Det er ikke første gang, Ice Cream Cathedral bliver omtalt på disse sider. Tilbage i marts fandt deres debut-ep Straight Archs vej til mine ører, og der har siden hen været god grund til forsat at regne dem blandt de mest lovende danske bands i øjeblikket – i hvert fald når det gælder popmusik. I modsætning til store dele af den øvrige kritikerroste upcomingscene i Danmark, er Ice Cream Cathedrals musik nemlig befriende lettilgængelig. Et eksempel på, at alt ikke behøver at være så pokkers provokerende eller afvisende for at være godt.
Ice Cream Cathedral er ikke modparten til det eksperimenterende. Men de er helt grundlæggende ufatteligt velspillende. Det betyder, at instrumenterne og melodierne er afstemt med en vis harmoni som mål. Den kan høres på “The Ranger”, trioens nye single fra deres kommende debutalbum. Her mødes de helt klassiske, pæne vokaler med drømmende synthesizere og 80’er guitarer i en kombination, det er svært ikke at finde vanvittigt tillokkende. Vellyden gør musikkens følelser mere fremtrædende for mig, men ikke hurtigere forgængelige. “The Ranger” er et eksempel på, at fine produktioner også kan overraske, tage fat og følge med dig videre.
“The Ranger” kommer til at optræde på Ice Cream Cathedrals debutalbum, som forventes udgivet i løbet af vinteren. Indtil da kan nysgerrige lyttere få en forsmag på albummet, når Ice Cream Cathedral spiller en koncert på Jazzhouse den 9. november. Koncerten er en del af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOXs koncertrække AUDIO:VISUALS. De seneste år har festivalen sideløbende med sine mange filmvisninger formået at præsentere et ambitiøst musikprogram, og 2012 er naturligvis ingen undtagelse. Fuldt program findes her. Til denne koncert medbringer Ice Cream Cathedral visuals-magerne Lucid Feel, og efter koncerten dj’er Classic VIV aka Najaa. Koncerten er en del af Jazzhouse’ afterbeat koncertrække, hvilket betyder, at den først begynder kl. 23.
NB: Bemærk at konkurrencen er afsluttet!
På Regnsky er vi så heldige at kunne udlodde 2×2 billetter til koncerten. Det eneste du skal gøre for at deltage, er at sende dit fulde navn i en mail til eva[@]regnsky[.]dk senest den 6. november, hvor dit (korrekte) svar på følgende spørgsmål indgår:
“Ice Cream Cathedral udsendte i marts en single. Hvad hed den?”
Ice Cream Cathedral – The Ranger