Første udgave af Wasn’t Born To Follow er nu veloverstået, og lad mig slå fast med det samme: Konceptet holder!
Kombination af gratis og ikke-gratis koncerter, af udendørs og indendørs koncerter og ikke mindst kombinationen af festivalformen med den klassiske koncertform gjorde denne sensommersøndag på Pumpehuset til en helt særlig og forfriskende oplevelse for en efterhånden ret rutineret koncert- og festivalgænger som jeg selv. Musikken var tydeligvis i fokus, som den bør være, men det forhindrede i den to timer lange pause mellem udendørs og indendørs koncerterne ikke de tilstedeværende i at lade sig flyde ud på de interimistiske stole og ‘senge,’ som var placeret rundt omkring i Pumpehusets hyggelige gårdhave.
Omgivelserne var utvivlsomt helt i top, og det samme var lyden traditionen tro også, når Pumpehusets dygtige folk er involveret. Men nok snak om omgivelser, skønne mennesker og koncepter; musikken var den egentlige årsag til, at jeg og sikkert også de fleste andre var dukket op.
Jeg havde på forhånd udpeget Emma Acs som en af mine højdepunkter. Det er efterhånden to år siden, at der sidst er kommet nyt fra den nu 22 årige danske sangerinde, men denne søndag gav hun og hendes band, The Inbred Family, prøver på hendes nye lyd, som virker mere dyster, mere syret og tør man sige mere moden, end man tidligere har oplevet hende. Wasn’t Born To Follow dannede ramme for dansk syrerocks ubestridte dronnings længeventede og yderst vellykkede genkomst.
Emma Acs – Green Stars And A Orange Sun
Dagen var som sagt delt op i en gratis udendørs del og en indendørs del, som krævede, at man købte billet. Derfor var der for den økonomisk trængte del af publikum lagt op til dagens højdepunkt, da Matt Mondaline og vennerne i Ducktails trådte op på den hyggelige bjælkescene, som sommeren over optager en stor del af Pumpehusets gårdhave.
Selve koncerten var en lidt spøjs oplevelse. Musikalsk leverede de nærmest præcist, hvad man kunne forvente af så dygtige musikere, men deres noget introverte sceneoptræden var med til at få publikum til at falde lidt hen. Om det var hensigten, er svært at sige, for som jeg også skrev i min optakt, er deres musik oplagt til en god omgangs søndagshygge mod efterveerne af en travl uge og en hård weekend. Mod slutningen af koncerten skruede de dog en smule op for tempoet på et par spritnye numre, som endda fik den ellers rolige Matt Mondaline til at svinge frisuren i den milde sensommerbrise.
Ducktails – Hamilton Road
Hvis Ducktails’ hensigt var at lulle folk i en form for meditativ trance, var det bestemt ikke målet for Dirty Beaches, da de som det første band indtog Pumpehusets store scene senere på dagen. Jeg mødte op til koncerten med ret høje forventninger, men trods flere ganske udmærkede højdepunkter såsom “Casino Lisboa” kom Alex Zhang Hungtai aldrig ud over scenekanten. I det hele taget endte det hele med at være en desværre ret langtrukken oplevelse, som ikke blev gjort bedre af, at Hungtai i høj grad virkede til hellere at ville feste med sig selv end med den ellers ekstremt loyale og begejstrede fanbase foran scenen. Han skal have ros for at spille sig op til sidst, men på det tidspunkt havde en ganske anseelig del af publikum valgt at forlade den ekstremt varme sal.
Dirty Beaches – Casino Lisboa
Men hvor Dirty Beaches til dels var en skuffende oplevelse for undertegnede, levede Mikal Cronin i den grad op til mine og publikums forventninger. Efter en rolig start med en håndfuld numre fra hans første selvbetitlede album, tog koncerten for alvor fart, da han og hans fantastiske album fra i år, “MCII,” gik sin fortjente sejrsgang med “Am I Wrong,” “Weight,” “See It My Way,” “Shout It Out” og “Change” i en lang og særdeles vellykket collage.
Mikal Cronin – Change (Live on KEXP)
Alt i alt en rigtig fin dag, som forhåbentlig snart vender tilbage igen. Og Smash!Bang!Pow!, som stod bag arrangementet, har da også lovet, at det bestemt ikke er sidste gang, de afholder Wasn’t Born To Follow. Og jeg glæder mig til næste gang!
