Tag: Fleet Foxes (3 indlæg)

Feature

“The Seattle Sound:” Musikken før bandet

Af Peter Pishai Storgaard den

For hvad der efterhånden føles som evigheder siden, gik jeg på jagt efter “The Seattle Sound.” Og jeg fandt den i Lemolo. Men jeg kunne ligeså godt have kastet mig over et utal af andre bands, som repræsentanter for den samme lyd. Eller snarere den samme følelse. Den udefinerbare følelse af at elske og af at hade. Af at være forvirret og af at være afklaret. Af at lide og af at nyde. Alle disse seks sindstilstande på samme tid.
Det er det, der kendetegner “The Seattle Sound.” Og det er det, der kendetegner Poor Moon. Men ud over at være en repræsentant for det, som jeg ganske ydmygt døbte “The Seattle Sound of 2012,” er Poor Moon også en god historie.

Historien starter og slutter med den Seattlefødte artist og gudsbenådede ordsmed, Christian Wargo. Hvis navnet lyder bekendt, så skyldes det formentlig, at han i al beskedenhed har en sidebeskæftigelse som backupvokal, bassist og sangskriver i et andet Seattle band; Fleet Foxes. Et band, hvor Wargo har stået i skyggen af berygtet kontrolfreak, frontmand og ligeledes sangskriver, Robin Pecknold.

Ved siden af sangskrivningen i Fleet Foxes fremelskede Wargo en lang række personlige sangtekster, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre med. Han sendte dem derfor til tre af sine gode venner; Fleet Foxes-kollegaen Casey Wescott og brødreparret Peter og Ian Murray.

Wescott og de to brødre forelskede sig i Wargos tekstunivers, og de ville derfor være en del af det. Og det blev så starten på Poor Moon; et band som opstod på baggrund af Wargos tekster. På baggrund af Wargos uudtømmelige musikalske kreativitet.

Netop denne kreativitet er blevet bandets styrke, men det er også bandets største udfordring. For Wargo har ikke bare skrevet en masse tekster. Han har tænkt i arrangementer. I helheder. Ingen elementer må være overflødige. De skal underbygge hinanden. Sangene skal være spektakulære i detaljen, men samtidig enkle i deres overordnede udtryk. Det har i hvert fald været ambitionen, men lykkes det også?

Det synes jeg til dels, at det gør. Det kommer eksempelvis fint til udtryk i opbygningen af “Birds” fra bandets selvbetitlede debutalbum. Alt i alt et meget enkelt nummer bygget op om Wargos stærkt lidende rumklangsvokal og et drømmende nynnekor i baggrunden. Men hvis man lytter godt efter, bemærker man de små klap, som overdøves af claves for til sidst at blive overtrumfet af trommer. Men det forstyrrer ikke det simple. Det giver blot en konstant progression, som fører lytteren trygt igennem Walcos længselsfulde tekstunivers.

Poor Moon – Birds

Alligevel er det ikke debutalbummet, som har imponeret mig mest. Derimod har Poor Moons debut-EP, Illusion, taget mig med storm og på samme tid givet mig en fornemmelse af déjà vu. Illusion er nemlig til dels en rejse tilbage til dengang Fleet Foxes var Fleet Foxes. Tilbage til 2008. Men EP’en er også noget helt andet.

For mens “Illusion“, “Anyplace” og “Wido” kunne være skabt af 2008-udgaven af Fleet Foxes, skiller de to sidste numre på Illusion sig markant ud. De sender nemlig tankerne væk fra Fleet Foxes og folken og hen mod det hedengangne Memphis-rockband Big Star.

Big Star – September Gurls

“People In Her Mind” er et forfriskende popnummer, der sender en væk fra folkens klassiske eftertænksomme efterårstema og ind i et håbefuldt og bekymringsfrit forår, mens “Once Before” påtager sig en mørkere og guitardomineret lyd, som står i stærk kontrast til det foregående nummer. Også sangenes tekster fremstår som modsætninger.
Hvor “People In Her Mind” beskæftiger sig med en kvindes nysgerrige interesse i andre mennesker og deres kærlighed, repræsenterer “Once Before” en maskulin bedrevidende ligegyldighed, hvor nysgerrigheden og kærligheden afvises; “Curse the day that love comes knocking at my door.”

Disse to sange udgør altså i sig selv en helhed. Et modsætningspar. En konflikt. Men alligevel en håndterbar konflikt, da den pakkes ind i det simple univers, som er folkens univers. Hvilket i sig selv er meget rammende for den konflikt, som Wargo må have stået i, da han for alvor valgte at træde ud af Robin Pecknolds skygge. På den ene side kunne Wargo vise, at han spiller en væsentlig rolle i Fleet Foxes’ lyd. Og på den anden side kunne han også vise, at han evner at stå på egne ben. Men på bemærkelsesværdig vis er begge ting lykkedes for ham på blot fem sange.

Poor Moon – Illusion EP (Alle fem sange)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Jagten på ”The Seattle sound”

Af Peter Pishai Storgaard den

Så er det endelig blevet tid til at præsentere den anden og sidste nye skribent her på Regnsky: Peter Pishai Storgaard er navnet. Peter er, som den eneste her på Regnsky, bosat på den anden side af Bæltet, hvor han studerer journalistik på Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus. For Peter handler formidling om at gøre emnet tilgængelig for så mange som muligt, så han vil i sine artikler præsentere både etablerede og spirende kunstnere på en vedkommende og let forståelig facon. Velkommen til, Peter!

For mit vedkommende er det bedste ved at rejse alle de nye oplevelser. De nye indtryk. De nye bekendtskaber. Og måske vigtigst af alt; de nye musikalske oplevelser, indtryk og bekendtskaber.

Derfor var min tur til Seattle i juli også imødeset med urimeligt høje forventninger. For det var jo Seattle. Byen, hvis til tider ret triste vejr, dannede en passende scene for grungens fremfærd i 80’erne og 90’ernes USA med bands som Soundgarden og Nirvana som de mest indflydelsesrige. Og som de senere år har givet os så forskellige bands som Fleet Foxes og Shabazz Palaces.

Soundgarden – Black Hole Sun

Fælles for disse fire bands er, at de alle er/var signet under det samme label. Nemlig Sub Pop Records, som med Bruce Pyatt og Jonathan Poneman i spidsen har været bagmændene bag det, som i 80’erne gik under navnet ”The Seattle sound,” og som i dag er kendetegnet ved et simpelt og stemningsfuldt musikalsk udtryk, hvor følelser vægtes højere end produktionel perfektion.

Det var denne nye afart af ”The Seattle sound,” jeg ville finde. Jeg ville vide, om den også fandtes udenfor Sub Pops studier. Ikke blot i ideen Seattle, men også i byen Seattle. Og heldigvis lykkedes det mig i sidste ende med god hjælp fra den anerkendte, lokale universitetsradio, KEXP.

Lemolo er navnet på mit første og største musikalske crush fra nutidens Seattle. Meagan Grandall og Kendra Cox hedder de to piger i duoen, hvis musik bevæger sig i den diffuse sfære mellem indie folk og drømmepop.

Men her er tale om et band, der ikke søger den tryghed, som de stringente musikalske genrer kan give. Dertil er den musikalske kreativitet for stor, hvilket smukt bliver eksemplificeret på ”On Again, Off Again,” hvor Grandalls tunge guitarriff og Coxs lidende trommeslag giver flashbacks til 80’ernes selvudslettende ”Seattle sound.”

Lemolo – On Again, Off Again

Eller på den minimalistiske og gåsehudsfremelskende ”Move Me,” hvor Meagan Grandalls imponerende vokal leder tankerne i retning af kunstnere som canadiske Feist og Sveriges Jenny Wilson.

Lemolo – Move Me

Men selvom Grandalls vokal uden tvivl er det bærende element i Lemolos musikalske udtryk, er det Kendra Coxs uimodståelige passion, der gør dette band til en værdig repræsentant for den nye ”Seattle sound.” Lidenskabeligt hamres der bestialsk på trommerne. Når klaveret altså ikke lige kræver Kendras kærtegn.

Hvor de to førnævnte numre er fantastiske eksempler på diversiteten i de to unge damers musikalske kunnen, samler ”Letters” på smukkeste vis passionen, minimalismen og den insisterende sorg på fem intense minutter. En intens repræsentant for det, jeg søgte at finde. ”The Seattle sound.” Eller måske snarere: ”The Seattle sound of 2012.”

Lemolo – Letters

Lemolos debutalbum ”The Kaleidoscope” udkom den 3. juli i år og kan købes her: http://lemolomusic.bandcamp.com/

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Fleet Foxes @ Arena

Af Morten Bruhn den
Fleet Foxes (af David Bering)
Jeg har en masse gode minder med amerikanske Fleet Foxes. Særligt husker jeg en aften med min kusine, hvor vi sad og snakkede om vejret og hvad der ellers skulle ske med os når vi blev gamle og grimme, mens vi lyttede til den Sub Pop-signede indie folk-kvintet og deres selvbetitlede debutalbum fra sidste år. Det regnede udenfor, og det gjorde selvfølgelig kun tingene bedre.

Nu var tiden imidlertid kommet til at opleve bandet fra Seattle i liveaktion. De seneste par år er folkrocken nærmest bombarderet igennem herhjemme i Danmark, hvor man i flæng kan nævne kunstnere som Bon Iver, Sufjan Stevens, Devendra Banhart, M. Ward og vores egen Choir Of Young Believers, som udover Fleet Foxes er modtaget med masser af jubel af det danske indiecrowd. Derfor kom det heller ikke just som et chok at være en del af en proppet og tætpakket Arena på Roskilde Festival. Dette var sikkert skidefedt for bandet og knapt så fedt for mig, der lige netop kunne finde en plads under teltets skygge. Men vi kan jo ikke alle sammen være så heldige at komme helt tæt på frontmanden Robin Pecknolds fødder, der i store dele af koncerten var bare som på god, gammeldags hippievis.

Det virkede i starten på de skæggede amerikanere, at fodfæstet manglede. Robin Pecknolds vokal var fra start til slut virkelig smuk, men en forhøjet sammenfatning af det instrumentale lydbillede, som var vildere end på pladen, var nærmest overflødig og det hændte, at vokalstykket blev druknet. Men det var til stor glæde for publikum, da nogle af de mere let genkendelige numre fra Fleet Foxes blev luftet. Her tænker jeg blandt andet på numre som White Winter Hymnal og Ragged Wood. Publikum modtog introduktionerne til disse numre med klapsalver, men så snart Pecknolds vokal indtrådte blev der musestille iblandt publikum, nærmest for at få det absolutte udbytte ud af Robin Pecknold.

Vokalharmonierne reddede i sidste ende bandet fra at blive husket for en lidt dvalende indledning i stedet for de smukke harmonier Fleet Foxes er i stand til at præstere, både i studiet og på scenen. Krydret med en meget snaksageligt besætning, der til tider drillede publikum med at overveje en coverversion (heriblandt af Hotel California) og en god portion hyggelig tålmodighed mellem numrene var det i sidste ende med et positivt indtryk at jeg forlod Arena.

Fleet Foxes – Ragged Wood
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Ragged-Wood.mp3]

Fleet Foxes – White Winter Hymnal
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/White-Winter-Hymnal.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *