Roskilde Festivals musikdage startede med kontrasternes aften i form af to kropslige totaloplevelser til DAWN på Apollo og Anna von Hausswolff i Gloria. Eva og Mirja tog som henholdvis fan og opdagelsesrejsende i nyt land på tur tværs gennem festivalpladsen.
Det blev klart, at koncerterne ikke krævede forudgående kendskab til artisterne. Fælles for de to var nemlig konsekvens og overraskelse: to stærkt fængslende faktorer. Begge artister gik planken ud for deres kunstneriske visioner, og på den måde blev også den del af publikum, som inden var intetanende om, hvad der ventede dem, overbevist til overgivelse. Først af DAWNs rytmekarussel og dernæst af Anna von Hausswolffs dronede evighedsmaskine. Den frembrusende sydlænding overfor den nordiske mystik. To kropslige oplevelser. Begge så intime og dog så forskellige i denne intimitet.
DAWN i fronten med skarpt lys og de rene linjers grafik. Dawn-Angeliqué Richard og danseres dans var svært tillokkende – lige dele fascinerende (aldrig kommer jeg til at danse så godt) og anerkendende: hende selv og danserne var synkroniserede, men ikke helt. Fejlen er en frisættelse. Forventningen om det kommende er en hæmning: fortsætter rytmen eller bliver den brudt? Hvad skal jeg tro på? I DAWNs musik er du aldrig sikker, og derfor kan du ikke planlægge dit næste move. Du må improvisere. Enten være ligeglad med om du følger andre, køre dit eget løb, være din egen herrer. Eller lade musikken tage styringen – følge skiftet fra “Titans” mellow knips til “Honest”‘s på denne aften højoktansk flikkende footwork-arbejde uden et blink.
Således fik de fremfundne festivalgæster danset sig ind i onsdagens aften med DAWN som indpisker influeret af de sidste otte års britiske og skotske banebrydere fra Numbers og PC Music pladeselskaberne. Ja, man kan kalde de afsindigt komplekse vokalproduktioner en hæmsko: selvfølgelig var backtrack en afgørende spiller på scenen, det er klart, lyt til hendes albums. Det er en forudsætning, medmindre man altså finder sine tro kopier som korsangere… Det havde DAWN ikke gjort, og derfor var backtrack en naturlig komponent af lydbilledet. Det kan kritiseres, men det kan også ses som en naturlig del af oplevelsen: havde det været bedre, om de ikke havde været der?
DAWNs intimitet var ikke hendes vokal, det hun sagde eller den måde hun dansede. Det var hendes uudtalte forventninger til dig som koncertgæst. Smid forventningerne over bord og tag med! Ud i de futuristisk genrebrydende krumspring, der lokker med et klimaks men fortsætter deres intensitet. DAWN mestrer drop’et – hun leger med det på eksempelvis “Not Above It”, der ligger som koncertens naturlige kulmination sidst i settet. Hun drop’er, hun fortsætter og bygger videre – giver hverken efter for publikums bastunge ører eller for dets lyst til højere og vildere.
Hun gør ikke det, som er forventet – og derfor holder det folks opmærksomhed. Hun havde to dansere på scenen, det var synkrondans med improvisationer. Det bryder jeg mig normalt ikke om – det er en kliche og tabu i Danmark. Men synkrondansen blev en frigørelse af publikums kropslighed. Dansen fra scenen satte dansen fri i publikums kroppe: den blev en subtil opfordring fra scenen til at give sig hen til musikken og følge dens ofte uforventede krumspring fra den genreskrydende rytmik. Heri lå intimiteten.
Videre til Gloria. Anna Von Hausswolff bagerst på scenen i et røgslør. En stor voldsomhed trods sin umiddelbart introverte udtryk.
Anna von Hauswolff bryder ikke sine eller sit bands droners spænding. Hun fortsætter den. Hun nedbryder sangens sædvanlige spændingskurve. Hun finder tilbage til en form for urgud – eller dykker helt ned i ursuppen, om man vil – hendes musik giver et ekko af det, som bare er der. Af det, som ikke kan forklares eller forandres. Det, som ligger udenfor vores handleområde. Naturen. Nordisk musik og natur er en kliché, men måske af en årsag.
Jeg kan ikke forstå musikken med mit intellektet, for opbygningen er der ikke. Jeg må sætte den til side og i stedet for mærke musikken med dens white noise-effekt. Som Mirja sagde: det nærmest klirrer i hovedet. Lydfladerne tårner sig op så længe, at deres insisteren bliver provokerende.
Det er ikke blot den imponerende kraftige skærebrændervokal, Anna von Hausswolff blænder op for. Hendes orgelspil – under Glorias tag på synthesizer – står ud. Det minder os om den nordiske kulturhistorie, som Mirja påpeger og legitimerer den nordiske reference med. Det er sandt, tænker jeg, den evige støj vækker med orglet minder om livets afgørende øjeblikke – liv og død – også for ikkereligiøse.
De fem musikere i scenens halvcirkel får luftrøret til at vibrere. Musikken omslutter hele kroppen, hele vejen til de inderste organer. Dét er også en intimitet, en intimitet af de mere voldsomme.
Efter DAWN og Anna von Hausswolff er både Mirja og jeg bombet af intimitetens intensitet. Der var ingen ironi hos nogen af de to artister. Man mærkede alvoren i musikken: om det var futuristisk pop eller dronende folkrock. Derfor kunne publikum have fuld tillid til artisterne og følge dem, trods de gik fra det genkendelige og ud på ukendte land. Særligt hos Anna von Hausswolff er ingen veje blinde – du fortsætter, du fortsætter, du fortsætter. Hos DAWN er de evige overraskelser et nybrud mellem pop, r’n’b og futuristiske elektroniske eksperimenter. I begge tilfælde giver musikken os muligheden for at slippe vores kontrolmani og lade den styre retningen. Vi transcenderede den intellektualiserede oplevelse og blev del af et cirkulært system, hvor der ikke er en start og en slutning. Således er ører og sind åbent for endnu en dag.
NU NÆRMER DET SIG. Roskilde Festivalen er endelig ved at begynde, og det forlyder, at de første allerede har lagt sig i kø. Programmet har hele 175 kunstnere, der kommer til at fornøje vores øjne, ører og (danse)fødder, når Dyrskuepladsen igen lægger græs (og mudder) til det nok største årlige event i Danmark. Med så mange forskellige koncerter at vælge imellem kan Roskilde-labyrinten være umulig at navigere rundt i, og man risikerer tit blot at prioritere de tungeste navne frem for de letteste. Oftest af den simple grund, at man simpelthen ikke kender de små navne. Regnsky har sat sig for at sikre, at du i hvert fald bliver klædt lidt bedre på forud for festivalens start ved simpelthen at samle vores personlige forslag til, hvor du kan få en god oplevelse. Hver skribent på bloggen har skrevet lidt om, hvad de er mest begejstrede over og indvilget i at dele det med jer. Her har du skribenternes egne yndlinge og must-sees på Roskilde Festival 2016.
Mirja
Der er virkelig meget guf på programmet til dette års Roskilde, og at skulle udvælge mig tre fra en pose fyldt af mit ”yndlingsmix” synes næsten umuligt. Her følger dog alligevel tre navne med det tilfælles, at de er danske og alle navne, jeg glæder mig sindssygt meget til at kunne forsøde dette års Roskilde med.
Mmmm Mmmm Mmmm.. med M.I.L.K.’s tilbagelænede soul-inspirerede lyd forelsker jeg mig en smule mere, for hver gang de karamelliserede vibrationer flyder ud af mine højtalere med nummeret ”If We Want To”, som jeg opdagede for knap et år siden. De sidste par måneder har der atter været røre ”on the milky way” med seneste single ”Following the Sun” – en lille saltvandsperle, der med blidt vuggende rytmer og forfriskende bølgeskvulp vil pleje selv de mest hårdkogte roskildetømmermænd. Her kredses der virkelig for den gode og velproducerede lyd, hvilket også kendetegner de tidligere udspil fra Emil Wilk, der er frontmanden i bandet. “Following the Sun” er blot første i en række af singler, som udgives henover sommeren, og vil være det perfekte match til din sødmefulde roskildeflirt, der forlænger din sommer til langt ind i efteråret. M.I.L.K. spiller på Street Scenen mandag 27 juni, 20:00.
Mit eget forårssoundtrack har i høj grad været præget af bandet Liss, der med sine blot tre numre har drønet derudaf på diverse musikmedier gennem 2015, og nu står klar med deres længe ventede EP, som ganske passende bærer navnet “First”. Trods bandets spæde alder, må man sige, at der er succes over Liss-drengene. Deres elektroniske future-pop-sound vidner om et band, der både er professionelt og nytænkende, og som formår at give et unikt strøg til såvel den danske som udenlandske musikscene. Live skulle Liss også være ganske eminente, så der synes ingen undskyldning for ikke at opleve dem den kommende uge. (Der går desuden rygter om, at vi kan forvente nyt materiale til øregangene, når de kommer på dette års Roskilde) – så sæt et STORT FEDT kryds på hånden og noter dig fredag 1 juli, hvor Liss spiller på Avalon, 13:00.
Liss – Miles Apart
Glæder mig afsindigt meget til at stå i mine udtrådte kondisko og have den største dansefest foran Orange scene, når Karen Marie Ørsted – MØ fyrer den af med hendes kæmpe hits “Kamikaze“, “Lean On” og “Pilgrim“, “Final Song” mfl. Personligt har jeg endnu ikke oplevet hende live, så vel også ved at være ”last call”, inden selv Roskilde bliver for småt for en stjerne som hende. Tjaaa, der er vel ikke så meget andet at sige end; ”VI SES, dansende, svedende, skrålende, hoppende foran Orange lørdag, 22:00!”
MØ – Final Song (.. årets roskildesang?)
Peter
Vi nærmer os med hastige skridt, men jeg allerede på forhånd overbevist om, at 2016-udgaven af Roskilde Festival bliver en af de bedste, jeg har været med til. Jeg kan ikke mindes at have set så stærkt og ikke mindst velrundet program som det, de disker op med i år. Toppen af plakaten stråler med navne som LCD Soundsystem, PJ Harvey og Tame Impala, de mellemstore navne er solide i form af kawaii-pop energibundet Grimes, altid-energiske Mac DeMarco, musikalske vidunderbørn i Miike Snow og James Blake tilsat årets måske mest interessante sammensætning i form af Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.
Men for mig er de største scoops i årets program at finde med de mindre typer. Særligt synes jeg, at Roskilde Festival har været gode til at fange min yndlingstendens fra 2015: Rockmusik af høj kvalitet med en kvindelig vokal i forgrunden. Hovednavnet inden for det segment er uden tvivl Courtney Barnett, som jeg allerede flere gange har erklæret min kærlighed til, og som da også er mit ultimative must-see på årets program. Og netop derfor vil jeg i stedet dykke ned i tre andre rockbands, som alle bør give en chance.
Det første er også det største, og det er naturligvis madrilenske band Hinds. Mange fik øjnene (eller måske snarere ørerne) op for dem i sommeren 2014, da de udsendte de to vidunderlige støjrock-numre “Bamboo” og “Trippy Gum”, som flere anerkendte medier dengang opfangede. Tidligere i år udsendte de så deres første rigtige album, “Leave Me Alone”, og jeg kan roligt sige, at jeg må skuffe de fire piger – de skulle have udsendt et dårligere album, hvis de reelt ville have folk til at lade dem være i frem. Hvis du er til støjrock i den mere poppede ende, så skal du læse det her som en klar opfordring til, at du kigger forbi Hinds, når de optræder onsdag klokken 22.15 på Pavilion – og ja, jeg ved godt, at der er Red Hot Chili Peppers på samme tid, men stol på mig: Det her vil du ikke gå glip af!
Hvis man ikke helt har lyst til at vente så længe, så er der flere meget interessante nordiske navne. Svenske Yast hører til i den hårdere ende af spektret med deres drømmende shoegaze-take på den moderne rockmusik, men kvaliteten er efter min mening i samme internationale klasse, som har givet Hinds et mindre gennembrud i løbet af vinteren. Jeg lyttede første gang til Yast for nylig, da jeg sad og gennemgik programmet, og det var kærlighed ved første lyt. De fangede mig med det samme med deres tilbagelænede lyd, som sender lytteren i en stemning af vidunderlig langsomhed. Ja, det lyder mærkeligt, men det er ufatteligt behageligt og bestemt en oplevelse værd. Det går ned tirsdag klokken 15.30 på Rising-scenen.
Min sidste anbefaling i denne omgang går til bandet med Roskilde Festivals nok mest absurde bandnavn – okay, de islandske feminister i Reykjavíkurdætur er også godt deroppe af, når det kommer til min evne til at udtale bandnavnet i hvert fald. Men jeg taler naturligvis om finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? Først og fremmest: Nej, det har jeg ikke. Men det kan godt være, at jeg skulle til at gøre det, for hvis de er lige så fantastiske som bandet, er vi godt på vej. Hvor Yast på mange måder er indadskuende og drømmende i deres lyd, er Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? både eksperimenterende og legende. Til tider grænsende til det absurde, men med et bandnavn som er for langt til både Twitter og de gængse streamingtjenester, bør man også forvente noget interessant. Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er blæsere, slaginstrumenter og 80’er keyboards, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er fest og glade dage i små eksplosive doser, og jeg er sikker på, at deres koncert vil blive husket som en af Roskilde 2016’s sjoveste oplevelser – måske igen i stærk konkurrence med Reykjavíkurdætur. Det er ligesom Yast tirsdag på Rising – bare først klokken 20.00.
Lad mig slutte med et lille tip til de spirende musikere derude: Hvis I gerne vil have mig til at lytte til jeres band, så start med at finde på et absurd bandnavn, for så er chancen for, at jeg i hvert fald lytter til det ret stor. Kvaliteten skal selvfølgelig hænge sammen med bandnavnet, men i første omgang handler det jo om at blive hørt!
Eva
Jeg råber “hurra!” hylder gerne årets program som et af festivalens bedste de sidste mange år. Som sædvanligt skyldes begejstringen Roskildes forrygende talent for at fange de bedste navne indenfor de mindre genrer, som ellers kun kan præsenteres af genrefestivaler i Danmark – jeg tænker på elektroniske navne (ikke EDM), eksperimenterende R’n’B og lo-fi indieartister, som de mere polerede festivaler sjældent rør ved.
Roskildes første scoop i år blev annonceret tidligt: Floating Points leverede med Elaenia sidste år – og sådan set også i års – bedste søndagsplade. Symfonisk og minimalistisk er vel egentligt modsætninger, men begge betegnelser er gældende for albummets luftige og detaljedvælende produktioner, der tildeler stilhed og støj samme magt og giver nogle seriøse harmoniske opture, eksempelvis på Elaenias ultimative stand-out track “Silhouettes (I, II & III)”.
Floating Points – Silhouettes (I, II & III)
Minimalistisk er en anden favorit bestemt ikke. Med i onsdagens pakke var et undseeligt, men markant navn: DAWN. Dawn hedder også Dawn Richard, og læser du med hos The Fader og var du på fornavn med Kelela længe før os andre, så ved du måske, at hun er det næste R’n’B-talent, der kommer til at styre verden med sin futuristiske, haunted R’n’B. Når Dawn laver baskere som den Machinedrum-producerede “Not Above That” tapper hun af Glasgow-scenens maksimalistiske gryde i et omfang, der kan få en EDM-fan til at flirte udenom, men uden at miste den selvsikre coolnes alle hendes allerede mange produktioner emmer af, og som i rigt mål blev udfoldet på sidste års Blackheart.
DAWN – Not Above That
Og så skal vi til noget helt andet: akustiske guitarer og ikke-samplede vokalharmonier. Lo-fi og med den helt gammeldags idé om autenticitet i behold er Whitneys soldampende sange slacker-country til roadtrip, festivalvandring og andre støvede steder – her både passer og fortolker de omgivelserne med skarptskårne sange. Kan du lide Woods vokal, Håkan Hellströmsk brug af blæsere og Smith Westerns fritflyvende melodier, kan Whitney godt blive din bedste opdagelse i Roskilde-programmet.
Alle tre bookinger er bevis på Roskildes evne til at fange artisterne på peaket – Floating Points med sin til dato bedste udgivelse, Dawn på nippet af et bredt gennembrud og Whitney som det helt nye varme indienavn. Godt gjort!
Whitney – Golden Days
Rasmus
For satan der er jo Roskilde lige om lidt. Jeg er lidt af en festabe, så jeg ser mest frem til elektroniske og hiphop navne, og på de fronter har Roskilde jo heldigvis kælet for os i år. Her har du et par forslag til nogle navne, du kan tjekke ud og dykke ned i, hvis du har det ligesom mig.
Først og fremmest vil jeg håbe, at du er stødt på Odesza før. Hvis ikke er du in for a treat, som man siger. Seattlegenserne (hedder det det?) laver noget af det rareste og mest gennemførte elektroniske musik, jeg er stødt på i lange perioder. Odesza er et af de navne, som man altid kan hive op af lommen, når ens venner spørger, om man ikke lige gider sætte noget musik på. Det kan både være til hverdag eller fest – alt afhængigt af decibel-niveauet, du hører dem på. Det gjorde mig ekstra glad, at de var en del af årets bookings, fordi jeg missede deres koncert på Loppen i 2014. En aften hvor DJ Paypal faktisk spillede, der også er Roskilde aktuel. Og Slow Magic som du kan opleve på Trailerpark. Slow Magic er desuden sygt fedt.
Nå, tjek lige det her album ud, som simpelthen er rene auditive antidepressiver.
JEG SKAL HØRE EN ÆGTE GANGSTER. Freddie Gibbs spiller nemlig i år. Er du træt af autotune og rappere der ikke engang er blevet skudt på? Har du en svaghed for George Michael-samples og numre der handler lidt for meget om narkotika? Freddie’s got the answer for you! Med respekt for Roskildes generelt virkelig flyvende hiphop-program, så vil jeg vove at påstå, at hr. Gibbs er den mest gangster af dem alle. Så gangster at han blev forsøgt myrdet i Brooklyn tilbage i 2014. “They tried to kill Tupac. They tried to kill me. I’m Freddie Gibbs. I’m still alive” udtalte han efterfølgende, da han blev spurgt om, hvorfor han var målet… Daaaaamn son! Det er sgu hårde sager.
SPØRGSMÅLET er dog, om han kommer til at spille. Den kære Freddie er nemlig for nylig blevet anholdt i Toulouse, og bliver måske udleveret til Østrig for en påstået voldtægt tilbage i 2014. Det kan også blive for gangsta’..
Dog er hans sidste album “Shadow of a Doubt” er blevet skamhørt på min Spotify – men han rammer mig virkelig også i mit organ for guilty pleasures med hans George Michael-sample på “Careless“.
Jeg håber, I kan klare flere rim og beats, fordi der er jo skruet helt op for grimen i år. Jeg er jo en prætentiøs anglofil hipster. Forstået på den måde at jeg elsker engelsk musik, kultur og sprog, men jeg har faktisk aldrig været i England… Anyways, jeg er tosset med grime og jeg er tosset med Skepta! Første gang, jeg stødte på Skepta, var til Distortions lidt spøjse gadefest på Christiansborg sidste år. Omme bag børsen fandt jeg pludselig en scene, der gik fuldstændig amok. Det var midt om eftermiddagen, og resten af eventet var rimelig chill. Men ikke her. Ikke til Skeptas koncert. Her svang/svungede/svingede (hvad hedder det?!) folk deres tshirts over hovedet og hoppede så højt, at jeg næsten ikke kunne se “The King of Grime”. Og jeg er altså 198 cm. Anyways, jeg anede ikke, hvem det var, men hørte navnet “Skepta” ude i atmosfæren et sted. Siden har jeg drømt om at stå i midten af flokken, mens Skepta skruer op for stemningen. Ligesom han gør i den her video. Det bliver noget med blå mærker og five-panel kasketter. Og jeg glæder mig.
Skepta – Shutdown London
Udover Skepta kan du jo passende lige tjekke Stormzy, Elf Kid og Little Simz ud. Britiske rim der får dig til at kigge dig over skulderen en ekstra gang, hvis du er på vej hjem en mørk aften i Tottenham.
