Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger

Ea Kaya SPOT Festival
Danske Ea Kaya er én af Peters 10 anbefalinger til årets SPOT Festival. Foto: Pressefoto

Så er vi der endelig! SPOT Festival – festivalen, som traditionen tro sparker gang i den travle festivalsæson herhjemme på behageligste vis. Det er her, man ofte kan opleve dem, som de kommende år vil optræde på Orange Scene, Bøgescenen, og hvad de store, danske festivalscener ellers hedder. Rasmus har allerede anbefalet sine favoritter på årets festival, og jeg vil nu forsøge at gøre ham kunsten efter med mine 10 favoritter fra SPOT 18-programmet.

White Dominos
Torsdag kl. 22.00 på Headquarters
Hvem andre end rockkongerne af Aarhus kan være min første anbefaling? For snart to år siden anbefalede jeg The White Dominos forud for det års UHØRT Festival – og det var ubetinget en af de bedste oplevelser, jeg har haft på den københavnske mini-SPOT. White Dominos er rockmusik, der er både umiddelbar, ligetil og fuldstændig gennemført, og det er umuligt ikke at komme i godt humør af. De er forrygende live, så hvis man er i Aarhus allerede torsdag, må man ikke snyde sig selv for White Dominos!

Lyt til: “Everybody’s Watching”

Skylar Fri
Fredag kl. 16.00 på SPOT Royal & kl. 21.15 på Atlas
Danske Skylar Fri er en af den slags sangerinder, hvor man bliver blæst bagover fra allerførste sekund. Hendes vokal læner sig op af sangerinder som Lana Del Rey og Adele, og den bliver pakket ind i et velproduceret dramatisk, elektronisk univers, som fastholder lytterens opmærksomhed fra start til slut. Skylar Fri kan opleves to gange på SPOT, og umiddelbart vil jeg anbefale koncerten på Atlas, da lyden alt andet lige er bedre på den indendørs scene end på den ofte noget vindblæste SPOT Royal.

Lyt til: “Man Is Strange”

FRUM
Fredag kl. 17.30 på Voxhall
Jeg tror sjældent, at jeg har gennemlyttet mere, end jeg har med færøske FRUM og hendes debutsingle “Birdstone” fra sidste år. Jenný Augustudóttir Kragesteen hedder kvinden bag FRUM; et projekt, som i hvert fald har taget mig med storm. FRUM er atmosfærisk og grunddramatisk med Jennýs vokal som det helt store omdrejningspunkt. Hvis du er til artister som GANGLY, Highasakite og Aurora, bør du tjekke FRUM ud, når hun giver koncert på Voxhall fredag eftermiddag.

Lyt til: “Birdstone”

Jada
Lørdag kl. 14.20 på Aarhus Volume & kl. 19.00 på Voxhall
Da Morten og jeg var til VEGAs Udvalgte i januar, lavede vi en voxpop efter arrangementet. Vi spurgte gæsterne, hvem der havde været deres favorit. Alle svarede det samme: Jada. Hvis ikke det er anbefaling nok, så ved jeg sgu ikke. Emilie Molsted skriver og producerer selv sin musik, som er en form for soulet pop. Hun var et af Redbulls nye talenter i 2017, og hvis man har oplevet hende live, forstår man hvorfor. Hendes vokal er allerede lækker digitalt, men live er det som noget fra en anden verden.

Lyt til: “Sure”

Aufori
Lørdag kl. 17.00 på Radar
Det har været et vildt år for unge Anna Ritsmar og hendes band Aufori. På egen hånd var hun et mulehår fra at vinde Dansk Melodi Grand Prix 2018, men hun måtte (heldigvis) nøjes med andenpladsen. Heldigvis, fordi hun ellers ville have befundet sig i Lissabon netop nu for at deltage i Eurovision. Nu er hun i stedet i Aarhus på SPOT Festival som en af finalisterne i Karrierekanonen sammen med sine efterskolevenner Mathilde Sten Nielsen, Oliver Bernburg og Bjarke Mathiasen i Aufori. Aufori er noget så sjældent som et dansksproget band, der formår at skrive tekster, som synger sig helt ind under huden. Det er hjerteskærende ærligt og poetisk på samme tid – og naturligvis fuld af aforismer. Aufori var i øvrigt også blandt mine anbefalinger på UHØRT i 2016, så der begynder at tegne sig et billede…

Lyt til: “Runddans”

Ea Kaya
Lørdag kl. 19.15 på Godsbanens åbne scene
Byd velkommen til den danske Sigrid! 22-årige Ea Kaya laver melodisk elektronisk pop, og med debutsinglen “Remedy” har hun skabt en banger af et pophit, som har skudt hendes spæde karriere i gang med et brag. I disse år vælter det frem med nordiske popsangerinder af international kaliber med , Zara Larsson og, ja, Sigrid som de nuværende frontløbere for henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Jeg tror dog, at der stadig er plads til flere, og Ea Kaya er umiddelbart det bedste bud herhjemme til at følge i Karen Marie Ørsteds efterhånden ret markante fodspor.

Lyt til: “Remedy”

Takykardia
Lørdag kl. 19.15 i A-Huset
Nu ramler vi ind i det første planlægningsproblem. Drømmepopperne i Takykardia spiller nemlig på præcis samme tid som Ea Kaya. Men man kan jo passende lade humøret bestemme: Er man i festhumør, eller er man mere i det eftertænksomme hjørne? For hvis det sidste gør sig gældende, er det en god idé at søge mod danske Takykardia, som jeg havde fornøjelsen af at præsentere sidste år, da de udgav deres debutsingle “Immortalized”. Takykardi betyder hurtig hjerterytme, og der er da også et gevaldigt højt tempo undervejs på bandets selvbetitlede debut-EP. Men det er nok snarere evnen til at variere tempoet med en unik sans for timing, som gør Takykardia til noget helt særligt i mine øjne – og ører. Slå et smut forbi A-Huset, hvis du har behov for et behageligt pusterum lørdag aften.

Lyt til: “Immortalized”

Ane Monsrud
Lørdag kl. 20.00 på Klubscenen i Musikhuset
Sidste år gav norske Siv Jakobsen en af de smukkeste koncerter, jeg til dato har oplevet på SPOT. Hvis jeg skal pege på en artist, som har potentialet til at give mig en lignende oplevelse i år, må det være Sivs landskvinde Ane Monsrud. Hun er mere jazzet end Siv, men vokalen har de samme atmosfæriske kvaliteter, der – formentlig – kan være med til at skabe en gennemført behagelig og hyggelig oplevelse, som man godt kan have brug for efter en festival med utroligt mange nye indtryk.

Lyt til: “Confess”

Hajk
Lørdag kl. 23.15 i Rytmisk Sal i Musikhuset
Det norske indiepopband Hajk er mit internationale hovednavn på SPOT 2018. Sigrid Aase og Preben Sælid Andersen hedder de to frontpersoner i det anmelderroste band, og de supplerer hinanden på helt eminent vis, når de skaber, hvad jeg nok bedst kan beskrive som energisk feel good pop. Uden at det dog nogensinde bliver overgearet eller irriterende – det er simpelthen bare lækkert og perfekt til en varm sommerdag. Solen er nok gået ned klokken 23.15, men solen skinner alligevel sjældent i Rytmisk Sal, så mon ikke det nok skal gå alt sammen. Hajk er uden tvivl den lørdagsfest, der skal til for at runde festivalen godt af.

Lyt til: “Magazine”

Nelson Can
Søndag kl. 00.45 i Scandinavian Congress Center
Okay, Hajk får ikke helt lov til at lukke SPOT Festival anno 2018 for mit vedkommende. Det gør den danske rocktrio Nelson Can derimod. De behøver ingen nærmere introduktion for de fleste, for de har efterhånden syv år og en lang række koncerter rundt i landet på bagen. Nelson Can er en (fjollet) oversættelse af Niels På Dåse, men deres musik er alt andet end fjollet. Den er knivskarp og forrygende god rock, som heldigvis har fået de fleste til at se ud over den irriterende klicheagtige begejstring for kvinder, der spiller rock. For Nelson Can er ganske enkelt et fremragende rockband, der har skabt noget unikt ikke bare herhjemme men også internationalt. Det er beskidt og lækkert på samme tid – så tag nu bare til koncerten. Du har formentlig ikke noget bedre at give dig til klokken et om natten alligevel.

Lyt til: “Break Down Your Walls”

Der er selvfølgelig også en masse andet lækkert, som jeg ikke har fået plads til – eller som Rasmus allerede har anbefalet. Og herfra skal der da også lyde en opfordring til at gå på opdagelse, når du har et ledigt slot i dit program. Man kan opdage så mange fantastiske nye artister på SPOT, og det er ofte der, de bedste oplevelser gemmer sig. Så gå rundt, prøv nogle nye genrer af, og måske støder du på dette års Athletic Progression eller KOPS.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Dem skal du høre på UHØRT Festival

UHØRT Festival

Så er det ved at være den tid på året igen. Den anden weekend i august. Nej, jeg snakker ikke om Smukfest, som næste år vender tilbage til denne weekend. Det er derimod blevet tid til den festival, jeg i lang tid har kaldt min yndlingsfestival herhjemme: UHØRT Festival. Jeg må sige, at festivalen har fået skarp konkurrence fra Heartland Festival i år, men jeg glæder mig stadig helt ustyrligt meget til weekenden, hvor jeg for alvor får lov til at dykke ned i primært det danske vækstlag.

Ligesom sidste år har jeg dog tyvstartet lidt ved at være en del af UHØRT Festivals lytteudvalg – hvilket jeg stadig er meget beæret og glad for at have fået lov til. I lytteudvalget lytter vi en lang række bands igennem og giver dem karakterer, så de dygtige mennesker hos UHØRT har et kvalificeret grundlag at booke bands ud fra. I dette indlæg vil jeg guide til mine fem af mine favoritter for hver af de to dage, festivalen står på.

Diet
Fredag klokken 16.40, Hvid Scene
Diet har fået æren af at skyde årets festival i gang fredag eftermiddag, og det er helt sikkert en god grund til at være på pladsen tidligt. Jeg kommer i hvert fald helt sikkert selv til at være der, for jeg vil ikke gå glip af bandet, som i mine ører lyder som Wild Nothing burde have gjort på deres seneste plade. Sådan lød de ikke, men det gør Diet heldigvis. Det er postpunk med shoegaze-elementer, som passer perfekt til en (forhåbentlig) sommer-agtig eftermiddag.

THE ROSA
Fredag klokken 18.00, Sort Scene
Da jeg hørte THE ROSA var jeg dybt chokeret over, at jeg ikke havde hørt om hende før. Hun har nok stærkeste og mest soulfyldte vokal af alle de optrædende i år, så hvis man er til kuldegysfremkaldende soulet r&b-pop, bør man finde vej til de intime rammer (går jeg ud fra, at de er igen i år) ved Sort Scene, når eftermiddag bliver til fredag aften.

Masasolo
Fredag klokken 18.40, Royal Scenen
Jeg ved efterhånden ikke, om Masasolo behøver nogen nærmere introduktion. Det er drømmende poppet rockmusik af den ypperste kaliber, hvilket Morten Søgaard senest gav eksempler på, da jeg havde fornøjelsen af at høre ham på Musik i Lejet. Det er især Morten Søgaards evner som guitarist, som gør Masasolo til et yderst behageligt bekendtskab, hvor man helt ubekymret kan lade sig opsluge af det varme og omfavnende musikalske univers. Hvis du ikke har oplevet Masasolo før, må du ikke gå glip af denne koncert!

JÆRV
Fredag klokken 21.20, Royal Scenen
Amanda Glindvad og JÆRV er en anden artist, som heller ikke har brug for en lang beskrivelse. Søstrene Glindvad – Amandas søster Fine er forsangerinde i CHINAH – har for længst markeret sig som nogle af landets mest lovende kvindelige artister, og det skyldes især evnen til at give helt fænomenale live koncerter (se klippet nedenunder, hvis du er i tvivl). Hvis man vil se et levende bevis på det, så kan jeg kun anbefale at kigge forbi Royal Scenen fredag aften. Det er relativt enkel popmusik, som dog er så gennemført og stilsikkert, at inderligheden og oprigtigheden lyser stjerneklart igennem på en ekstremt rørende facon. JÆRV er min yndlingsartist i 2016. Det er vist den mest uforbeholdne anbefaling, jeg kan komme med.

JÆRV – Skurk (live)

Slowes
Fredag klokken 22.00, Hvid Scene
Det er ikke nemt at skulle følge lige i hælene på en af festivalens hovednavne, men hvis nogen kan gøre det, så er det helt klart Slowes. Duoen har imponeret mig helt vildt med deres interessante take på synthpoppen. De minder mig på mange måder om britiske HONNE, som de seneste par år har været en af mine yndlingsartister. Slowes har dog skiftet overfloden af r&b-elementer ud med en lidt mørkere elektronisk lyd, hvilket nok er den tydeligste markør for, at de rent faktisk er danske og ikke britiske. Tjek dem ud!

https://soundcloud.com/slowesmusic/sweet-1

AUFORI
Lørdag klokken 16.40, Sort Scene
Min lørdag begynder tidsmæssigt fuldstændig ligesom fredag, men musikalsk er det noget helt andet. Den purunge trio AUFORI laver dansksproget popmusik af den fine og enkle slags. Jeg har indtil videre kun hørt tre numre fra 16-årige Anna Ritsmar og hendes to efterskolevenner Mathilde Sten og Óliver Bernburg, men alle numrene har det til fælles, at de er ekstremt velskrevne, ekstremt nærværende og sammenhængende i en grad, man normalt ikke ville forvente af så unge artister. Jeg glæder mig – især fordi der jo sidste år var en anden ung trio, som væltede UHØRT…

Sweet Tempest
Lørdag klokken 18.00, Sort Scene
Vi bliver hængende ved Sort Scene efter AUFORI-koncerten. Her skal den dansk/engelske duo Sweet Tempest nemlig optræde. Jeg har virkelig svært ved at sætte bandet i bås rent genremæssigt, men de minder mig om old school-udgaven af Blue Foundation; måske er det egentlig mest bare Luna Kira Rud-Petersens stemme, som minder meget om Kirstine Stubbe-Teglbjærgs… Uanset hvad skal det ses som en kæmpe ros! Jeg forventer forelskelse, kærlighed og i det hele taget vildflyvende følelser, når Sweet Tempest spiller lørdag aften. Jeg får kuldegysninger bare af at tænke på det!

Mambe & Danochilango
Lørdag klokken 18.40, Royal Scenen
Lige efter Sweet Tempest SKAL alle simpelthen bevæge sig hen til Royal Scenen, hvor UHØRT Festivals måske mest eksotiske artist nogensinde skal optræde. Mambe & Danochilango stammer fra henholdsvis Colombia og Mexico, og de spiller rytmisk musik med vanvittige mængder energi. Mambe er den kvindelige frontfigur, mens Danochilango som DJ styrer slagets gang – hvis slagets gang da skal styres. Måske skal der bare gives slip? Det tror jeg. Uanset hvordan man vælger at gribe koncerten an, så må man simpelthen ikke gå glip af festivalens bedste musikfest!

The White Dominos
Lørdag klokken 21.20, Royal Scenen
Ingen anbefalingsliste uden en fuldstændig stilren rockartist fra Aarhus. Enter: The White Dominos. The White Dominos er hverken mere eller mindre. Musikken er ekstremt ligetil, men lige netop derfor fungerer den og skaber et musikalsk univers, som alle stort set uanset hvilken musik, man normalt er til, vil kunne elske. Jeg er sikker på, at The White Dominos vil give UHØRT-publikummet lige præcis den vitaminindsprøjtning, der nogle gange kan være brug for, når man så småt nærmer sig festivalens sidste timer.

The White Dominos – Like A Ghost

Alvarado
Lørdag klokken 22.40, Royal Scenen
Alvarado er født i El Salvador, men hun levede sine første i San Francisco på den amerikanske vestkyst, inden hun som 10-årig flyttede til Danmark. For mig er Alvarado et unikum i dansk musik, og hun er et af de mest lysende talenter inden for den klassiske hip hop, som på trods af opvæksten er meget Londonsk i sin lyd. Debut EP’en “Venusian” er velproduceret og giver et godt billede af Alvarado som en seriøs og dedikeret artist, som eftersigende skulle give rigtig gode koncerter. Jeg skal i hvert fald hen og se, om der er noget om snakken.

Det var de 10 navne, der blev plads til, selvom guderne skal vide, at jeg sagtens kunne have anbefalet mange flere. Men det ville måske ødelægge lidt af formålet med listen, hvis jeg anbefalede hele programmet. Min anbefaling vil selvfølgelig være at tjekke de her 10 navne ud, men ellers handler UHØRT i høj grad om bare at gå på opdagelse. Bevæg dig rundt mellem scenerne, og måske – hvis du er heldig – vil du møde et nyt yndlingsband. Det gjorde jeg selv sidste år med Velvet Volume

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *