Vi er musikalsk forslugne. Det starter allerede i bilen på vej til Hamborg og Reeperbahn Festival 2013. Det er torsdag eftermiddag, og snakken går om alle de små og større bands, vi hver især har udpeget i det absurd store program. Rygtet siger, at der i løbet af festivalens fire dage spiller over 350 på spillestederne i området omkring Reeperbahn. Hovedparten af bandsene har jeg aldrig hørt om, og hovedparten af de ukendte kommer jeg næppe til nogensinde at kende. Men en brøkdel bryder igennem efter festivalen. Det er derfor, at hver og en festivalgænger spørger den anden “hvad skal du se?”.
Det er umuligt at finde rundt i den store mængde af bands. For at forvirringen, under festivalen som i de efterfølgende tanker, ikke skal blive alt for kaotiske, udser jeg mig et par særlige retninger, jeg vil høre musik efter. Det ene er anbefalings-retningen. At spørge alle, som krydser min vej, hvad de skal høre. Mere om fundne på den rute senere.
I dag handler det om den anden retning. På Reeperbahn undersøger jeg et musikområde: Norge. Måske absurd at tage på en tysk festival for at undersøge sin nabo i den modsatte retning, og ikke bare tage pulsen på den norske musik på by:Larm. Men alligevel er det ikke helt dumt. Reeperbahns udvælgelseskriterium forklarer det meste: festivalen præsenterer bands fra hele verden på lige grundlag. Der er et kriterium: kvaliteten. Derfor er det kun de absolut bedste ansøgere fra hvert land, som spiller.
Torsdag står i Norges tegn. Vi ankommer til Molotov, det sygt autentiske rockspillested lige i starten af Reeperbahn, og vi får akkurat mast os ind i den bette bar. Så går Dråpe på scenen. Støjpopkvintetten er ikke helt ukendt i Danmark – de spillede på årets Roskilde Festival (læs mere her) – og i hjemlandet tælles de som et af de mest lovende navne. Den norske musikscene er for øjeblikket et ret fantastisk sted, hvis hovedingredienserne i din nye, musikalske livret er effekter, androgyne vokaler, udflydende guitarer og knivskarp melodiøsitet. Dråpe og stærkt beslægtede Highasakite repræsenterer bølgen på Reeperbahn, og jeg ser begge bands. Vi står helt oppe ved den intermistiske scene i det pakkede lokale. Dråpe spiller fremragende, et set primært bestående af sange fra debuten Canicular Days. Bedst er de, når Ketil Myhre og Hanne Solem deles om sangtjansen og når guitar og vokal sammen farer til himmels – allerbedst er de, når kaos titter frem i faldende rytmer og melodierne stikker af fra hinanden. Denne aften veksler Dråpe mellem at være bedst og allerbedst – ikke en dårlig dag at være i topform!
Et par timer senere spiller Highasakite i anderledes prominente omgivelser. Hvor Molotov emmer af rockautencitet (hallo, The White Stripes og The Black Keys ha spillet i lokalerne), er Imperial Theater som en rolig cigarkasse. Bløde sæder, god lyd. Kulisserne fra sæsonens skuespil står stadig på scenen, i denne koncerts anledning pyntet med Highasakites karakteristiske fjer. Anført af en absurd velsyngende Ingrid Håvik er Highasakite et nærmest færdigudviklet indiepopband. De har ganske rigtigt også et internationalt imødeset andet album på gaden ganske snart, og spiller både numre derfra og fra sidste års debut, All That Floats Will Rain, med en usvigelig sikkerhed. Highasakites musikalske ambitioner er tårnhøje og veludførte, men performancen mangler en smule i at være helt gennemført nok. Det virker asymmetrisk og fejlagtigt tolket, når guitaristen rocker helt ud på samtlige numre. Resten af bandet er behersket og fokuseret ligesom det siddende publikum. Musikken er såmænd fabulerende nok i de legesyge vers og instrumentalstykker, der omgiver de hamrende stærke omkvæd. Lyt bare til den nye single “Since Last Wednesday”:
Highasakite – Since Last Wednesday
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/10/Highasakite-Since-Last-Wednesday.mp3]
Fredag starter vantesæsonen til intermistisk impro-koncert med en umiddelbart ganske anderledes norsk konstellation. På den lille udendørsscene midt på Reeperbahn stiller to fine kvinder sig op. Sammen er de Farao, nyeste signing fra Dråpes pladeselskab Riot Factory (som også udgav Highasakites første album). Riot Factory kan andet end effekter og storladne melodier. Faraos korte koncert får andre grundsten til at træde frem. Vel at mærke elementer, der også indgår i Dråpe og Highasakites fundament. En særlig åbensindet naivitet ligger i alle tre bands lyd: trods shoegazeelementer kigger Dråpe altid mod den blå himmel med åbne øjne, og Highasakites melodier er intuitive som det legende barn. Faraos sange er denne dag for leadvokal, akustisk guitar og andenstemme. Den nedbarberede version gør Faraos sange meget umiddelbare – teksterne står så nøgent frem, at de synes lidt for tynde og ja, naive. Alligevel rammer den rene sang og de simple strukturer min nysgerrighed. Hjemkommen kan jeg høre, at Farao ikke er helt så skrøbelige, når de ikke står midt i Reeperbahns mylder uden andet forsvar end deres umiddelbare elskelighed og en akustisk guitar. Farao, Dråpe og til dels Highasakites grundtone er den samme: lyseblå, åbensindet, men en smule tilbageholdende.
Sådan ender min første udflugt i Reeperbahns vildtvoksende skov af bands – med at jeg hører noget nyt, jeg er blevet tændt på til festivalen derhjemme. Missionen om at høre det bedste norske er lykkedes. De kommende dage dykker vi ned i alle de andre overraskelser.
For første gang i mange år er Regnsky på Roskilde Festival hele ugen. Og vi er tre skribenter afsted det meste af tiden! I løbet af de næste dage gennemgår vi hver især vores individuelle program, men inden da giver Morten og Eva her et bud på, hvornår du skal stå foran Pavilion Jr. og Apollo Countdown. Morten er på Roskilde i opvarmningsdagene for at høre de mange virkeligt gode bands, de i år tilbyder (og for at nyde lejrlivets afbræk fra årets utallige hverdagsmandage, -tirsdage og -onsdage), og Eva for at følge Ice Cream Cathedral (og for at nyde de mange virkeligt gode bands, opvarmningsdagene i år tilbyder). Morten kommer nok til primært at tage forskud på Roskildes fremragende elektroniske program, ved at lytte til dens mange afskygninger ved Apollo Countdown, mens Evas anbefalinger giver en solid indie-opfyldning på Pavilion Jr. før hovedfestivalens ret fesne indieprogram går igang om torsdagen.
Søndag kl. 14:30 – Ice Cream Cathedral, Pavilion Jr.
Eva: foruden at jeg selvfølgelig dækker Roskilde Festival med Regnsky, er jeg også på festivalen med Ice Cream Cathedral, som jeg arbejder med. Jeg arbejder med dem, fordi de er mine ultimative yndlinge i den danske undergrund og har været det utroligt længe. Koncerten på Roskilde Festival bliver derfor heller ikke for mig bare “endnu en”. Bandet har lysmand og særlig sceneudsmykning med (se eksempel i Here Today-videoen ovenfor), som går fremragende i spænd med deres visuelle og auditive udtryk. Vi er ude i lyse farver, skinnende overflader, blå og sølv nuancer, som måske virker til at skubbe dig væk, men som samtidig glimter så smukt, at du må gå nærmere. Præcis som musikken: fascinerende, lidt afvisende, men smuk nok til at du involverer dig og bliver en del af den anden og den lidt mere spacy verden, bandets musik tegner.
Morten: I opvarmningsdagene kan man på Pavillion Jr. dagligt opleve seks forskellige og talentfulde navne folde sig ud overfor et nysgerrigt publikum. Sådan har det været de sidste mange år, og selvom jeg nærmest har stået fasttømret lige udenfor pavillonen i netop opvarmningsdagene siden 2008, tørstig efter ny musik, kan jeg ikke i retrospekt nævne, hvilken koncertoplevelse, der har været den bedste. Sidste år, der samtidig var det første hvor én scene i opvarmningsdagene blev til to, var særligt Pavilion Jr. en skuffende oplevelse. Intet fangede for alvor min opmærksomhed, og når jeg momentvist tænker tilbage på sidste års udbud i opvarmningsdagene fanger min nethinde meget grå billeder. Sølvgrå, i bedste fald.
Derfor er det lovende at se årets optaktsprogram udfolde sig så bredt, med en homogen blanding af navne jeg med et privilegium og en stolthed kan nikke genkende til, og navne jeg enten har fået anbefalet fra troværdige, horisontale leverandører til mit musikalske ordforråd. Herunder er Ice Cream Cathedral for mig en perfekt kombination af begge kasser, og udover at opleve det næste kapitel i bandets historie, når de søndag møder Roskildepublikummet med den sunde nysgerrighed efter et indblik i Danmarks musiktalenter, bliver det bare en kæmpe forløsning som publikum at være en del af årets allerførste koncert. Denne stemning er unik, og jeg føler mig langt om længe klar til at tage imod den.
Søndag kl. 18:00 – Rewolmer, Apollo Countdown
Morten: Det blot andet navn til at indtage årets Apollo får helt sikkert lokalpatriotismen op i mig, når den viborgensiske eksiljyde Rewolmer giver koncert på den hoppeborgslignende scene med fokus på elektronisk musik. Gennem mit begrænsede kendskab til den synthbaserede beatsmed har jeg dannet mig et indtryk af en yderst vellidt musiker, der som en sand virtuos selv står bag instrumenterne under produktionen. Rewolmer har som dj fået fremvist en stor og musikalsk bred forståelse for at nedbryde genrer, hvilket også er et udtryk der mærkes på hans produktioner, som kan vække minder om Nosaj Thing og Hudson Mohawke. Derfor skal det blive spændende at lytte til Rewolmers produkt søndag aften, når alt fokus er rettet imod den sympatiske producer.
Mandag kl. 14:30 – Schultz and Forever, Pavilion Jr.
Eva: Endnu en Regnsky-darling. Her skal jeg fylde depoterne op med akustisk guitar, for den bliver der ikke meget af på hovedfestivalen. Jonathans stemme er altid fremragende live, bandet utroligt sammen- og velspillende. Da Schultz and Forever blev offentliggjort til Pavilion Jr., undrede jeg mig lidt over, at han ikke skulle spille hovedfestivalen. Og så kom jeg i tanke om, at selvom knægten har været på forsiden af Weekendavisen(!), Politiken(!), ja rent sagt har været overalt, har han kun udgivet to ep’er – den selvudgivne Odd Stories i 2011 (læs anmeldelse her) og Céline tidligere i foråret. Céline er virkelig god, men Here Today-videoen med det endnu uudgivne nummer “Half a Man” ovenfor er næsten endnu bedre. Schultz and Forever er nok årets vellydende gennembrud, og der bliver helt sikkert pakket i Pavilion-teltet.
Mandag kl. 16:30 – K-X-P, Apollo Countdown
Eva: Finsk krautlivetechno, anyone? Hm, ja tak, faktisk! Årets mindst lyttede til, men måske en af de mest interessante elektroniske plader, står K-X-P bag. Det er på en og samme tid utroligt fysisk og svær musik, der ikke er bange for at veksle mellem krautrock i technotempo og stille passager med kor (på finsk?) – bare lyt til “In the Valley”. Jeg har heller ikke lyttet sygt meget til K-X-Ps seneste plade II, men de gange jeg har, har det været fedt. Især desperationsvokalen på “Flags and Crosses”! Super pompøst og ret episk! For så vidt tror jeg heller ikke nødvendigvis, at det er en afgørende forudsætning at kende deres musik, for at nyde til dem live. Jeg tror, at K-X-P bliver et af de bands, som overrasker på årets festival og vinder et afgørende momentum i Danmark med deres koncert på Apollo Countdown.
Mandag kl. 19:00 – Dråpe, Pavilion Jr.
Eva: Den svævende lethed i vokalen hæver dumpe trommer over niveau på “Blue Eyes”, det mest fremstående nummer på Dråpes debutalbum Canicular Days.Jeg er helt vild med den plade, og glæder mig vanvittigt meget til at se Dråpe live. Der er en delikat følelse i deres musik, en skrøbelighed sjældent hørt i støjpop. Lyt til “Sister’s Eye”. Langsomt opbygget, fint i ordets bedste og oprindelige betydning. Trommeslageren har nok lyttet til Jaga Jazzist, han er i hvert fald ikke bange for at fylde godt på af bækkener. Det er fint med mig, for melodier og rytmer svajer fornemt i takt på hele Canicular Days. Dråpe er første af tre Riot Factory-bands på årets Roskilde Festival, og spiller også på Alive Festival i Thy. Dråpe fik i øvrigt fremragende anmeldelser for deres koncerter på by:Larm og selvfølgelig for albummet.
Tirsdag kl. 16:00 – Postiljonen, Pavilion Jr.
Eva: Det er virkelig gode tider for effektafdelingerne i Skandinaviens musikbutikker. Svensk/norske Postiljonen dyrker ligesom Dråpe, Bendik, Highasakite (og med en lidt søgt tilnærmelse Ice Cream Cathedral) et syntetisk udtryk båret af effekter som reverb og chorus. I samklang med synthesizere i kilometermål danner en lys, svært decifrérbar pigevokal Postiljonens sfæriske, længselsfuldt drømmende popsange. Cocteau Twins har ikke levet forgæves, ej heller de svenske indielabels Sincerely Yours (The Tough Alliance og JJ), som Postiljonens medlemmer helt sikkert har fulgt tæt op gennem 00’erne. Man kan ikke beskylde Postiljonen for at bringe meget nyt til lyden (bemærk lige porno-saxofonen på “Atlantis”! Host-host, “Midnight City”, anyone?!).
Men når du drikker et køligt glas af Irmas glimrende (men ganske betalelige) hvidvin, tænker du sjældent på, om den nu også revolutionerer dyrkningen af Chardonnaydruer i Bourgogneregionen. På samme måde er Postiljonens sange dygtigt spillet og en kende anonyme. Jeg krydser fingre for, at trioen har ladt saxofonen blive hjemme og at solen skinner så jeg er i mit tolerante lune, hvor vellyd er nok selvom sangene ikke er helt skarpe. Så skal jeg drikke hvidvin på græsset foran Pavilion. Hvis det regner, så holder jeg mig væk…
Tirsdag kl. 20:30 – Bendik, Pavilion Jr.
Eva: … og venter i stedet på at norske Bendik går på scenen klokken 20:30! Jovist, der er også mange effekter og mange synthesizere i deres øvelokale, studie og hvor ellers 2011-debuten Drømmen Gjør Meg Ingenting er indspillet. Men forsanger og bandleder Siljes Halstensen stemme har en ganske anden karakter end Postiljonens. Halstensen vil gerne udtrykke sig selv. Hun vil ikke blot udtrykke en længsel (en i sig selv tom følelse), hun har en anden kraft. Ligesom musikken, forøvrigt. Tjek de trommer på debutpladens åbningsnummer “Forsvinne” ud! De er tunge, pumpede og guitaren falder perfekt ind. De første to minutter lyder faktisk virkelig hårde. Indtil omkvædet og koret sætter ind. Og “Kjenner Ingenting” siden overtager, som den blide søster til det første nummer. Her er tempoet lavere, Halstensen skiftevist hvisker og råber. Et enkelt lydbillede dyrkes, der er luft mellem instrumenterne, og jeg får lyst til at lytte til hvert og et af dem. Bendik, dem glæder jeg mig sgu til.
Onsdag kl. 22:30 – Sekuoia, Apollo Countdown
Morten: For at vi skal kunne se tilbage på opvarmningsdagene som et korstog af unge talenter med noget originalt på hjerte og en stor fremtid foran sig, er vi nødt til at lukke dette kapitel med et festfyrværkeri. Derfor har Roskilde Festival truffet den helt rette idé at lade unge Patrick Alexander Bech-Madsen aka Sekuoia lukke Apollo Countdown ned, før den indtages af de lidt større artister. Danske Sekuoia er i løbet af de seneste år blevet kendt for at levere et meget energisk liveshow, hvor hans lyd, inspireret af glitch, hip hop og satirisk meget popkultur, fræser derud af og syrer sammen til et feststemt udtryk, hvor folk ikke kan stå stille. Hans melankolske studieproduktioner får tilsat nyt liv, og en rigtig fan af Sekouias musik skylder sig selv at opleve disse numre fremført live. Men gudskelov, det er jo der vi har Roskilde Festival, som meget hjælpsomt og indenfor fire dage samler de danske og skandinaviske talenter under to telte.
