Maj

Er det omsonst, hvis jeg endnu en gang prøver at beskrive The New Springs musik? I ved jo godt, hvor fortryllende et fingerspil og hvor fortællende en lyrik, Bastian Kallesøe væver fint sammen med sin vokal. Og at den kombination er god, det ved I selvfølgelig også. Secret Armor har året igennem åbnet mine øjne og kastet lys på selv den mest grå morgen. Ikke fordi Bastian lyder særligt frisk, men fordi lyden er så ren. Selvom der, modsat forrige års debut, er masser af effekter er guitaren, lyser hvert nummer på Secret Armor i klare farver. På en ganske subtil og rasende charmerende måde lister de sig ind på dig forfra (du kan se dem nærme sig), og så er de der, tilstede som en selvfølgelig del af dit rum. Alligevel overvælder hvert et lyt mig. “In the Parlor” med sin underspillede uhygge (bemærk hvordan vokalens bliver mere og mere insisterende), “In the Spirit of the Revolution” med en ekspressivitet i guitarlyd, jeg aldrig har hørt magen til, måden hvorpå åbningsduoen “Burning Your God” og “Evening All Day Long” opstiller et helt klart rum af vokal og guitar. Du kan gå ind i den plade efter blot et halvt minut. Så klart står den.

Læs Regnskys interview med The New Spring fra maj.

The New Spring – In the Parlor
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/08-In-The-Parlor.mp3]

The New Spring – In The Spirit Of The Revolution
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/06-In-The-Spirit-Of-The-Revolution.mp3]

Juni

Jeg har oplevet to fremragende koncerter og afspillet The Lion’s Roar bunkevis af gange, siden jeg første gang hørte “Blue” i en tøjbutik. Og jeg har stadig ikke forstået, hvordan de to unge søstre kan fortælle med så stor troværdighed. Eksempelvis på “This Old Rutine”, hvor de beskriver de en mands punkterede liv i trædemøllen. Troværdigheden er en essentiel del af den autencitet, pigernes tilhør i country-genren kræver. Som lytter skal du virkelig føle en påvirkning. Oftest i den triste retning. Men grundet genrens lange historik og musikkens mange referencer, giver First Aid Kit dig, melankolien til trods, stadig en samhørighedsfølelse med resten af verden. Måske opstår troværdigheden, fordi de altid beretter med dem selv som synsvinkel. De formår at gøre den enkelte erfaring universal, så du også bider tænderne sammen og forsætter, når du hører The Lion’s Roar. Fordi det at gøre noget har en værdi i sig selv. Selvom det sandt nok kan være svært at finde den rigtige vej. Så hvirvler “Dance To Another Tune” pludselig op, og jeg tænker på de to langhårede piger flagrende rundt på scenen på Roskilde. Det er medrivende nok til at få følelser i hver deres ende af spekteret til at opstå.

First Aid Kit – This Old Rutine

First Aid Kit – Dance To Another Tune