Jeg har længe været kritisk overfor Roskilde Festival anno 2014. Med god grund har jeg selv syntes. Og jeg kan ikke påstå, at de kritiske stemmer i mit hovedet har valgt at rejse mod fjerne sydhavskyster endnu, men de er i det mindste blevet dæmpet en smule. Om end den kritiske læser med rette kan påstå, at de blot har flyttet sig mod øst – eller vest.

Som overskriften afslører, så er det selvfølgelig den meget sene booking af Slowdive, som danner grundlag for det markante skift i min forståelse af årets Roskilde-program.

Jeg er shoegazer ind til mit allerinderste ben. Og hver eneste tirsdag undervejs i offentliggørelsesperioden har jeg kunne mærke en trykken i et bryst. Skuffelsens trykken. Indtil i torsdags, hvor Chromeo, som jeg aldrig har haft hverken et positivt eller negativt forhold til, valgte at aflyse til fordel for shoegazelegenderne fra Slowdive.

Min lykke var gjort. Min festival var reddet. Og alt var godt.

Jeg skrev egentlig dette indlæg før offentliggørelsen, og det bærer mine ”disse-fem-bands-glæder-jeg-mig-til-trods-et-noget-mudret-program”-liste også præg af. Men her kommer den så – uden Slowdive.

Blaue Blume, Rising mandag klokken 17.00

De danske wunderkinds. Fødselsdagsdrengene. Nytårsdrengene. Og de langhårede knægte omgivet af diskolys. Blaue Blume er i mine øjne og ører et ”must see” og ”must hear”, hvis man endnu ikke har oplevet dem. Inderligheden i deres liveoptrædener bør opleves af enhver med forkærlighed for falseteret og ærlig popmusik. Og så er det tilmed en perfekt måde at skyde sin festival i gang på.

Pre-listen råd: Blaue Blume – In Disco Lights

Shadow Shadow, Apollo Countdown onsdag klokken 15.00

Svenskere kan bare noget med popmusik. Især hvis man giver dem en synthesizer og råber ”leg!” Og på det punkt er Shadow Shadow ingen undtagelse. Det unge band har ifølge mine smagsløg kreeret årets hidtil bedste popplade a la MGMT i ’Oracular Spectacular’-årene. Det er underspillet og overlegent på samme tid, og det er perfekt til en døsig eftermiddag knap halvvejs igennem årets festival.

Pre-listen råd: Shadow Shadow – 1000001

EMA, Pavilion søndag klokken 15.00

EMA kunne egentlig også være svensk – Erika M. Anderson har da i hvert fald et svensk klang over sig. Men hun er pæreamerikansk og samtidig et af de navne, som jeg glæder mig allermest til. Jeg var så heldig at opleve hende på Pumpehuset for nogle år siden, og hendes live-energi var dengang helt fantastisk. Hun er for en af de musikere, som slet ikke fungerer på plade for mig, men når først hun står foran mig, så går alt op i en højere enhed. Gå ikke glip af hendes søndagskoncert!

Pre-listen råd: EMA – Angelo

Ryan Hemsworth, Apollo søndag klokken 16.00

Nu er vi nået til en anbefaling, som jeg ikke selv får hørt. Ryan Hemsworth var ellers et af mine første krydser på årets ”must hear”-liste. Men det samme var Deerhunter, og af uransaglige årsager er de to ellers genremæssigt relaterede navne endt på nøjagtigt samme spilletidspunkt. En mindre skandale, hvis man spørger mig, men det gør ikke min anbefaling af Ryan Hemsworth mindre. Så hvis du ikke vil til Deerhunter – og hvis du elskede How To Dress Well for et par år siden, så bør du helt sikkert indfinde dig i nærheden af Apollo på festivalens sidste eftermiddag.

Pre-listen råd: Ryan Hemsworth – Three Hours In

Forest Swords, Gloria søndag klokken 21.00

Min sidste anbefaling kommer også fra den elektroniske verden – og britiske Matthew Barnes spiller også på et ekstremt uheldigt tidspunkt. Men hvis du, når festivalen så småt går på hæld, føler dig i humør til dramatisk og ekstremt velproduceret trip-hop på Gloria frem for piano og mundharmonikaminder på Orange, så er Forest Swords en fremragende mulighed.

Pre-listen råd: Forest Swords – Thor’s Stone