De seneste uger har vi hyldet dette års bedste koncerter, bedste album og bedste numre. Men hvem er de artister, som – måske – kommer til at figurere på vores lister de kommende år? Vores udlandsreporter Tanja Toubro har i løbet af året besøgt flere af de internationale showcase-festivaler for at finde svaret på det. Frem mod nytår vil vi bringe interviews med nogle af dem. Her kommer det første med australske Didirri. Glædelig jul og godt nytår!
Der er sol over Jubilee Street i Brighton, som stadig er ved at vågne, da jeg mødes med australske Didirri. Jeg oplevede en af hans koncerter på årets Great Escape Festival og var ret så betaget af hans musikalske univers, der på én gang både er melankolsk og opløftende. Jeg starter med at spørge, hvordan han selv vil beskrive sin musik.
Han sidder med hænderne i lommen på sin denimjakke og kigger lidt til siden. Det lange hår er bundet i en løs knold i nakken og gemt væk under en kasket. ”Music for lovers and overthinkers,” siger han så med et skævt smil, og det bliver hurtigt tydeligt, at han langt hellere vil snakke om sin musik end om sig selv.
Der har været ganske meget hype om den unge singer-songwriter i hjemlandet, siden han i maj 2017 udgav debutsinglen ”Blind You”. I august fulgte han op på med ”Jude”, kort før han i september samme år slog benene væk under publikum på BIGSOUND – Australiens svar på festivaler som Great Escape og SPOT. Han var selvfølgelig også et smut forbi SXSW i Texas i marts i år, og i juli udgav han debut EP’en Measurements.
Blind You:
Han fortæller, at han allerede nu har nok materiale til et fuldlængde album, som han også er i fuld gang med, men det gav alligevel bedst mening at starte med en EP.
”De her seks sange repræsenterer ét kapitel i mit liv, og jeg havde ikke lyst til at tage dem med på et album, som så ville blande to kapitler. Sangene på EP’en blev skrevet i en ret mørk periode, men jeg er et andet sted nu, så jeg synes, at det ville være fint at sætte punktum på den her måde,” forklarer han.
Teksterne er eftertænksomme, melankolske og til tider ganske hjerteskærende, men der er samtidig også noget opløftende, både i tekst og lyd, at finde i mørket. Den virkelig fine ”Jude” er blandt andet inspireret af sangerens autistiske bror, som på den ene side kæmper med de helt små hverdagsting, og på den anden kan se simple løsninger på nogle af de helt store eksistentielle spørgsmål, som de fleste af os andre bøvler med.
I sangens første vers lyder det “And I’m so scared of getting cold / You can’t hold me up taller / Will I be here after all my thoughts are done? / Will I be here in the morning?”, men der sluttes af med en forsikring om, at der er lys et sted: “And soon you’ll see, I’ll be taller / And I’ll hold off ‘til all my thoughts are done / And I’ll be here in the morning.”
Jude:
Gyldne regler
Det er selvfølgelig helt op til folk selv at tolke sangene, men der er én ting, som Didirri håber, man tager med sig: Livet er en kompliceret størrelse.
”Jeg er så træt af, at folk prøver at simplificere alting. Hvis livet var så let, så havde vi jo regnet alting ud nu,” siger han.
”Det kan også godt være, at der er folk, der er uenige med mig eller ikke kan lide, hvad jeg laver, selvfølgelig er der det. Men jeg vil hellere have, at folk hader mine ting, end at de ignorerer dem. Det synes jeg sker alt for tit – at folk ignorer meninger, de ikke kan lide i stedet for at starte en samtale. Og det er det, jeg gerne vil; starte samtalen.”
Can’t Get Last Night Out of My Head:
Han vågner tit om natten med en idé til en sang; en tanke som skal udforskes, og så skriver han den ned i en notesbog, som han altid har med sig.
”Det sker også tit for mig midt i en samtale, hvor jeg også stopper op for at skrive det ned. Det er mine managere ved at være lidt trætte af,” griner han.
Han taler med stor beundring om Bob Dylan og hans evne til at hive noget helt simpelt op til noget universelt. Didirri arbejder også med ’gyldne regler’ som udgangspunkt for de fleste af sine tekster:
”Jeg kan godt lide at finde ’golden rules’, som tit har en lidt filosofisk karakter. Hvis jeg kan finde én sætning, som summer noget stort op på en enkel måde. F.eks. på min første single (Blind You, red.), som handler om den der eks, som man ikke kunne med, men som man stadig ønsker alt godt for. ”Go on and leave me, you’ll find a love to blind you” opsummerer præcis den tanke, og så bliver det ’udpenslet’ i resten af sangen,” forklarer han.
Det er sjældent, at Didirri skriver sammen med andre, og hvis han gør, er det mest bare for øvelsens skyld.
“Jeg har nogle ret underlige tekster, og det er bare nemmere at skrive den slags alene. Jeg bruger en masse ordspil. Men det er egentlig mest bare for min egen fornøjelses skyld, jeg tror ikke, at andre fanger dem. For eksempel, ”Been wasting all my time on complexing complexes.” Det er en sang, som handler om en eks, så… ’Complex exes’,” griner han, som om han har en indforstået joke med sig selv.
På jagt efter… Noget.
I studiet arbejder Didirri tæt sammen med producer Hayden Calnin, og der er det aldrig helt til at vide, hvad der skal ske.
“For mig handler det egentlig meget mere om at finde ting end selv at skabe dem. Giver det mening? Jeg eksperimenterer meget, især i studiet, og ved egentlig aldrig rigtig, hvordan jeg vil have tingene til at lyde på forhånd.”
”Der er et øjeblik i hver sang, hvor…” Han stopper op et øjeblik. ”Det føles som om, at man er på jagt efter noget uden helt at vide hvad. Eller at man skubber en sten op ad en bakke, og pludselig når man toppen. Og når stenen så begynder at trille igen, så er det bare med at følge med i den retning.”
På nummeret ”Formaldehyde” var det kombinationen af en cello, en distortion pedal og en basforstærker, der satte i gang i noget. Der blev tilsat en storslået trompet, og så tog de to gutter ud på et lokalt fodboldstadion i Melbourne for at optage en sample af en hujende crowd.
“Man kan næsten ikke høre det på indspilningen, men den giver nummeret en dybde, som skaber præcis den følelse, jeg gerne ville have. Jeg tror, det er min yndlingsdetalje på EP’en.”
Formaldehyde:
