Vores gæsterapporter Rasmus Vestergaard studerer Dansk på Københavns Universitet og arbejder til daglig for et dansk design bureau. Rasmus har tidligere drevet bloggen Frimusik.net, hvor han interviewede danske artister. I dag er det Regnsky, som får fornøjelsen af Rasmus’ interviewtække i samtale med et af de danske bands, vi forhåbentligt vil høre nyt fra i 2017.

Modne blå blomster
Hvis du så DR3-dokumentaren ‘Nyt Blod’ om Blaue Blume, kan du måske også huske vinklen: et ungt, dansk band, som under udvikling og med større forventninger end forsangerens toneregister, pressede sig selv til hele tiden at levere bedre og bedre. På vejen mod den måske uopnåelige perfekte optræden blev hver fejl trukket frem til analyse efter hver koncert rundt om i Europa. Blaue Blume var som ungt band ved at finde ud af sig selv, hvordan man gør tingene, og hvordan det er, man affinder sig med sig selv.

Spørgsmålet er derfor, om det stadig to år efter er tilfældet. Jonas, Robert og Søren, tre fjerdedele af Blaue Blume, har sat sig om det spinkle café-bord i Indre København med kolde sportscolaer og varm kaffe. Jonas lægger ud: “Det var meget sandt portrætteret, men det er jo ikke kun det, vi går op i. Men i løbet af 40 minutter skal man finde en vinkel, seeren kan forholde sig til.”

Robert: “Det er klart, at de ikke viste alt. De viste ikke de gange, hvor vi kun var glade. Så det er ikke, fordi det ikke passer. Billedet er bare lidt mere nuanceret og lidt bredere.”

For når kameraet ruller og kroppen er træt på grund af det hårde turnéliv, bliver fejlen nok blæst lidt mere op. “Sommerturen havde været lang og hård og udmattende. Derfor føles det også en lille smule som det billede, der entydigt blev vist af os. Det var mere gældende på det tidspunkt,” forklarer Søren.

Ikke en dans på blomster
Både i Norden og Europa har Blaue Blume fyldt tusinder af øregange med deres musik, der befinder sig i sin egen kategori, som nogle nok vil beskrive som art-pop med blandt andet referencer til 80’er bandet, Cocteau Twins.
De mange koncerter har været sjove, men gruppen har også fundet ud af, hvordan det er at spille meget live. “Det har været hårdt at komme igennem,” fortæller Jonas. “Når man spiller flere dage i træk, skal man arbejde hårdere for at finde ud af, hvorfor man står der. Ideelt set skal vi jo gerne spille meget mere, end vi gør nu, og hvis man skal kunne gøre det, så skal man også kunne holde til at levere hver gang.”

Søren tilføjer: “Eller måske finde et sted inde i sig selv, hvor man tager lidt lettere på, at man ikke kommer derop. Det er ikke noget problem med ambitionsniveauet. Det er mere, hvilken konsekvens man giver det, at man ikke når det. Hvis det er, at man skal være utrolig vred og ked ved sig selv, så duer det jo ikke. I stedet skal det være en guideline om, at man skal spille godt, men generelt kan tage lettere på ikke at gøre det.”

Med koncerter og livestress lidt på afstand føler gruppen sig nu opløftet af musikken og af band-fællesskabet. Klar til at tage favntag med den nye musik og søge mod nye horisonter. “Nu kan vi gå til de nye og de gamle numre på en helt ny måde og med en helt ny energi”, siger Jonas, mens Søren fortsætter: “De ting vi har fået, som vi kan give videre til det nye, føles helt vildt store. Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge.”

Men da de tre bandmedlemmer bliver spurgt, om de slapper mere af med at skrive og spille deres sange, lyder der et fælles nej efterfulgt af en latter, som nok gemmer på en hel del internt.
Jonas: “Jeg tror da gerne, at vi vil have implementeret en form for afslapning i numrene målrettet koncerterne. Der tror jeg, at vi har fundet ud af, at vi ikke nødvendigvis er i kontrol, når vi er allermest tilpas på scenen. Det er dér, hvor der er plads til friheden. Omend vi arbejder intenst med form, så føler jeg, at vi er blevet friere til at prøve en masse ting og i sidste ende slappe mere af.”

Trimme numrene
Jonas, Robert, Søren og Peter er gået i studiet for at gå i gang med de nye numre, som er under udvikling og er en “kontinuerlig leg”, som Robert beskriver det. Hvor nye erfaringer blander sig med nye indtryk, der skal formidles i lyden. Som Søren siger: “Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge, så hvorfor ikke bruge det?”

I studiet har gruppen talt om, at de skulle gå udogmatisk til værks. “Der skulle ikke være nogen Blaue Blume-sound, som vi skulle ind og lave en ny plade med,” siger Robert og forklarer, at musikken i stedet skulle være et sammensurium af deres musikalske præferencer. Når ens smag udvikler sig, vil de nye sange også afspejle det.

Robert: “Vi har været meget opmærksomme på ikke at skulle gøre noget bestemt og så turde jage den umiddelbare ide, som et nummer lagde frem for én. Hvis den ville en ting, skulle vi så se, hvor langt kan vi gå i den retning. Vi har måske tidligere haft en vis tendens til, at hvert nummer skulle kunne det hele. Nu er vi mere klare på, at hvert nummer skal kunne sin ting.”

Og når hvert nummer skal kunne sin ting, kræver det også, at nogle ting bliver skåret fra, eller som klichéen lyder, at man dræber sin kære, sine darlings. Robert tilføjer dog hurtigt, at de så er “blevet bedre til at lave nogle nye.”

Søren: “Nogle gange føltes det som en dårlige ide at tage noget ud, som man var glad for. Men hvis stemningen ikke lige er der, så ender man også på sigt med at tage det ud og indse, at dét er en god ide. I sidste ende handler det om at fjerne de ting, som ikke vil sangen noget, eller ikke vil det, vi tænker, det vil.”

Jonas: “Jeg håber, at vi bare mærker, hvornår det er godt. Lukke sangene, mens vi har en god følelse med det. De ting, vi har lavet før, er vi også glade for, men det blev trukket så langt ud, så man lidt mistede den simple følelse af, at det her er god musik.”

Søren: “Vores proces og vores erfaringer har gjort, at det er blevet nemmere at nå derhen, hvor det er fedt at være, som Jonas snakker om. Det handler både om at finde det dér sted, hvor man kan have optur over det nu og om fjorten dage.”

Gruppen har derfor gjort studieindspilningerne til en del af selve processen for sangskrivningen. Det giver nye muligheder for at få alle delene til at komplimentere hinanden i højere grad, så trommespil og lyrik kan skabe mere holistiske udtryk. Det har ikke gjort processen kortere, men forhåbningen er, at det kan få noget spontanitet og “afslappethed” med i indspilningerne, siger Jonas.

Søren: “Det er en balancegang. På den ene side vil man gerne minutiøst tilpasse alt, så man vidste, hvad der skete. Men omvendt er det også de gange, man formår at overraske sig selv, at man gider lytte til det.”

Jonas: Så er vi også blevet markant mere ligeglad med, hvad folk synes. Vi har ikke en stemme inde i baghovedet, som siger, at vi skal lyde mere på den måde. Der kan jeg mærke, at vi kommer hen til et sted, hvor vi kun lytter til os selv og folk internt. Dér tror jeg ikke længere, at vi har nogle skrupler. Så længe vi kan mærke det, er det ikke at tage højde for, hvad vi tror, at andre forventer af os, eller hvad der er det rigtige at gøre.”

Hvad er det, du synger?
Blaue Blumes lyd er storladen. Det rummer de store følelser og kan gå fra det dybe mod himlens uendelige horisont. Men når vokalen laver akrobatik og svinger sig fra ord til ord med kunstfærdige vibrationer, er det ikke altid, at lytteren kan forstå og afkode ordene fra den jyske forsanger.

Jonas: “Jeg har bare mødt alt for mange gange, at folk ikke kunne høre, hvad jeg sang. Det ville også være rart at kunne forholde sig til, hvad det er, der bliver sagt. Så det har jeg forsøgt, også,fordi min sangskrivning er moden nok til at være mere blottet.”

På debutalbummet ‘Syzygy’ arbejdede Jonas med at gøre sin stemme til et instrument, der arbejdede sammen med melodilinjerne i sangene. Hvert ord havde sin tone og var fonetisk afstemt med sangens udvikling og melodi. Det blev et fravalg af, “hvad der kunne have været nogle enkle og klare sætninger i forhold til en masse ord, der ligesom skulle passe med en melodi,” forklarer Jonas.

Måske har det også hængt sammen med en vis usikkerhed på egne evner, prøver Jonas at forklare det med. “Jeg tror ikke, jeg har følt mig god nok til at blotte mig selv 100 % i forhold til det lyriske, selvom jeg har brugt ufattelig mange timer på alt, hvad jeg nogensinde har skrevet.” I stedet har han skåret ind til den helt enkle sætning, “så den dels er umulig at undgå og for mig nem at sige og nem at relatere til med det samme følelsesmæssigt.”

Det har været nødvendigt ifølge Jonas, og samtidig er det et stort skridt for deres lyd. En lyd, som er mere nærværende med tekster, som folk nemmere kan forholde sig til. “Hvis man ikke har læst teksterne og har set os live, så kan det måske føles mere upersonligt. Hvad er det, der bliver sagt til mig?” spørger Søren og deler sit håb, “jeg håber, at folk synes, at Jonas som sanger og tekstforfatter er kommet sindssygt meget tættere på.”

Tænk, at det her ville ske en dag
Som man så i løbet af DR3-dokumentaren, så har Blaue Blume efterhånden spillet foran mange mennesker. Og det er nok her, at det kan være svært at se sig selv udefra. Se, at man er i gang med at gøre det, man altid har drømt om.

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle få lov til at spille foran så mange mennesker på Roskilde Festival. Ikke i min vildeste fantasi i 1.g havde jeg tænkt tanken, at det her ville ske en dag,” siger Jonas og fortsætter: “Det glemmer man lidt, når man er i det, og står bag det røde forhæng, og der er fucking 10.000 mennesker, som bare står og venter på, at man giver sig til at synge. Spoler man bare fire år tilbage, så var der ingen bag det der forhæng, som stod og ventede. Der sker bare så mange fede ting, som er værd at huske på. Som er meget mere, end vi turde håbe på for nogle år siden, eller da vi startede bandet.”

De blå blomster er klar til mere, og de er i fuld gang. Desværre bliver det nok først til foråret, at de slipper nyt materiale. De er jo stadig perfektionister. Indtil da kan du høre deres ep, ‘Beau & Lorette’, eller deres debutalbum, ‘Syzygy’.