Prisvindende perfomance-artister, imponerende udstillinger, bevidsthedsudvidende tech-talks og ikke mindst et stort kuld af originale og grænseudviskende musikere mødes over en weekend i midten af maj, når den Helsingør-baserede festival for elektronisk musik, Click Festival, for fjerde gang slår dørene op.
Programmet indledes 15. maj med en række perfomance-installationer og udstillinger, hvor der stilles skarpt på innovativ kunst og gennemborende tech-talks, mens musikken udfolder sig fredag og lørdag, den 16. og 17. maj. På programmet i år kan man blandt andet opleve britisk islæt som den eksperimenterende producer Actress, der krydser dubstep, techno og ambience i et særegent udtryk, den über-produktiver soloproducer Ekoplekz, der er album-aktuel med Unfidelity på Planet Mu, samt den ikoniske new wave-duo Chris & Cosey, hvis storhedstid i 80’erne har sat tydelige spor i den elektroniske musik, vi kender i dag. Deres tilstedeværelse på Click Festival 2014 skal betragtes som et stort scoop.
Fra den anden side af Atlanterhavet tæller de største scoops den Detroit-baserede electro-gruppe Dopplereffekt, der senest var i Danmark under Phono Festival i 2012. Gruppens mest kendte medlem er uden tvivl Gerald Donald, der igennem sin karriere også har været med i aliaser som Arpanet, Der Zyklus og ikke mindst Drexciya, hvis bagkatalog igennem de seneste par år er blevet flittigt genoptrykt, til stor tilfredsstillelse hos duoens brede og dedikerede fanbase. Også Laurel Halo slutter sig til den amerikanske del af programmet. Den hardware-fikserede solist, der er opvokset i technoens fødeby Detroit, er om nogen personifiseringen af en festivals ideal om originalitet, hvorfor Halos tilstedeværelse er tydeligt begrundet.
Sidst, men ikke mindst, lægger også den australske komponist og eksperimentalistiske producer Ben Frost vejen forbi. Ben Frost, der siden 2005 har været bosiddende på Reykjavik, er i maj klar med sit seneste album, A U R O R A, hvorfra vi allerede har rost den aggressive første-single Venter. Den nyeste smagsprøve kommer i form af den voldsomme, støjende og stadigvæk skrøbelige Nolan, som kan høres nedenfor.
Temaet på årets Click Festival hedder Do It With Others, og ligesom sloganet er en tounge-in-cheek-bemærkning til det udbredte DIY-fænomen, handler det i høj grad om at fremprovokere samspil og participance i den enkelte festivalgænger. Man kan blive meget klogere på Click Festivals program på deres hjemmeside, hvor man også kan læse om billetpriser, time tables og meget mere.