikke-samplede vokalharmonier. Lo-fi og med den helt gammeldags idé om autenticitet i behold er Whitneys soldampende sange slacker-country til roadtrip, festivalvandring og andre støvede steder – her både passer og fortolker de omgivelserne med skarptskårne sange. Kan du lide Woods vokal, Håkan Hellströmsk brug af blæsere og Smith Westerns fritflyvende melodier, kan Whitney godt blive din bedste opdagelse i Roskilde-programmet.
Alle tre bookinger er bevis på Roskildes evne til at fange artisterne på peaket – Floating Points med sin til dato bedste udgivelse, Dawn på nippet af et bredt gennembrud og Whitney som det helt nye varme indienavn. Godt gjort!
Whitney – Golden Days
Rasmus
For satan der er jo Roskilde lige om lidt. Jeg er lidt af en festabe, så jeg ser mest frem til elektroniske og hiphop navne, og på de fronter har Roskilde jo heldigvis kælet for os i år. Her har du et par forslag til nogle navne, du kan tjekke ud og dykke ned i, hvis du har det ligesom mig.
Først og fremmest vil jeg håbe, at du er stødt på Odesza før. Hvis ikke er du in for a treat, som man siger. Seattlegenserne (hedder det det?) laver noget af det rareste og mest gennemførte elektroniske musik, jeg er stødt på i lange perioder. Odesza er et af de navne, som man altid kan hive op af lommen, når ens venner spørger, om man ikke lige gider sætte noget musik på. Det kan både være til hverdag eller fest – alt afhængigt af decibel-niveauet, du hører dem på. Det gjorde mig ekstra glad, at de var en del af årets bookings, fordi jeg missede deres koncert på Loppen i 2014. En aften hvor DJ Paypal faktisk spillede, der også er Roskilde aktuel. Og Slow Magic som du kan opleve på Trailerpark. Slow Magic er desuden sygt fedt.
Nå, tjek lige det her album ud, som simpelthen er rene auditive antidepressiver.
JEG SKAL HØRE EN ÆGTE GANGSTER. Freddie Gibbs spiller nemlig i år. Er du træt af autotune og rappere der ikke engang er blevet skudt på? Har du en svaghed for George Michael-samples og numre der handler lidt for meget om narkotika? Freddie’s got the answer for you! Med respekt for Roskildes generelt virkelig flyvende hiphop-program, så vil jeg vove at påstå, at hr. Gibbs er den mest gangster af dem alle. Så gangster at han blev forsøgt myrdet i Brooklyn tilbage i 2014. “They tried to kill Tupac. They tried to kill me. I’m Freddie Gibbs. I’m still alive” udtalte han efterfølgende, da han blev spurgt om, hvorfor han var målet… Daaaaamn son! Det er sgu hårde sager.
SPØRGSMÅLET er dog, om han kommer til at spille. Den kære Freddie er nemlig for nylig blevet anholdt i Toulouse, og bliver måske udleveret til Østrig for en påstået voldtægt tilbage i 2014. Det kan også blive for gangsta’..
Dog er hans sidste album “Shadow of a Doubt” er blevet skamhørt på min Spotify – men han rammer mig virkelig også i mit organ for guilty pleasures med hans George Michael-sample på “Careless“.
Jeg håber, I kan klare flere rim og beats, fordi der er jo skruet helt op for grimen i år. Jeg er jo en prætentiøs anglofil hipster. Forstået på den måde at jeg elsker engelsk musik, kultur og sprog, men jeg har faktisk aldrig været i England… Anyways, jeg er tosset med grime og jeg er tosset med Skepta! Første gang, jeg stødte på Skepta, var til Distortions lidt spøjse gadefest på Christiansborg sidste år. Omme bag børsen fandt jeg pludselig en scene, der gik fuldstændig amok. Det var midt om eftermiddagen, og resten af eventet var rimelig chill. Men ikke her. Ikke til Skeptas koncert. Her svang/svungede/svingede (hvad hedder det?!) folk deres tshirts over hovedet og hoppede så højt, at jeg næsten ikke kunne se “The King of Grime”. Og jeg er altså 198 cm. Anyways, jeg anede ikke, hvem det var, men hørte navnet “Skepta” ude i atmosfæren et sted. Siden har jeg drømt om at stå i midten af flokken, mens Skepta skruer op for stemningen. Ligesom han gør i den her video. Det bliver noget med blå mærker og five-panel kasketter. Og jeg glæder mig.
Skepta – Shutdown London
Udover Skepta kan du jo passende lige tjekke Stormzy, Elf Kid og Little Simz ud. Britiske rim der får dig til at kigge dig over skulderen en ekstra gang, hvis du er på vej hjem en mørk aften i Tottenham.
På trods af at Floating Points‘ nye single, der i går til stor overraskelse udkom helt uden tilløb, trækker på en del af brittens tidligere produktioner, og i særdeleshed på ARP3 fra 2011 og nummerets bløde arp-synths, den lette UK garage-percussion og dramatiske opbygning, så er det nye nummer, Sparkling Controversy, i særdeleshed et lyt værd. Sparkling Controversy besidder mere klubappel end sin ‘forgænger’, med mere dubbet attitude og mere nærgående trommer.
Nummeret er at finde på Floating Points’ eget pladeselskab, Eglo Records.
