Der er mange måder at finde frem til de bedste koncerter på Roskilde Festival på. Og selvom det aldrig bliver helt objektivt, så har vi forsøgt at gøre det så neutralt som muligt. Her får du både de helt umiddelbare reaktioner fra trætte festivalgæster på vej hjem fra pladsen og de velovervejede synspunkter fra udhvilede festivalgængere, der har haft tid til at tænke over tingene.
I denne podcast har Mathias blandt andet sat en ‘metaller’ i stævne for at finde ud af, om de kan finde årets højdepunkt på trods af deres meget forskellige musikalske udgangspunkter. Lyt med og hør om alt fra Power Trip og Testament til Jada, Jon Hopkins og Sons of Kemet.
Indslaget er produceret og redigeret af Laura Fromm og Mathias Gavnholt.
Da Charlotte Gainsbourg sidste år udgav albummet “Rest”, blev den franske elektropop påny noget, man kunne lytte til uden en voldsom nostalgi. Sangerinden, skuespilleren, den af navn belastede og begavede Gainsbourg fik sammen med produceren SebastiAn (som gamle clubkids vil genkende fra de gode gamle Ed Banger-dage) genren til at fremstå frisk og sensuel. Og sangenes penduleren mellem det mystisk hviskende og det melodisk ligefremme, fik Charlotte Gainsbourg til at fremstå som en artist udenfor tid og stilluner – og en artist uden sidestykke på Roskilde Festivals program.
Udenfor tid og sted var koncerten på Avalon kl. 00:00 onsdag nat også. En forbløffende menneskemængde havde fundet vej til scenen, som Gainsbourg og band havde gjort til deres egen med en stilistisk gennemført scenografi af skiftesvist hvidtlysende LED-porte og hvide vertikale lamper fra begge af scenens sider. Scenografien skabte et eget rum for koncerten, og det var nødvendigt, for koncerten står her 24 timer efter festivalspladsens åbning som en “one of a kind”-oplevelse på en festival med megen politisk snak og nostalgi fra rockverdenens artister som The Weather Station og First Aid Kit.
Charlotte Gainsbourg optrådte med et ulasteligt cool band inklusiv festivalens indtil videre bedste musiker i form af en decideret fremragende trommeslager, der viste trommesættets muligheder som naturligvis rytmisk indpisker, men også som et nærmest melodisk instrument på især “Sylvia Says”. Her blev den indspillede versions halvdumpe lilletrommeslag forvandlet til næsten metallisk skarpe lyn. Ulasteligt cool, og et valg, der bekræftede Charlotte Gainsbourgs coolness. Det kan nærme sig en kliché at skrive om de lyseblå outfits og den androgynt cool frontfigur, og dem skal man passe på, for de kan overskygge den egentlige oplevelse (Gaffa, vi kigger på jeres elendige anmeldelse), men i Gainsbourgs tilfælde er de væsentlige. Franske artister og elektropop er nærmest en kliché, men koncerten viste at det ikke gør den enkelte oplevelse skidt. Man må gerne spille på klicheer, bruge dem, bekræfte dem, låne referencer af dem, danne sig selv med dem sig spejl. At Charlotte Gainsbourg i den grad har gjort det, viste Roskilde-koncerten. Den peakede flere gange med “Lying With You” og “Ring-a-Ring o’ Roses” som knivskarpe åbnere, der kunne stille publikums Daft Punk-sult, et afdæmpet, artpoppet mellemstykke med den hviskende “Rest” og “Kate”, der næsten var for delikate til Roskildenatten, inden det afsluttende, powerpoppede crescendo “Les Oxalis”.
Roskildes booker Stefan Gejsing fremhæver i dagens Orange Press Charlotte Gainsbourg som sin yndlingsbooking i år, fordi Charlotte Gainsbourg spiller koncerter uden at tænke på deres sædvanlige former. Om koncerten udfordrede koncertformen tvivler jeg på, men at koncerten står frem som sin helt egen på årets festival med sin gennemførte scenografi og efterhånden tidsløse genre, kan vi allerede på dag to sætte kryds ved.
Kakkmaddafakka er seks drenge fra den nabolejr, du altid frygter at få, men som går hen og bliver dine bedste nye festivalvenner. Med en fanesvinger, hårbånd og cap på tværs til at styre de lyse krøller og lå lå lå-kor er Kakkmaddafakka prototypen på den lidt irriterende, men elskværdige norsk/svenske nabolejr – den nabolejr, som du ikke ved om er svensk eller norsk, før de siger tvivlomme kønsstereotype udsagn som “stop acting like a girl” og “the only question is: is she old enough for me?”, og svensk bliver afskrevet.
Og så er Kakkmaddafakka fra Bergen nok det mest Roskilde-agtige band i hele verdenen – og derfor også de perfekte til at åbne festivalens Avalon-scene onsdag kl. 17:30. Eller hvad? Kakkmaddafakka-kenderen Rasmus og Kakkmaddafakka-skeptikeren Eva mødtes lige efter koncerten for at finde ud af, hvorfor bandet havde publikum i deres hule hånd.
Luftens helte giver den blege indieprut elastik i knæene
Eva: “Det band kan jo give selv den blegeste indieprut elastik i knæene, det er jeg vidst beviset på… men jeg forstår ikke helt, hvordan de gør det, for min hjerne bliver ved med at sige til mig, at de er ret uoriginale og ikke skriver helt gode nok sange til den form for overgivelse – selvom jeg morede mig gevaldigt. Rasmus, du har hørt Kakkmaddafakka spille koncert tidligere, interviewet bandet i din egen stue, og må siges at være lidt af en kender i det hele tage: hvad er det, de kan?
Rasmus: “Grundlæggende, så ved Kakkmaddafakka, hvad man vil som publikum. De ved, at man vil have en fest, og de ved, hvordan de skal give os den. De siger ja til alt. Også til at spille til sådan noget som RUCs årsfest”
Eva: “Ja, de tager bare børnene med, som vi kan se, da de havde overvundet alle i Avalon-teltet til at blive fans, og derefter kom ud på scenen med børnene for at modtage publikums hyldest. Men helt ærligt: faner, Cher-covers og koklokke – bruger de ikke lolleriet for at kompensere for noget?”
Rasmus: “Det, tror jeg, afhænger af, hvordan man går til koncerter – jeg synes, det skal være sjovt og underholdende og festligt. Jeg har det sværere ved at tage til koncerter, hvor det kun er musikken det handler om. Det gør det virkelig ikke hos Kakkmaddafakka, der handler det om at give publikum en kæmpe fest. Så kan det godt være, at de rammer nogle toner forkert og ikke har verdens stærkeste bagkatalog, men for mig var det virkelig definitionen af en livekoncert, hvor bandet virkelig nyder det.”.
Eva: “Helt klart. Altså, de kommer jo løbende ind på scenen som luftens helte eller sådan noget, fuldstændigt overgearede, og efter første eller andet nummer, da de to guitarister og bassisten løfter deres instrumenter over hovedet, må keyboardspilleren bare være med – med klaverbænken. Det satte virkelig rammerne for koncerten som en hands-in-the-air-indiefest.”
Den perfekte åbning af Avalon
Rasmus: “Jeg vidste godt, de var enormt glade for Roskilde, men ikke at Roskilde havde været et mål for dem, da de startede bandet, sådan som konferencieren fortalte inden koncerten. Men man kunne bare mærke på dem, at de var oprigtigt glade for at være der og havde den samme glæde ved koncerten som publikum.”
Eva: “Ja, inden koncerten var vi begge i tvivl om, hvorvidt de kunne fylde Avalon ud. Men teltet var fyldt fuldstændigt, og folk gik ikke midt i koncerten – tværtimod.”
Rasmus: “Det har måske også overrasket bandet, selvom det også er typisk, at det er først er når man ser et band på Roskilde, at det går op for en, at det er blevet stort. Der kan være 8.000 på Avalon, og der var jo pakket.”
Eva: “Kakkmaddafakka var perfekt programsatte til netop at ramme det publikum, som nok ikke har høvlet fuldstændigt igennem i alle opvarmningsdagen. Publikum var ret gammelt for Roskilde-standarter – når man er i trediverne, så er man altså 10 år ældre end Roskildes gennemsnitspublikum. Kakkmaddafakka er nostalgisk og trygt for dem, der også hørte The Whitest Boy Alive i 2007 eller 2009 – man kan tydeligt høre fællesskabet med The Whitest Boy Alive i Kakkmaddafakkas jangly guitar og dansable, håndspillede beats.
Rasmus: “Erlend Øye fra The Whitest Boy Alive har produceret Kakkmaddafakkas seneste album “Hus”.
Eva: “Så giver det jo meget god mening. Det var som om, der var noget virkelig folkeligt over koncerten, og jeg forestillede mig, at det kunne være sådan noget, den 30-årlige roskildegænger hører på revyen som 70-årig. For mig peakede koncerten med deres cover af Chers “Believe”, hvor percussion-spilleren kom frem og sang med størst indlevelse. Det var ekstremt kikset og virkelig nice på en og samme tid, fordi det understregede, at bandet er i det for the fun of it og ikke skal tages særligt seriøst som andet end en god oplevelse. Det var gode lette festivalkalorier, og så er man ligesom klar Nine Inch Nails sent på Arena – eller Roskilde-stemningen i det hele taget.”
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival
Angel Olsen – Avalon – fredag
Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.
Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.
Hamilton Leithauser – Pavillon – torsdag
Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.
Jungle, ledet af barndomsvenner ‘J’ og ‘T’ viste endnu en gang, hvor dygtige de til at få deres neo-soul ud over scenekanten (foto: Peter-Emil Witt)
Der er ikke bare halvtreds år og et helt atlanterhav til forskel fra soulmusikkens udspring af afroamerikansk musikkultur til britiske Jungles neo-soul. Med inspirationer fra sydamerikansk bossanova og Nile Rodgers-guitarriffs vil Jungle have dig til at smile, elske og danse. Der er ingen sekulære sangtekster eller dyb smerte, og derfor kunne jeg på forhånd gisne om, hvorvidt duoen, der på livescenen folder sig ud til en septet, kunne holde gejsten hos publikum oppe i en lille time med kun ét album i baghånden. Det selvbetitlede debutalbum fra 2014 viser ikke mange udsving på temposkalaen og kommer sjældent over de 100 beats i minuttet.
Alligevel var forventningerne til Jungle tydeligvis store på Avalon-scenen i går, hvor der var fyldt godt ud i gruset med meget lille mulighed for bevægelse. Rygtet om deres sublime evner som liveband og dets fire fornemme singleudspil var tydeligvis kommet dem i forvejen, for da korpiger, bassist, trommeslager, synthmand samt hovedpersonerne ‘J’ og ‘T’ havde gjort deres entré på scenen, var de allerede ti minutter forsinket.
Publikum tilgav imidlertid bandet med det samme takket være åbningsnummeret Platoon, badet i grønt scenelys. Ligesom det er tilfældet på albummets øvrige 11 numre, er varigheden på Platoon skåret ud efter bedste radiovenlighed med tre til fire mintuters spilletid. På scenekanten folder bandet numrene ud i extended cuts, hvilket giver Jungle rig mulighed for at charmere og flirte det efter deres eget udsagn ‘det bedste publikum, de har spillet for hele sommeren’.
Kollektiv fest til sidst
Ligesom monotonien lurer i baggrunden på nogle af albummets fillers opstod der også sekvenser, hvor intensiteten sammen med publikums hænder kom et stykke ned mod grusunderlaget. Efter den fine The Heat skulle bandet arbejde sig igennem Accelerate og Lucky I Got What I Want, og i et kort øjeblik kunne man frygte, at det ville være for sent at hive begejstringen tilbage i publikum på numrene Busy Earnin’ og Time, som de har for vane at slutte deres koncerter af med.
Men noget ganske uventet skete på det tredjesidste nummer, Drops. Med inspirationer helt tilbage til Beach Boys’ vokalharmonier synger J og T “So come down from the clouds“, og det var mere en følelse af comedown efter en lang nats rus, end det var af den tilbagevendte jord under fødderne. Men så tog bandet lyden længere ned end på de forgående numres break, indhalerede stilheden, inden en arpeggieret akkord sendte publikum tilbage op mod skyerne. Vejen var derefter banet for en kollektiv fest, som trods høje forventninger og et begrænset bagkatalog efterlod et positivt indtryk.
Hot Chip – Dansefest for nørder
Hot Chip (foto fra anden begivenhed)
En helt anden danseoplevelse var nattens sidste koncert med det engelske dance/punk-outfit Hot Chip. Med seks album på bagen trækker Hot Chip på langt flere strenge end landsmændene fra Jungle, blandt andet med samhørigheden fra Chicago house-inspirationerne på Need Your Love og avantgarde-disco á la Arthur Russell på Don’t Deny Your Heart.
Hot Chip gjorde rigtig meget for at underholde og for at holde publikum vågne til den sene nattekoncert, som da de oppe på scenekanten fremførte en nørdet dansekoreografi på Flutes. Ansvaret for kontakten til publikum var rigeligt fordelt mellem Al Doyle (der også huserede i LCD Soundsystem), Joe Goddard (The 2 Bears) og frontmand Alexis Taylor.
Hot Chip høster vanligt rosende anmelderkritik for deres albumudspil, men der er stadig et stykke til det danske publikums hjerter. Deres image som nørder, der leger med elektroniske instrumenter og blandt andet sampler First Choices discoklassiker Let No Man Put Assunder rammer ikke rigtig ned i noget P3- eller P6 Beat-segment.
Parade af hits og undervurderede skæringer
Til gengæld blev Arena ramt af bandets lyst til at skabe en fest. Her var Over & Over, der hyller repetitionens kunst, overgangen fra Ready For The Floor til den smukke danseballade I Feel Better samt lukkenummeret, bandets cover-udgave af Bruce Springsteens Dancing In The Dark, iklædt electro-klæder, aftenens højdepunkter. Hot Chip har ligeså mange hits, som de har undervurderede skæringer. Sent i går nat miksede de begge blokke sammen, hvilket skabte det, de var kommet for; dansen. Tilfredsheden var tydeligt printet i folks ansigter omkring mig, men der manglede måske lige det sidste. Det kunne blandt andet komme fra A Boy From School, bandets absolutte hit, som ikke havde fundet vej til setlisten. Ikke desto mindre en større anledning til at hive dem tilbage en anden gang; for underholde, det kan de, de nørder.
Father John Misty ramte plet på Avalon-scenen med hans mikstur af kynisme og personlige beretninger fra hans eget kærlighedsliv (foto: Esquire)
Hvis Father John Misty var en spillefilm, ville han være forbudt for børn. Han forfører og smider sig gerne på jorden i omsætning for dit blik og din kærlighed. Men han gør det på forhånd klart, at der er en chance for, at han bliver træt af dig. Sker det, er han ikke bange for at smide din kærlighed væk.
Avalon-scenens tæppe var knapt trukket helt til side, før amerikanske Josh Tillman aka Father John Mistyog hans fem mand store backing band stod klar foran et tætpakket publikum. Med titelnummeret fra sidste års album, I Love You Honey Bear, Josh Tillmans kærlighedssang til hans kone Emma, kastede han sig ned på sine knæ til jublende respons fra publikum, sekundet efter den første guitarstreng blev slået.
Albumopfølgeren til 2012-debuten Fear Fun zigzagger mellem bitter Charles Bukowski-kynisme og beskrivende kærlighed, og høstede anmelderroser for evnen til at mixe ironisk meta og hudløs ærlighed i en fræk folk-cocktail. På samme pendulerende facon dansede Father John Misty forførende til højre og venstre for Avalon-scenen i hvad der i momenter lignede en parringsdans på Crazy Daisy i Viborg.
Med blot et vrik fra hoften kan Father John Misty bedåre selv en ørkentør nonne i cølibat, så selvfølgelig ydede Roskilde-publikummet ingen modstand. Ikke mindst fordi Father John Misty aldrig mistede grebet om musikken, hvad enten han sang falset på den inorganiske True Affection eller croonede indover “one of the biggest hits in the United States right now”, den apatiske og ironiske Bored In The USA. Ej heller var der en finger at sætte på Fear Fun-nummeret Only Son Of A Ladies’ Man, der fik publikum til at synge med.
Men ligesom han forfører, formår sangenes vigtige tematikker og budskaber at svømme oven vande og give publikum et vindue ind til mange af de indre samtaler, den mørkhårde amerikaner med det store skæg utvivlsomt må have haft med sig selv. Efter en timelang koncert løb Father John Misty efter lukkenummeret The Ideal Husband væk fra scenen med en masse hjerter, og hvis du agter at få det tilbage, så skal du vente til november, hvor han vender tilbage til Danmark med to koncerter på VEGA.
Roskilde Festival har i Avalon fået sig en ny scene, der i går fik sin ilddåb med koncerter fra blandt andre Earl Sweatshirt og Liars. I dag var det så denne signaturs første omgang med den nye scene, der har overtaget pladsen fra Cosmopol. Det oftest støvfremkalende grusunderlag er der stadigvæk, men scene er blevet blå og profileres i år med at have en versatil størrelse, der kan rumme både mindre såvel som større navne. Det Los Angeles-baserede shoegaze/indie-rock-band Warpaint må i denne sammenhæng betragtes som et af de større navne, hvilket også indledningsvist var afspejlet i fremmødet. Starttidspunktet klokken 17.00 betød, at kvindekvartetten ikke mødte anden musikalsk konkurrence end den fra Orange Scene, hvor tyske Seeed, der repræsenterer en hel anden stil end den fra Warpaint, bød op til dans.
Dans blev der også opfordret til på Avalon, hvor Warpaint gik ind på scenen til tonerne af C+C Music Factorys 1990-danseklassiker, Everybody Dance Now. Et mærkeligt valg for et band, hvis lyd oftest kalder på et mere stillestående fodparti. Det fremmødte publikum stod også længe og vaklede rundt i gruset, hvilket dog ikke var effektueret af Warpaints på plade fornemme shoegazerlyd og vokalharmonier. Dertil var lyden for ringe, og der bredte sig hurtigt en sitrende, lettere apatisk stemning omkring den bagerste halvdel af sceneteltet, hvor jeg befandt mig. En del lavmålte samtaler imellem publikummer spredte sig, og det virkede på mig til, at denne del af fremmødet havde fundet vej til Avalon grundet en nysgerrighed mere end at de var deciderede fans af bandet.
Jeg er af en stor fan af 2010-debutalbummet The Fool, hvor de førnævnte flerstemmige vokalharmonier er bandets helt store styrke. Denne force blev dog hæmmet af dårlig lyd, og på denne måde kom de fire kvinder, der indledningsvist fremstod ganske introverte, ikke for alvor fik et tag i størstedelen af publikum. Før koncertens femte nummer, Undertow, spurgte frontfiguren Theresa Wayman, om publikum var klar til at feste. Det imødekommende jubelbrøl blev fra gruset mødt af gruppens vel nok største hit, der langt fra er en festlig sag. Heldigvis skete der halvvejs inde en heldig udvikling for koncertoplevelsen. Den del af publikum, der mest var interesserede i at finde ud, hvad dette band med to albums på samvittigheden havde at byde på, gled langsomt ud af teltet, måske fordi et andet kvindeband, popsøstrene fra Haim, var en halv time fra at gøre sin entré på Arena. Herefter forstummede en del af den uro, der prægede den første halvdel af koncerten.
Love Is To Die, førstesinglen fra den selvbetitlede albumopfølger fra 2013, ændrede markant Warpaints indstilling. Duoen kom ud over scenekanten og den nu mere dedikerede fanskare kom let op at danse. Trommerne fra Stella Mozgawa var i forhold til indledningen sat langt bedre i scene, og der eksisterede for første gang en fornen harmoni imellem vokalarbejdet fra Emily Kokal, Jenny Lee Lindberg og den smukke Theresa Wayman, der sommerkådt vrikkede frem og tilbage. Dette nummer startede en perlerække af veludførte numre, hvor synergien imellem publikum og Warpaint markant var til stede. Først med Drive, den penultimative skæringfra samme album, og sidst en række mere shoegazestilede numre fra bandets spæde år og ep-udgivelser. Den store, farverige baggrund, der visualiserede Warpaints nyeste album, udgjorde derfor mere en facade af grønne og lilla farver, end det var et udtryk for koncertens omdrejningspunkt. Hvad jeg indledningsvist frygtede ville blive en tam koncert, endte i stedet med en flot gennemgang af kvindernes 10 år lange karriere sammen. Warpaint har en stor fremtid foran sig, både på album og i liveformat, hvis de kan fortsætte deres solide blend af shoegaze-lyd og vokalharmonier, der er bandets helt store force, og også var det denne tidlige aften.
