Ung naivistisk poesi med en underliggende dybde. KLIPO’s musik emmer af sårbarhed, og netop dét er styrken i de dansksprogede tekster, der serveres legende og eksperimenterende til sin lytter.

Ordet omhyggelighed slår mig i beskrivelsen af Johannes Bruun. Omhyggelighed i det han laver, den han er og i hans beslutning om at droppe ud af gymnasiet for at gå musikkens vej. Han er kunstner men også poet og håndværker. Han laver alt selv lige fra fotos, covers og PR til musikken, teksterne og det visuelle materiale til sine liveshows.

Det var i forbindelse med talentudviklingsprojektet Future Sound, at jeg i foråret mødte den nu 18-årige århusianske musiker og kunstner Johannes Bruun, der er manden bag KLIPO. Gennem vores samtale lagde jeg mærke til den særlige sensitivitet og kæmpe arbejdsomhed, der afspejler Johannes Bruuns musikalske arbejde. Musikbranchen er en nåleøje-disciplin, og mange talentfulde musikere og kunstnere oplever gang på gang at støde hovedet mod muren. I modgang er det let at forlade sig på at dikteres af diverse tendenser og andres velmenende råd og at gøre sig hård og strømlinet, så man ikke støder på de spidse albuer i slipstrømmen. Denne taktik går måske an i sejlsporten, men når det kommer til kreativitet, musik og udtryk i selve kunsten, er sensitivitet og sårbarhed ganske afgørende for at vi som lyttere eller beskuere kan blive berørt og mærke os selv i mødet med den anden. Modet til at turde vise noget mere af sig selv, var i hvert fald det jeg faldt for hos den unge århusianer, og netop dette mod videreføres på KLIPOs nye EP “Purpurlyd”, der officielt udkommer i morgen den 7 september til releasekoncert i Dome of Visions.

Johannes beskriver sin nye EP som en følelsesmæssig dagbog fra det sidste halve år. En tid, der har båret præg af en konstant pendulering mellem glæde og forventning på den ene side, men også en destruerende angst for fremtiden og konsekvensen af de valg man tager på den anden. Jeg tror, de fleste unge på vej ud i voksenlivet oplever det som en stor mundfuld selv at skulle håndtere den angst og tvivl, der dog er et grundvilkår for det frie individs livsføring. På nummeret Ingen forstår folder KLIPO denne frustration og ensomhed ud i en proces, der næsten er på vippen til narcissisme og selvpineri. Med teksten; “det er blevet en rutine – en slags lavine – og ‘mens jeg går og evaluerer mit liv, fisker jeg efter svar – jeg er så ueffektiv” bruger KLIPO rytmen og lyden i ordene på samme vis som i nummeret Et Barn fra EP’en Dagdrømme fra 2017. Ord og rytmer flettes sammen, så det banale bliver fascinerende og det fascinerende et mysterie. I stedet for at spytte ordene ud i tekstrømme, er det som om at KLIPO virkelig smager på hver enkel ord-nuance for at temperere og nuancere betoningen på en sådan måde, at ellers velkendte ord bliver nye i sammenhængen.

Positiv er straks mere kaotisk, hvilket kommer til udtryk når tekst og beat flere steder river nummeret fra hinanden. Teksten beskriver det intime, kropslige og seksuelle som et ubehageligt, nærmest uhyggeligt paradoks til det følelsesløse, ja nærmest som om individet oplever en indre spaltning eller et brutalt tab af kontrol over sig selv. ” (…) kigger – slutter – sluger – tørrer mig om munden. Slikker – venter – hiv mig lige op fra bunden. Kan ikke mærke mig selv mer’, kan ikke mærke mig selv mer’..” Det tumultariske, forstyrrede og ude af trit understreges når KLIPO synger “Jeg kan ikke mærke mig selv mer’ (…)” for er man først blevet følelsesløs, er det svært at falde i sync med sine omgivelser såvel som med sig selv.

I Blind udfolder der sig en melankolsk undersøisk atmosfære. Nummeret bevæger sig skvulpende fremad med lullende og bølgende elektroniske lag. I kontrast brydes de lange synth-flader af elektroniske kantslag, der sammen med vokalen gør nummeret præsent, så man som lytter ikke forsvinder helt hen i, hvad jeg bedst kan beskrive som hypnotiserende hvalsang fra det fjerne.

Luna står som en længselsfuld kærlighedssang eller en slags skizofren hyldest til månen. Nummeret rejser sig i fragmenter, der skaber en længselsfuld og energiladet rejse mod droppet og afslutter EP’en med et stærkt og dramatisk udtryk. Selvom det er EP’en sidste nummer, er jeg ikke helt sikker på hvor KLIPO har ført mig hen. Der er noget uforløsende og søgende i det stemningsrum som KLIPO har skabt med Purpurlyd, og måske er det netop pointen…Purpurlyd som en følelsesmæssig dagbog afspejler meget vel Johannes Bruuns virkelighed, hvor følelser som succes og frustration ikke er langt fra hinanden, og hvor vi konstant befinder os på kanten af kaosset imellem liv og drømme.

KLIPO holder releasekoncert den 7 september i Dome of Visions, hvor du også kan opleve Kara Moon som support og forskellige DJ’s (TBA) til efterfesten. Link til begivenhed

Jeg er spændt på hvad KLIPO vil bringe os i fremtiden, men håber han formår at bære det inderlige, særprægede, til tider naive og personlige udtryk med sig på sin rejse. God vind herfra i hvert fald!

PS. Et Barn fra EP’en dagdrømme er og bliver stadig en af mine “yndlinge”. Lyt eller genlyt til den her: