Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a. Sådan starter Banks’ seneste album III med sangen Till Now, og det var også til det kampskrig, at den amerikanske sangerinde trådte ind på scenen mandag aften i Store Vega. Aftenens hovedperson blev lyst op af et infernalsk lysshow i kraftige røde og orange spots, så hendes silhuet stod tydeligt og intimiderende frem mod publikum. Så var den dramatiske tone slået an og den krigeriske stemning bredte sig med en voldsom hastighed fra Banks’ strube.
Banks pop-hær bestod af en mand på keys, en på trommer og to knivskarpt koreograferede dansere, der fulgte hver et lille hoftevrid eller kast med hoved fra deres amazone-agtige krigsherskerinde. På den måde, var det som om Banks fik to ekstra skygger, der sammen med det fænomenale lysshow udgjorde et mesterligt sceneshow.
Men nu var det hverken et cirkus eller et teaterstykke, jeg var inde og opleve. Den hektiske stemning var med til at distrahere, og gjorde det svært at skelne mange af sangene fra hinanden. Banks havde et klart defineret lydunivers, men problemet var, at det samtidigt blev en uheldig begrænsning, fordi det ofte blev for ensformigt. Sange som Drowning og Waiting Game flød sammen, uden at efterlade varige indtryk.
Koncertens første del blev afsluttet, da Banks læste sit digt Ode to the Grey Zone op. Det var en fin måde at dele showet op i to på, og digtet beskrev hendes musik meget nøjagtigt. Banks styrke ligger i det førnævnte lydunivers, men det er også hendes største svaghed. For selvom universet på overfladen virker dragende, er der desværre egentlig ikke så mange krummelurer eller kroge at gå på opdagelse i. Det bliver aldrig så eksperimenterende som fx FKA Twigs eller så pop-charmerende som Christine and the Queens. Efterhånden som koncerten skred frem virkede de manipulerede vokaler en anelse fortærskede, og det var svært at finde ud af, hvorfor det hele skulle være så pokkers dramatisk.
En af aftenens største oplevelser var nummeret Alaska fra den nye plade, hvor Banks eksperimenterede med et næsten salsa-agtigt klaver-riff, og sang siddende på en lille taburet fremfor at hvirvle rundt på scenen. Fra den magtpositur fik hun løftet koncerten og vist, at hun havde mere at byde på, end hun hidtil havde vist. Den statiske koreografi tillod hende også at vise flere facetter af sin stemme frem end på de fleste andre sange, og det var en stor oplevelse at høre hende på den måde, specielt når hun sang dybe melodier.
Banks leverede et imponerende show til et ekstremt veloplagt publikum, hvis mundgeværer var ladt og klar til affyring på hver eneste opfordring fra krigerinden. Hun behøvede således blot at bøje pegefingeren for at høre salven “‘Cause I fuck with myself more than anybody else” fra sangen Fuck With Myself. Publikum fortjener stor ros for at løfte aftenens oplevelse, hvor Banks tog lidt for få chancer og blev lidt for meget i sin grå komfortzone.
