Fra onsdag til lørdag i sidste uge sprang jeg min eksamenslæsning over for at smelte sammen med en sort og svedende sværm af voksenbørns-vibrationer, venlig voldelighed og stadig voksende vomme til COPENHELLS 10-års jubilæum. Det er den bedste overspringshandling, jeg til dato har gjort mig, og allerede efter første dag, hvor jeg vågnede med krampe i min hornhånd efter at have kastet stive djævletegn til Eagles of Death Metal, har jeg ikke været så spændt på at drage mod en festival, som til mit første år på Roskilde i ’10. Min første oplevelse på Copenhell var en kæmpe optur, og det bliver bestemt ikke den sidste.
I denne todelte feature vil jeg dele “The Black Feeling”. – Først med en stemningsreportage over, hvad der er så magisk ved den mørke genres grænsesøgende adfærd og kreative tilgang til kropsudsmykning, massive moshpits, mjød fra horn og metal-merchandise, og dernæst med en koncertreportage fra de fire dages tunge toner.
Krig og kærlighed
Min veninde går med hastige skridt foran mig. I hånden har hun en bærebakke med seks nyskænkede fadøl. Det er sidste dag på Copenhell, og vi er begge ved at flyde over af stemningens glæde, nye sanseindtryk og musikalske oplevelser. Hun kigger stolt tilbage og smiler. Øllene skummer, og ud fra hendes udtryk, kunne remmen til bærebakken lige så godt have været styret til en barnevogn. Lystigheden ændrer sig dog hurtigt, da en fuldfed skonnert hamrer direkte ind i hende, så størstedelen af de gyldne dråber spildes og absorberes af træflisen under os. Jeg forventer en scene fra mindst en af dem, men i stedet giver de hinanden et stort, solidarisk kram. Den distræte mand tilbyder at købe en ny bakke, men får i stedet erstattet sin dårlige samvittighed med sjatterne fra bakken, der lige akkurat rækker til en enkelt øl. Mr. Drunk Lord lover, at han giver en omgang til næste år, hvis han altså ”støder ind i os igen, høhø”. Med øllen i hånden tøffer han videre mod farrockernes ypperste favoritter; Scorpions, og ét smil bliver til flere.
Episoden er blot et lille eksempel på den venlighed, glæde og taknemmelighed, der hersker på den betonbeklædte Copenhell-plads, hvor krig bekæmpes med kærlighed og ingen fortrækker en mine, hvis du spilder øl på deres sorte vandrestøvler eller i forvejen beskidte battlevest.
Mode i metalkulturen
Til de som ikke er bekendt med en battlevest, er det en jakke af denim eller læder, ofte med afklippede ærmer, som metalfans spækker med patches og badges med bandnavne. Kærligheden til metalgenrens fællesskab bæres uden på tøjet, og vesten er et must for veteraner på metalfestivaler. Til vesten følger omtrent lige så mange uskrevne love som til studenterhuen, og der er noget befriende (og pænt klamt) over, at man fx ikke må vaske vesten, uanset hvor meget mudder eller pis, den har kæmpet med i en moshpit. Alle er klamme på Copenhell, og der er ikke nogen Ganni-kjoler eller Hunter-gummistøvler, som bliver mopsede, hvis man spilder en øl eller træder dem over tæerne.
Social safari i skærsilden
En kolossal diskokugle formet som et dødningehoved byder os velkommen i Biergarten. Her kan du få askens øl og høre coverkoncerter med bands som Iron Maiden og Dio, der enten ikke er blevet booket til årets program eller ikke lever længere. Copenhell er som en social safari, hvor mennesker, døde dyr og noget der ligner en blanding af de to, lever sammen i flammernes fortrolighed.
Aldersgennemsnittet er lige så højt, som flertallets tindinger, men der er da også babyer udstyret med gevaldige høreværn at spotte. Festivalen er for alle. Det er den mørkeste afkrog af junglen, som du med din fornuft højst sandsynligt vil undgå, hvis du ikke er til dødsmetal. Men hvis du først forvilder dig ind i det mørke krat, vil du opdage, at der ikke er langt mellem himmel og helvede, når Live Nation åbner portene til deres metalbal på Refshaleøen.
– Specielt ikke når du har et R.I.P.-armbånd, der giver særadgang til et eksklusivt område med barer med udvidet mad- og drikkevarer-sortimenter, en tribune med udsigt over Pandæmonium-scenen og ræve og andre udstoppede dyr i baren (vigtigt!!).
I R.I.P optræder også strygere, og hvis det ikke er art med en intim symfoni-koncert på Copenhell, så ved jeg ikke, hvad det er.
Det sorte samfund
Copenhell er et ’evil-eldorado’ med faciliteter, der er vilde nok til, at du ville kunne leve derude. Pladsen er beriget med en kirke, hvor du kan gå til metalmesse og angre din syndere, hvis du har sneget dig ind til Sweet Burlesque-show.
Psykologen i Copenhell er erstattet med et smadreland, hvor du kan få aflad fra dine indre aggressioner ved at hamre løs på gamle lig.
Trænger vandrestøvlerne til en udskiftning, kan du købe ægte slangeskindsstøvler fra lædersmeden, som er ligeså badass som Nicolas Cage’s frakke i Wild at Heart. Vil du bryde battlevestens første regel og vaske dit overtøj, kan du bytte de hårde hvidevarer ud med sorte og købe en Copenhell-vaskemaskine på auktion.
Når maven begynder at growle …
… kan du stille appetitten med alt fra veganske falafel-bowler til fritter og pølsemix, der selv for en vegetar får mundvandet til at løbe. Skal den søde hugtand forkæles lidt, kan du fanden-hjælpe-mig også få bland-selv-slik i helvede … Copenhell har jo alt!
Når du får lyst til at drikke Thors horn i ét drag …
… kan du først og fremmest slukke tørsten i øl og mjød fra lange, snoede drikkehorn. Hvis du ligesom mig nærmest brænder dig på folks bebrejdende øjne, der gløder ligeså rødt som Eddie the Heads laserøjne (maskotten fra Iron Maiden),når du siger, at du ikke kan lide øl, kan du ty til andre alternativer som fx en ’black’, der er Copenhells svar på en Espresso Martini eller en Irish Coffee, der går under navnet ’Sort Magi’. – De er begge uforskammet gode!
Skal der gives en lille kritik, kunne Copenhell godt tage ved lære af Roskildes vandstationer og uddele væske i pitten. Ryge-græs, sved og støv er ikke ligefrem en god cocktail, men man kommer næppe udenom den, og vandstationer ville derfor gøre underværker.
Mørk musikalsk magi
Da vi cykler hjem efter første aften på Copenhell, tordner det i horisonten. Kort tid efter åbner himmelporten sig og et kæmpe skyld rammer os blødt, vådt og varmt. Vi har det som Nathalie Portman i den ikoniske regn-scene i V for Vendetta. Jeg får lyst til at smide begge arme over hovedet og råbe ”God is in the rain!”
Det er vores første år på Copenhell. Vi har lige fået taget vores metal-mødom. Er det et tilfælde, at det begynder at regne? We think not! Det er dåben. Den renser os og gør os klar til de tre officielle musikdage. Den gør os, og gør os klar til Tool, som har været blandt mine højesstående, musikalske live-ønsker de sidste ti år. Faktisk er bandet hele grunden til, at jeg tog på Copenhell – i første omgang. Senere er metalen vokset vildt på mig.
En totaloplevelse med Tool
Jeg er uden pis blevet en af de bedste koncertoplevelser i mit kvarte århundrede rigere. Hold kæft et sindsygt set-up! Maynard James Keenan indtræder scenen med en stiv hanekam og mørke øjne. I baggrunden indstilles et hav af projektører, og en syvstjerne sænkes i takt til lyden af en bankende puls. Min krop prøver at bevæge sig til rytmerne fra den tunge bas, den gennemborende guitar og de skæve, men perfekte trommeslag, men kroppen falder konstant ud af takt. Den kan ikke følge med, selvom jeg kender hvert nummer ud og ind. Musikken er for snu og intelligent. På et tidspunkt prøver folk at klappe med, men bliver på ingen tid sat ud af sporet. Just don’t …
Jeg går i alarmberedskab, da en kolossal moshpit tager form foran mig, men få sekunder efter bliver jeg kastet rundt i den, og musikken står til min store overraskelse skarpere! Tumulten i moshpitten går på Copenhell under betegnelsen “dans”. Hvis en stor kleppert møver sig frem i pitten, smiler folk og giver ham (oftest mænd) et kærligt puf i moshpittens retning, og siger “han skal ud og danse!”.
Det yderst kunstneriske lys- og sceneshow var genialt og må være art-metallens svar på en Björk-performance. Tool leverede ligeledes lovende numre fra det kommende album, og jeg har svært ved at vente, til det rammer gaden!
Slash var en slatten starut
Hvor Tool gik langt over forventningerne, leverede den gamle Guns n’ Roses-guitarist, Slash, en performance som stemte helt overens med mine forventninger. Guitarikonet går på scenen uden introduktion, og begynder fladt og lige på hårdt at jamme. Under den høje hat og de mørke Aviator-solbriller ligner han en pumpet grillkylling med Sidney-Lee-kulør. Han er teknisk dygtig, dét skal han have. Det samme er forsangeren Myles Kennedy. Problemet er bare, at de er åndsforladte, og at musikken er død-kedelig. Slash minder mig om en gamle skolelærer, der kan hele sit repertoire på rygraden, og som kun er mødt op for at tjene sin hyre. Højdepunkt var klart, da de spillede Night Train, og koncerten havde bestemt ikke taget skade af flere Guns ’n Roses-klassikere.
Min ven og jeg taler om, at old school-rocken er outdatet. Folk kommer udelukkende til en koncert med Slash for at sætte hak på tjeklisten over sete koncerter, og de vil ikke vide hvor mange groupies, han har bollet efter sine sets.
Stone Temple Pilots og Slipknot var omtrent lige så tamme og intetsigende som Slash, men jeg havde da mit moment til monster-maske-bandet på Before i Forget, som alle der har prøvet at tappe plastikhalsens knapper løs i Guitar Hero 3, ville have optur på at høre live.
Det svenske 90’er punk-rock-band Refused var til gengæld et kæmpe hit! De fik et band som Stone Temple Pilots til at blegne med dynamisk energi. Forsangeren Dennis Lyxzén er den første heavy-dude, jeg har set med et trampstamp. Det er første – og nok også sidste – eksempel på, at tramp-stamp til mænd faktisk kan være pænt frækt. Lyxzén sprang rundt som en rock-ballerina og blandede femininitet og maskulinitet med groove og Bowie-bevægelser.
Har folket brug for en rock revolution?
Det spurgte jeg mig selv om efter at have set det britiske rock/reggae band Skindred fra Wales, som blander metal, reggae, punk og hip-hop. Ifølge mig har den, og efter publikums reaktioner, da Skindred samplede stykker som Sound of da Police eller California Love til et hav af opløftede og rokkende arme, er jeg vist ikke alene om ønsket.
Jeg er vild med nummeret ”Power”, hvor det det alternative metalband sampler Kanye West, og så var det et episk syn, da publikum smed trøjen foran Pandæmonium-scenen og svingede dem rundt som en propeller.
Haka-krigsdans og headbanging.
Et andet gyldent moment var da de newzealandske teenage-trashere fra Alien Weaponry, som varmede publikum op med haka-krigsdans inden de gik på scenen og performede et fremragende show, der efterfølgende har fået mig til at anerkende headbanging som en sportsgren.
Dansk/norsk/tyske Heilung er også et eksempel på en alternativ form for mørk musik. Faktisk har gruppen genremæssigt ikke meget med metal at gøre. Snarere er der tale om mørk middelaldermusik, stoner-rock og en form for techno. Koncerten var mindst ligeså tryllebindende, som sidst jeg så dem i Koncerthuset, og det var magisk at lade sig drømme væk på en shamansk rejse i de lange, dystre trance-numre. Koncerten fandt sted kort tid efter Slipknot, og Heilungs dystre kropsudsmykning bestående af hjelme med gevirer, pelstøj og sort kropsmaling, var langt mere rædselsvækkende end Slipknots masker. En trefork sammenstøbt af to røde dildoer lagde heldigvis en dæmper på uhyggen, da den blævrende hoppede op og ned til rytmerne foran mig.
Et galt gøglershow
Den amerikanske sanger og filminstruktør Rob Zombie leverede et gøglershow af højeste kaliber. Hans optræden var som metallens svar på Monty Python, hvor bandmedlemmerne lignede zombier i pyjamas. Guitaristen med det hvidmalede ansigt, sorte kors over munden og lille kaninoverbid lignede Pjerrot, der havde forvildet sig ombord på Spøgelsestoget på Bakken. – Og hvis man tror på reinkarnation, kan Bob Marley meget vel gemme sig i en af Rob Zombies mange fedtede dreadlocks.
I baggrunden figurerede kultklip fra nogle af horror-instruktørens splatter-film med eksplosioner, kvinder med store kanoner og aliens med umådeligt store lemmer. Hvis man er til Wallmanns dinner-show, har man nok været meget godt underholdt. – Jeg havde en fest. Især fordi Rob Zombie var til stede og leverede et show; han hoppede ned til publikum, skiftede kostume tre gange undervejs, og mest af alt fordi han sluttede koncerten i en tanktop med Mariah Carey afbilledet på brystkassen.
Scorpions var nogle gamle rock-rotter, der nok havde gjort bedst i at stoppe for mange år siden. Klaus Meines stemme har hørt bedre tider, og så var deres sceneshow spækket med dannebrog-flag, som virkede malplaceret, da bandet er fra Tyskland. Heldigvis er det politiske valg overstået og enhver mistanke om DF-propaganda blev fejet af vejen. Flagene blev hurtigt erstattet af en mur af pumpende boomblastere og visuelle eksplosioner og så lignede trommeslageren Ulla Terkelsen på testosteron. Jeg var underholdt, men træt, og endte med at gå efter fem numre, da de endnu ikke havde spillet nogle gamle numre. Det havde ellers været magisk at gå på ferie til Holiday.
Copenhell er en hyggelig metal-niche-festival
Generelt savnede jeg mere diversitet i programmet på Copenhell og en større genreblanding. Med det sagt betyder det ikke, at line-up’et skal læne sig op af Tinderbox’, men for mit vedkommende bliver det en anelse tungt i længden med growl og hardcore metal. På den anden side er det en metal festival, og netop metallen gør Copenhell unik. Der er noget autentisk og råt over rigtige instrumenter med (for det meste) ren lyd, som ikke kommer fra en ung teenager bag en DJ-pult.
Copenhell er for real, og hver festival har sin charme.
Træt og opstemt sjoskede jeg lørdag aften under banneret med teksten “See you in 2020” og forlod pladsen.
TAK for nu Copenhell. Vi ses til næste sommer, hvor jeg har erhvervet mig et par cowboy boots i slangeskind, og skal sætte det første patch på min battlevest. Til den tid har jeg lært at headbange og måske fået en tatovering mere (ikke et trampstamp). Det er også sandsynligt, at jeg hiver min far med. Han er allerede overbevist om, at atmosfæren i en moshpit er for sindssyg – by all means. Jeg afrunder artiklen med omkvædet fra dét Scorpions-nummer, jeg aldrig fik med, men som skildrer festivalens stemning på kornet:
