Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.
Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.
Foto: Matias Flensborg
At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.
Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.
Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.
Årets festival er for mig en lidt kortere fornøjelse end normalt, da jeg først ramte den solramte dyrskueplads onsdag. Derfor var Communions årets første koncert for mit vedkommende, efter jeg noget jetlag-ramt efter 30 timers flyvning fra New Zealand havde bevæget mig ud på festivalpladsen. Om Communions også led af jetlag, kan jeg ikke svare på – måske var det bare lydmanden – men bandet startede overraskende usikkert ud med deres nyeste nummer “Wherever“, og jeg frygtede for en stund, at det talentfulde band skulle drukne i utidige effekter og overdreven diskant. Men sådan gik det heldigvis ikke.
Communions, som i år var blevet forfremmet fra sidste års Rising-scene til Pavilion, formåede at spille sig varme, og på både “Summer’s Oath“, “Children” og ikke mindst “Cobblestones” midt i koncerten mærkede både jeg og et ellers ret forsigtigt publikum det unge punk/powerpop bands store potentiale. Når jeg alligevel har fat i publikum, så var det ret tydeligt, at der var tale om en af årets første rigtige koncerter i høj solskin. Det meste af teltet virkede døsigt, og om det var den dårlige start, varmen i teltet eller bare konkurrencen fra Minds of 99, som skræmte folk, ved jeg ikke, men der blev desværre tyndet gevaldigt ud blandt publikum undervejs, hvilket var synd, da Communions netop præsterede bedre og bedre, desto længere koncerten skred frem. Og det hele sluttede da også med det forventelige brag i form af P6 Beat-hittet “So Long Sun“, som sågar formåede at vække publikum op til dåd, inden det altså var slut, og den jetlag-ramte skribent (og lydmand) kunne få fred.
Så på trods af startvanskeligheder, viste Communions ligesom sidste år, at de er et unikt indspark på den danske musikscene som et eklektisk mix mellem The Cure, The Smiths og Cloud Nothings. Og jeg er sikker på, at de står foran et større gennembrud, når de altså lige slipper af med de sidste børnesygdomme. For de viste i glimt, hvor fantastisk et liveband de er, og det talent bør dyrkes af både band og publikum.
Om ganske få timer slår Roskilde Festival dørene op til syv dage med musik og mere end 175 kunstnere. Men hvad skal Regnsky-redaktionen høre? I dag bringer Morten som den sidste i Roskilde-redaktionen sine fem anbefalinger (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix)
Allerede for halvanden uge siden kunne Roskilde Festival melde udsolgt af samtlige 80.000 partout-billetter. Det er andet år i træk, at festivalen sælger den sidste billet forud for opstarten.
Hvordan sælger man så en festival? Kan det virkelig betale sig, at vi på Regnsky påtager os ansvaret for at promovere de bedste, mest interessante artister lige nu? Roskilde Festival har tilsyneladende ingen problemer med at omsætte udbuddet af festivalbilletter til et publikum, der hungrer efter livekoncerter, øl-bowling og orange feber.
Svaret er ja. For mens mange planlægger deres program helt ned til detaljerne, så er der også mange, der på spontan vis risikerer at løbe ind i en koncert, der helt uventet udvikler sig til en ny, hed kærlighed mellem musiker og festivalgæst.
Det er også sket for mig. Fra Tokyo Police Club på Pavilion Junior i 2008 til Apollo-koncerten med James Holden sidste år. Men risikoen for, at man overser en kunstner på det 175 navne store program, som ellers ville have været det perfekte Tinder-match, er i ligeså høj grad til stede.
Fem anbefalinger
Og her har jeg også stirret mig så blind på et navn, at jeg har misset nogle artister, som jeg i dag ville have skrevet på min must hear-liste. Derfor er det vigtigt for mig, at hele listen, måske lige foruden Kygo, Pharell Williams og Suspekt, bliver lyttet igennem for at give kunstnerne – og mig selv – en chance.
Jeg har nu været hele listen igennem, og inden jeg pakker de sidste vådservietter, rene strømper og dåser leverpostej ned i idrætstasken og drager ud på Dyrskuepladsen, så vil jeg anbefale fem navne, som jeg glæder mig rigtig meget til at opleve for første, om end ikke sidste gang.
Communions – Pavilion, onsdag, 18.00
Danske Communions har utvivlsomt vundet en masse hjerter med den selvbetitlede ep, der udkom tilbage i maj – herunder mit. Forud for opfølgeren til 2014-debuten ’Cobblestones’ var det mit indtryk, at de danske drenge blot var en popdestilleret udgave af kollegerne og vennerne Iceage og Lower (tak for det udtryk, Adam Thorsmark). Men Communions har med deres nyeste udspil ramt en nerve og fundet sin helt egen hylde med lige dele new wave, post-punk og balearica, som eksempelvis fosser ud af åbneren Forget It’s a Dream. Og så er Summer’s Oath, So Long Sun og især Out Of My World fantastisk post-punk med den rette mængde pop som krydderi.
Communions – Out Of My World (fra Communions EP)
Jungle – Avalon, torsdag 21.00
Briterne Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson har kendt hinanden siden barndommen, og spillet musik sammen igennem en årrække. I 2013 fandt de deres hylde som Jungle, hvori de henholdsvist indtager pseudonymenerne J og T. Som Jungle leverer de popovertrukken neo-soul, der charmerer og smitter af på danselysten. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2014 er en solid hitparade, og selvom der ikke sker den store variation over albummets 12 numre, så bliver det interessant at se, når festlighederne folder sig ud live. Og når de indtager livescenen, sker det i selskab med en masse musikalske venner fra hjemstavnen.
Deres musik er fyldt med glæde, og Avalon kommer til at stå overfor en vaskeægte dansefest, når de på torsdag lægger vejen forbi Roskilde Festival.
Run The Jewels – Arena, fredag, 21.00
Samarbejdet mellem producer/rapperen El-P og rapper/aktivist Killer Mike som Run The Jewels er de senere år blevet betragtet som en af de mest hypede hip hop-duoer netop nu. Samarbejdet har indtil videre kastet to anmelderroste albums af sig, og sidste år blev hypen omsat til en anmelderrost første koncert på dansk grund, da de i december 2014 gæstede Pumpehuset.
Min baggrund i hip hop og i Run The Jewels-medlemmernes historie er på et lille sted. Alligevel ser jeg frem til en hip hop-lektion fra den anden side af Atlanten, når El-P’s projektilskarpe produktioner skyder sig ud over Arena.
Run The Jewels – Oh My Darling Don’t Cry (fra Run The Jewels 2)
Nils Frahm – Avalon, lørdag 20.00
Nils Frahm gæstede faktisk Roskilde Festival i 2012, men en uopmærksom Morten endte med fuldstændig at overse den tyske pianist på musikprogrammet. I mellemtiden har et enkelt nummer åbnet op for en hel verden indtil en pianist, der i et moderne udtryk kombinerer klassiske ritualer med synthesizers, de-tuners og midi-trommekicks. Det er selvfølgelig Says fra livealbummet Spaces fra 2013, hvor også ravers og klubgængerne fik slået øjnene og ørerne op for tyskerens evne til at forene repetition, epos og jagten på et klimaks.
Hvis man skal indstille forventningerne til Nils Frahm gør man klogt i at tjekke den tyske pianists åbningskoncert på kroatiske Dimensions Festival fra 2014 ud. Hvis man vil tryllebindes og hypnotiseres på dette års Roskilde Festival, kan Nils Frahm meget vel være din heksedoktor.
Clark – Apollo, lørdag, 21.30
Britiske Clark er alt det, den elektroniske headliner Kygo fra Norge ikke er. Og så alligevel ikke. For mens deres forskelle er symboliseret i den typiske kategorisering – medierne kan godt lide at bruge det elitære label IDM (intelligent dance music) på Clark, mens Kygos lyd oftest kaldes EDM eller ’electronic dance music’ som et symbol på den poppede appel til den laveste fællesnævner) – så jager Clark og Kygo de samme følelser, tilflugt og epos.
Clarks musik knitrer og buldrer og sender hyldester ud til ambiente kolleger som Boards of Canada og Aphex Twin, inden britens formel indtager en helt nye klæder på den næste skæring. Alene albummet Body Riddle fra 2006, et af mine absolutte favoritter og første åbenbaringer ind imod IDM-lyden, bør være grund nok til at lægge vejen forbi koncerten på Apollo, som ifølge Roskilde Festival kommer til at være en hel ny skikkelse i forhold til tidligere år.
