Tag: chance The Rapper (2 indlæg)

Livestemning

Deerhunter – Psykedelisk paradisvandring endte i skuffelse

Af Peter Pishai Storgaard den
Deerhunter-Dimitrios-Kambouris

Man frygtede det værste på forhånd. På pladsen spredte rygterne sig om, at Deerhunter for nylig havde aflyst en koncert i Dublin. Og med Drake og Chance The Rapper-erfaringer i baghovedet hjalp det ikke på folks tyndslidte nerver, at de ekstreme metalhoveder fra Carcass valgte at gå et kvarter over tid; ej heller at portene til pitten først blev åbnet et kvarter, inden Bradford Cox og venner efter planen skulle indtage Arena.

Men bekymringerne blev lynhurtigt gjort til skamme, da den androgyne forsanger under de forsinkede lydprøver med en vidunderligt støjende version af den amerikanske nationalmelodi, ”The Star-Spangled Banner”, fuldstændigt overdøvede den stakkels danske teknikers forsøg på at speede tingene lidt op.

Værsgo. Så var vi ligesom budt velkommen ind i Bradford Cox’ paradoksale univers, hvor alle er velkomne, men hvor der kun eksisterer en hersker: Nemlig den nærmest uhyggeligt tynde mand med den unikke stemme og det nærmest ubegrænsede rytmiske talent.

Jeg selv var fysisk placeret allerforrest i pitten, og jeg skulle bare kigge op for at få øje på Bradford Cox og Bradfords bedste ven Lockett Pundt, som nogle måske bedre kender under hans alias Lotus Plaza. Derfra var jeg under koncerten vidne til en ret forbløffende generationskløft.

Jeg har længe tænkt på Deerhunter som et ret nyt band, hvor de største fans selvfølgelig havde været med fra starten, men det er alligevel snart 10 år siden, at bandet udsendte sit første studiealbum Turn It Up Faggot. Det album blev dog ikke besøgt denne eftermiddag, men det gjorde i stedet både 2007-albummet Cryptograms, mit favoritalbum fra 2008 Microcastle, samt 2009-EP’en Rainwater Cassette Exchange, megasuccesen fra 2010 Halcyon Digest – som enhver Deerhunter-nybegynder i øvrigt bør kaste sig over – og så selvfølgelig sidste års Monomania.

Men et hurtigt blik rundt blandt mine medsammensvorne i forreste række afslørede to ting: At jeg er ved at blive gammel, og at Deerhunter har en opdelt fanbase. For mens jeg blev ramt af genkendelsens glæde ved åbningsnummeret ”Agoraphobia” fra Microcastle og nærmede mig ekstase i en sådan grad, da bandet sluttede koncerten af med en godt 10-minutter-lang version af ”Nothing Ever Happened” fra samme album, så blev det først rigtig fedt for mine sidemænd, da ”Neon Junkyard” fra Monomania blev larmet ud af de stakkels højtalere et kvarters tid inde i koncerten.

Deerhunter – Nothing Ever Happened

Og ”fedt” er måske det helt rigtige ord til at beskrive denne koncert, for det er virkelig svært at sætte mere detaljerede ord på koncerten eller på bandet for den sags skyld. En veninde spurgte mig inden koncerten, om hvem Deerhunter mindede om, fordi hun havde fået dem anbefalet. Jeg kunne simpelthen ikke svare på spørgsmålet. For de minder på en gang om en masse bands, men samtidig findes der bare ikke et band, hvor man kan sige, at ”de lyder som Deerhunter.”

Men Deerhunter behøver jo heller ikke at lyde som andre. Og ingen kan lyde som Deerhunter. Hvorfor ikke? Fordi Bradford Cox.

Uanset om man under koncerten tilhørte Microcastle-generationen eller Monomania-generationen – det lyder stadig mærkeligt – så havde man stadig en fælles forståelse. En forståelse af, at man var vidne til noget unikt, og en forståelse af den magi, som ”Agoraphobia”, den postpunkede ”Neon Junkyard”, den underligt psykadeliske ”Rainwater Cassette Exchange” og shoegazevidunderet ”Desire Lines” fra Halcyon Digest har til fælles, selvom de umiddelbart burde appellere til et vidt forskelligt publikum. Men det gør de bare ikke. Fordi Bradford Cox.

Koncerten endte som en paradisisk showcase af Bradford Cox, tilsat en snert Lockett Pundt i en Christiania-hyldest, og vil for mig stå tilbage som festivalens største oplevelse. Ikke bare musikalsk, men som en helhedsoplevelse, hvor jeg var heldig nok til at blive lukket indenfor hos Bradford.

Hvad blev der af skuffelsen, tænker du nok? Det kom skam til allersidst – for Bradford Cox. Efter han halvvejs igennem koncerten havde kastet sin tamburin ud til den føromtalte gruppe fra Monomania-generationen, forsøgte han mod slutningen af ”Nothing Ever Happened” at lokke en af de orangevestede sikkerhedsvagter op på scenen for at spille på hans guitar. Svaret var nej fra den midaldrende kvinde, og det førte til, at Bradford Cox først satte sig som et lille barn på scenen, hvorefter han surmulende forlod det trægulv, som han i en time havde været enevældig konge over.

Men selvom kongen måtte forlade Arena i skuffet tilstand, så var det bestemt ikke tilfældet for os, hans midlertidige undersåtter. For os sejrede Bradford og hans venner – for alle generationer.

Deerhunter – Desire Lines

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Roskilde Festival 2014 – Mathias’ anbefalinger

Af Mathias Bacher den

Her på bloggen er vi altid glade når vi kan byde gæstebloggere ind i varmen. Vi har igennem bloggens snart seks år lange historie haft en del skribenter om bord, der enten har skrevet et længere eller flere korte gæsteindlæg. Under Roskilde Festival får vi besøg af Mathias Bacher, som vi første gang lærte at kende for sit arbejde med Støj Blog, der i sin levetid var en af landets klart bedste musikblogs, med sit fokus på undergrundsmiljøet, elektronisk musik og hip hop. I sit første indlæg vil Mathias opridse nogle af de navne han i særdeleshed glæder sig til at høre under Roskilde Festival, og vi på Regnsky glæder os til at få nogle musikalske tips, vi ikke normalt ville bemærke.

Jambinai – Torsdag, 17.45 @ Gloria

Hånden på hjertet, så når jeg nok ikke mange minutter af denne koncert. Jeg har lovet Morten at se Outkast (som jeg også ville have anbefalet, havde Morten ikke gjort det) åbne Orange, men med 45 minutters forskel på koncertstart, mon så ikke man nå en lille halv time? Sydkoreanske Jambinai er et helt nyt navn for mig, og lige netop et af de navne jeg ville ønske der var endnu flere af årets festival. Et af de navne man aldrig før har hørt (ja, ja, det er der sikkert nogen af jer der har) og som kun kan overraske og aldrig skuffe. Jambinai blander guitarbåren postrock og støjjazz med elektroniske loops, bambus-oboer, asiatisk musiktradition og efter sigende 1000 år gamle strengeinstrumenter – what’s not to like? Jeg vil i hvert fald være til stede om det så kun er få minutter.

Chance The Rapper – Torsdag, 21.00 @ Avalon

Hungrer du stadig efter mere hiphop efter at Outkast har hevet dig gennem en mere end 20 år lang hiphopkarriere, så kan jeg kun anbefale at rette ørerne mod fremtiden og skynde dig over til Avalon. Her giver det seneste skud på hiphopstammen Chance The Rapper nemlig sin første koncert på dansk grund, og selvom jeg personligt aldrig selv har overværet en hiphopkoncert, der kunne leve op til forventninger fra albummet, så tror jeg meget vel denne kan ændre det. Hans andet mixtape Acid Rap fra sidste år var et af mine favoritalbums sidste år, og som den ondeste influenza smittede det mig med godt humør helt ind i vinteren. Han kommer helt sikkert også til at lægge soundtrack til min sommer igen i år, og forhåbentligt bidrager han med en af de bedste koncerterne på årets festival.

Darkside – Fredag, 23.00 @ Avalon

Darkside

Da Nicolas Jaar og Dave Harrington tidligere på året gæstede Pumpehuset som Darkside med to totalt udsolgte koncerter var jeg blandt de få, der nåede at score sig en billet. Desværre var jeg også blandt de få, der i modsætning til de fleste ikke var fuldstændig blown away af koncerten. Måske var mine forventninger for høje, eller også var jeg bare ikke i det rette humør, men uanset hvad følte jeg aldrig den magi, der gjorde de to herres fælles debut Psychic til et af mine favoritalbums sidste år. Måske af samme grund er de et af de bands jeg glæder mig mest til på årets festival. Jeg glæder mig til at tage fejl, glæder mig til denne gang for alvor at forsvinde ind i Harringtons funky guitar og Jaars dragende beats og ikke mindst til at genhøre dette nummer, som trods alt fik mig til at flytte fødderne dengang i Pumpehuset.

Kelela – Lørdag, 19.00 @ Pavilion

”Gudskelov de ikke placerede hende i hoppeborgen” var den første tanke, der strejfede mig, da Roskilde for ikke længe siden offentliggjorde årets spilleplan. Kelela er nemlig mit absolutte ’must see’ på årets festival og eftersom hun på sin debut Cut 4 Me er bakket op af en række af tidens mest spændende producere (Kingdom, Jam City, Nguzunguzu for blot at nævne nogle få) havde jeg bange anelser. Så tak Roskilde! Tak fordi I har placeret en af de mest interessante nye R&B-stjerner på en scene, der trods alt lader hendes mørke, bastunge og fremadskuende storbylyd komme bedre til sin rette end ude på festivalpladsen blandt festivalstole, tis og støv. Tusind tak!

DJ Nigga Fox – Lørdag, 02.30 @ Apollo

Jeg har egentlig aldrig være den store fan af kudoro eller andre genrer med tråde til afrikansk dansemusik. Måske er det bare min blegfede krop der ikke kan ryste røven hurtigt nok, men uanset hvad har det aldrig for alvor vækket min nysgerrighed. Alligevel er der et eller andet ved DJ Nigga Fox, som har fanget min interesse. Efter at have gennemlyttet han seneste mix fra Sonar, der mixer mørk bas med lyden af Lissabons ghetto og masser af skørhed, så er jeg i hvert fald mere end overbevist om, at jeg trods min indædte avation i mod festivalens elektroniske scene Apollo, er at finde foran scenen sent lørdag nat.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *