Gæsteskribent Rasmus Damsholt rapporterer om by:Larm Festivalens stærke nordiske musikoplevelser med kvinder i front. Regnsky vil gerne give læserne et mangfoldigt billede af de bedste nordiske stemmer netop nu, og er derfor stolte af at have Rasmus ude i felten. Rasmus studerer til dagligt Music Management og arbejder som manager for Schultz and Forever og Sekuoia. God fornøjelse med musikken!

Der gælder det samme for by:larm, som for den danske pendant Spot Festival: der optræder en stor mængde virkelig interessante artister, og nogle få af dem går hen og bliver morgendagens helt store stjerner, f.eks. spillede MØ på festivalen sidste år. I år glædede jeg mig over at opleve mange unikke og ambitiøse musikalske projekter, hvoraf en stor del af disse har kvinder i front.

Den sidste kendsgerning vil jeg gerne bruge til at sætte en fed streg over en italesat fordom, som længe har været påstået af debattører og selvudnævnte eksperter i musikbranchen. De har længe hævdet, at der er mangler kvinder, som spiller guitar, bas, trommer og i det hele taget indtager andre roller i musiklivet end som den forudsigeligt uskyldige sangerinde. Det var en fantastisk oplevelse at se disse standpunkter blive bragt fuldstændig til skamme på by:Larm. Da jeg planlagte, hvilke koncerter på festivalen jeg ville gå til, og efterfølgende udvalgte de bedste oplevelser, var det, med undtagelse af Jaakko Eino Kalevi og Andre Bratten, udelukkende acts med kvinder i front, som havde imponeret mig.
Og det er altså over en hel weekend med et tocifret antal koncerter i hukommelsen.

All We Are stillede op med et setup, der hurtigt sendte mine tanker mod The XX. Dejlig simpelt og skåret ind til benet. Guitar, bas og elektroniske trommer. Med Guro Gikling sublime basgange i front, skabte hun grundlaget for sangene, hvor guitar og trommerne i baggrunden fungerede som lydlandskab, der gav hende mulighed for at folde sig ud. Til tider i en catchy og poppet retning, men andre gange blev kompositionerne mindre ligefremme. Det tillod større udskejelser at snige sig ind i settet, og sågar afstikkere mod et mere houset udtryk blev præsenteret. På toppen af de spændende sange lagde de tre bandmedlemmer unikke vokalharmonier, og sådan viste All We Are tydeligt, hvor simple komponenter musik kan bestå af for stadig at fungere sublimt live. 

Farao – Tell A Lie

Til koncerter har charmerende Kari Jahnsens musikalske alias Farao et fire-mandsorkester med sig. Men det var Jahnsens vokal, sangskrivning og guitar, som var det naturlige centrum for koncerten. Det er tydeligt, at inspirationerne kommer fra americanafolk, men Jahnsens guitarspil overrasker og suppleres af originale, ganske moderne trommefills. Jeg gik fra koncerten med en forbløffelse over Faraos bevis på, at det i 2014 stadig er muligt, at præsentere et originalt take på folk pop.

All We Are og Farao er nye lovende kvinder fra den norske, alternative pop-skole. Jenny Wilson er for længst blevet student fra den svenske pendant. Hvilket er et meget fint symbol på Sveriges plads på den internationale musikscene, hvor Sverige traditionelt set har været langt foran de andre lande i norden. Men de seneste par år har resten af de nordiske lande faktisk formået at hente lidt ind på vores svenske broderlands forspring. Der er stadig lang vej igen, da Sverige tydeligvis kan blive ved med at spytte talentproducere og -sangskrivere direkte ind i en mainstreammusikkens pulserende åre.

Jenny Wilson – Battle with God

Ralf Christensen, musikredaktør på Information, beskriver det således overfor mig, da jeg møder ham i Oslo: ”Sverige er en pop industri. De er så gode til at skabe skelsættende musikere. Der findes slet ikke undergrundsmiljøer på samme måde i Sverige, som der eksempelvis gør i Danmark.” I Sverige producere de så at sige eksportklare popmusikere fra bunden. Heldigvis har disse tit massere af kant som eksempelvis Robyn, The Knife og altså by:Larm-aktuelle Jenny Wilson.
Jenny Wilsons koncert på by:Larm føltes, da også som en selvsikkert leveret magtdemonstration. På trods af det skrabede set up, kun med keys (til tider skiftet ud med guitar) og trommer til at bakke Wilson op, gav koncerten et langt mere voluminøst indtryk. På backtracket hamrer synths derudaf, bakket op af et sæt gennemslagskraftige live-keys. For mig gik det hele gik op i en højere enhed, når Wilsons gennemtrængende vokal bragede igennem. Wilson er uden tvivl i sin egen liga, og det gav et gib i mig, da hun slap sig selv løs og skreg ”Run Away!”
Wilsons nye materiale passede fremragende til den store setting på Sentrum Scenen i de senere aftentimer. Koncerten foregik i et overrumplende højt tempo, og det gamle materiale blev på velfungerende vis hevet op på et nyt energiniveau i livesettet. På den måde fik Wilson på flotteste facon bundet sit mere eftertænksomme popbagkatalog sammen med sin nyeste plade Demand The Impossible!, hvilket ikke er et nemt kunststykke, da udgivelserne ikke ligefrem ligger i direkte forlængelse.

Guro Gikling, Kari Jahnsen og Jenny Wilson gav alle fantastiske koncerter i Oslo. Med hver deres projekt bevidste de over for mig, at kvinder i nutidens musikbranche både kan fungere som det centrale musikalske/instrumentale omdrejningspunkter, som mere traditionelle frontfigurer og som altoverskyggende egoer.
Det var bare tre af de bedste oplevelser. Jeg overværede også fantastiske koncerter med Zhala, Ice Cream Cathedral, Sumie, First Aid Kid, Naomi Pilgrim og Emilie Nicolas. Dertil er Danmarks Baby in Vain, Kill J og Linkoban jo altid garanter for forrygende koncertoplevelser.

De tre danske piger i Baby in Vain var et af de varme navne på årets festival. Pigerockbandet gider slet ikke udtale sig om deres køn, fordi de ikke synes, det er afgørende for deres musik, at de er piger. Publikum skal først og fremmest lytte til musikken. Det irriterer de tre piger, hvis publikum eller anmeldere vurdere dem med udgangspunkt i deres køn.
“Jeg har aldrig følt, at nogen vurderede på baggrund af mit køn” fortalte Sarah Jones, der spiller trommer i Hot Chip, Bat For Lashes og Bloc Party m.fl. sidst hun besøgte Danmark. Under et interview på et symposium i København blev hun konfronteret af interviewer Henrik Marstal (lektor, debattør m.m.) om hendes køn. Det virkede som om Jones var uforberedt på spørgsmålet, og ikke havde lyst til at tale om det. Hun synes ”ikke det er relevant”, fordi hun aldrig har følt, at nogen vurderede hende på baggrund af køn. Hun har tydeligvis heller ikke haft problemer med at få spillejobs, fordi hun er en fantastisk trommeslager. De bands, hun har spillet i, har skulle hyre den rette trommeslager, og så kan kønnet heldigvis være fuldstændig lige meget for de fleste.

I Sverige gik Arkiva Festival så langt som at indføre kvoter for kvindelige optrædener. Således at halvdelen af de optrædende skulle være kvinder. En meget politisk metode, som trækker ligestillingen tilbage et sted, hvor den bliver tvunget ned over hovedet på musikere og publikum. En fuldstændig forkert tolkning af, hvordan kvindelige musikere som Sarah Jones og Baby in Vain gerne vil behandles. Nemlig på lige fod med mænd. Branchen skal ikke skabe et problem eller italesætte noget, der ikke behøver at være problematisk. Hvem har lyst til at spille på en festival, fordi man er blevet favoriseret på baggrund af ens køn?
Man kan ikke lade være ved at stille spørgsmålstegn ved, om der overhovedet forskelsbehandles eller er dårligere vilkår for kvinder, som spiller musik. Der har indtil nu været færre kvindelige etablerede musikere end mænd, men netop derfor betyder det vel, at der ikke skal indføres kvoter eller forfordeles på baggrund af køn? Det virker til, at det ikke er her indsatsen, kritikken og debatten skal ligge. I stedet burde man kigge på, hvorfor færre piger spiller musik. Og de tiltag findes heldigvis allerede i folkeskoler, ungdomskoler mv. Resultatet af dem kunne mærkes på by:Larm i år og senere på foråret på aarhusianske SPOT Festival.

På by:larm har jeg talt mig frem til, at 45 ud af i alt 111 optrædende bands havde kvinder i front. Dertil kommer alle de bands, som har kvindelige bandmedlemmer. Det er næsten halvdelen. SPOTs offentliggjorte navne tæller lige nu 19/45 med kvinder i front. Også tæt på halvdelen.
Det skal ikke kun handle om antal, da man skal passe på at gøre kreativitet op i antal, statistikker, stjerner, hjerter og andre målbare egenskaber. Men det er alligevel en indikator på, hvor vi er i dag. Kritikken af manglende kønskvotering har tidligere regnet ned over Roskilde Festival, men mon ikke, at den som etableret festival nok skal komme efter det, og lige nu blot ligger et par år bag branchefestivalerne.
Kønsdebatten i musiklivet er et farligt vand at bevæge sig ud i. Især fordi den er båret af politiske motiver. Men på by:Larm viste de stærke optrædener, at realiteterne ser anderledes ud i undergrunden end hos de kønskvotebegejstrede og -diskuterende etablerede aktører. Der er brug for, at de mange debattører blinker de fastlåste perspektiver væk fra synsfeltet og i stedet ser på tendenserne, de nye (kvindelige) artister så overbevisende er ved at gøre til realiteter. by:Larm 2014 var kvindernes festival.

Oplev en lang række af de navne nævnt i artiklen på årets SPOT Festival den 1-4. maj i Århus.