SPOT-festival er kendt som den ultimative hellige gral for upandcoming dansk musik. Det er stedet, hvor håbefulde musikere spiller showcases i håb om, at den rigtige person står i publikum og kan hjælpe deres karriere videre. Det er ligeledes et godt sted for publikum at holde øje med musikbranchen, og hvad der rører sig, og tage nye oplevelser med hjem, når dagen er omme.

Det er også det, som SPOT-festival har været for mig – indtil nu. Det er tredje år i træk, jeg har været på SPOT, og jeg nyder altid at bruge en weekend i maj i Århus, hvor man kan mærke at byen summer af liv og glade mennesker. Jeg nyder også at opdage ny musik og blive positivt overrasket over oplevelser, som jeg ikke helt tror, man kan få andre steder. Men udover at SPOT er et godt sted for ny musik, så fandt jeg ud af i år, at SPOT også har en helt anden funktion – det er virkelig et godt sted at holde øje med musikeres udvikling. Det er den fedeste følelser, når man kan stå og se en koncert med et band, man har set flere gange før og så nyde, at de bare bliver dygtigere og mere scenevante. Det gjorde sig for mig gældende med bl.a. Motorique, som jeg har skrevet en del om tidligere. Sidste år kæmpede de for at komme med på SPOT og i år spillede de på hovedscenen. Der er altså kun gået et år!

Udover Lennart, David og Mads fra Motorique, så har jeg før interviewet Rasmus, Oskar og Peter fra Ecstasy In Order. Jeg har også været til koncert med dem to gange før. Første gang var på netop SPOT for et år siden. Her lagde de Radar ned med deres dansable beats og længselsfulde lyrik. Det bagkatalog de havde for et år siden bar meget præg af at være det første, de havde udgivet. Det var skide godt, men havde også nogle “rough edges”. Det er ikke en kritik, fordi jeg er vild med deres gamle sange, men det forbavsede mig virkelig i år, hvor velproduceret og professionelle deres nye sange lyder i forhold til. Det er virkelig en fornøjelse at følge med i deres udvikling – specielt når der bag musikken står tre utroligt sympatiske gutter, som bare gerne vil lave noget musik, de selv synes, er fucking fedt.

Det er helt skørt, så populære Athletic Progression er i Århus. Følelsen af at de er byens drenge, gennemsyrer publikum under deres koncerter. Crowds til SPOT kan være svære pga. showcase formatet, men under deres koncert på Voxhall var der virkelig ild i fødderne hos publikum. Det føltes som om, at der var solgt mange SPOT-billetter kun for den her koncert. Det er en Regnsky-tradition, at der bliver skrevet lidt om Athletic Progression efter SPOT, og i år skal ikke være nogen undtagelse, fordi jeg føler virkelig, at de ikke kan gøre noget som helst forkert, når de optræder i hjembyen, Århus. Den større scene i år gjorde dem kun ekstra tændte, og specielt Justo og hans tilstedeværelse på scenen gør, at man aldrig kommer til at savne nogen form for lyrik i deres numre. Det er en bassist med stor selvtillid, der fører sig frem på den helt rigtige måde, og ligemeget hvad han gør, så kvitterer publikum med et “YEEEEAAAAH”-råb. Fantastisk at opleve. Også et godt trick med at kaste en signeret LP ud blandt publikum. Knap så fedt, at det var lydmanden, der greb den. Det har slet intet at gøre med en mavesurhed over, at jeg stod ved siden af lydmanden og faktisk havde den i hånden i et splitsekund.

Jonathan fra Athletic spiller også i andre projekter, og jeg kan ikke få nok af at se ham optræde. Han tager røven på mig gang på gang, og derfor var det en utroligt positiv overraskelse, at han delte scenen med Erika de Casier, som min kæreste allernådigst havde fået trukket mig med til. Det var en kanon oplevelse at se deres samspil, og på et tidspunkt fik man nærmest lidt ondt af Erika over, at tempoet blev sat så højt, at hun havde lidt problemer med at følge med i sit eget nummer “intimate”. Det gjorde hun dog med bravour, og for helvede det fungerede godt. Det var kun de to på scenen, og det var hverken for meget eller for lidt.

Nu har det handlet meget om at gense og nyde udviklingen, men jeg vil dog lige runde den her artikel af med et shoutout og måske et lille “hvad sagde jeg”. Jeg anbefalede, at man skulle se NATKAT, og de var helt nye for mig. Jeg fandt dog ud af, at jeg måske anbefalede dem af de forkerte grunde. Det var 90’er inspireret hiphop med bøllehat og beats, der ville gøre LL Cool J misundelig, men det var i høj grad også en magtdemonstration af frontmand Frej Le Funk, der uden anstrengelser viste, at han gør tingene på sin egen måde, og at man godt kan forvente, at fremtiden for dansk hiphop kan noget andet end autotune og dårligt producerede beats. Sorry, men jeg afskyr soundcloud og mumblerap. NATKAT er ægte, for helvede hvor er de ægte. Gå ikke glip af dem på Roskilde. De kommer til at lægge det ned igen.

SPOT, tak for dig igen i år. En mindre tak skal der lyde til nattefrost og snevejr der gav et meget anderledes SPOT, end jeg har oplevet før. Jeg håber, solskinnet vender tilbage i 2020, fordi Århus og SPOT gør sig bare bedre i lys frem for skiftende sne og blæst. Og så er det mega svært at se ordentlig smart ud i en regnjakke, når man havde planlagt et outfit der var baseret på shorts og hurtige sneaks. Det må blive i 2020.