The Great Escape: Hverdagsrim, kækhed og norsk pigecharme

Gæsteindlæg: Vores gæsterapporter Rasmus Damsholt studerer til dagligt Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København og arbejder som manager for en række danske artister, herunder Sekuoia og Schultz and Forever. Rasmus har tidligere rapporteret for Regnsky fra Reeperbahn Festival, by:larm og Eurosonic. Denne gang er han taget England for at reportere fra festivalen The Great Escape.

The Great Escape

Torsdag den 19. maj om eftermiddagen ankommer mit tog i det sydlige England, nærmere bestemt Brighton. En charmerende by med en lang strand- og havnefront. Det er dog ikke årsag til mit besøg. Det er den festival, Brighton danner rammer om: The Great Escape. Forårsvejret i England inviterer dog ikke ligefrem til en dukkert. Jeg føler mig faktisk overbevist om, at Brighton må være det eneste sted i Europa, hvor vejret er mere omskifteligt end i Danmark. Men det sætter alligevel et eksotisk præg på byen at have en havnepromenade og en lang strand, der for øvrigt ender ud i et smukt naturområde med et klippelandskab næsten lig Iron Island (Game of Thrones måtte jo snige sig ind i artiklen på et tidspunkt).

Det første jeg observerer i bybilledet, er absurd mange polterabender. Et par festivalgæster forklarer mig, at det er meget almindeligt, at gifteklare mænd, kvinder og deres slæng trækker ud af storbyerne for at skeje ud i en weekend i den liberale kystby, der også er et af Europas største samlingssteder for homoseksuelle og LGBT communities. Som i enhver engelsk by med respekt for sig selv er der naturligvis også fyret op i samtlige pubs i byen, og værtshusene ligger nærmest på hvert et gadehjørne, så med The Great Escape festivalen oveni hatten, er det virkelig en by med gang i.

The Great Escape er en såkaldt venue festival, hvilket vil sige, at festivalen foregår på alle lokale koncertsteder, og derfor er hele byen indhyldet i festival denne weekenden. Brightons hovedvej er befærdet med musikere, journalister, branchefolk og et engageret publikum, og det føles på mange måder som at være midt i musikkens hovedstad.
Som en festival, der tiltrækker et stort opbud af musikbranchefolk (ala Spot Festival) er en koncert på The Great Escape Festival langt fra en garanti for et stort gennembrud, men en optræden på festivalen kan være kraftigt medvirkende til fremtidig succes.
Alle de festivalbookere, pladeselskaber mv. man kan forestille sig står lige rundt om hjørnet og spiser fish & chips, så hvis man er i stand til at lokke dem til netop ens show blandt de 500 officielle programlagte koncerter eller de næsten ligeså mange tillægskoncerten på The Alternative Escape, så er man langt. Derfor har mange spændende bands der har spillet på festivalen igennem årene.

Jeg har i det følgende udvalgt tre bands, som leverede nogle særlige koncerter. Det hører sig til showcasefestivaler som denne, at man ser upcoming bands, der er på et tidligt stadie i deres karriere. Derfor er det ikke sikkert, at alle koncerter går som planlagt. Netop derfor er det sjovt at være tilstede, fordi man kan være heldig at se næste års superstjerne på et lille intimt venue, men man kan altså også risikere at se et band, som falder helt igennem, måske fordi teknikken brænder fuldstændig sammen omkring ørene på dem eller fordi de bare ikke er et godt nok live act endnu.

Her
Her havde på en solrig torsdag formiddag medbragt tydelig spilleglæde samt fransk kækhed og charme. Det forholdsvis lille crowd, der havde fundet den lidt snørklede vej til Vevos interimistiske udendørsscene, blev forkælet af en legende guitar, som med ikonisk gennemtrægnede anslag og enkelte, men definerende rundgange rammesatte koncerten, blev bakket op af en yderst delikat og vuggende bas og diskrete strejf af synth og keys. Koncerten blev leveret med en overbevisende præcision, Jungle værdigt. Enkelte elementer såsom vokal- og synthlyd vækker da også en smule minder om det succesfulde engelske band.

At alle medlemmer i Her havde valgt at iklæde sig et cheesy og matchende bordeaux jakkesæt, og der til tider blev byttet lidt for meget rundt på forsangerrollen og instrumenteringen internt i bandet, gjorde ingenting, da først musikken startede og jeg lukkede øjnene og lod mig rive med af stærke numre som den gyngende ”Quite Like” og den fængende ”Five Minutes”.

Rejjie Snow
Rejjie Snows koncert startede før tid, noget jeg aldrig har oplevet før, men det var nu ret forfriskende at lade Rejjies hypeman gå på inden officiel koncertstart og varme folk op med lidt plader. Udover koncertintroen er fænomentet hypeman nok noget jeg aldrig lærer at elske. Den mindre talentfulde rapper, der står i baggrunden og råber impulsivt med i ny og næ og sørger for at trykke play på backing tracket på dj-pulten.
Rejjie havde på ingen måder svært ved at outshine sit sidekick. Så snart han entrerede scenen, ejede han publikum, som hurtigt fik armene op og råbte med på Rejjies opfordring.
Rejjie er på mange måder den moderne rapper, der er i stand til at skrive fantastiske melodier, i Drakesk luftlag (!). Bare hør hans “Blakkst Skn”, der gæstes af talentfulde Rae Morris. Rejjie mestrer også at skrive hårdtslående hverdagsrim, der til koncerten blev spyttet med attitude. Det var kærkomment at høre ham tage det hele en tand op fra den laid back stil hans udgivelser ellers bærer præg af- bare hør “All Around The World, en signatur sang for Rejjie.

En rapper med så meget melodisk talent kombineret med tekstskrivningens gave skal gøre meget galt, hvis han ikke snart topper den næste store tinde.

Ary
Ary kommer ud af en tid, hvor hun konkurrerer med mange nye artister af hendes slags: nordiske indiepop-darlings. Bare tænk Dagny, Mapei, Say Lou Lou, Tove Lo, Icona Pop, Niki & The Dove og til dels også vores egen MØ. Derfor er det kun mere tydeligt, at Ary er noget særligt, når man ser hende rejse sig over det store brede felt og bide skeer med nogle af de førnævnte.
Hun har den særlige nordic pop lyd, som ikke nødvendigvis passer ind i alle de traditionelle  mainstream kanaler, men som til gengæld – eller netop derfor – er hamrende catchy og medrivende. Fordi det er god sangskrivning pakket ind i dejlig lyd og produktion med en smule kant i finishen.
Koncerten på The Great Escape kunne dog alligevel ikke hæve sig meget over det ordinære, da hendes band ikke formåede at få det forprogrammerede backing track til at skinne nok igennem og det blev derfor en lidt flad oplevelse. Grunden til at jeg alligevel vil fremhæve hende i denne artikel er, at sangene uden tvivl er der sammen med den særegne, til tider Karin Dreierske vokal. Den generte norske pigecharme gjorde hele oplevelsen en tand mere nærværende, selvom Ary til tider druknede i den unuancerede produktion, der måske bare savnede en trommeslager og fuld bandopsætning, selvom det norske folk-talent Fay Wildenhagen på guitar og backing vocals var en glædelig omend stor overraskelse at se i bandet.

Jeg havde en weekend fyldt med fantastiske – og et par mindre gode musikoplevelser. Værd at nævne er også hollandske Amber Arcades, der med sit band stod for en fantastisk cool rockoplevelse, hvilket fik mig til at savne nogle nye stærke danske rocknavne med lidt mere personlighed og mod til at skrive noget unikt og moderne frem for at overforbruge de historiske referencer.

Songhoy Blues var et af de acts jeg havde glædet mig allermest til at se. Med deres moderne take på afrikansk rock er de et forfriskende pust til den alternative europæiske musikscene. Bandet er stormet frem og spillede den efterfølgende aften en udsolgt koncert for 3000 mennesker i Londons Roundhouse.

Pumarosas koncert tenderede til en ørkenvandring for mig, og det er noget man til tider ser på upcoming festivaler, at bands simpelthen ikke har et bredt nok katalog til at spille 30-40 minutter, men i enkelte glimt som eksempelvis med deres ”Priestess” ramte bandet mig lige i solar plexus.

Opdagelsesrejsen til kystbyen bød altså på mange spændende nye musikalske bekendtskaber. Der var nogle klare pletskud blandt det overvælende udbud. Hvis man er nysgerrig efter ny musik og har mod på at bruge en god håndfuld timer på at udforske det tætte program, så er The Great Escape med al sandsynlighed den bedste festival i Europa lige nu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spot på SPOT – Regnsky hylder…

Ary

Hvis jeg skal beskrive, hvad jeg især vil huske fra 2016-udgaven af SPOT Festival, kan det meste klares med én sang.

https://soundcloud.com/beachhouse/norway

For det kan godt være, at Norges pendant til SPOT Festival, By:Larm, løb af stablen for cirka to måneder siden, men det var der nogen, der havde glemt at fortælle vores overboer. For med Ary, Dagny og Bloody Beach i spidsen bragede de norske artister igennem i en sådan grad, at selv regnskyerne – både undertegnede og dem med vand i – til sidst bukkede under og lod sig rive med.

FREDAG:
Beach Houses fortolkning af landet mod nord indledes med linjerne “You were sleeping till / You came along“. Og man skulle næsten tro, at Baltimore-bandet havde forudsagt min festivaloplevelse. Jeg ankom nemlig først til SPOT Festival fredag eftermiddag, og efter en lidt for lang bustur skulle der noget til for at vække mig.
Selvom danske J. Arlin gjorde et ihærdigt forsøg med eminente dansemoves og en ny og lækker funky lyd, så var det først, da de excentriske nordmænd i Bloody Beach indtog Atlas, at jeg for alvor blev vækket fra min busdvale. De åbnede med dansehittet “Quembo Que”, og så var stilen ligesom lagt til en halv time i festligt lag med en flok skøre fjeldboer. Deres musik kan bedst beskrives som en blanding af reggae og psykedelisk rock, hvilket giver en sær men også særdeles velfungerende lyd, som helt sikkert fik de mange mennesker på et fyldt Atlas til at glemme, at regnen silede ned i stride strømme udenfor.

Fredagens højdepunkt må dog gå til en anden norsk artist, som optrådte lidt senere på dagen samme sted. Jeg er nemlig overbevist om, at alle de tilstedeværende på tværs af køn var smaskforelskede i det lille og drøncharmerende stortalent Ary efter hendes koncert på Atlas ved 22-tiden. Med et andet af Norges største talenter Fay Wildhagen på guitar og den lige så talentfulde producer Anders Kjær bag pulten leverede Ary, hvad jeg godt tør kalde en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på SPOT Festival – ja, den var faktisk så god, at jeg endte med at skippe en anden koncert dagen efter for at høre hende igen, da hun optrådte på den udendørs og gratis SPOT Royal-scene – som parentes bemærket er en af de bedste nyskabelser i den tid, jeg er kommet på SPOT. Men tilbage til musikken: De tunge beats og den ømme vokal skabte en kontrast, som på behagelig vis satte gang i en EDM-fest i slow motion, hvor man som tilhører fuldstændig kunne lade sig omfavne og glide igennem Arys ambivalente univers. En unik oplevelse.

LØRDAG:
Mens de norske artister lagde SPOT Festival ned om fredagen (og jeg fik slet ikke skrevet om Dagny, som også gjorde det fremragende i Musikhusets store sal), så var der lørdag plads til, at danske og andre ikke-norske artister kunne vise, at de ikke ville stå tilbage for deres naboer. Særligt to kvinder imponerede mig, hvoraf den ene ikke vil være en kæmpe overraskelse for faste læsere. Så lad mig i stedet starte med den anden, som kommer fra det mindste land, der var repræsenteret ved SPOT Festival 2016.

Vi skal til Færøerne, hvor Konni Kass stammer fra. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer om hende og bandet, for det vil I kunne læse i et interview en af de kommende dage, men i stedet bare konstatere, at det færøske musikalske vækstlag har det godt – rigtig godt.
Færøsk musik er for mig kendetegnet ved inderlighed, eftertænksomhed og fordybelse – bare tænk på tryllefeen Eivør og storytelleren Teitur – og på den måde passer Konni Kass perfekt ind i mine stereotypiske forestillinger. I en sammenhængende og gennemført optræden fortryllede den blonde færing publikum fra første sekund med sin soulfyldte vokal. Der var tidspunkter i showet, hvor man som publikum godt kunne føle, at det begyndte at gå lidt for langsomt, men i lige netop de momenter formåede Konni Kass hver gang at frembringe et gåsehudsfremkaldende øjeblik gennem en følelsesmæssig kraftudladning. Jeg elsker inderlighed, og det var lige præcis, hvad jeg og de især mange færinger i publikum fik i overflod. Man kunne godt mærke, at Konni Kass er en relativt ny artist, og alt sad da heller ikke lige i skabet, men det uperfekte var kun med til at forstærke følelsen af, at musikken var trukket direkte ud af den vilde færøske natur; som var det hugget ud af en bjergvæg eller sunget gennem en vild vinterstorm. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af Konni Kass, som udgiver sit debutalbum “Haphe” senere på året.

Nogen har sikkert allerede gættet det, men den anden artist er naturligvis danske Amanda Glindvad og JÆRV, som I også kan læse et kort interview med inden længe. Min kærlighed til JÆRVs musik er ingen hemmelighed, og hende debut-EP “Dit Hav” er på trods af sine kun to måneder på bagen suverænt den udgivelse, jeg har lyttet mest til i år. På SPOT Festival havde JÆRV taget et nummer fra sin kommende anden EP med, og hun fortsætter, hvor hun slap med den første udgivelse. Det nye nummer er mindre bombastisk end lyden på “Dit Hav”, men man mærker den samme intensitet og selvbevidsthed, som kendetegner Amanda Glindvads musik. Det samme kan siges om koncerten, som blev en opvisning i, hvordan en formfuldendt koncert skal skæres. Man mærkede hele vejen igennem JÆRV, og det blev en af den type koncerter, hvor man følte, at koncerten kun lige var gået i gang, da hun sluttede af med “Ingen Alder.” Her til sidst skal der lyde en kæmpe ros til lydmanden, som formåede at levere den bedste lydoplevelse på hele festivalen. Enhver lille detalje i JÆRVs musik stod knivskarpt, og det var med til at styrke fornemmelsen af, at man var trådt ind i Amandas egen lille musikalske boble – og det er en boble, jeg aldrig tror, at jeg bliver træt af.

Der var selvfølgelig også mange andre gode oplevelser på årets festival, men disse fire var de største for mig. Kom endelig med dit bud i kommentarfeltet, hvis du er uenig med mig.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Spot på SPOT – Regnsky anbefaler…

Spot Festival
Foto: Pernille Thorup

Så er det ved at være den tid af året igen. Det er ikke til at se på vejret, men foråret er over os, og med foråret kommer årets første festivaler. Traditionen tro er SPOT Festival i Aarhus en af de festivaler, som for alvor markerer, at sæsonen er skudt i gang, og hold nu op, hvor er der mange lækkerier på programmet i år. Faktisk så mange lækkerier, at det har været voldsomt svært for mig at lægge mit program i år, fordi jeg som ene mand desværre kun kan være ét sted af gangen. Så jeg har forsøgt at samle en god, blandet liste over navne, jeg helt sikkert skal forbi. En liste, som tæller fire danske navne, tre norske, to svenske, et færøsk – og så lige et enkelt “dayparty”.

Bloody Beach (NO)

Fredag klokken 17.45 på Atlas.

Festivalens første must see kommer i form af de norske psykedeliske surfrockere fra Bloody Beach. Hvis vejret ikke har rettet op på sig selv inden da, så er jeg sikker på, at Bloody Beach nok skal bringe foråret med sig til Aarhus på charmerende vis.

Saint Cava (DK)

Fredag klokken 19.15 på Godsbanen, Åbne Scene.

Hvis det nu ikke helt lykkes at få sunget regnvejret væk, så er der ikke andet at gøre end at omfavne det – og der finder man nok ikke et mere passende navn til at holde en ved selskab end danske Saint Cava. Saint Cava er lækker og sexet elektronisk R&B, som kun kan give dig en god start på din fredag aften.

Kentaur (DK)

Fredag klokken 21.15 i Musikhuset, Store Sal. De spiller også lørdag klokken 14.00 på Castenskiold.

Jeg hørte Kentaur (som parentes bemærket blandt andet består af vores tidligere skribent Søren Stenager) live for første gang til No3’s label night på Pumpehuset forleden, og jeg er ikke bange for at sige, at det var aftenens højdepunkt ud af et meget stærkt program. Hvis du er til vokalbåren, dyb og langsom elektronisk musik med massere af sjæl, så kig forbi Kentaur enten fredag eller lørdag.

Albin Lee Meldau (SE)

Fredag klokken 22.15 i Musikhuset, Lille Sal.

Der er ingen grund til at rende langt væk efter Kentaurs koncert om fredagen for så risikerer man at gå glip af Albin Lee Meldaus koncert, som går i gang kort tid efter i Musikhusets lille sal. Albin er en svensk singer/songwriter, som måske har udgivet årets mest iørefaldende single i “Lou Lou”. Personligt sidder “Lou Lou” fast i min hjerne på den gode måde, så jeg er meget spændt på, hvad den berejste svensker ellers har at byde på.

Dagny (NO)

Fredag klokken 23.00 i Musikhuset, Store Sal.

Vi slutter aftenen af tilbage i den største sal i Musikhuset, hvor norske Dagny står klar til at sparke gang i en kæmpe popfest på ryggen af hittet “Backbeat”. Dagny med det fulde navn Dagny Nordvoll Sandvik er til daglig bosat i London, og det er da også popmusik af international kaliber, der kommer ud af den unge nordmand. Hvis du skal videre ud i natten, kan Dagny bestemt sende dig godt af sted!

Hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere, så skal der da også lyde en anbefaling til Slowolf (Voxhall ved midnat) og The Entrepeneurs (SCC klokken 01.00) som begge altid er garant for en god live-oplevelse.

UHØRT Dayparty

Lørdag klokken 12.00 på Fidels. Møl og Shy Shy Shy kan også opleves henholdsvis fredag klokken 00.30 på Radar og lørdag klokken 17.00 på Voxhall.

Som faste læsere vil vide, så hører UHØRT Festival til blandt mine absolutte yndlingsfestivaler, og som en slags mini-SPOT Festival er de naturligvis også til stede i Aarhus med et stærkt program bestående af fire navne fra sidste års program. Drømmepopperne fra Shy Shy Shy skyder musikken i gang klokken 13.00, og så følger de hårde shoegazere møl, de Roskilde-aktuelle noiserockere i Deadpan Interference og hiphopperne fra Manus Nigra ellers trop, indtil det musikalske program slutter lidt efter klokken 17. Herfra skal der især lyde en anbefaling til Shy Shy Shy og Deadpan Interference, som jeg regner med at høre meget til i løbet af 2016.

Ary (NO)

Lørdag klokken 15.00 på SPOT Royal. Spiller også fredag klokken 21.45 på Atlas.

Hvis man vælger ikke at blive hængende til hele UHØRTs fest, så vil jeg anbefale, at man i stedet finder vej til SPOT Royal, hvor det norske megatalent Ary spiller en eftermiddagskoncert. Styrken i Arys musik er uden tvivl en unik og indlevende vokal, som komplementeres af et simpelt synth-båret elektronisk udtryk. Det er popmusik anno 2016, og det har allerede taget det mest af Nordeuropa med storm.

Pale Honey (SE)

Lørdag klokken 18.30 på Voxhall.

Madrid har Hinds, Aarhus har Velvet Volume, og Göteborg har så Pale Honey. Pale Honey er melodisk rockmusik i sin mest simple og elskværdige form, hvor det er energien, der driver værket. Den perfekte måde at blive vækket på, hvis man ligesom jeg er en lidt langsom starter på dag to af en festival.

JÆRV (DK)

Lørdag klokken 19.30 på Godsbanen, Remisen.

Jeg er stadig helt tosset med JÆRVs debut-EP, som udkom sidste måned. Det er powerfuldt, det er lyrisk, og det er formfuldendt popmusik af den absolut bedste slags fra vores egen andedam.

Konni Kass (FO)

Lørdag klokken 20.15 på Godsbanen, Åbne Scene.

Vi fortsætter i, hvad jeg godt kan se, er ved at udvikle sig til en decideret kvindelørdag med den færøske artist Konni Kass. Man kan drage visse paralleller til Ary, men Konni Kass er alligevel storslået på en anden måde med en ømhed i vokalen, der gør mig meget nysgerrig på hendes debutalbum, som gerne skulle være på vej inden alt for længe; nærmere bestemt til september.

Palace Winter (DK)

Lørdag klokken 23.30 på Voxhall.

Jeg slutter rækken af med at anbefale et band, hvis nyeste single vi for nylig havde eksklusiv premiere på. Det er naturligvis danske Palace Winter, som nok skal få sat publikum godt af sted ud i natten med deres energiske drømmepoppede shoegaze. Jeg er dybt forelsket i deres musik, og derfor må en af mine varmeste anbefalinger også gå i retning af den dansk/australske konstellation.

Det var det for denne gang. Der er naturligvis mange flere bands, jeg ville kunne anbefale, men noget af det bedste ved SPOT Festival er de timer, hvor man helt forudsætningsløst tager på opdagelse på et tilfældigt spillested. Og det vil jeg naturligvis ikke ødelægge for dig.

Jeg vil i stedet slutte af med en spilleplansbeslutning, som jeg finder ret morsom: Bandet med det yngste stampublikum har fået en af spilleplanens seneste tider, så hvis du vil til fest sammen med trætte teenagepiger, så kig forbi Scandinavian Congress Center lørdag klokken 01.30, hvor Citybois indtager SPOT Festival. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *