Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.
Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.
Nogle af jer har måske fanget det i overskriften, men jeg var til koncert med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself på den særdeles effektfulde Apollo Countdown mandag aften. Og wow, en nærmest Crystal Castles’esque koncert de danske techno-wonderkids fik sendt af sted mod de mange festglade fremmødte.
Sjældent har jeg følt mig så kærligt omfavnet af en vidunderlig kombination af røgmaskiner, stroboskoplys og så det særlige, som nogle vil kalde ”Roskilde-ånden”. Den ånd, som pludselig får en til at danse med nogle fremmede mennesker, hvorefter man fem sekunder efter står med en øl i hånden. Eller den ånd, hvor man sidder nede på græsset og venter på en eksplosion, som man ikke på forhånd vidste ville komme, men som ganske selvfølgeligt kommer, fordi resten af gruppen har besluttet sig for, at det gør den.
We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – Tiger
For mig var det den helt perfekte start på årets Roskilde Festival, og den fik mig for en stund til at glemme de sure rønnebær og tilgive programmets til tider begrænsede attraktionsniveau. En stor hjælp var dog også, at gårsdagens program i det hele taget holdt et højt niveau – med enkelte svipsere.
Heimatt, som åbnede Rising-scenen, lagde dog for med en gennemført og inderlig eftermiddagskoncert, som passede perfekt til solen, der på det tidspunkt stadig formåede at besejre de truende regnskyer. Der var for mig få højdepunkter, hvilket dog ikke skal betragtes som en dårlig ting, men derimod blot skyldes et generelt meget højt niveau, og forsanger Magnus Grilstads evne til i højere grad at skabe stemninger frem for enkeltstående værker. Et værk skinnede alligevel lidt kraftigere end de andre, om end det ikke var hans eget. Det er måske ved at tage overhånd, men Heimatts cover af Kavinskys “Nightcall” virkede denne mandag eftermiddag både mere vellykket og på alle måder mere passende, end de fleste andre nyfortolkninger af nummeret. Den var nemlig både tro mod originalen, men formåede samtidig at udnytte særpræget i den dansk/norske forsangers stemme.
Dagens næste koncert på Rising-scenen faldt derimod til jorden med et brag. Jeg havde på forhånd ret høje forventninger til Get Your Gun, da jeg kun havde hørt gode ting om deres live-optrædener, men bagefter stod jeg tilbage med en følelse af, at jeg virkelig ikke havde forstået, hvad der lige var foregået. Jeg er slet ikke i tvivl om, at intentionerne var gode, men generelt virkede koncerten for pompøs og i det hele taget overgjort. Som da scenen pludselig skulle fyldes af et enormt kor af fuldvoksne mænd, der mest af alt fik det hele til at fremstå karikeret på en ucharmerende måde.
Efter den oplevelse var det heldigvis tid til Blaue Blume, og jeg behøver vel efterhånden ikke engang at skrive, at det var en sand fornøjelse. Med en nyklippet og veloplagt Jonas Smith i spidsen leverede et af Danmarks efterhånden allerbedste liveorkestre en eminent koncert, som fik hårene til at rejse sig hos de fleste foran scenen. Jeg har set dem bedre, men scenens beskaffenhed var ikke til mere, hvilket Eva vil gå i dybden en af de næste dage.
Så alt i alt var det en blandet pose bolsjer, der var blevet blandet fra Roskilde Festivals side, men der var bestemt flere lækre jordbærbolsjer, end der var kedelige karameller i posen. Og den måde, jeg sluttede den første musikaften på, var måske også ganske rammende for hele dagen.
For efter We Are The Way For The Cosmos To Know Itselfs astronomiske koncert – de burde virkelig få sig et kortere navn – og årets festivals første, rigtige regnskyl, valgte jeg at slå et smut forbi underskønne Emilie Nicolas’ koncert, som lukkede programmet på Rising.
Og det var i den grad en noget blandet afslutning på dagen. Man kan på ingen måde tage nordmandens talent fra hende, og det ville da også være synd, men hun måtte kæmpe lidt rigeligt med at fastholde folks opmærksomhed, og det var kun, da hun allersidst i koncerten fyrede op for hittet “Pstereo“, at publikum for alvor vågnede op til dåd.
Emilie Nicolas – Pstereo
https://www.youtube.com/watch?v=e8ULmFcDwD8
Men de vågnede, og det gjorde Roskilde Festival også – i høj grad takket være bandet med det umulige galaktiske navn. Forhåbentlig kan niveauet holdes de næste dage, for så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal blive en mindeværdig festival – uanset om der skulle være et lille skybrud eller en uforståelig koncert hist og her.
