Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.
I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.
Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.
Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.
Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.
Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.
En smøg og en knytnæve
Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.
På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.
Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.
Selvom jeg meget selektivt vælger, hvem af mine venner jeg introducerer Death Grips for, er det stadig under halvdelen af dem, der kan lide det. Death Grips deler virkelig vandene. Dels fordi, det er hiphop blandet med noise og punk. Hvilket oversat til folk, der ikke har forstand på genrerne, bare betyder larm. For dem, der godt kan lide, når det hele går lidt for meget amok, er det til gengæld umuligt ikke at elske lyden af tunge rim, decideret ulækre tekster og vanvittige temposkift i en meget uhellig forening. Dette udpluk fra sangen ‘Hahaha’ kan måske give et billede af stemningen.
“I’ll do anal in the pit
Repulsive as a benched knick
Show your titties and I’ll spit
These chicks are crazy, god”
Death Grips spiller sjældent koncerter, selvom de har et ry for at være særligt dygtigste til netop dette. Derfor er smadder på Arena fredag aften også en oplevelse, der helt sikkert ikke kommer til at gentage sig. For du finder ikke noget, der er lige som Death Grips. Er du ikke helt overbevist endnu? Så prøv at se om det kan lykkedes dig at se denne video til ende.
Det kan godt lyde som en stor pærevælling af lyde, men det giver faktisk mening, hvis man har lysten til at lægge mærke til detaljerne i numrene. MC Ride, Zach Hill og Andy Morin formår nemlig, at skrue larmen sammen, så du får denne ustandselige trang til at gå amok.
Indrømmet; jeg sælger det måske ikke så godt. Men prøv at se på det sådan her: Vi har alle sammen brug for at få vores aggressioner ud en gang i mellem. Nogle råber af andre i trafikken, nogle bliver hooligans, nogle lader vreden gå ud over muslimer, og så er der et lille mindretal, som vælger at tage til koncert med Death Grips.
Death Grips spiller fredag klokken 02.00 på Arena.
Her er Regnskys officielle guide til Roskilde Festival 2019. Der er lidt til enhver smag, lige fra flamenco-pop til indie-rock. Forhåbentligt vil du blive inspireret til at opleve nogle koncerter, der måske var fløjet under din radar, for vi kender i hvert fald følelsen af at opdage kunstnere, og så se til ens ærgrelse, at de lige har spillet på Roskilde. Vi håber, at du med vores guide kan undgå eller som minimum minimere følelsen, når du sidder med Roskilde blues i juli og august.
Onsdag 3/7
Maggie Rogers – Onsdag, 3. juli kl. 17.30 – Avalon
Den dybt originale amerikaner åbner Avalon scenen i år. Hun blev bl.a. kendt for at få Pharrell til at græde, fordi hun har så stærk en kunstnerisk integritet. Hun har udgivet et meget stærkt album i år, der hedder ‘Heard It In A Past Life’, fyldt af inderlige sange, der ville være det perfekte soundtrack til en laaaaang køre- eller gåtur. Dem der møder op ved Avalon kommer til at blive mødt af en ekstremt sikker sangerinde, der er fuldt bevidst om, hvor hendes styrker ligger, og jeg forventer en stærk vokal præstation med et godt band i baggrunden. (Nikolaj Boesby Skou)
Tears For Fears – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Arena
Jeg er sgu’ ikke så meget til de der koncerter, hvor der er fællessang gennem hele koncerten, og næste gang du ser kunstneren er det nogenlunde samme oplevelse. Det gælder både D-A-D, Rasmus Seebach og Minds of 99. Men når der er 30 år mellem hver koncert, så er det altså okay. Legendariske Tears For Fears spillede sidst i Danmark i 1989! Med sig har de et væld af hits fra 80’erne, som du helt sikkert kender. Tænk blandt andet ‘Shout’, ‘Everybody Wants To Rule The World’ og ‘Mad World’. Ved offentliggørelsen gjorde det regnskys seniorreporter, Rasmus, fuldstændig ekstatisk, hvilket du kan læse mere om her.
Bob Dylan – Onsdag, 3. juli kl. 20.00 – Orange
Det er Bob Dylan.
Rosalìa – Onsdag, 3. juli kl. 21.30 – Avalon
Spanieren eller rettere catalaneren Rosalìa tager castagnetter med til Roskilde Festival, når hun spiller sin fænomenale blanding af flamenco og pop. Hun er uddannet i den spanske dans, og har videreudviklet og opdateret udtrykket så det passer til selv det mest leverpostejsfarvede publikum. Prøv lige at høre ‘Malamente’ og se om du kan undgå at prøve at klappe i takt. Det bliver jo for fedt! Hun er i besiddelse af en sindssyg stemme, der på trods af dens vævre lyd har en helt utrolig power. Hvis der er en koncert jeg ikke vil gå glip af på Roskilde i år, så er det den her. (Nikolaj Boesby Skou)
Cardi B – Onsdag, 3. juli kl. 23.15 – Orange
Verdens største kvindelige rapper gæster ENDELIG Roskilde Festival. Man kan se frem til et storstilet show med masser af hits og bombastisk attitude fra stjernen i midten. Cardi B er en ultramoderne superstjerne, der er vant til at tage sagen i egen hånd og smadre alle udfordringer på sin vej. Hun er den første kvindelige rapper årevis til at gå nummer 1 i USA, og har på mange måder været et friskt pust ind i popverdenen, der til tider kan virke en anelse tør og stagneret. (Nikolaj Boesby Skou)
Torsdag – 4/7
Sharon Von Etten – Torsdag, 4. juli kl. 15.00 – Avalon
Der er mødepligt til dig, der har en forkærlighed for indie- og singer-songwriter-genren, der næsten ikke fås mere ren og ærlig end hos Sharon Van Etten. Den amerikanske sangerindes lyd udforsker mørket, men bevæger sig samtidig i lette og svævende himmellag. Måske var du blandt de heldige, der oplevede Sharon Von Etten i Studie 2 i Koncerthuset i foråret. Måske var du ikke, eller måske kan du bare ikke få nok. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af indie-dronningen før, og jeg glæder mig til min første oplevelse med sangerinden, der minder mig om Trentemøllers kvindelige gæste-vokalister, som jeg forguder! (Laura Fromm)
Jorge Ben Jor – Torsdag, 4. juli kl. 16.00 – Orange
Den brasilianske fader af sambarock har været elsket af fans og ikke mindst af dj’s, som har samplet hans mix af samba, soul, funk og vestlig pop i forskellige genrer i årtier. Du kan ikke have undgået at høre et track på dansegulvet i byen! Jorge Ben Jors lyd er indbegrebet af feel-good-musik og læner sig op af bands som Buena Vista Social Club og Gilberto Gill. Jeg er sikker på, at hans optræden bliver et eksotisk og dynamisk indslag, hvor både de tømmermændsramte og siddende koncertgængere kan drive den af efter opvarmningsdagene og de dansable bossa nova- og Tropicálla-typer kan få bevægelse i halefjerene med en Mojito fra Gringo-barens Mojito Bus i hånden. Det er i hvert fald en drink, jeg uden tvivl kommer til at stå med, når jeg skal danse og drømme mig væk under brasilianske himmelstrøg torsdag eftermiddag foran Orange. (Laura Fromm)
Parquet Courts – Torsdag, 4. juli kl. 17.00 – Avalon
Hvis du er til kantet brit-rock og kunstnere som Franz Ferdinand og The Hives, er der mødepligt, når indie-rockbandet Parquet Courts giver dig Brooklyns svar på, hvordan klassisk rock, punk og funk skal skæres. Bandets lyd er krydret med rå attitude, og så er deres seneste plade udgivet i et samarbejde med Danger Mouse. Jeg glæder mig til at rocke, danse og føle, at jeg er i til pub-koncert i Manchester, selvom bandet er amerikansk, og jeg befinder mig på en mark i Roskilde. – Gør dig selv den tjeneste, at tjek dukke-videoen til Human Performance ud, hvis du har en forkærlighed for bizar 80’er video-kunst, som nogen ville kalde kult, mens andre ville spørge sig selv, om Kogekunst mon har haft en finger med i spillet bag. Se den til ende og du vil finde ud af, at Phil Collins har mange andre hobbyer end at lege med trommestikker. Jeg havde sgu aldrig gættet, at det var dukker … (Laura Fromm)
Tirzah – Torsdag, 4. juli kl. 20.00 – Gloria
Du skal lægge vejen forbi Gloria torsdag aften, hvis du vil høre hvordan britisk post-r’n’b lyder, når det bliver krydret med minimalistisk garage og grime. 31-årige Tirzah er et nyt pop-pust, og jeg er vild med hendes vokal, som er ligeglad, sløv og almægtig på samme tid. Hendes lyd minder mig om svenske Museum of Bellas Artes, og jeg kan ikke vente med at høre bangers fra debutalbummet Devotion på den lille intime scene. Godt råd: kom i god tid. Der bliver højst sandsynligt packed! (Laura Fromm)
Jon Hopkins – Torsdag, 4. juli kl 23.30 – Avalon
Brian Eno’s protegé er efterhånden en af koryfæerne indenfor house-genren. Og så er han en mester i den visuelle side. Forvent trance-oplevelser, når Hopkins forhåbentlig spiller en masse fra sin nyeste udgivelse ‘Singularity’. Forvent klassiske elementer og eminent klaverspil, der eskalerer i den klassiske feststemte house-lyd. (Mathias Gavnholt)
Brockhampton – Torsdag, 4. juli kl 23.45 – Arena
Få grupper spænder bredere end kollektivet Brockhampton, der består af en stor gruppe rappere og producere, der mødte hinanden på et forum for Kanye-fans og nu bor sammen i LA. De kalder sig selv for et boyband, men blander rap, sang og beats. Det er fremragende nyskabende rapmusik, der excellerer ved konstant at være i forandring. Forvent dog, at forhenværende medlem, Ameer Vann’s vers er censureret helt ud af numrene. (Mathias Gavnholt)
Speaker Bite Me – Torsdag, 4. juli kl 00.00 – Pavillon
Tag med til midnats-støjrock-koncert med danske Speaker Bite Me, som har over 11 års erfaring i musikbranchen og var blandt de optrædende til P6-Beat-Rocker-Koncerthuset i foråret. Jeg glæder mig til at blive opslugt af P6-Beat-darlingernes larmende og rendyrkede støjunivers, som får mig til at tænke på Sonic Youth’s melodiske støjrock, hvor Thurston Moores grusede vokal er byttet ud med Signe Høiruaps rene rock-røst. (Laura Fromm)
Fredag 5/7
Jada – Fredag, 5. juli kl 13.00 – Avalon
Danmarks næste store pop-stjerne, Jada, er rykket op fra Countdown-scenen sidste år til Avalon i år. En af landets bedste sangerinder, har en eventyrlig evne til at finde fængende melodier, og kæde dem sammen med sit lækre R&B-univers. På scenen er det ikke forkert at betegne hende som en diva, når hun står og spreder luftkys og vifter med sine fine vifter. Alle der kan lide god popmusik kommer til at elske Jadas koncert, der formentlig kommer til at være fuldstændig proppet.
Lowly – Fredag, 5. juli kl 14.00 – Pavillon
Endnu et spændende band, der er vokset ud af smilets by. De byder på drømme-pop, som man kender det fra fx Beach House, der kan føles langsomt og drævent på en overskudsagtig måde, selvom der godt kan komme tempo på, fx på nummeret ‘stephen’. Lowly er et meget sammentømret band, som kommer til udtryk, når de giver koncerter. Her kan man virkelig mærke, hvor godt de spiller og synger sammen. (Nikolaj Boesby Skou)
Ross From Friends – Fredag den 5. juli kl 18.00 – Apollo
Det bliver ikke mere aktuelt end Ross From Friends, hvis man kigger på den eksperimenterende house. Det lyder fjollet, og det er det på sin vis også, men det er lyttevenligt, teknisk genialt elektronisk musik, der får dig til at bevæge fødderne. Det er mit absolutte must see i år, og derfor kommer jeg også med en endnu mere udførlig guide til, hvorfor det lige netop er Ross From Friends du skal se i år. Følg med her på siden de kommende dage. (Mathias Gavnholt)
Hans Philip – Fredag, 5. juli kl 19.00 – Arena
Hans Philip er allerede etableret folkeeje, og har cementeret sin status med sit debutalbum ‘Forevigt’ fra tidligere på året. Til koncerten på Arena, bliver det spændende at se, hvordan Hans Philip som solokunstner vil optræde. Hvordan kommer setuppet med band osv. til at være? Hvordan vil han interagere med publikum? Selvom albummet har udstukket en lo-fi-agtig rettesnor, bliver det interessant at se om den snor vil blive fulgt eller brudt med, når musikken kommer til live på scenen. (Nikolaj Boesby Skou)
Nicola Cruz – Fredag, 5. juli kl 20.00 – Apollo
I de sidste par år har Roskilde Festival haft besøg af flere sydamerikanske kunstnere, der blander traditionel sydamerikansk musik med moderne elektronisk. Både Bomba Estéreo og Tropkillaz leverede rigtig gode koncerter. Med Nicola Cruz er det samme blanding, men så alligevel ikke helt. For hvor de to fornævnte lever højt på drops, er Nicola Cruz mere ovre i deep house, hvor de traditionelle elementer får lov at simre i retten over tid. Det skal nok komme til at smage rigtig lækkert på Apollo fredag aften. (Mathias Gavnholt)
Underworld – Fredag, 5. juli kl 23.30 – Arena
Sent fredag aften bliver Roskilde omdannet til en svedende rave i et gigantisk rave, når techno-grandmasterne, Underworld, tænder op for stereoanlæggene. Forbered dine trommehinder på et hæsblæsende tempo med hidsige trommerytmer, der tager dig med på en tur til en dunkel klub i 90’erne i England med kondens dryppende ned fra væggene. (Nikolaj Boesby Skou)
Robyn – Fredag, 5. juli kl 01.00 – Orange
Nok en af de skarpeste bookinger til Orange i meget lang tid. Med tre albums fra tre forskellige årtier skal Robyn nok favne bredt, og aktualiteten er i top efter udgivelsen af ‘Honey’ fra 2018, der imponerede både på Regnskys redaktion og hos rigtig mange andre musikanmeldere. At nå ud over scenekanten bliver ikke noget problem for den folkekære svensker, Robyn forstår om nogen at gøre triste kærlighedssange festlige. (Mathias Gavnholt)
Death Grips – Fredag, 5. juli kl 02.00 – Arena
Det bliver ren ondsskab når Death Grips smadrer Arena fredag nat. Både musik og tekst er så absurd, at du højst sandsynligt ikke kan lide det, men hvis du kan, så elsker du det. Følg med på regnsky.dk de kommende dage for en mere udførlig anbefaling af Death Grips. Det er nemlig et navn, der rammer mig lige i hjertet, men sandsynligvis rammer din nabocamps lyst til at kaste ting efter dig. Det fortjener mere, end et par spalter. (Mathias Gavnholt)
Lørdag – 6/7
Khruangbin – Lørdag, 6, juli kl 13.00 – Avalon
Den californiske trios lyd bliver ofte beskrevet som ’Thaifunk’. Men selvom thaifunk lyder asiatisk. så forestil dig det helt modsatte af kinesisk operarock. Kinesisk operarock er måske en smule specifikt, men i skrivende stund har min kinesiske sidemand valgt at udsætte en halv togvogn for lyden af førnævnte genre spillet fra en mobiltelefon uafbrudt i to timer – og det er præcist lige så sløset, larmende og overdrevent som Khruangbins lyd ikke er det.
Khruangbin er så chilleren, at deres merchandise blandt andet består af rullepapir til joints. Det er bas, guitar og trommer i en bolsjeblanding, som man kan spise, mens man ligger i en hængekøje. Forvent vilde improvisationer, når de spiller på Avalon, for de er på et højt teknisk niveau, som de udnytter til fulde både i de stille momenter og i de øjeblikke, hvor det eskalerer. (Mathias Gavnholt)
Flohio – lørdag, 6. juli kl 18.00 – Apollo
Tænk Stormzy på LSD. Hvad spinkle Flohio ikke har i muskelmasse sammenlignet med førnævnte grime-stjerne, har hun i crazyness. Det skal nok gå apeshit, når hun blander traditionel grime med techno, trance, drum ‘n’ bass og andre hårde elektroniske genrer. Forvent attitude og originalitet, der holder grime-bølgen levende, mens Stormzy er i Bøgeskoven. Og så er hun i øvrigt tight af helvedes til. (Mathias Gavnholt)
DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl 02.00 – Apollo
Tyske DJ Koze er en rutineret herre. Og rutine er der brug for, når man skal levere den elektroniske afslutningsfest på Apollo og sørge for, at dem, der er tilbage, stadig fester. Koze laver house, men hvis man skal sætte et tillægsord på, er det første der dukker op i mit hovede: optimistisk. Settet kommer ikke til at have en masse drops, men i stedet er det den slags house, der hele tiden lægger op til, at der kommer mere. Det kan fungere rigtig godt, som det sidste skud energi til et vedholdende publikum. Tysk effektivitet, når det er bedst. (Mathias Gavnholt)
Hiphop er den altdominerende genre i 2019. Det er en genre, der har vokset sig så stor og mangfoldig, at den nærmest ikke længere kan klassificeres som en genre. Men fælles for de forskellige grene af hiphop er, at de stjæler med arme og ben fra andre musikalske stilarter både i form af lyd, men især også i forhold til live-elementer. Undergenrer som trap, grime og de mere eksperimentelle kunstnere har ofte meget voldsomme og punkede udtryk, når de spiller koncerter.
Rappen og hiphoppens popularitet er dog ikke kommet helt uden kritik. Blandt garvede koncertgængere er der en vis skepsis overfor ‘de unges’ moshpit-kultur, og kritikken går blandt andet på, at koncerterne udelukkende handler om at være så vilde som muligt. Jeg er med på, at det giver god mening at have en fornemmelse, for hvornår beatet ‘dropper’, før man bryder ud i ragnarok, men der er også flere kunstnere, hvis musik og optrædener lægger op til de kraftige, kollektive energiudladninger, og det er en central del af oplevelsen. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til sikkerhedspersonalet på festivaler rundt om i landet og institutionerne, der tillader publikum at slå sig løs, for selvom det er vildt, føles det stadig (som regel) sikkert. Her er fem koncerter på årets Roskilde Festival, hvor du kan opleve moshpit-kulturen, både aktivt i cirklen og passivt i siden af teltet.
Death Grips – Fredag, 5. juli kl. 02.00 – Arena
Det er svært at anbefale Death Grips uden at komme til at lyde som et røvhul af en musiksnob. ‘Hey! Har du hørt det her anmelderroste noise-punk-industrielle eksperimentelle hiphop?’ Den er måske lidt svær at sælge. Det ville være en del nemmere, hvis man kunne give en pille kondenseret Death Grips, så man kunne opleve deres energiudladninger på egen krop. De har fornyet en genre på en dybt original måde og excellerer i deres brutale hardcore live show, som man har mulighed for at opleve fredag nat på Arena.
Travis Scott – Torsdag, 4. juli kl. 01.00 – Orange
Måske verdens største trap-stjerne og den første reelle verdensstjerne, der udsprang af SoundCloud-miljøet. Travis Scott har et af de vildeste live shows i spillet med rutschebaner på scenen og en endeløs mængde af fyrværkeri og røgkanoner. Hvad rapperen muligvis mangler af klassisk musikalsk træning, vejer han op for med et energiniveau, som vil gøre en duracell-kanin grøn af misundelse. Hans sange lægger op til moshpits med beats, der dropper og skifter stil undervejs for på ny at droppe. Men det er ikke kun gak og løjer, Scott har leveret nogle album, der kommer til at få status som klassikere inden for genren, og der er masser af ekvilibristiske produktioner gemt bag røgslørene og pistolskuddene.
Skepta – Onsdag, 5. juli kl. 20.30 – Arena
Kongen, gudfaderen, daddyen, kald ham hvad du vil, Skepta er indbegrebet af grime – den britiske rap-genre med hårde elektroniske beats i et vanvittigt tempo. Selvom han var med, da det hele startede på piratradioer i London, har han formået at forblive på toppen i løbet af de seneste års grime-renæssance. Det er han i høj grad af sin eminente teknik, sin humor og kreative flows. Skepta rapper så godt og tydeligt, at det næsten lyder som om han er dårlig – på en MC Einar-måde. Men det er kun, fordi han er så overlegen, hvilket han heller ikke er bleg for at gøre sit publikum opmærksom på.
JPEGMAFIA – Onsdag, 3. juli kl. 19.15 – Apollo
JPEGMAFIA er målt på aggressivitet på niveau med de andre i artiklen og eksperimenter som Death Grips også ekstremt meget med formen på musikken. Det er ikke let tilgængeligt, men man opfanger straks pulsen og attituden i musikken, og hip-hoppen har aldrig været så in-your-face, som når JPEGMAFIA klipper sine beats sammen og råber ind over dem.
Sheck Wes – Onsdag, 3. juli kl. 22.00 – Apollo
Udstyret med minimalistiske trap-beats, der giver plads til hans skingre stemme, går Sheck Wes i krig sammen med sit publikum. Han giga-hittede sidste år med Mo Bamba, og han er nu på en mission, hvor han skal vise, at han er mere end et one-hit-wonder. En del af rapstjerne-pakken har han dog helt styr på, og det er at sætte ild til publikum. Han har om muligt endnu mere energi end trap-kollegaen Travis Scott og leverer en uhyggelig vokal, der hjemsøger lytteren og pumper adrenalinen rundt i blodet.
