Fredag slog HAVEN Festival porten op til anden udgave af den københavnske festival. Porten havde dog fået en ny plads i år, og der gik betydeligt færre mennesker igennem den end i debutåret. Begge dele må siges at være en markant forbedring: Væk var køerne til madboderne, køerne til toiletterne og ikke mindst køerne over de berygtede broer, som i den grad plagede festivalens første år.

Tilbage står en intim, relativt lille festival på et overskueligt område i behagelige (vindblæste) omgivelser, hvor scenerne er samlet på den samme side af vandet med nogle få afstikkere til bl.a. et IKEA-univers med tilhørende scene og bordtennisborde (pro tip: bordtennis og vinde af stormstyrke er et dårligt match) samt HAVENs mindre teltscene.

Musikalsk var der skruet ned for den brede navnegenkendelse, mens den til gengæld havde fået et gevaldigt nøk opad på de kunstneriske ambitioner. Og måske var ambitionerne lidt for store.

Min dag startede allerede kl. 13.30, hvor Ariel Pink indtog festivalens mindre hovedscene, Mindfield-scenen. Atypisk tidligt på en byfestival, men nogen skulle jo åbne ballet. Noget kunne tyde på, at Ariel Pink og band er B-mennesker, for de lagde særdeles søvnigt ud med en række numre fra 2017-albummet “Dedicated to Bobby Jameson”, men fik sig trods alt spillet nogenlunde op med bl.a. eminente “Black Ballerina” fra Ariel Rosenbergs i mine øjne bedste album “Pom Pom” fra 2014. Koncerten var dog generelt hæmmet af, at lydanlægget havde svært ved at præsentere nuancerne i Ariel Pinks musik, hvilket gjorde det til en noget mudret oplevelse alt i alt. Noget skyldes sikkert vinden, men måske er så åben en scene bare ikke det rigtige sted for amerikaneren.

Det var for alvor efter denne koncert, at de kunstneriske ambitioner måske tog overhånd. Det Kongelige Kapel, som i går havde fået besøg af to gange Dessner fra The National, er ganske sikkert umanerligt dygtige, men de endte for langt de fleste med at fungere som lydtapet til en sen frokost, den første øl eller blot en hyggesnak. Jeg overhørte en kommentar fra en anden gæst, som opsummerer oplevelsen meget godt. På spørgsmålet om, hvem der var gået på scenen, lød svaret: “Jeg tror bare, at det er en lydprøve.” – hvorefter de begav sig videre mod champagnebaren.

Efter en behagelig oplevelse hos ufarlige Jenny Lewis var tiden kommet til, at Dirty Projectors skulle optræde på hovedscenen Meadow. Jeg havde glædet mig gevaldigt til igen at opleve bandet, som tidligere har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og de skuffede da heller ikke denne gang. Med en veloplagt David Longstreth i spidsen og et par særdeles velsyngende backingsangerinder leverede Dirty Projectors en oplevelse, der skræmmende nok skulle vise sig som dagens bedste. Hovedparten af sættet stammede fra “Lamp Lit Prose“-albummet, men de fik også sneget et par numre med fra både fantastiske “Bitte Orca” og nyklassikeren “Swing Lo Magellan“. For en gangs skyld gik de kunstneriske ambitioner, bandets kvaliteter og publikums tilstedeværelse op i en højere enhed – omend der stadig er et stykke vej til, at jeg blev blæst omkuld af andet end stormvejret.
Selve sceneoplevelsen var der ikke det store at skrive hjem om, da Dirty Projectors ganske mærkværdigt optrådte på en helt sort scene med et mystisk X af vejere forrest på scenen, som var en smule forstyrrende for udsynet. Tekniske udfordringer må man formode…

Resten af dagen forløb relativt tilforladeligt. Boybandet/hiphop-kollektivet Brockhampton leverede god og energisk underholdning og fik som de eneste skudt lidt energi og danselyst ind i det sløve HAVEN-publikum, mens Thåström og Kamasi Washington begge nok ikke vil blive husket for deres optrædender, der havde svært ved at fange min opmærksomhed. Altid solide Arcade Fire lukkede ballet med en ganske fin koncert, hvor canadiernes kvalitet gav det fredagstrætte publikum en god afslutning på festivalens førstedag.

Det er ikke en dag, som vil gå over i festivalhistorien, men hyggeligt var det da. Det er nok den primære følelse, jeg sidder tilbage med: HAVEN har udviklet sig til en rigtig hyggelig festival, hvor der er plads til alle (nok mere fysisk end musikalsk), og man kan få sig noget lækker mad, en halvdyr øl og forsøge at holde koncentrationen til nogle koncerter, man ikke for alvor føler sig investeret i.