Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.
I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.
Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.
Du ved det først, når den er der – men så ved du det også – Sommeren er kommet til København! Og med sommeren følger festivaler. Regnsky har allerede været med på SPOT og Heartland, men nu drager Laura og Mirja mod Refshaleøen for at få taget “metal-mødommen” på Danmarks største rock- og heavy festival. I denne uge forvandles Refshaleøens Instagram-venlige streetfod mekka til et sandt ragnaro(c)k. Vi taler selvfølgelig om festivalernes ondeste og tungeste sværvægter; det forjættede land; COPENHELL, der i år kan fejre 10-års jubilæum og løber af stablen fra onsdag den 19. juni til lørdag den 22.
Nu tænker du måske “Jamen, hvad laver Danmarks sødeste musikblog på en hardcore rockfestival som COPENHELL?” Svaret er simpelt. Metalmødommen skal SPRÆNGES! Vi skal finde ud af om der sælges andet end øl – Mirja er kun taget afsted for at drikke, og Laura drikker kun Chardonnay. Vi skal have afklaring på hvad en Biergarten og et Smadreland er, og så skal vi opleve, hvad der er så specielt, når over 20.000 tunge, svedende og behårede læderklædte metalhoveder mødes i et hovedrystende flammehav på lorteøen.
Så her giver vi dig en guide over de 10 kunstnere, du skal se, udover de “obligatoriske” (for 2 newbies i flammelandet) Slipknot, Slash (guitaristen fra Guns n’’roses’) og Scorpions.
Eagles of Death Metal – Onsdag kl. 21:00, Pændæmonium
Amerikansk garagerockband stiftet i 1998 af Jesse Hughes og Josh Homme, som også er kendt fra Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures og Kyuess – og desværre også et terrorangreb i Paris. Udover navnet har gruppen dog intet med dødsmetal at gøre. Efter sigende kommer idéen til navnet af, at Josh Homme ville skrive noget musik i stil med The Eagles og blande det med dødsmetalgenren. Deres lyd er badass, ægte rock ‘n rollaaah, og så er deres covernumre af Duran Durans Save a Prayer og Mary J. Bliges Family Affair gennemført sprøde. Måske Copenhell får fornøjelsen af et af numrene, når de amerikanske ørne af dødsmetal skyder festivalen i gang. Vi ville ikke klage over en tur til LA, men onsdag aften, er der ikke noget sted, vi hellere ville være end foran Pændæmonium!
Halestorm – Torsdag kl. 21:00, Hades.
Der er dømt genderles sex, drugs and rock’n’roll, og uanset om du er til en lille kønskvotient i ny og næ, skal dette rockband nok få blæst al ølskum og fordomme i graven. I et interview i Rolling Stone Magasin fra 2018 forklarer Halestorm forsanger og guitarist Lzzy Hale, om den gamle diskurs, der alt for længe kunstigt har forbundet heavy musik og testosteron. Så med budskabet om at metal er for alle, ser vi frem til, at Halestorm spiller på COPENHELL torsdag…. DRACARYYYYYSSSS!!!!
TOOL – Torsdag kl. 22.30, Helviti
Amerikanske Tool er ikke bare torsdagens hovednavn. Det progressive art-metal-band er ifølge Laura, som har ventet 10 år på at få lov at høre bandet live, festivalens headliner, og er i sig selv grund nok til at tage på Copenhell. Bandet har vundet tre grammys og kunne oplagt placeres under de “obligatoriske”, men gruppen fortjener sgu en stor fed plads på listen. Tools lyd kan kendes på tunge og skiftende rytmer, hamrende guitarriffs og en sammenfiltring af østerlandske og vestlige tonearter. Lyden er intellektuel og instinktiv, melodisk og slibende, følsom og brutal og smuk og dystopisk på samme tid. Gruppens samarbejde med billedkunstneren Alex Grey er helt genialt, og kunsten sætter et syret særpræg på bandets lange og komplekse udgivelser. Forsangeren Maynard James Keenen driver desuden en vingård (champ stil!), og så synger han vokal i sideprojektet A Perfect Circle, som opstod efter Tools mange års radiostilhed og deres lange stridigheder med pladeselskabet Volcano Records. Dette kan du høre meget mere om i HEARTBEATS musikpodcast Indbegrebet af… , som beskriver bandet som “den perfekte supergruppe”. Både podcasten og bandet er værd at tjekke ud – også selvom A Perfect Circle ikke når Tool til nittebæltet. Heldigvis er det da også Tool, som gæster COPENHELL og for HELVETE, hvor vi glæder os til torsdag aften foran Helviti!
Baest – Fredag kl. 18:00, Hades.
Den danske “fem-tet” Baest spiller i Hades fredag aften, og mon ikke der bliver spillet et nummer eller to fra deres album “Dance macabre”, der stod som den mest solgte vinyl i 2018? Det er dog ikke meget beskrivelse Copenhell selv giver på deres hjemmeside, men med de indledende ord “Nærmere introduktion virker unødvendig”, virker denne koncert også som en “must-see”.
Clutch – Fredag kl. 21:30, Hades.
Der er lagt op til gedigent musikalsk ”håndværkeri” med genreelementer fra bluesrock, psyke og punk, når det 25 år gamle amerikanske rockband går på scenen. Det skal vi selvfølgelig også opleve på dette års festival!
Slægt – Fredag kl. 21:45, Pandæmonium
Danske slægt er et af de bands, der gør dig stolt over den danske metal-scene. Lyden er præget af 80’ernes heavy-vibe og sangteksterne af det overnaturlige og det okkulte. “Der Er Kraft I Det Onde” hedder sangen med flest afspilninger på Spotify, og det skal vi ellers love for, at der var, da det unge heavy-band gæstede Roskilde Festivals Rising Scene sidste sommer og skabte et ragnarok af hoppende hoveder og en skov af onde håndtegn i luften. Slægt skal opleves live, og vi glæder os til at genopleve den raspende death growl-vokal og de smertefulde insisterende guitarriffs fredag aften.
Heilung – Fredag kl. 00:45, Hades
Danske Heillung er skudt op fra den nordiske undergrund, og har på ingen tid skabt suveræn succes omkring sig. Bandets koncerter er både obskure og fascinerende, men er bestemt ikke for børn eller epileptikere. Laura så dem, da de gæstede Koncertsalen sidste efterår med deres rituelle oldtids-optræden med medbragte menneskeknogle-instrumenter, strobelys og mænd og kvinder med gevirer og mørk kropsmaling, som gik rundt blandt publikum og udgød strubesang og primalskrig. Det var uhyggeligt, men også uhyggeligt dragende. Laura sad med en “hvad fanden er det, jeg er vidende til her”-følelse og en tvivl på, om hun var med i en bizar gyserfilm eller et spirituelt vikingetogt, men hun kunne sgu meget godt lide det. Èn ting er sikkert: Heilung er en totaloplevelse, og de skal opleves live! Stadig i tvivl? Tjek dette klip ud.
Demon Head – lørdag kl. 12:30, Pandæmonium
Den københavnske kvintet spiller retrorock inspireret af 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal, som indebærer dobbelte guitarsoloer, okkulte temaer og tunge, langsomme numre gennemvædet af dyster apokalypsestemning. Der er en anelse Black Sabbat over bandets lyd, og de er et must for alle doom-fans. Mød op og få en blid start på sidste dag i helvede.
Rob Zombie – Lørdag kl. 20:45, Helviti.
Du kan regne med masser af horror, suspense og fedtet hår, når musikeren og filminstruktøren Rob Zombie kombinerer sine skills i et sandt “horror-show”.
Kvelertak – Lørdag kl. 01:15, Hades.
“Buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor”- sådan lyder Copenhells egen beskrivelse af den norske gruppe. Selvom vi ikke forstår et hak af hvad de synger med deres norsk-sprogede tekster, skulle stemningen være SINDSYG, når bandet i en blanding af metal og rock’n’roll buldrer derudaf.
Da mit 2017 startede, besluttede jeg, at jeg ville tage på alle festivaler, jeg kunne komme til. Det var mit mål at nå 10, når året gik på hæld. Det mål nåede jeg på Uhørt Festival, som sluttede i lørdags. Dermed fik Uhørt også lov til at lukke mit festivalsår af.
Uhørt er en anderledes størrelse. Det er meget med at lytte til uslebne diamanter og bands, der stadig kun er et stykke kul, for at være helt metaforisk. Der er mange gange, hvor man tænker “aaah, det er lige ved og næsten”. Det giver en mulighed for, at man kan rende rundt og bilde sig ind, at man har en evne for at spotte Danmarks næste store talenter. Det kan man dog ikke. Det har lytteudvalget (som bl.a. har Peter fra Regnsky med) allerede gjort for én. De har fundet de 39 bedste acts og sørget for, at man som festivalsgænger får rigtigt meget for sine 150 kroner. Det gør Uhørt Festival til en enormt afrundet størrelse, og jeg var utroligt imponeret over den høje kvalitet hos kunstnerne. Mest var jeg dog imponeret over diversiteten i programmet. En festival som Uhørt kunne man godt frygte, ville ende som én lang to-dages upandcoming nevergonnabe indie-koncert, men jeg fandt mig selv til alt fra dødsmetal til trap over afrobeat og shoegaze (selvom de ikke selv mener, de er det). Der var større genrediversitet på Uhørt, end på de andre danske festivaler jeg har været på i sommer, og det gjorde, at programmet aldrig blev kedeligt, fordi man hele tiden kunne opleve noget nyt. Jeg er ikke til dødsmetal, men jeg hyggede mig gevaldigt i den halve time, jeg havde sammen med BAEST. Alle koncerterne på Uhørt varer en halv time, og det gør festivalen til en showcase-festival, og det gør det også nemmere at finde overskuddet frem til at få set størstedelen af programmet.
Jeg vil dog gerne lige fremhæve nogle acts fra Uhørt, som jeg synes var noget for sig, og som du måske burde holde øje med!
Det gik først op for mig i lørdags, hvorfor de har valgt navnet Broer. Det er simpelthen et brødrepar, der bygger bro mellem sang og rap. Derfor ordspillet som både er broer men også bror. Broer er i den grad en usleben diamant, og den synergi man har som søskende bliver overført direkte til musikken. Jeg er ikke sikker på, hvem der er hvem, men bror 1 er street-bror. Han rapper (hurtigt!) og bar i lørdags en hyldesttrøje til Priden. Bror 2 synger (fantastisk!) og var iført en skjorte og en pæn jakke ud over. Derfor er de to vidt forskellige mennesker, men som når de så optræder sammen virkelig bare giver mening. Peter fra Regnsky mente også, det her var årets koncert, og jeg forstår godt, hvorfor han var blæst bagover, og det var på hans opfordring, jeg overhovedet befandt mig til koncerten. Så tak, Peter!
Direkte fra Danmarks svar på Serengeti, nemlig den jyske hede, kom ultra charmerende JJ Paulo. Han mødte op iført en t-shirt i et flot orange afrikansk mønster, og forklarede, på klingende midtjysk, at han var fra Tanzania (og Silkeborg). Han havde taget sin lillebror med til at styre beatsne, og han havde også en t-shirt på med den tanzanianske flag. JJ Paulo var den bedste showman, jeg så på hele Uhørt. Han optrådte som om, han stod på Orange scene, og det var en intens og energisk koncert, hvor han fire-fem gange fik publikum til at sætte sig ned og hoppe op, når det første skønne afrobeat ramte. JJ Paulo er one-to-watch, fordi jeg spår, at vi, heldigvis, ikke har set det sidste til den fantastiske showman. På en halv time fandt han desuden plads til at cracke jokes, lære publikum swahili og selvfølgelig smide t-shirten og vise sig lidt frem. Wauw, for et show!
Det var tydeligt, da Iris Gold gik på, at det vi nu skulle til at se, var på et helt andet niveau. Det er ikke for at sige noget negativt om det generelle niveau på Uhørt, men mange af kunstnerne virker stadig som om, de er igang med at finde deres lyd. Sådan er Iris Gold ikke. Gemt bag et kæmpe hår findes en fantastisk musiker, der lyder topprofessionel og musikken er sublimt produceret. Og det hele fungerer også live. Hvor mange af de andre optrædener var uslebne diamanter, var Iris Gold kronjuvelen i Uhørts krone. Hun er decideret fantastisk, og jeg forstår ikke, at hun ikke har fået mere opmærksomhed. Det kan måske have noget at gøre med, at den funky neosoul-ish hun spiller, ikke har så stort mainstreamappeal i dagens Danmark. Om end ikke andet var det fantastisk at høre en kunstner, der genoplevede en 70’er lyd med en sådan overbevisning, at man blev i tvivl om, hvilket årti man befandt sig i.
Uhørt er en gave til København, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af årets festival. Det er med 100 procents sikkerhed, at jeg kommer tilbage næste år for lige at sample det nyeste og bedste danske musik. Og det burde du også.
