Braids udsender ny ep den 20. maj, og den er god – heldigvis og selvfølgelig.
Det canadiske synth/indie/pop band er et af dem, jeg har lyttet allermest til det sidste år. Det har Peter også, og derfor vil du som Regnsky-læser med god sandsynlighed nikke genkendende til navnet, som vi blandt andet har fremhævet som gruppen bag et af sidste års bedste album, Deep In The Iris.
Et album, jeg straks holdt af at lytte til. Sjældent godt afstemt mellem meditative rundgange af simple synth-, guitar- og klaverakkorder, og med rytmisk spral fra de både programmerede og håndspillede, ofte breakbeat-inspirerede trommer. Og så Raphaelle Standell-Prestons uovertrufne vokal frembrusende af nødvendighed, men tilbageholdt til indestænkte udråb af konsekvensernes nervøsitet. Ikke mærkeligt, at hun både bruser over og tøver: albummets tekster – og vokalperformance – dealer med incest, særligt på førstesinglen “Miniskirt”, et vidnesbyrd i den stigende opmærksomhed omkring konsekvenserne af seksuelt misbrug. Som ikke overmander lytteren, men skaber et behov for at forstå. Læs eventuelt Raphaelle Standell-Prestons essay her.
Det var særligt vokalproduktionen på Deep In The Iris, jeg forelskede mig i, den vikler kor, udbrud og vers ind og ud af de øvrige lag med naturlighed og finesse, vokalen er både teksternes medie og en sonisk effekt. Deep In The Iris er selvfølgelig ikke verdens bedste plade, men det er afgjort en af de senere års udgivelser, jeg kan lytte mest til, finde detaljer i, drømme med, blive indigneret af, løfte tunnelsynet og se verden gennem. Eller blive i tunnelen, jeg har skrevet så mange opgaver til det album.
Det var jo egentligt ikke Deep In The Iris, det her indlæg skulle handle om, det var Braids’ nye EP, Companion. En af årsagerne til det navn bunder i ep’ens forhold til Deep In The Iris – numrene på begge udgivelser blev skrevet i samme periode. Det til trods er udgivelserne i den grad forskellige fra hinanden, særligt i produktionen, hvor Companion fremstår rå – de enkelte numre udforsker en energi, de går all in, de balancerer ikke tøvende på kanten som Deep In The Iris gjorde: fald gennem kalejdoskopet til “Joni” eller mærk titelnummerets stigende intensitet, kun båret af synth og vokal. Standell-Prestons teksters har overgrebet i tankerne, konstant er det der, men Companion går ind i følelser gennem billeder af livet efter. Særligt på min favorit, “Sweet World”, der hviskende vokser i intensitet, akkordmængder og i tekst, fra en mismodighed over sin plads i verden – kan jeg nogensinde ville være nogens – til en spirrende tro på heling. Måske ikke verdens smukkeste nummer, men et af de smukkeste i min, lige nu.
December er julens tid, det er hyggens tid, og så er det tiden for de evindelige årslister fra alverdens ordsmede rundt om i verden. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for vores.
Året i år har været et specielt år for os på Regnsky. Vi har kørt på lavt blus af forskellige årsager, og for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af, at jeg har brugt årets første seks måneder i New Zealand for derefter at forsøge at få papir på, at jeg rent faktisk er journalist. Men trods vores travlhed er musikken fortsat med at udkomme i en lind strøm, og jeg må sige, at 2015 har været et af de bedste musikår i nyere tid. Det vil jeg nu forsøge at hylde via fire indlæg i form af forskellige personlige lister og kåringer.
Så er vi ved at være ved vejs ende, og vi slutter naturligvis af med at kåre årets bedste album fra Danmark og udlandet. Det gik op for mig i processen, at jeg faktisk ikke har lyttet til voldsomt mange danske album, fordi jeg har haft så stor fokus på de helt nye artister, som af gode grunde ikke har udgivet albums endnu, så derfor har en enkelt EP fået lov til at snige sig ind på listen. Den er til gengæld god!
3. Mew – +-
Jeg er ikke Mew-fanatiker på nogen måde, men selv jeg må indrømme, at den mest rutinerede danske artist på alle mine lister har begået et virkelig, virkelig godt album. Det er på mange måder et Mew, som i mine ører er vendt tilbage til rødderne, og det klæder det i den grad. Især Water Slides og The Night Believer sidder lige i skabet.
2. Shy Shy Shy – Love Songs EP
Love Songs EP’en er ganske enkelt bare et rigtig godt stykke håndværk og en imponerende debut fra Shy Shy Shy, som dog bestemt stadig har ting at arbejde på. Lyden kan godt finjusteres, så de kommer lidt mere ud over stolekanten (eller hvor man nu lytter til EP’en), men når det er sagt, er jeg stadig dybt imponeret over, hvordan et så ungt band har formået at samle så mange højdepunkter på en EP med blot fem numre. Do Not Ask, Soft & Hard og In the Palm of My Hand. Sidstnævnte sender straks mine tanker i retning af det hedengangne Swan Lee, og det er en yderst interessant vej at vælge – mere af det, tak.
1. Blaue Blume – Syzygy
Nu når vi vist til det punkt, hvor jeg deler holdning med størstedelen af det danske anmelderkorps. For der bør ikke være nogen tvivl om, at Blaue Blume har lavet årets bedste album. Det er en rørende historiefortælling, som giver et dybt intimt indblik i Jonas Smiths liv fyldt med kærestesorger, længsel og håb. Det er gennemført – nej, det er nærmest perfekt, og det er på alle måder unikt ikke bare for dansk musik men for musik i det hele taget, hvad det koldingensiske band har skabt med Syzygy.
Årets udenlandske album
5. Braids – Deep In the Iris
Endnu et canadisk orkester gør sit indtog på en af mine årslister i form af Braids. Det er blevet mit koncentrationsalbum i 2015, som jeg har lyttet til stort set hver gang, jeg har skullet forsøge at være produktiv. Det er ikke helt oppe at ringe ligesom Flourish // Perish fra 2013 for mit vedkommende, men det er stadig eksperimenterende elektronisk shoegaze af højeste kvalitet, og jeg bliver stadig fuldstændig indsuget af Raphaelles drømmende univers.
4. Unknown Mortal Orchestra – Multi-Love
Jeg har allerede berørt Multi-Love som single tidligere, men hele albummet er også noget af det bedste fra 2015. For mens II fra 2013 havde en række gode numre på, føles Multi-Love som en mere sammenhængende oplevelse, og det er det, jeg personligt ønsker fra et album. Samtidig har bandets newzealandske aner nok også spillet en rolle i forhold til at gøre mig ekstra opmærksom på Unknown Mortal Orchestra netop i år, men det rykker nu ikke ved, at det er en helt fortjent fjerdeplads til det snart Northside-aktuelle band og Multi-Love.
3. SOAK – Before We Forget How To Dream
Jeg kan vel nærmest ikke blive ved med at introducere dette album, efter jeg nærmest gjorde det to gange i går. Det er stadig godt, det er stadig en dybt imponerende debut fra SOAK, og du skal stadig lytte til det lige nu. Og igen i morgen. Og dagen efter.
2. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (jeg forkorter det SISaTaSIJS fra nu af) er ubetinget det album, jeg har lyttet allermest til i år. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af Courtney Barnetts finurlige tekster, og selvom jeg typisk ikke kan fordrage talesang, fungerer det bare for mig, når det er en britisk vokal. Jeg har meget svært ved at lave andre ting, når jeg lytter til albummet, fordi jeg får lyst til at lytte efter teksterne – det er meget få album, der kan det, men det kan Courtney Barnett og SISaTaSIJS.
1. Tame Impala – Currents
Jeg afslørede vist Tame Impalas placering på listen for et par dage siden, men det skal jo alligevel gøres officielt. Currents ér årets bedste album, og jeg har egentlig ikke været i tvivl, siden jeg hørte det for første gang tilbage i juni. Det er psykedelisk rock af den bedste skuffe og i et dejligt langt format, som giver lytteren mulighed for at lade sig indhylle og omfavne af hvert eneste nummer på pladen. Jeg kunne snildt have gjort en håndfuld forskellige numre på albummet til årets nummer, og det siger vist det hele.
Bonus liste: Årets mest interessante album Shamir – Ratchet
Jeg har haft meget svært med at placere Shamirs eksperimenterende og genre-nedbrydende debutalbum, men jeg følte, at jeg var nødt til at nævne det et eller andet sted. Det er nemlig meget sjældent, at en ny artist på så gennemført manér formår at skabe et fusionsalbum, som på så elegant vis smeder disko-funk sammen med elementer af electronica, r&b og sågar gospel i en underlig men overraskende velfungerende mismask. Så hvis du her på årets sidste dage vil udfordre dine musikalske smagsløg, er Shamirs Rachet bestemt et lyt værd.
Tusind tak for et fantastisk musikår i 2015, og vi ses i 2016 kære læsere. Husk, at du stadig har mulighed for at blive en del af Regnsky-familien – du skal bare sende mig en uformel ansøgning på peter@regnsky.dk. Godt nytår!
Forleden faldt jeg over begrebet “New Weird Canada”. Som den nordlige, nutidige og køligt elektrificerede pendant til den sydlige, ti-årige og akustisk-freefolk “New Weird America”-betegnelse. Eller måske rettere som et modstykke. Et stille, indadvendt modsvar til tendensen til at søge efter det ægte i akustiske instrumenter.
Anledningen var gårsdagens udgivelse af Braids‘ fremragende album Flourish // Perish på Arbutus Records. På den ene side et knitrende og sonisk enkelt, ligefrem tilbageholdende værk, på den anden side en samling sange af rytmisk trippende og på vokalfronten melodisk udfordrende karakter.
Trioen Braids er naturligvis canadiere, de bor i Montreal og er signet til Arbutus Records, som vi tilbage i juni nævnte i vores artikel om Sean Nicholas Savage. Stemmen samples, trommerne er måske håndspillede, men rytmerne er fra elektronisk musik. Der er en tydelig følelse i musikken, vokalen har en sand ekspressivitet.
Braids – Amends
Arbutus’ første claim to fame var at spotte talentet i Grimes, og udgive hendes første plader Halfaxa og Geidi Primes. Men hvor Grimes udadtil har stået i front for udviklingen på Montreals musikscene, adskiller hendes udtryk sig ganske tydeligt fra Braids’, Sean Nicholas Savages’, Majical Cloudz’ og de andre. Grimes chokerede og var dansabel. Pink hår, feminisme, en god plade, en ny tids popstjerne, som står alene i sin henvendelse til omverden. En henvendelse, der konstant tager form i en anklage, der altid vender sig udad.
Braids – Hossak
Omvendt vender Braids, eksempelvis på “Hossak”, blikket indad i sit arbejde med det fremmede og det trygge. Det forventede og det overraskende. Med melodistumper, som springer et par af de oplagte toner over. Tonerne har en rund og rar klang, men uforudsigeligheden er mystisk. Stemningen er tysmørkeblå, den svævende vokal er på ensom månevandring. Vi er i et helt roligt, men forvrænget drømmelandskab. Men udover trommerne og vokalen er alle elementerne elektroniske – ikke naturlige. Der ligger en underspillet uhygge under græsset… Det ukendte i Braids’ univers pirrer nysgerrigheden og usikkerheden samtidig. Der spirer nyt op i drømmelandskabet.
Braids er weird, er new og er indbegrebet af “New Weird Canada”. En stil, som roligt lister sig ind på sin lytter med umiddelbart overskuelige, men detaljerige produktioner.
Braids – Fruend
Braids’ forsanger Raphaelle Standell-Preston (også kendt fra det musikalsk og lokalt stærkt beslægtede Blue Hawaii) kommer i et inerview fra Huffington Post med et godt bud på, hvorfor Braids’ album Flourish // Perish er så tiltrækkende og fascinerende i sin mysik: at elektronisk musik er den “most emotional and human form of music” fordi “people are naturally progressing towards making art that reflects their environment and I think that’s electronic music.”
Lyt til vores WiMP-playliste med det bedste “New Weird Canada”:
Vi vender helt sikkert tilbage til New Weird Canada. Tjek i mellemtiden bloggen Weird Canada ud. Sean Nicholas Savage spiller på Loppen den 3. oktober sammen med Small Black. Billetter. Event. Majical Cloudz spiller på JAZZHOUSE den 21. oktober . Billetter. Event.
