Tag: Broken Twin (5 indlæg)

Feature

Året der gik – del 1: Årets bedste koncerter

Af Peter Pishai Storgaard den

December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året 2015 har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg først har brugt seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår, jeg kan huske. Det vil jeg forsøge at hylde via fire indlæg med forskellige personlige lister og kåringer.

Første del handler om det vigtigste af det hele, nemlig live-musikken, når jeg giver mit bud på årets bedste koncerter fra henholdsvis danske og udenlandske artister. Disse lister er godt og grundigt præget af, at jeg har været ude af landet de første seks måneder.

Årets bedste danske koncertoplevelse

3. Broken Twin – Roskilde Festival
Majke Voss Romme og Broken Twin spillede på Roskilde Festival dagen efter, jeg var kommet hjem fra New Zealand, og hun var derfor vært for min første koncert på dansk grund i år – og hvilken velkomst! Broken Twin formåede at levere den perfekte eftermiddagskoncert på den alt for varme festivalsplads. Det gav mig selv og resten af publikum mulighed for at lukke øjnene i den bagende sol og forsøge at komme os over henholdsvis jetlag og tømmermænd. Især på Glimpse of a Time viste Majke Voss Romme sit fantastiske vokaltalent frem i kuldegysfremkaldende facon. Ubetinget en af årets bedste koncerter.

2. Blaue Blume – Store VEGA
Jeg har efterhånden oplevet Blaue Blume live 10 gange, og det til trods var jeg intet mindre end målløs efter deres koncert på Store VEGA i november. Jeg sad tilbage med fornemmelsen af, at alt endelig var gået op i en højere enhed for perfektionisten Jonas Smith og hans kompagnoner på en aften, hvor bandet valgte at eksperimentere og udfordre de velkendte og finpolerede album-versioner af deres efterhånden talrige hits i en rocket pragtpræstation. Andre år ville denne koncert nok have været årets bedste, men i år var der lige tre århusianske teenagere, som kom deres koldingensiske næsten-naboer i forkøbet.

1. Velvet Volume – Uhørt Festival
De af jer, som har fulgt med på bloggen i løbet af august, havde nok allerede regnet det ud. Det er selvfølgelig Velvet Volumes pragtpræstation på Uhørt Festival, som snupper titlen som årets bedste danske koncert – og egentlig også den bedste koncert i det hele taget. Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet blæst så meget bagud af et band, som jeg blev denne lune sensommeraften på Refshaleøen. Og vurderet på, hvad der siden hen er sket for pigerne (opvarmningsgigs for the Raveonettes og Go Go Berlin og jobs på næste års Northside Festival og i Pumpehuset næste forår), er jeg vist ikke den eneste, der var ekstremt imponeret efter den oplevelse. Tak piger. Vi ses næste år!

Årets bedste udenlandske koncertoplevelse

5. Shura – Ideal Bar
Her er tale om en late entry til listen, da koncerten med britiske Shura fandt sted midt i december. Ikke desto mindre var det en af årets bedste oplevelser, som lige akkurat skubber mine yndlinge fra Braids med en halvsløj forsangerinde Raphaelle Standell-Preston ud af listen. Halvsløj var Aleksandra Denton og Shura til gengæld ikke, da hun og bandet lukkede mit koncertår med en eventyrlig rejse ind i deres charmerende og dansevenlige drømmepoppede univers.

4. Beach House – Store VEGA
Koncerten med Beach House i Store VEGA er den koncert, jeg havde glædet mig mest til i år. Og heldigvis levede amerikanerne fuldt op til mine forventninger med en både energisk rocket og samtidig karakteristisk indhyllende optræden, som trods utallige garantier fra bandet om, at de aldrig ville forlade scenen, desværre fik en ende efter godt en time. Men så er det jo godt, at de allerede næste sommer vender tilbage til Danmark, når de besøger Northside Festival. Lad det – ligesom i Velvet Volumes tilfælde – være en kæmpe anbefaling herfra.

3. Zella Day – Lille VEGA
Hvor Beach House var årets mest ventede koncert, er det ikke helt forkert at sige, at Zella Days Vestrbro-koncert var det modsatte. Jeg havde ikke planlagt at skulle til koncerten, men da en god veninde og kollega inviterede, valgte jeg alligevel at give den unge amerikaner en chance – og det, må man sige, var en god beslutning. Hun formåede nemlig at tryllebinde publikum under hele showet, og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der gik derfra med en lille forelskelse i maven. Musikken er simpel, den handler om livet som ung pige/kvinde, men når 20-årige Zella Day tager den med ud i virkeligheden og lægger både krop og sjæl i udførelsen, sker der bare et eller andet, som løfter musikken op på et højere niveau.

2. Susanne Sundfør – Roskilde Festival
Jeg synes egentlig, at min lynreaktion fra vores Roskilde-dækning siger det meget godt – norske Susanne Sundfør er uden tvivl den stærkeste vokal, jeg har haft fornøjelsen af at opleve i år. Og hun fortjener naturligvis også en plads på listen over årets bedste koncerter. Det var dramatisk, det var storslået, det var gennemført, og det var – lad os bare tage klicheen helt ud – magisk. Jeg er stadig dybt imponeret over, hvor meget Susanne Sundfør har flyttet sig, siden jeg så hende første gang, og jeg glæder mig allerede til næste.

1. Mac DeMarco – Store VEGA
Mac DeMarco er en spøjs fætter. Jeg har aldrig oplevet en artist interagere med sit publikum på samme måde, som den 25-årige canadier gør. Det er som om, at man er en del af en absurd teaterforestilling, hvor Mac DeMarco spiller alle hovedrollerne, og hvor latteren fylder nærmest lige så meget som klapsalverne. Rent musikalsk og teknisk er det ikke den stærkeste performance – den må nok gå til Blaue Blume – men ligesom det var tilfældet for hovedparten af artisterne på de to lister, tilfører Mac DeMarco noget ekstra til sin live-optræden, som trækker lytteren helt ind i hans absurde, psykedeliske univers, og derfor fortjener han førstepladsen på denne liste.

Bonus liste: Årets bedste festival
Uhørt Festival på Refshaleøen
Til sidst vil jeg gerne hylde Uhørt Festival, fordi de for det første har formået at skabe landets hyggeligste festival midt på den ellers ret ucharmerende Refshaleø. De fortjener dog allermest ros, fordi de har udviklet sig til at være en af landets bedste festivaler for upcoming danske bands – en festival for de bands, som formentlig for manges vedkommende vil være at finde på næste års SPOT Festival og på Roskildes Rising-scene. Det er et vigtigt stykke arbejde, og de har i år igen formået at give et indblik ind i den imponerende danske talentmasse, som findes derude. Bliv ved med det, og vi ses helt sikkert også næste år!

Det var alt for i dag. Følg med i morgen, når jeg kigger på årets bedste numre fra ind- og udland.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Susanne Sundfør – Den norske sejrsgang fortsætter

Af Peter Pishai Storgaard den

Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.

Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Broken Twin – På hård opgave i eftermiddagssolen

Af Cathrine Bangild den
Broken Twin fik aldrig helt fat om de slumrende festivalgæster (Foto fra Broken Twins Facebook)
Broken Twin fik aldrig helt fat om de slumrende festivalgæster (Foto fra Broken Twins Facebook)

Anmelderroste Majke Voss Romme – bedre kendt som Broken Twin – havde tidlig fredag eftermiddag fået til opgave at vække slumrende og tømmermændsramte festivalgæster på Pavilion-scenen.

Hun indtog scenen ved klaveret. Med en smuk, dyb stemme, der hverken manglede melankoli eller nerve. Broken Twin leverede melodier, der er lige dele modne og naive. Melodier, der i rette stemning kan bevæge dybt og tage publikum med på en rejse.

Majke og band spillede en fin koncert, der måske havde gjort sig bedre på et tidspunkt, hvor solen var gået ned. For Broken Twin er et introvert projekt, der trives langt bedre i de sene timer, hvor tankerne ofte er mørkere og dybere.

Det skulle derfor også vise sig, at Broken Twin var blevet sat på en hård opgave på en dyrskueplads, der badet i stikkende sol jog gæsterne på jagt efter en plads i skyggen. Desværre blev stemningen også heraf. Langt størstedelen af publikum havde tydeligvis højere prioriteter end Broken Twin denne eftermiddag. Nogle skulle pleje tømmermændene i skyggen, nogle skulle samle op på venindens livshistorie, mens andre tilsyneladende bare havde brug for et musikalsk lydspor til deres café-samtale.

Skulle Majke så ikke bare være dygtig nok til at fange publikum, så denne højlydte snakken ikke opstod, kan man så spørge. Nej, det mener jeg ikke. Broken Twin lægger ikke op til hujende tilråb eller “Hva’ sååå, Roskilde!”-skrig fra scenen. Det er en form for musik, der kræver ro, så man kan fordybe sig i Majkes stemme og hendes skrøbelige univers. Sådan en form for musik er vistnok introvert, men det skal publikum kunne rumme. Roskildes publikum er kendt for at skabe en helt særlig stemning, men manglen på respekt fra samme, ødelagde oplevelsen for mange, der var kommet for at lytte til musikken.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Reportage fra Oslos by:Larm Festival 2013: 30 minutter var 30 for meget og 30 for lidt

Af Eva Laksø den
Showcasefestivaler er noget sært noget. De er lavet til musikbranchen, men hovedparten af de besøgende er lokale musiklyttere. Logistisk vægter de det store koncert-puslespils sammenhæng frem for den enkelte briks særkende. Og målet for bandsene er ikke blot at spille en god koncert – men at spille den rigtige, så det er lige præcis dit band, der bliver husket af pladeselskabsbossen, spillestedsbookeren eller den amerikanske journalist.

By:Larm er Skandinaviens største branchefestival, og som den med flest udenlandske akkrediterede, kan by:Larm ses som skandinavisk musiks vindue til resten af verden. Programmet præsenterer en del acts, som i forvejen er signet til major labels (Vinnie Who, Alina Devecerski) eller velansete indielabels som Secretly Canadian (Taken By Trees), 4AD (Indians) og Captured Tracks (Holograms), men samtidig en lang række af – især norske – upcomings, de færreste udenfor Oslos inderkreds har hørt om før. 50 % af bandsene er norske, de øvrige 50 % er en ulige fordeling af svenske, finske, islandske og danske bands. Desuden er by:Larm skræmmende gode til at tiltrække de branchefolk, som i høj grad afgør, om et nyt band kommer udover stepperne, og er villige til at betale de 8000 kroner, et delegatpas til festivalen koster. Og til at udvælge både de bands, som har potentiale til at blive talk of the indie-town i dag eller ugens uundgåelige i morgen.

Jeg er taget til den 15. udgave af festivalen by:Larm, Skandinaviens største branchefestival, som for en halv uge i februar samler Nordens bedste bands og flere tusinde branchefolk i Oslo. For at høre musik. For at tale om musik. Men primært for at tale om, hvordan man sælger musik. Det kommer vi tilbage til. Nu handler det om festivaloplevelsen. Set uden branchebriller:

Hvis det dækker over præcision, planlægning, nøjagtighed, seriøsitet, effektivitet og pletfrihed, kan et enkelt adjektiv beskrive by:Larm Festival 2013: Professionel.
By:Larm er velsagtens den letteste festival i verden at være gæst på. Du glider naturligt fra den ene nøje udvalgte koncert til den anden, og du kan nå det hele, for intet er forsinket og ingen bands overskrider de afsatte 30 minutter. Som regel kan du tilmed også komme ind til alle koncerterne, selvom de foregår på byens allerede eksisterende venues, for spredningen af artister udover intet mindre end 18 scener giver plads til både festivalens 2000 branchefolk og det øvrige publikum.

Det handler om musik som vare. Eksporten er essentiel, og den korte, præcise optræden i højsædet. At et band som de visuelt relativt underholdende Phantom – en klassisk “dreng med laptop og sært instrument og pige der synger”-duo – formåede at kede mig allerede efter et enkelt nummer, men så ud til at kunne spille hele aftenen. Vel at mærke numre, der lød stort set ens. Bare fordi bands kommer fra sjældne steder og bruger en ufo-lignende sensorisk følsom controler, er det ikke nødvendigvis eksotisk – til gengæld var Tommi Koskinen (billede) prototypen på den elektroniske troldmand. På den anden side spillede danske CTM så også en af festivalens absolut bedste koncerter ved kort og præcist at fremføre de fremragende numre fra ep’en Variations pletfrit, men med indlevelse og professionalisme. At bandet så gjorde mig lidt urolig ved at slutte af med et covernummer som eneste nummer, der ikke var fra ep’en er en anden sag, for coveret var fortolket til CTMs genkendelige lyd. Jeg havde blot ønsket, at høre noget, Cæcilie Trier selv havde komponeret. Når ep’en har en så klar og selvstændig lyd, hvor jeg fornemmer en identitet med et sandt potentiale, vil jeg sådan set bare gerne have mere. Pludselig musikalsk forslugenhed er som regel en god ting.

Og så foregår festivalen i Oslo. At den norske hovedstad er en by med et meget lille centrum gik – bogstavelig talt – op for mig allerede torsdag, festivalens første reelle koncertaften. Alle venues ligger nemlig i gå-afstand til hinanden. Gå-afstand skal forstås som en afstand, hvor du dårligt når at mærke den bidende kulde, der unægteligt står imod en i Skandinavien i februar. Overvej lige den samling af oplysninger en gang til: 18 spillesteder i gå-afstand. Vel at mærke 18 overvejende glimrende spillesteder, som du har lyst til at sende et håbefuldt band op på. Her er snuskede kælderlokaler, men de har god lyd. Tak, kulturstøtte finansieret af de norske oliepenge.

Det er lige netop en kælder, jeg ret tilfældigt lander i torsdag aften. Dagens Ungdom står på scenen på det minimale spillested Revolver, og bliver min festivals første norske indslag. Jeg er der fordi spillestedet ligger lige ved siden af teltet, hvor jeg kort efter skal høre Vinnie Who, men hvor heavy-bandet inden stadig er i gang. Hvis det ikke var for gruppen af 40 venner/hardcore fans, som primært forevigede Dagens Ungdoms koncert på film, kunne Revolver lige så godt have ligget i en mellemstor engelsk provinsby i 80’erne, for de sjovt nok ikke så unge medlemmer af Dagens Ungdom har garanteret været med til at få priserne på originale vinyloplag med Felt og The Smiths til at stige markant. Svært var det i hvert fald at få så frygteligt meget mere ud af bandet end vellydende, men lidt kedelige og meget pæne guitarmelodier pakket grundigt ind i et ikke altid helt veldimensioneret kor. En Marr eller en Lawrence er selvfølgelig meget at forlange i alle chorus-effektglade indiepop-bands. Men en tro på, at den rene melodi, som kan matche guitarens klarhed, kan bære et nummer, ville være storartet. Og evnen til at skrive disse melodier ville måske rykke Dagens Ungdom til en lidt større kælder. Men stueetagen bliver der næppe tale om.

30 minutter var dagens helt perfekte dosis af det band. Men netop den helt firkantede holdning til koncerternes længde viste sig i en hel del tilfælde at være negativt. Det er svært, at få opbygget et særligt rum omkring sin musik på 30 minutter, og derfor gav mange koncerter mig en fornemmelse af, at bandet enten ønskede at vise så mange muskler som muligt, at de helt glemte knoglerne. Eksempelvis lokale Kid Astray, som formåede at fylde det ganske store og velrenomerede spillested Rockefeller godt ud. Den purunge sekstet mindede overordentligt meget om Dúné i deres store dage, dengang hvor de virkede friske. At høre Kid Astrays første par numre, var lidt som forventningen om at spise et helt perfekt sprødt, syrligt/sødt æble. Men efter fjerde nummer bed tænderne gennem skralden, og skuffelsen gik op får mig: jo, guitaristen er overordentligt levende, men når der ikke ligger mere end gennemsnitlige poprocknumre med lidt syntetiske detaljer gemt i melodierne, er æblet altså et temmelig melet et, som skuffer og er svært at komme igennem. Kid Astray prøvede virkelig at vælte publikum bagover med en energisk koreograferet koncert, som på næstsidste nummer (selvfølgelig) indebar et indspark af dans og håndklap. Relativt sært, for Kid Astrays fuldkommen gennemsnitlige poprock var ikke særligt energisk, og derfor fremstod krumspringene unaturlige. Og det er nok det værste, sådan nogle kan. Her var 30 minutter så mere end nok.

Det var det til gengæld ikke for svenske Anna von Hausswolff. Sidste år udgav hun albummet Ceremony til anmelderroser over hele linjen, for sammenhængen mellem Hausswolffs ekspressive vokal, tungt trampende trommer, orgel og piano er ikke bare overvældende på papiret – også i den virkelige verden. De to første numre, Hausswolff og band spillede i det godt fyldte WiMP Annex-telt var instrumentale, næsten postrockede, tæt på apokalyptiske. I hvert fald ildevarslende. Som hun huggede hovedet frem og tilbage over keyboardet så håret fløj i takt med tonerne, dragede musikkens drama mig til sig. På blot ti minutter kan man forvandle et hvidt tele til et kirkeskibs hvælving og hensætte publikum i en tilstand af ærefrygtig. Som frontkvinden indledningsvist havde sagt, ville hun ikke snakke så meget, hun ville spille musikken. Og da hun med ”Mountain’s Crave” som tredje nummer tog hul på den mere sangbårne del af sættet, var jeg ikke i tvivl om, at hun havde valgt rigtigt. I sig selv er ”Mountain’s Crave” imponerende: den skræmmer dig, men er i virkeligheden blid. Som en popmelodi i ulveklæder agerede den overgang til det lidt mindre kontrastfulde og blide ”Liturgy of Light”. På det nummer skiftede Hausswolff orgel ud med akustisk guitar, men intensiteten var intakt. Og da de 30 minutter kort efter var gået, kunne jeg godt have taget 30 mere.

Anna von Hauswolffs koncert var den perfekte smagsprøve – sådan en, som gør journalisterne inspirerede, pladeselskaber interesserede og bookere overbeviste. Lidt mindre intens var danske Broken Twins efterfølgende optræden på klubben Gamla. Sammen med violinisten Nils Gröndal spillede hun sine sarte sange på skiftevist klaver og akustisk guitar ligeså nøgternt, som de behandler deres hjerteskærende emner. Hun led under et tørstigt publikums hang til fadøl (68 kroner for 0,4 liter, jeg tror branchen blev endnu gladere for skattefradragsregler), og gjorde heller ikke meget væsen af sig på scenen. Smukke sange og en perfekt udførelse, men stadig en noget uforløst følelse. Hende ville jeg gerne se overfor et andægtigt opmærksomt publikum, på et  spillested der var lige så gennemført, som hendes musik. Måske hun skulle følge efter Anna von Hauswolffs næsten opdragende seance en gang? Eller også skulle jeg blot have set hende dagen før, da hun spillede i Oslos Koncertkirke. En af de virkelig store fordele ved by:Larm er, at alle optrædende spiller minimum to gange. Både rart, når puslespillet skal lægges, og godt til at afprøve de forskellige acts i forskellige miljøer. På Gamla var Broken Twin på udebane.

Jeg har hoppet rundt i dagene. Som man gør, når man studerer en rejse i bakspejlet. Og egentligt betyder de enkelte dage ikke så meget på by:Larm. Om dagen går du til seminarer eller udforsker Oslo, om aftenen til koncerter, du snakker med nye mennesker, og enten networker du konstant, og har det lidt, som om du er på lejrskole med hele årgangen af dansk musikindustri. Det hele er tilrettelagt branchen – både koncerternes sene start hver aften og deres korte længde. Alt på by:Larm er smagsprøver, løfter om fremtiden. Det er lidt frustrerende at tænke frem hele tiden, på potentiale frem for konkret oplevelse. Og derfor er by:Larm Festival 2013 som koncertoplevelse en lidt uforløst begivenhed, men som branchefestival opløftende. For professionalismen gør stemningen så god, koncerterne viser at talenterne er der og seminarerne bærer præg af en optimisme omkring branchens fremtid i streamingens tidsalder. Som – forhåbentligt – kommer til at sikre, at de dødelige gæster vil kunne opleve de bedste artister igen, og i lidt længere tid end mere end 30 minutter.

by:Larm Festival 2013 var den 15. af slagsen, og fandt sted fra onsdag d. 13. til lørdag d. 16. februar.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

En spejling af din tilstand

Af Søren Thue Stenager den
Der vil altid være perioder, hvor man er mere modtagelig over for særlige typer af musik. I perioder hvor man lider af tabet af en kær, eller når det kære bliver til kærestesorger kan musikken tilbyde en særlig form for forståelse. En spejling af din tilstand.

Broken Twin har udgivet en EP. Den består af 4 numre som afspejler en tilstand. En tilstand af yndefuld melankoli. Broken Twin er sanger og sangskriver Majke Voss Rommes projekt. Hun praktiserer en form for musik, som er rodfæstet i skandinaviske traditioner. Sparsomt instrumenteret med klaver, guitar, lidt stryg og minimalistisk percussion sætter hun sangene og vokalen i centrum. Ved hjælp af simple virkemidler formår hun at koncentrere en følelse af nordisk eftertænksomhed ned i sin musik.

Broken Twin – Float

Det er rørende i al sin enkelthed og nedbryder eventuelle behov om stor musikalsk originalitet eller moderne produktion. Sangene er så vidt forstået også udelukkende produceret af Broken Twin. Vi har at gøre med et projekt, som ikke er på en pionermission. Til gengæld skaber Majke Voss Romme en særlig type af musik, som minder undertegnede om, hvorfor det er så vigtigt at “skrive fra hjertet”. Klicheen er berettiget.

I dette univers er (sam)tiden sat ud af drift. Derfor virker det også som en fejlperspektivering at sætte denne musik i relation til sin samtid eller eller de musikalske traditioner, som den indskriver sig i. Alene Majkes stemme, og hendes fremtoning, er både ungdommelig og bedaget. Vi er i rum med et menneske, som har forladt sine illusioner om evig ungdom og evig kærlighed. I dette rum er trægulvene  mørnede og stearinlysende gløder over de få ord, som hun ender med at synge så sagte og så ærligt som muligt: Alt forgår, og hun lyder afklaret. Tiden bliver overflødiggjort, når man fornemmer at barnagtigheden ligger aflejret i en ungdommelig fysik, som er beboet af en bedaget ånd, der vover blot at viske sine åbenbaringer. Hvem visker sine åbenbaringer?

Denne åbenbaring væver sin melankoli ind disse 4 sange.

Broken Twin – Beaches

For sangene centrer sig om tab og afsked uden på noget tidspunktet at blive patetiske. Der er en afklaring i tonefaldet og lyrikken. Tabet står hele tiden i relation til naturen og foranlediger denne lille EP’s fine titel: “Hold on to nothing”, Man finder anstrøg af buddhistiske læresætninger i den nordisk melankoli, og fornemmer et stort mod og modenhed i både musik og lyrik. Modet til at formulere sig simpelt og ærligt. Modet til lade sangene ånde – det hedder vist tålmod; Modet til at lade stilhed være en konstant kompositorisk mulighed og lade hvert element komme til orde i arrangementerne.

I den fine åbner “Beaches” overrasker Broken Twin ved at anvende elementer som ikke er klassiske instrumenter i sangen sidste passage. Lyden af et metalhjerte som giver sit sidste mekaniske suk bliver gradvist suppleret af metallisk hvid støj. Det er overraskende fordi Broken Twin har etableret deres egen kontekst. En kontekst hvor der er ikke er plads til soniske eksperimenter. Når det uforudsigelige sniger sig frem fra dybet af det traditionelle, bliver man som lytter revet med og langsomt revet itu. Det er små greb som disse der gør musikken kraftfuld. Vi har ikke at gøre med en “hot produktion” eller en “hot sound” – jeg vil faktisk vove at påstå at denne musik ikke er produceret. Den er blot skrevet og fornemt arrangeret. Denne nuance forskel er med til gøre Broken Twin til et særdeles vedkommende og relevant bekendtskab.

Broken Twin er nemt at kategorisere og vurdere ud fra sin kategori. Sin genre. Denne genre er et kunstnerisk minefelt. Et minefelt som Broken Twin slipper helskindet igennem. Man svæver faktisk henover med stor ynde.

For musikken er ikke “catchy” men melodisk; Den er ikke produceret, men fornemt arrangeret; Den er ikke himmelråbende dramatisk, men emotionelt medrivende. Den er ikke tynget til jorden af ambitioner. Den virker henkastet og umiddelbar, men rummer stadig en tyngde i sin lethed. I Broken Twin balancerer man sit univers og undgår alle klicheerne som kombinationen af sørgmodighed og et klaver med sustain-pedalen i bund kan skabe.

Min vurdering er, at denne evne ikke stammer fra alenlange overvejelser om form og udtryk, som så mange andre prominente orkestre har for vane. Det virker som om alle beslutninger er taget fordi det var det rigtige at gøre; Broken Twin har, lige bortset fra i valget af navn, en instinktiv musikalitet som danser igennem hver eneste strofe.

Broken Twin – The Light

Broken Twin supporter Speaker Bite Me til deres koncert i Koncertkirken d. 1. marts. Koncerten er en del af Frost Festival, som I gennem den næste tid vil kunne læse mere om her på siden. Billetter til koncerten her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *