Tirsdag var det allerede blevet tid til årets sidste opvarmningsdag – hold nu op, hvor er tiden bare fløjet af sted! Det føles som få timer siden, at Gents åbnede Countdown-scenen, men det er tværtimod i stedet blot en god håndfuld timer siden, at Saveus lukkede selvsamme scene, så den kunne blive omdannet til en port ind til Apollo-scenen. I dag går det så løs med den første af de “rigtige” musikdage, og vi bliver fuldtallige på Regnsky-holdet, men inden da skal I selvfølgelig ikke snydes for min oplevelse af opvarmningsdag nummer 3. Vi lægger dog ud med Mirjas oplevelse af de danske støjrockere i Deadpan Interference.

“Det var FUCKING NICE og FUCKING HØJT!” Sådan lød kommentaren fra min tømmermandsramte ven Mads, som jeg intetanende havde lokket med op forrest ved scenen, da Deadpan Interference rystede liv i et halvvågent Roskilde-publikum. Sidste opvarmningsdag startede altså med en “motherfucker” omgang noice-rock fra den danske eksperimenterende rockgruppe. Det var anden gang, jeg skulle opleve Deadpan Interference, og jeg havde høje forventninger, men de skuffede ikke. Endnu engang leverede de en overbevisende og gennemført performance, og det var ikke svært at give sig hen og space ud til de twangede strenge og intense rytmer allerede efter første nummer. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg giver mig hen til Deadpan Interference, som også er aktuelle på dette års Copenhagen Psych Fest, som afholdes på Christiania den 13.-16. juli, hvor navne som De Underjordiske, Papir og Spids Nøgenhat også er på programmet. – Mirja

Mads’ kommentar kunne lige så godt have handlet om det islandske hiphop-kollektiv Reykjavíkurdætur, som et par timer senere invaderede Countdown-scenen med den mest tilstedeværende – både bogstaveligt talt og i overført betydning – performance på årets festival indtil nu.
“This song was about our beautiful language while saying fuck a lot. The next song is about dancing as meditation,” lød det på et tidspunkt fra en af de mange kvinder på scenen, og det var egentlig meget rammende for hele oplevelsen.
15 ud af kollektivets 22 medlemmer var dukket op til dagens koncert, og fra første sekund stod det klart, at det her ville blive en fucking speciel oplevelse. Med attitude, tydelig stillingtagen i både musikken og det omkringliggende samfund og en på overfladen overraskende musikalsk kvalitet formåede Reykjavíkurdætur at få overbevist alle de fremmødte om at tage del i deres revolution, hvilket i sig selv er imponerende. Imponerende i den forstand, at hiphoppen klassisk er meget lyrikbåren, hvorfor man ellers kunne tro, at den rimelig markante sprogbarriere – de islandske døtre optræder på islandsk – kunne være et problem. Det var det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er med islandske artister, men på en eller anden måde er de de eneste, som altid slipper godt fra at optræde på modersmålet. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil sætte Reykjavíkurdætur på hjemme på anlægget, men jeg vil til enhver tid dukke op til deres koncerter. For det var en fucking fest!

En noget anderledes fest stod finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? for, da de forsøgte at starte et beach party på Rising-scenen tirsdag aften. Bandet med det alt for lange navn spiller en sjov blanding af surf rock og 80’er pop med punkelementer – primært i det visuelle udtryk og længden på bandets numre. Og det fungerede for publikum, som tydeligvis var nået til det stadie, hvor de bare havde brug for at danse. Jeg havde på forhånd glædet mig meget til at opleve bandet fra Kouvola, men jeg må desværre sige, at de på trods af festen blandt publikum mangler lidt rent musikalsk. De har fundet en opskrift, der virker, men det bliver desværre for ensformigt over en hel koncert, og når de så endelig forsøgte at bryde det lidt op, blev de to vokalisters begrænsede kunnen udstillet. Jeg havde det lidt som om, at jeg var til koncert med en discountudgave af Cults tilsat en smule The Darkness-falset. Men hvis man bare var kommet for at danse, så kan Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? fint levere.

Da finnerne havde forladt scenen, blev jeg hængende ved Rising, for ikke lang tid efter skulle den danske sanglærke Katinka optræde. Og hvor Kouvola-bandet havde manglet lidt på vokalerne, må man sige, at Katinka har talent i overflod på den front. Det er egentlig ikke, fordi hun kaster sig ud i vilde fraseringer eller andet, der får hårene til at rejse sig, men alt sidder bare lige, hvor det skal – og det er en kvalitet, som de færreste besidder. Jeg stod dog alligevel tilbage med en fornemmelse af, at jeg hellere ville have set Katinka Bjerregaard i et telt senere på festivalen – Pavilion virker som en bedre arena for hendes mange kærestesorger. Når det er sagt, er der ingen tvivl om hendes talent, og hendes evne til at lege med sproget og skrive tekster er misundelsesværdig.

Klub 27 og Saveus fik æren af at lukke henholdsvis Rising og Countdown, men jeg nåede desværre kun meget kort forbi begge koncerter, så jeg vil ikke kaste mig ud i de store ord om de to koncerter, men blot konstatere at de i hvert fald begge har fanbasen i orden. Især Saveus – som jeg, på trods af at han inden sidste nummer får sagt, at man ikke skal sidde fast i sin fortid, altid vil huske som Martin fra X Factor – formåede at samle et af de største publikum på festivalen indtil nu.

Apropos fortid er det nu tid til at se fremad mod en lille håndfuld musikdage proppet med fantastiske artister, som jeg har glædet mig meget til at opleve. Vi ses derude!