Den japansk/amerikanske kunstner Mitski, der netop har udsendt albummet Be The Cowboy, stråler af stærk selvironi og rå indie-rock på livescenen. Det særlige ved denne kvinde er, at hun eksperimenterer og skifter sit udtryk med elektronisk singer-songwriter-poesi og en metallisk grundklang. Den 28-årige sangerinde er opvokset i Japan, hvor hun fik folk-plader og japansk popmusik skudt ind med modermælken. Inspiration, som man tydeligt mærker at hun har taget med sig i sit lydunivers, som svæver langt fra mainstreamkulturen. Mitski Miyawaki har udgivet fem plader, hvoraf de to første er selvproducerede, og begge er resultater af afsluttende studieprojekter på Purchase College – musikkonservatoriet i New York.
Det seneste album, som blev udgivet af Dead Oceans tidligere på året, var i højsædet i Lille Vega, da hun i fredags fyldte Stauningsalen ud. Den unge kunstner gæstede allerede Ideal Bar sidste sommer, og det engelske dogme ’never change a winning team” gjorde sig i høj grad gældende, da hun trådte et skidt op ad karrierestigen og man på aftenen fik lov at mærke hendes overvældende vokale spændvidde.
Be the Cowboy er rasende anbefalelsesværdigt og tager udgangspunkt i den unge kvindes konfliktfyldte følelsesliv, hvor trediveårskrisen lurer lige om hjørnet. Et tema, der passer perfekt til Mitki Miyawakis monotone mimik og distræte distance til publikum, som i starten fik hende til at fremstå introvert og med et strejf af selvhøjtidelig kunstnerattitude. Hun mindede mig både i stil og udtryk om Björk med sit mørke pagehår, hvide kjortelskjorte og mystiske koreografier med håndfladerne, som om hun spillede på en usynlig harpe. Hun fik da hurtigt brudt isen med publikum med korte kommentarer og underspillet ironi. Dog virkede det noget komisk, da hun gentagende gange for fra den ene ende af scenekanten til den anden som en hovedløs høne, der lige har fået det dødsbringende øksehug og pisker rundt på de sidste nerver.
Mitski spillede i fem kvarter, og man mistede sjældent fokus på numrene, som i gennemsnit ikke varer meget mere end to minutter. Numre som Why Don’t You Stop Me, Remember My Name og Washing Machine Heart drog alle mine associationer til Crystal Castles’ vanvittige electropunk og synthpop. Det fungerende vildt godt – også selvom den unge japaner ikke havde taget strobelyset med på touren, eller som en anden Alice Glass vendte bunden i hovedet på en flaske vand og headbangede sit våde hår ud blandt publikum. Another night, another show…
Stemningen i Stauningsalen bevægede sig fra en metallisk rumklang til en ren diskofest på det opstemte nummer Nobody, som forvandlede publikum til et hav af hoppende hoveder. Lidt over halvanden million har været inde og se musikvideoen på Youtube, og den fortjener virkelig også et klik med sit gennemførte kunstneriske præg og eksistentialistiske grundtema.
Skal jeg komme med en lille kritik, savnede jeg en anelse mere ydmyghed og interaktion med publikum fra Mitski, men det er nok en del af hendes mystiske image at pakke det sammen. Og på studieudgaven af Be The Cowboy kunne de 14 numre også snildt være kortet ned til 10, da noget af indholdet bliver en smule overflødigt og ensformigt. Alligevel bliver jeg overbevist om albummets ret på det sidste nummer, Two Slow Dancers, som forener pladen i en smuk, stille og sfærisk afrunding og virkelig formåede at røre mig live. Nummeret ville være et oplagt sted at slutte aftenen, men valget endte i stedet i et antiklimaks med sangen Goodbye, My Danish Sweatheart, der godt nok stemte med bandets lokation, men blev for syret og overskyggede det førnævnte sjælenummer.
En ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil være at spotte blandt publikum, hvis Mitski Miyawaki gæster Danmark igen. Det ville virkelig være oplagt at se hende på en af sommerens festivaler. Så hvis der sidder nogle bookerer derude og læser med, vil jeg bede en stille bøn: Please pick it up!
