Livestemning

Slut, plut, finale: Årets opture fra Roskilde Festival

Af Peter Pishai Storgaard den 4. juli 2016

Den er mandagen derpå. Mandagen efter den 46. udgave af Roskilde Festival, og mine sædvanlige Roskilde-blues er begyndt at indfinde sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af en festival med meget få hovednavne – og de få, der så var, virkede fejlcastede eller leverede ganske middelmådige oplevelser. Og hvor de største kunstneriske oplevelser var henvist til Avalon og Arena. Neil Young undtaget i begge tilfælde, naturligvis.
2016-udgaven af Roskilde Festival vil også stå tilbage som året, hvor den irriterende tendens med urimelige mængder af småsnak, som har plaget mange andre festivaler rundt i landet, også ramte landets største festival. Det var især håbløst på Gloria (omend Avalon og Pavilion heller ikke gik fri), hvor de intime rammer blot virker forstærkende på folks idioti. Jeg ved ikke, hvordan man løser det, men det kunne være dejligt med lidt større respekt for både artisterne og ens medmennesker, som rent faktisk er kommet for at høre musikken. Man skulle jo mene, at der er plads nok andre steder til at vende verdenssituationen uden at ødelægge andres festivaloplevelse.
Men den her artikel var egentlig tænkt som en hyldest til alt det gode på årets festival, så lad mig slutte opsangen her og i stedet fokusere på det bedste blandt de 32 koncerter, jeg nåede at høre i år.

Palace Winter, Rising
Jeg er helt tosset med den dansk/australske-duo, og det er især deres evne til altid at levere nærværende og begejstrede koncerter, som har fanget mig. Frontmand Carl Coleman besidder al den charme, man kunne forvente sig af en australier, og den charme i smuk duet med Palace Winters musik matchede den solbeskinnede søndag aften til perfektion.

Reykjavíkurdætur, Countdown
De seneste uger har været en lang sejrsparade fra vores islandske overboer. Først skøn-smadrede Sigur Rós Northside Festival med den bedste koncert i Ådalen i år, dernæst HU-smadrede deres fodboldhold blandt andre England i Frankrig, og tirsdag var det så de på dagen 15 kvinder fra Reykjavíkurdæturs tur til at femi-smadre den spritnye Countdown-scene. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente på forhånd, men jeg fik en hiphop-fest med klare budskaber mod sexisme, diskrimination og manglende solidaritet – leveret på et islandsk, som ligger meget langt fra det, de fleste af os kender fra blandt andre Sigur Rós og Ásgeir.

Aurora, Pavilion
Åbningskoncerten på den første musikdag viste sig også at være en af de bedste. Aurora var i absolut topform og med en inderlighed og en sårbarhed, som er de færreste forundt, tryllebandt hun Pavilion i den lille time, koncerten varede. Der var vanvittigt mange nordmænd til den koncert, og det forstår man jo godt. De kan godt være stolte af deres lille landskvinde med den store stemme!

Courtney Barnett, Avalon
Courtney Barnett var mit ubetingede must see, inden jeg tog af sted på festivalen. For mig er “Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit” et af de bedste albums, der er udkommet de senere år, og jeg havde set meget frem til at opleve australierens tvetydige og ironiske lyriske univers i levende live. Og jeg blev ikke skuffet. Efter en lidt blød start foldede Courtney Barnett sig ud med en fantastisk energi og hit som “Avant Gardener”, min yndlingssang “Elevator Operator” og nummeret med den bedste linje i moderne musik – “Give me all your money // and I’ll make some origami honey” – “Pedestrian At Best”. Summen af det blev en koncert, som for mig står som årets højdepunkt.

Blood Orange, Avalon
Denne koncert kunne lige så godt have været årets bedste, hvis bare bandet havde leveret en lige så overbevisende indsats som hovedpersonen Dev Hynes/Blood Orange – som Shy Shy Shy også var inde på, da vi snakkede med dem dagen efter koncerten. For Dev Hynes er fandme talentfuld! Hans produktioner og hans sangskrivning fås ikke meget bedre, og selv hans dansemoves er svære at hamle op med. Lyden svigtede hans vokal lidt et par gange undervejs, når han gik helt ned og nærmest talte til publikum, men ellers er der ikke mange fingre at sætte på manden, som netop har udsendt sit tredje album – “Freetown Sound”. Herfra skal der i øvrigt lyde en klar anbefaling til at lytte til det album, som allerede nu fremstår som et ekstremt stærkt politisk værk.

Blood Orange – Augustine

Highasakite, Avalon
Hvorfor er Norge så fantastiske i disse år? Jeg ved det ikke, men det er virkelig en fornøjelse. Highasakite gav os den koncert, som både CHVRCHES aftenen forinden og M83 senere på dagen gerne ville: En komplet elektropopfest, som indeholdt en tilpas variation til, at den ikke virkede ensformig. CHVRCHES gjorde det også fremragende, og man kan nok med rette argumentere for, at deres hits er lidt mere syng-med-bare end Highasakites ditto, men Highasakites musikalske dybde sejrede alligevel til sidst. For når man på den ene side kan lave et cover, som forbedrer et i forvejen godt Bon Iver-nummer, mens man på den anden side kan sætte gang i en popfest, så ved man, at ens musikalske spekter både er utroligt bredt og kvalitetsmættet.

https://soundcloud.com/propellerrecordings/indian-summer

Car Seat Headrest, Pavilion
Jeg har egentlig allerede sagt, hvad der skal siges om koncerten med Car Seat Headrest i denne artikel, så jeg vil bare konkludere, at det bestemt godt kan betale sig at blive sent oppe på Roskilde Festival og tage til nogle af de mindre koncerter. Will Toledo belønnede i hvert fald de trofaste fans denne aften med en virkelig solid koncert i bedste lo-fi grunge stil.

Dillon, Gloria
Mens de fleste andre tog hjem efter MØ-koncerten eller stillede sig i kø til LCD Soundsystem, tog jeg et smut forbi min gamle kærlighed, Gloria. I jagten på en oplevelse, som for alvor kunne blæse benene væk under mig. Tyske Dillon gjorde ubetinget sit bedste, men de førnævnte udfordringer med for meget småsnak var særligt udbredt under netop denne koncert. Det var vanvittigt ærgerligt og synd for Dillon, som i den grad havde besluttet sig for at lade sig blotte og dedikere sig fuldstændig til sit publikum. Højdepunkterne kom i form af fællessang på den hyggelige “Tip Tapping” og så naturligvis hendes helt store hit “Thirteen Thirtyfive”. På disse numre formåede hun endelig at få (det meste af) publikums fulde opmærksomhed.

https://soundcloud.com/dillonofficial/dillon-thirteen-thirtyfive

Der er selvfølgelig flere andre koncerter, jeg kunne have nævnt her. Tame Impala var fremragende, Mac Demarco var pissesjov, og Qwanqwa var både rørende og livsbekræftende. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg også håber at have, når jeg om et år forhåbentlig igen har mulighed for at gøre status efter endnu en udgave af Roskilde Festival.

Feature

Året der gik – del 4: Årets album

Af Peter Pishai Storgaard den 28. december 2015

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.

Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!

Del 1: Årets bedste koncerter
Del 2: Årets nummer
Del 3: Årets nye navn

Årets danske album

3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.

2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.

1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.

Årets udenlandske album

5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.

4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.

3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.

2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.

1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.

Bonus liste: Årets mest interessante album
Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.

Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!

Blaue Blume Braids courtney barnett Mew shamir Shy shy shy soak Tame Impala unknown mortal orchestra