Foråret er i luften, og det samme er Regnskys månedlige koncertkalender


Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.

Balkan-bas og skæve sækkepiber

Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)

Nyt ungt blod i hiphoppens baggård

Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor. (Laura Fromm)

Elektroniske loops energisk r’n’b

Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer.  Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega? (Laura Fromm)

R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer

Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)

Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)

Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade

Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)

CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser

Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene Janushoved. (Morten Bruhn)

Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)

Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo

Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VIND BILLETTER: Datarock (N) + Electrojuice + Mislyd + m.fl

I aften skyder Nørrebros yndlingsklub Rust et meget ambitiøst arrangement af stablen. Mens fuglene rastløst kvidrer videre udenfor lægger de elektroniske talenter Mislyd og Electrojuice tonen an, ovenpå succesfulde ep-udgivelser.
Efterfølgende muliggøres oplevelsen af de dejlige norske drenge fra Datarock, som i månedsvis har turneret kloden tynd – nu er det blevet Danmarks tur til at opleve duoens energiske og i særdeleshed humoristiske sans for dancepunk. De bakkes op af et svedigt line up bestående af Niko “Muzzle Flash”, David Garset og Kenton Slash Demon.

Altså seks fede navne, der i kor kan konstatere, at du bør lægge vejen forbi. Personligt venter jeg som et utålmodigt lille barn, og nu skaber vi en gylden mulighed for at spare entréen på 60 kroner i døren. 2 x 2 billetter sættes på højkant!

Alt man skal gøre, er at minde mig om, hvem det nu lige er, som udgør duoen i Datarock. Jeg har hørt en lille historie om, at infoen kan opsnappes på følgende Facebook-event, så kom igang – miss ikke denne mulighed! Send svaret til info [at] regnsky [.] dk med fulde navn, inden 16.00, og de heldige vindere vil blive udtrukket og kontaktet promte bagefter. Imens, en ekslusivitet, et gensyn og et skønt, gammelt interview jeg foretog med nordmændene.

DatarockAmarillion
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/09-Amarillion.mp3]

MislydKant (Live version) <- hot & ny!
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/03/Kant-Live-version.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

I’m a boy and I’m a girl

Datarock

De gakkede nordmænd fra Datarock, som vi tidligere på året havde den store fornøjelse at interviewe (tag lige og læs det!), udsendte for noget tid siden en ny single fra albummet Red, ved navn The Pretender. Denne single er blandt andet blevet remixet af nogle der måske kan udpeges som mine yndlings New York’ere – Holy Ghost!. Resultatet er lidt en ny stil fra Holy Ghost!, som ellers bevæger sig indenfor nutidens discostil. En wacky trommemaskine leger med og en endnu mere wacky computerstemme overtager Frederik Saroeas vokalarbejde. Halvt grinagtigt, halvt velgennemført lækkert! Loving it!

Og så er det ret utroligt, at nummeret rent faktisk handler om noget så dybtfølt som selvmord og online identitetsmanipulering, som de selv siger…auch!

DatarockThe Pretender (Holy Ghost Remix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/05-The-Pretender-Holy-Ghost-Remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Interview med DATAROCK!

Datarock

Tidligere på måneden udkom norske Datarock med opfølgeren til debutpladen fra 2005, Datarock Datarock. Den nye plade har simpelt fået titlen “Red” og folk med kendskab til Fredrik Saroea og Ketil Mosnes‘ musik ved, hvor rød disse fyre kan være. Jeg mener, se bare deres jumpsuits. På det nye album er drengne modnede og blevet mere sobre i forhold til for fire år siden, mens viriliteten og den frække fornemmelse er forblevet velbevaret som en statsministerjakke. Den gode kvalitet i numrene er fra starten til at føle på, og man kan ikke undgå at lade sig rive med, når Datarock hylder 70’er- og 80’er-årtierne og dens inspirationer. Alt var jo bare så godt, dengang.

I forbindelse med denne albumudgivelse har Regnsky som en af de få danske medier fået lov til at fange Frederik og Ketil til et interview, mens de har turneret verden tynd. Vi var blandt andet meget i at interesseret i at høre om de popkulturelle inspirationers indvirkning på Red, den hårdfine grænse mellem at være retarderet og moden, og hvad der er så specielt ved Bergen.

– I er født og opvokset i norske Bergen, og det ser ud til at byen opforstrer en lang række interessante kunstnere, såsom The Whitest Boy Alive, Royksöpp og The New Wine – er der noget bestemt omkring Bergen, som giver indbyggerne en fordel når det kommer til at lave musik?

– Helt sikkert. Faktum er, at Bergen er den næststørste by og det er her alle weirdos flytter til. Samtidigt udgør de studerende 10 % af hele befolkningen, så vi har en stor, alternativ, åben og særegen klubscene. Samtidigt regner det 250 dage om året, så man fokuserer ofte på indendørsaktiviteter som musikken.

– Jeres røde jumpsuits får mig selvfølgelig tænke at tænke “rødt” hver gang jeg lytter til jer – har denne påklædning noget som helst at gøre med titlen på jeres nye plade? Og er jeres musik ligefrem “rød”? Hvis ikke, hvordan vil I så farvelægge jeres musik?

– Oh, it’s red, baby!

– Det ser ud til at I er gået fra en meget kæphøj stil på jeres debutplade, med sjove og flertydige tekster, til at vise en mere voksen attitude, blandt andet med tekster om frygten for at dø. Har jeg ret hvis jeg formoder at I er modnet eller ønsker I bare at vise en ny side fra Datarock?

– Ja, jeg håber da lidt at vi er modnet, men at fremvise en lidt anderledes side af os selv på dette album, var helt sikkert et bevidst valg. Det er dog ikke fordi vi ikke kunne lave et album som “Red” tilbage i 2005. Jeg mener, ret mange af numrene har været undervejs i en evighed. Det føltes bare rigtigt på dette tidspunkt. Omvendt, så har man stadigt elementer af den samme støbning som man ville kunne finde på “Datarock Datarock”. Det skyldes mest at vi ville tage den lidt mere med ro, denne gang, så vores ligesindede ikke ville tro at vi er fuldstændigt retarderede. Du og jeg ved, at vi er. Men hallo, vi prøver altid at nare nogle af vores venner.

Det er blevet gjort ret så tydeligt, at Datarock er inspireret af popkulturen – kan I give nogle eksempler og måske fortælle hvordan disse inspirationer kan opfanges på det nye album?

– Lad os gennemgå hele albummet, nummer for nummer, og udpege nogle inspirationer:

The Blog: Filmen Tron!
Give It Up: “Little China Girl” af David Bowie, et lille hint af Kraftwerk, en smule af Romeo og Julie samt en skefuld West Side Story.
True Stories – Talking Heads og Fela Kuti.
Dance – “Cruisers Creek” af The Fall samt “Dance Dance Dance” af Haruka Murakami.
Molly – Skuespilleren Molly Ringwald.
Do It Your Way – Madchester-æraen med bands som Stone Roses, Happy Mondays, Charlatans, Inspiral Carpets, Ride og sågar det tidlige Blur.
In The Red – Den nuværende finanskrise.
Fear Of Death – The Smiths / Morrisey, The Cure samt Don DeLillo’s “White Noice”.
Amarillion – Second Life, social networking sights, A-ha og Prefab Sprout.
The Pretender – Selvmord (Tro det eller ej), “Return To Sender” fremført af Elvis og fænomentet “online identitetsmanipulering”.
Back In The Seventies – The Clash og The Police.
New Days Dawn – Scott Walker og The Chef, The Thief, His Wife og “Her Lover” af Peter Greenaway. 

– Når Datarock ikke lytter til sig selv, hvilke lyde brøler så ud af radioen og iPoden?

– Karin Park, Bat For Lashes, Fever Ray, Audiogarde, Grizzly Bear, Animal Collective, Syntax TerrOrkester, Noxagt, John Olav Nilsen & Gjengen, MT Six, Fjorden Baby!, ZenZuluZero, Denga Denga og Stone Roses, som aldrig bliver for gammel.

DatarockAmarillion
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/09-Amarillion.mp3]

DatarockDance!
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/04-Dance.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Return of the Red jumpsuits

Datarock

Mere fra Bergen. Jeg elsker Bergen. 8. juni er Datarock klar med deres andet studiealbum Red – fire år efter debutalbummet Datarock Datarock og to år efter EP’en See What I Care udkom. D’herrer Frederik Saroea og Ketil Mosnes spiller en gang legesyg og drilsk danserock blandet med elementer af electro og en rimelig fræk guitar – mens inspirationerne altid har været kendt for at komme fra Talking Heads og Happy Mondays. Teksterne fra debutalbummet var kendt for at være tvetydige, humoristiske og til tider frække – tjek eksempelvis Princess eller det nærmest fantastiske nummer Computer Camp Love.

Efter at blogosfæren begyndte at lirke op for materiale fra det kommende album Red sidder jeg efter smagsprøverne tilbage med forholdsvis høje forventninger – Førstesinglen Give It Up har allerede været ude i et par måneder og har ligeså fået et visuelt udtryk i form af en musikvideo hvor fem mænd i røde joggindragter deltager i en syg nok gadebattle.

Jeg er desuden også blevet lidt vild med numrene Dance! samt Amarillion.
Opfang lige de første fire linier af Amarillion:

I wanna hold your hands tonight,
I wanna walk you home from school,
I wanna take you on a date,
I wanna treat you like a fool.

…og det er jo lige sådan noget jeg er vild med. Datarock består af drenge der spiller musik der er ligetil og det fejrer jeg personligt med lidt godter til jer.

Datarock Amarillion
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/amarillion.mp3]

Datarock Dance!
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/dance.mp3]

Datarock – Computer Camp Love (fra Datarock Datarock)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/03-computer-camp-love.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?