Udover at være et keltisk kvindenavn, dækker Maeve også over navnet på Mano Le Tough og The Drifters pladeselskab, et projekt som de to emotive houseproducere søsatte sidste år. Nu er irerne klar med pladeselskabets anden udgivelse, der ligesom første gang kommer fra den Berlin-baserede producer Baikal – et pseudonym sammensat efter Bajkalsøen, den dybeste sø i verden. Dybt.
Nummeret Why Don’t Ya er på flipsiden gået igennem remixvælten hele to gange; først af Ripperton og siden af tyske Dixon. Den anerkendte Innervisions-labelboss har igennem de seneste par år remixet og redigeret originalskæringer fra The xx, Osunlade og Mano Le Tough selv, med stor succes til følge. Nu lider Rippertons remix af Baikal samme ‘smerte’, og resultatet er en rejse ind i melodisk og emotiv trance i ægte Dixon-stil, og nogle ting skal man bare aldrig ændre på.
Det kan være svært hele tiden at holde sig opdateret med alle de nye pladeselskaber, der nærmest på ugentlig basis vokser frem, men med denne udgivelse viser Maeve, at man gør sig klogt i at holde et vågent øje med dets fremtidige bevægelser og udgivelser.