Lørdag aften siver en note af røget græs gennem luften i Stauningsalen og forbi næseborene på aftenens håbefulde hiphop-hoveder. Der er en mangfoldighed af fyre iklædt oversize t-shirts med gyldne kæder om halsen. Det kvindelige publikum er få, men foxy. Fælles for alle er, at de er mødt op for at opleve det unge hiphop talent Saba, med sin første liveoptræden i Danmark.
Jeg har længe fulgt den 24-årige West Coast-rapper, der efter min mening er en af de mest undervurderede navne på hiphop-scenen lige nu. Hans tophøje lyriske skills, energiske og bløde beats og den ualmindeligt overbevisende vokal trækker mine associationer til Kendrick. – Han har da også samarbejdet med Mick Jenkins og Noname. Måske kender I ham fra bidraget til Angels i samarbejde med Chance The Rapper?
Saba er en af de kunstnere, der emmer af positiv energi og samtidig ikke er bange for at udtrykke personlige kriser i sine tekster. På debutalbummet Bucket List Project tager han sin hjembys forsvar og lyser Chicagos brutale omdømme op. Anderledes ser det ud på den nye plade Care For Me, der kredser om gadens høje mord- og voldsrater.
Tilbage i Stauningssalen står jeg og andre forventningsfulde koncertgæster og venter. Efter et kort change-over fra danske Josephin Bovién og en blød R’n’B opvarmning, tror jeg endelig at Saba skal til at gå på, men opdager desværre at det i stedet er hans dj Dam Dam, som kommer ind på scenen med en flaske champagne i hånden. Han starter med at tage en selfie med salen i baggrunden, mens han råber: “ARE YOU READY? FOR SABA?!” Spørgsmålet lyder hele tre gange. – Og det er vi… hver gang.
Saba viser sig at være hele ventetiden værd. Han går på scenen iført Nike-sneakers og en kasket med teksten CARE i panden. Kasketten beskriver Sabas selvsikre attitude spot-on, og han er mindst lige så charmerende i virkeligheden, som han er i sin optræden hos Tiny Desk Concerts.
Eftertænksom og dybsindig rap fylder rummet, der samtidig forvandles til et hav af hoppende hoveder og ’hands in the air’. Det kulminerer, da Saba slynger kendte sætninger som: “MAKE SOME NOICE!” eller “DENMARK! I LOVE YOU FROM THE BUTTOM OF MY FUCKING HEART!” ud i salen. Det er en cliché, og det virker.
Saba kommer bredt omkring hele bagkataloget, og det er særlig magisk, da han dykker ned i det første og mest muntre album og performer det dynamiske nummer Stoney, som afsluttes med en sprød sax. Jeg kan næppe være den eneste, der får associationer til Mac Miller – også selvom det er en farlig tanke, og jeg ikke håber, at Saba kommer til at lide samme skæbne.
Dj Dam Dams dj-set virker desværre lidt for letkøbt og “I press one buttonand there’s music”-agtigt. Jeg tvivler også på, om manden ville være i stand til at mestre en saxofon – særligt efter, der bliver kastet en kazoo op på scenen, og Dam Dam afslører, at han ikke ved, hvordan man anvender jordens mest banale blæseinstrument. Til gengæld ved han, hvordan man drikker champagne og trykker på knapper! Dam Dam afslutter hvert nummer med et bøvet brag, der lyder som en bokseringsklokke eller et kompressorhorn. Der er øjeblikke, hvor jeg kommer i tvivl, om jeg er til MMA i KB-Hallen eller til håndboldstævne i Herning. – Heldigvis fungerer selve lyden helt smooth, og når Saba rapper, er det tydeligt, at vi befinder os i Lille Vega.
Saba afslutter aftenen med det hårdkogte A Tribe Called Quest-agtige hit LIFE, der er baseret på tabet af fætteren og rapkollegaen Walter Long Jr., der blev stukket ned og dræbt blot 24 år gammel. De indre dæmoner får frit udspil, og det virker ikke sørgerligt, men som et break fra sorgen i form af massive beats. Da han tilmed smider blusen, er det som om 500 mennesker springer i den samme ophedet hoppeborg. Jeg forlader Lille Vega med en overbevisning om, at jeg ikke er den eneste, der er lidt høj på et nyt Chicago-crush.
Du skal gøre dig selv den tjeneste at opleve Saba næste gang, han turnéer! Og så skal du krydse dine fingre for, at han sin irriterende dj blive hjemme.
