Interview: Frej Levin fandt Natkat i et LSD-trip

Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.

Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.

Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?

Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.

Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?

Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.

Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?

Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.

Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.

Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.

Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?

Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.

Hvad for noget musik skal du se?

Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.

Hvornår fik du den CD?

Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.

Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?

Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.

Hvad er det for noget?

Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.

Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?

Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.

Hvorfor tror du det ville passe sammen?

Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.

Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?

Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den svære kunst at danse til house i aftensolen

B From E (aka Frej Levin) og den svenske duo Mount Liberation Unlimited ville ikke mangle noget at tale om, hvis de skulle blive fanget i en elevator sammen.

De kan eksempelvis gå i dybden om deres fælles kærlighed for dyb og charmerende house og tale om den fascination for hardware-instrumenter, som de begge besidder.

Og så har de begge haft til opgave at få publikum til at danse til housemusik midt i aftensolen på Roskilde Festival. Countdown-scenen var søndag klokken 18.30 vært for B From E, og 25 timer senere var turen så kommet til Mount Liberation Unlimited.

Ikke det værste tidspunkt for bastunge beats, men heller ikke det bedste, og det var fremmødet til begge koncerter et gyldigt bevis på. Kun hegnet helt oppe ved scenekanten, hvor man kunne finde skygge, var optaget af publikum, der endnu ikke var begyndt at overveje aftensmaden.

Fremmødet skulle selvsagt vise sig at tage til i sin størrelse ved begge koncerter, om søndagen ikke mindst takket være en tydelig begejstring malet i ansigtet på B From E over muligheden for at spille sin house-musik, der trækker tydelige tråde til Chicago-lyden i midt-90’erne. Selv da han indledningsvist kæmpede med tekniske problemer og gik bag om scenen blot for at vende tilbage med et sæt kabler til sine instrumenter, gjorde han det med et smil.

Og selvom bassen hamrede så hårdt, at den vibrerede i navlen, og B From E lignede en entertainer med sit brede smil og gode gode intentioner, kom der aldrig for alvor gang i festen. I hvert fald nåede den aldrig det klimaks, hvor hofterne løsriver sig eller hænderne nærmest af sig selv svæver i luften. Jeg kan kun forestille mig, hvordan koncerten havde udviklet sig, hvis starttidspunktet lå et par timer senere.

Mount Liberation Unlimited (foto: Hjalmar Rechlin)

Nogenlunde samme spørgsmål stod jeg tilbage med efter Mount Liberation Unlimiteds koncert. Og så alligevel ikke. I modsætningen til B From E’s instrumentelle udtryk tyer svenskerne både til guitar og vokal på deres produktioner, der er med til at give MLU et mere svævende og leftfield udtryk. Og hvor B From E lader musikken og smilet tale for sig selv, var duoen flere gange ude med direkte opfordringer til sit publikum.

Først refererede de til det danske fodboldlandsholds nederlag aftenen forinden ved at at proklamere et “fuck Kroatien”, og 20 minutter senere blev det for alvor mærkeligt, da Tom Lagerman fra duoen endnu engang adresserede publikummet. “I’m tired of Sweden. Wherever we go, we hear that the Danish people are fucking insane. But you guys are just fucking normal,” blev der råbt med en hentydning til, at folk skulle danse mere.

Men dansen brød aldrig for alvor ud. Det skal især tilskrives en alt for klumpet lyd, hvor MLU’s mange medbragte instrumenter aldrig fik lov at skinne igennem, men i stedet blev gemt væk i en maksimalistisk og stressende performance. Og på grund af dette både kunne og skulle MLU have gjort mere. Også selvom koncerttidspunktet ikke var det bedste.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Podcast: Regnsky møder Roskilde-aktuelle B From E

Det markerer en kulmination for Frej Levins lange liv som musiker, når han om et kort øjeblik indtager Roskilde Festival som B From E.

Og det siger ikke så lidt. Frej Levin har som B From E i løbet af ganske kort tid haft flere soloudgivelser med sin deep house-lyd på blandt andet Copenhagen Underground Posse, Tartelet Records og italienske Traxx Underground.

Men vejen derhen har været lang for den unge dansk-mexicaner. Det og meget mere fortæller han om i denne podcast med Regnsky.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copenhagen Underground Posse slutter ringen på ‘Liderlige Rytmer del 3 af 3’

Da festarrangørerne og klubkollektivet Copenhagen Underground Posse i 2014 sprang ud som et pladeselskab, begyndte det hele med vinyludgivelsen Liderlige Rytmer Del 1 af 3. En kompilation, hvor nogle af hovedstadens førende houseproducere som Daniel Savi, Samuel Andre Madsen og Kasper Marott var samlet.

Nu, fire år senere, kan Copenhagen Underground Posse (eller C.U.P.) omsider sætte et punktum på Liderlige Rytmer-føljetonen med den tredje udgivelse af tre. På fire år har C.U.P. udgivet solo-ep’er fra Supertonic, Terry Tester og senest B From E, og det er også sidstnævnte, der indleder Liderlige Rytmer Del 3 af 3.

B From E (alias Frej Levin) leverer på Human Revolution klassisk, uimponeret deep house, der vækker minder om Chicagos Glenn Underground, inden Samuel Andre Madsen som S.A.M. vender vrangen ud på Human Revolution med et dubbet remix.

Mens det er de garvede navne, der indtager a-siden, venter Belmaati (alias Casper Belmaati) og Soaked (Aske Albertus), to nye ansigter i C.U.P.-folden, på b-siden. Ligesom B From E har de to producere øjnene rettet mod en kanonisk house-lyd, men hvor Soaked på Heavy Thoughts allierer sig med pianostabs og rå, dunkende dyb trommegang på Heavy Thoughts, sørger Belmaati for lange synthlines og sing-a-long-venlige vokalrepetitioner på Deep CTRL.

Selvom der er sket meget, siden C.U.P. rullede pladeselskabsforretningen ud i 2014, har det københavnske label det seneste år været hårdt ramt af produktionsforsinkelser på pladen. Forsinkelserne er nu lagt bag dem, lover de, og derfor vil man i 2018 kunne se frem til flere (fremhævet med udråbstegn i pressemeddelelsen) udspil fra B From E, en Terry Tester-opfølger til Genealogia-ep’en fra 2016 samt en debut-ep fra førnævnte Soaked. Netop Soakeds første udspil på C.U.P., Heavy Thoughts, kan man høre i sin fulde længde forneden.

C.U.P. fejrer fredag eftermiddag udgivelsen af Liderlige Rytmer Del 3 af 3 med en release-fest i Nørrebro-pladebutikken Percy Records, hvor det også vil være muligt at købe vinylen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *