Vi er til familiefest på Teater Grob. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har gjort lidt af et gravearbejde (og promoveringsarbejde – koncerten var nemlig udsolgt) og kurateret intet mindre end fire debutkoncerter denne fredag. Men til trods for debutant-prædikatet er der ingenlunde tale om ukendte ansigter. Ligesom til den årlige familiefest er personerne på scenen sært genkendelige. Og så er der en sammenhæng mellem de forskellige bands musik. ‘Fremmedgørende’ var der ord, som oftest havnede i notesblokken,

Vi lægger ud med Hetz. Duoen består af Malthe Fischer og Kristian Olsen, som tidligere har udvist deres store kærlighed til elorgel, programmerede trommer og skiftevist heftigt effektmanipuleret guitar og synthesizere i nu hedengangne Oh No Ono. Rytmerne er i halvdelen af Hetz repertoire en uomgængelig ramme, de hamrer derudaf på en næsten klaustrofobisk post-punket facon, mens den anden halvdel af numrene domineres af elorgel og Fischers karakteristiske vokal, som i stedet hensætter referencerne til 60’erne. Lyder det usammenhængende? Det var det ikke. Elorglets umiddelbare forbindelse til følelser skabte sammenhæng mellem de ovenstående beskrivelser, og gjorde det knap 30 minutter lange show akkompagneret af Andreas Munkgaards udflydende visuals fra forskellige karakteristiske steder i København til en fuldendt oplevelse.

Nicolai Koch var også del af Oh No Ono, og med et sandt kendis-lineup af hjælpemusikere, debuterede soloprojektet sine sange som en kvartet. PRE-Be-UN er det kryptiske navn, og selvom det kolde lydunivers er gennemført, var der langt mellem deciderede holdepunkter i numrene. Vokalen leverede ikke særlig meget struktur, og modarbejdede guitarens tilløb mod distinkte, næsten barnlige melodier. Et bevist valg? Garanteret, for det styrkede oplevelsen af PRE-Be-UN som fremmedgørelse i en ikke-punket eller repeterende lydform. Et gennemført valg, men fremmedgørende børnesange vinder nok ved at blive hørt i indspillede versioner.

Det virker absurd at beskrive et band, hvis musik ingen nogensinde har hørt som et hovednavn. Ikke desto mindre var Cancer aftenens trækplaster. Cancer er sammensmeltningen af Kristian Finne Kristensen fra Chorus Grants klassiske, folkbaserede sangskrivning med guitaren som primære instrument, og Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machines sfæriske vibrato og mere popeksperimenterende brug af synthesizere. To gode elementer i sig selv, men i sammensmeltningen tæt på magiske. I hvert fald i de numre, hvor vokalerne fik lov til at kontrastere hinanden og de enkle guitarriff rev lidt op i synthens flader. Det skabte bevægelighed i instrumenteringen, som bag Nikolaj Vonsilds stemme ellers kan drukne lidt. Samtidig er roen – og i trommernes tilfælde forudsigeligheden – med til at skabe et på en og samme tid roligt og foruroligende tilstand omkring duoen, som i koncertanledningen var udvidet til en kvartet.

Aftenens sidste indslag var en noget mere aparte koncertsituation. For et par måneder siden flyttede (endnu et) tidligere Oh No Ono-medlem til L.A. Men alligevel spillede Gooms aka Aske Zidore og amerikansk bosatte Suni Zacharias deres debutkoncert på Teater Grob. Det kan fint lade sig gøre at afvikle en Skype-koncert, især hvis man tager 10 sekunders forskydning mellem lyd og billede som morsomt. I stedet for de to musikere stod der fire dansere på scenen, og i stedet for visuals blev en skype-transmitering af bandet projekteret op på lærredet bag danserne. Omgivelserne overskyggede måske nok lidt for oplevelsen af musikken, men det var ideer om 60’er melodier, højt energiniveau, aparte skift og en til tider mathrocket rundtossethed som satte sig fast, og fuldendte oplevelsen af fire projekter, man virkelig kan håbe på snart udgiver noget.

PRE-Be-UN har netop udgivet Coral Carol på kasettebånd via Tambourhinoceros. Køb det her.
Cancer er lige blevet signet på Tambourhinoceros. Hvorvidt en udgivelse er på vej vides ikke.