Når København og Lille Vega 10. marts åbner dørene for koncert med det australske synthpop-baserede band Cut Copy får publikum nu glæde af et ekstra navn på programmet. Den cool New Yorker-duo Holy Ghost! – som tydeligt er elsket her på redaktionen – vil agere opvarmning til koncerten arrangeret af Smash!Bang!Pow!.
Og sikke et scoop at hyre netop dette navn til opvarmning, for blot en måned efter deres koncert i København udsender Holy Ghost! deres selvbetitlede debut-LP (selvfølgelig) på det førende disco pop-label DFA Records. Den første smagsprøve på den kommende udgivelse blev udsendt fra duoen selv for et par uger tilbage, i form af nummeret Do It Again. Sikkert og vist er det dog allerede nu at Holy Ghost! vil viderføre deres populære lyd, med referencer til 80’ernes kitschede italo disco-tema, og at kunstnere som The Juan Maclean, Luke Jenner (The Rapture) og rock-ikonet Michael McDonald vil medvirke på pladen.
Det seneste udspil fra Holy Ghost byder på den kendetegnende retro-synthesizers lyd, en stilart som ligger et et sted mellem to bestemte DFA/disco-navne – !!! og LCD Soundsystem. Den rene lyd stimulerer forventningerne til den første LP fra Holy Ghost! – og hey, apropos retro-synths, så tjek det udefinerbare midterstykke i Do It Again. Nummeret kan hentes fra duoens egen hjemmeside, som man kan finde ved at klikke på billedet nedenfor.