Min Roskilde Festival anno 2017 startede af praktiske årsager først mandag. Men hvilken start det blev! Jeg havde på forhånd besluttet mig for mere eller mindre at flytte ind foran Countdown-scenen, og det viste sig at være en fremragende beslutning.
Jeg ankom mod slutningen af Bogfinkevejs koncert, men baseret på publikums begejstring burde jeg nok have været der fra starten af. Jeg nåede nærmest kun at konstatere, at trioen nærmest havde invaderet scenen med en hær af musikanter, som skabte en imponerende eftermiddagsfest på sådan en højhellig mandag. Godt gået!
Den egentlige grund til, at jeg var gået hen til Countdown, var for at opleve en af mine yndlingsartister fra sidste års SPOT Festival – og den første af mine nordiske anbefalinger. Norske ARY havde sidste år på SPOT sin talentfulde kollega og veninde Fay Wildhagen med sig på guitar og kor, men hun var desværre optaget af egne koncertforpligtelser.
Det var derfor en anderledes og mere elektronisk opsætning, hun var mødt op med til sin første Roskilde-koncert, hvor hun var ledsaget af Anders Opdahl og Jonas Barsten på synths. Det gjorde dog ikke spor, for den talentfulde multiinstrumentalist fik hurtigt fat i publikum ved allerede som sit andet nummer at spille gennembrudshittet “Higher“. Så var grunden ligesom lagt til en sand opvisning i, hvad norsk musik kan i disse år, hvor landet nærmest hver måned spytter en ny, talentfuld (kvindelig) artist ud. Vi andre nordiske lande skal virkelig stå på tæer for at følge med!
Efter ARYs koncert skulle jeg mødes med hende bag Countdown-scenen til et interview, som du kan læse her på bloggen inden alt for længe, så jeg endte med kun at høre Monti med et halvt øre. Det halve øre var dog absolut nok til at høre, at Monti leverede en fremragende koncert, som jeg ikke er i tvivl om holdt samme høje niveau, som han havde vist på UHØRT i 2016. Så selvom hans energiske old school hiphop er en noget anden genre end ARY, er det tydeligt, at det også står godt til i det danske vækstlag – hvilket tirsdagen formentlig vil give endnu flere eksempler på.
Men hvis der skal kåres en foreløbig vinder af den nordiske talentkamp, så er der i mine øjne ingen tvivl om, at Sverige – i øvrigt på 25-årsdagen for den danske EM-sejr i fodbold – løb af med en klokkeklar sejr. For hold nu kæft, Skott var vild!
Countdown-scenen lever på sit andet år, og jeg tror ikke, at det er for store ord at kalde Skotts koncert for den bedste nogensinde på min yndlingsscene. Hendes utroligt sikre vokal, hendes underspillede nærvær og hendes excentriske udstråling var af en anden verden, som slet ikke bør være mulig for så relativt en ny artist. Hendes musik kan bedst beskrives som nordiskficeret udgave af Bat For Lashes, og lukkede man øjnene på de rigtige tidspunkter, kunne man nemt foranlediges til at tro, at det i virkeligheden var Natasha Khan, der stod deroppe – især på nummeret “Amelia”, som hurtigt ledte mine tanker i retning af Bat For Lashes’ hovedværk “Laura”.
Nu har jeg selvfølgelig en forventning om, at Stine Grøn og IRAH går op og topper Skotts præstation i eftermiddag, men indtil da må jeg bare sige, at jeg er fuldkommen blæst bagover af den 25-årige svensker. Hun er ikke længere bare et blogfænomen – hun er vaskeægte og virkeligt musikalsk fænomen, som jeg glæder mig voldsomt meget til at følge de kommende år, hvor der forhåbentlig kommer et album fra hendes hånd.
Måske skulle de bare have slukket for Countdown efter den oplevelse, for det var en ret utaknemmelig opgave at skulle følge op på Skott. Og det viste sig også, at danske Noréll havde mere end svært ved det. Trioen lagde som altid ud med en smittende energi og spilleglæde, som mange andre bands sagtens kunne lade sig inspirere af, men desværre druknede Marie Louise Persson Bjarnarsons vokal fuldstændig, hver gang hun for en stund gav slip på backtrackets tryghed. Det var egentlig ikke nogen dårlig koncert, og man kan ikke lade være med at smile af Bjarnarsons helt åbenlyse begejstring ved at stå på scenen, men jeg manglede nok bare lige det ekstra, som kunne fastholde min opmærksomhed. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at halvdelen af crowdet var mødt op for at få en god plads til den efterfølgende Noah Carter-koncert.
Jeg valgte at kalde det en (musik)dag efter Noréll, og jeg vil nu i stedet glæde mig til en fantastisk musiktirsdag med IRAH, Farveblind, Silvester og GANGLY i hovedrollerne.
Så er det om lidt, at det er nu! Roskilde Festival 2017 er lige rundt om hjørnet, og programmet er lige så stopfyldt med kendte og ukendte musiknavne, som det plejer at være. Hvor skal man starte? Og hvem må man ikke gå glip af?
Det vil Rasmus, Eva og jeg give dig hvert vores personlige bud på de næste dage. Jeg vil – som titlen afslører – tage udgangspunkt i programmets nordiske artister og udpege de 10 artister, du absolut bør høre. For god ordens skyld skal det siges, at listen er i kronologisk rækkefølge.
ARY Mandag d. 26/6, kl. 16.30, Countdown
Jeg hørte norske Ariadne Loinswortha – eller bare ARY – for første gang på sidste års SPOT Festival, og ved den lejlighed blev jeg blæst bagover fra første sekund. Faktisk i en sådan grad, at jeg dagen efter var nødt til at opsøge ARY’s gratis koncert ved åen for at få bekræftet, at det hele ikke bare var en drøm. Og den elverlignende lille kvinde var virkelig nok – og det var magien også! Den 21-årige trondheimbo (eller hvad man nu kalder folk fra Trondheim?) er leveringsdygtig i bastung, elektronisk popmusik efter den ret velkendte norske succesopskrift, som kredser om velskrevne og catchy tekster i et drømmende univers.
Du skal høre ARY, hvis…
…du kan lide andre norske artister som Aurora, Susanne Sundfør og Amanda Delara, eller du bare er vild med velskabt popmusik med kant.
Lyt til: “Higher”
Skott Mandag d. 26/6, kl. 19.30, Countdown
Der er ingen grund til at rende for langt væk fra Countdown-scenen, når ARY er færdig. Cirka halvanden fadøl og en bid aftensmad senere står hendes 25-årige svenske kollega Skott nemlig klar med flere lækkerier til pophjertet. Jeg har desværre ikke hørt Pauline Skjötts projekt live endnu, men jeg forventer en bombastisk koncert fra det vaskeægte blogfænomen, som har lagt HypeMachine ned ikke mindre end tre gange med sine fantasifulde, elektroniske folkpop-fusioner. Det er dramatisk, det er storslået, og det er ubetinget Sveriges bedste bud på en ung artist, der kan matche Norges tilsyneladende utømmelige talentmasse.
Du skal høre Skott, hvis…
…du savner Bat For Lashes, og du gerne vil udfordres lidt mere, end du normalt vil blive til en popkoncert.
Lyt til: “Glitter & Gloss”
IRAH Tirsdag d. 27/6, kl. 15.00, Countdown
Stine Grøn og co. behøver ikke nogen nærmere introduktion her på Regnsky, for faste læsere er ikke i tvivl om, at vi knuselsker danske IRAH. I min optik er IRAH landets mest interessante band lige nu, og det er kun et spørgsmål om tid, før de har vokset sig for store til både Countdown-scenen og den danske musikscene i det hele taget. Stine Grøns vokal er som en engels, og Adi Zukanovic er en vaskeægte tryllekunstner, når han lader fingrene danse på sine keys. Det giver en drømmende lyd af en anden verden, som på SPOT i april fik Gaffas anmelder til at udråbe IRAHs koncert til den måske bedste nogensinde på festivalen. Jeg er 110 procent enig!
Du skal høre IRAH, hvis…
…du har ører, der virker. Ganske enkelt. Hvis du endnu ikke har oplevet IRAH live, så er det her koncerten, du skal til. De er fede på plade, men live er de i en klasse for sig!
Lyt til: “Into Dimensions”
Farveblind Tirsdag d. 27/6, kl. 16.30, Countdown
Lige efter IRAH kan man opleve en anden artist, som også optrådte til vores dayparty på SPOT Festival. Det er naturligvis den danske duo Farveblind, som Rasmus havde fornøjelsen af at interviewe efter selvsamme koncert i Aarhus. Jens Asger og Magnus laver – modsat mine tre første anbefalinger – ikke popmusik. De er derimod garant for bastung eletronisk musik af den slags, som gør det svært at sidde eller stå stille. Ligesom IRAH formår de at gøre deres egne indspilninger til skamme, når de optræder live, og med deres liveenergi er de uden ligemænd på den hjemlige scene.
Du skal høre Farveblind, hvis…
…du ikke er bange for at svede sammen med andre glade mennesker og gerne vil sparke din Roskilde Festival i gang med en gedigen eftermiddagsfest.
Lyt til: “Wasteful Talk” (feat. Clea)
silvester Tirsdag d. 27/6, kl. 21.30, Countdown
Vi fuldender trekløveret med endnu en artist fra vores dayparty lineup i form af den velfortjent hypede trio silvester. Silvester består af forsanger Awinbeh Ayagiba, Ida Duelund og Malthe Rostrup, og deres musik kan bedst beskrives som eksperimentel r&b med beachpoppede elementer. Jeg krydser alle de fingre, jeg kan undvære, mens jeg skriver, for, at tirsdag aften på Roskilde Festival bliver en af de der mytiske solbeskinnede, lune sommeraftener. For det er den mest optimale ramme for silvester og deres evne til at sende lytteren mod de mere tropiske afkroge af sindet – hvis sådanne altså findes…
Du skal høre silvester, hvis…
…solen skinner, og du har lyst til noget lækkert, blødt og behageligt, som kan få dig til at glemme alt – lige fra dine sorger til, hvor dine venner mon er blevet væk henne (Det er tirsdag – alle er blevet væk til den tid).
Lyt til: “Oceans”
GANGLY Tirsdag d. 27/6, kl. 23.00, Countdown
Nej, jeg gider ikke ændre titlen på artiklen til “Peter anbefaler hele Countdown-programmet.” Jeg vil derimod gerne anbefale den artist, som i år har æren af at lukke min yndlingsscene på Roskilde Festival: Islandske GANGLY. Frontkvinden er Jófríður Ákadóttir, som jeg havde fornøjelsen af at møde på SPOT Festival til en snak om hendes projekt JFDR. Nu er hun tilbage i Danmark med trioen GANGLY, og der er lagt op til en musikalsk udfordrende oplevelse. Lyden er umiskendelig islandsk i sin organiske og futuristiske komposition, hvor simple klange flyder sammen og skaber et storslået univers. Hold nu op, jeg glæder mig til igen at lade mig omfavne af den unge sangerinde, som selveste Bjørk ser som et forbillede.
Du skal høre GANGLY, hvis…
…du vil udfordres af musikken. GANGLY kræver enormt meget af sin lytter, men hvis man lader sig gribe af musikken, vil jeg vove at påstå, at man får sin indsats uendeligt mange gange igen.
Lyt til: “Whole Again”
Sigrid Torsdag d. 29/6, kl. 12.30, Apollo
Det er nok en overraskelse for nogen, at jeg anbefaler norske Sigrid, for jeg var ikke begejstret efter hendes koncert på SPOT. I mellemtiden har jeg dog smaskforelsket mig i den 20-årige sangerindes smukke ballade “Dynamite”, og jeg har besluttet, at hun fortjener en chance mere. For jeg er slet ikke i tvivl om hendes talent. Jeg håber bare på, at hendes live performance har udviklet sig, for hendes tilstedeværelse på en scene er helt i top, så grundingredienserne er bestemt til stede. Nu skal hun bare sætte det hele sammen, når hun af uransagelige årsager indtager Apollo – hvilket meget vel tager prisen for årets mest aparte kunstner/scene-match.
Du skal høre Sigrid, hvis…
…du havde det fedt til ARY-koncerten i opvarmningsdagene, og du gerne vil se, om den talentfulde unge nordmand har fundet en bedre balance mellem akrobatik og sang på scenen, end hun havde for få måneder siden.
Lyt til: “Dynamite”
aYia Torsdag d. 29/6, kl. 20.00, Gloria
Vi tager et smut tilbage til Island for at møde trioen aYia, som er det andet af i alt tre islæt fra vulkanøen. aYia laver ifølge de fleste beskrivelser, jeg er stødt på, electropop, men det er en eklatant forsimpling af bandets komplicerede univers. For mig er aYia lyden af natur. Det er lyden af tåge. Det er lyden af elektriciteten i luften inden et tordenvejr. Det er pulserende, drømmende og til tider behageligt skræmmende. aYia har bogstaveligt talt skabt overjordisk musik, og jeg glæder mig helt ustyrligt til at opleve dem transformere allerede magiske Gloria til et sansetungt inferno.
Du skal høre aYia, hvis…
…du tør. Det er lidt en skam, at de spiller allerede klokken 20, for du kommer til at være emotionelt drænet efter koncerten, hvis de formår at ramme stemningen fra deres indspilninger.
Lyt til: “Ruins”
Mammút Fredag d. 30/6, kl. 20.15, Pavilion
Kvintetten Mammút er den sidste islandske artist, jeg vil anbefale i denne omgang. Deres musik er markant lettere at gå til end både GANGLY og aYia, men det gør den hverken mindre islandsk eller mindre fortryllende. Mammút laver indierock med et ordentligt pift islandsk natur oveni, hvilket løfter deres musik op i en sfære, hvor den transcenderer almene genrebeskrivelser og bare fremstår som følelser udtrykt gennem især Alexandra Baldursdóttirs himmelske vokal.
Du skal høre Mammút, hvis…
…du godt kunne lide de andre islandske indslag, men savnede en elektrisk guitar. Samtidig er det et godt bud til dig, som gerne vil prøve grænserne for indierocken af.
Lyt til: “Salt”
Cashmere Cat Lørdag d. 1/7, kl. 19.30, Apollo
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forvente af Cashmere Cat i liveudgaven. Ud over at Magnus August Høibergs projekt virker noget mere hjemme på Apollo, end landskvinden Sigrid gør. Cashmere Cat er bedst kendt som producer for nogle af verdens største artister som Kanye West og Roskilde-aktuelle The Weeknd, men nu er han altså for anden gang i Roskilde på egen hånd. Med i den hånd – eller de hænder – har han en finurlig mix af blød dance og fræk r&b, som nok skal få de fleste formentlig ret trætte Roskildegængere til at slowdanse sig ind i festivalens sidste aften på ømmeste vis.
Du skal høre Cashmere Cat, hvis…
…du allerede har – eller har tænkt dig at finde – en at slowdanse med. Koncerten kunne meget vel blive festivalens mest behagelige oplevelse.
Lyt til: “Quit”
Det var alt fra mig for denne gang. Hold øje med Rasmus og Evas optakter, hvis du vil have flere gode bud på, hvad du bare ikke må gå glip af på årets Roskilde Festival. Og så ses vi derude på Dyrskuepladsen!
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er gået ind i julens sidste uge, og om bare fem dage er det juleaften. Men inden da kan vi lige nå at gennemgå årets bedste danske og internationale udgivelser. Og så skal vi selvfølgelig også lige have fundet ud af, hvem der ligger i toppen af årslisten.
Årslisten: #6
I dag er vi nået til nummer seks på listen, og vi er samtidig nået til enden på den norske sejrsfest i denne julekalender. ARY har nemlig æren af at være den højest placerede nordmand på listen med sit helt fænomenale første udspil “Higher”. Nummeret er på mange måder essensen af norsk popmusik i disse år: Det er elektronisk, det er velproduceret, og så er det fremført af en kvindelig solist. Tænk Aurora, Astrid S, Dagny og Susanne Sundfør for bare at nævne en lille håndfuld. Jeg hørte som tidligere nævnt ARY hele to gange på forårets SPOT Festival, og det er helt tydeligt, at denne unge kvinde kan noget helt særligt. Jeg har skrevet det nogle gange før ved andre artister, men det gælder også for ARY: Hvis du endnu ikke har oplevet hende live, så gør dig selv en tjeneste og gør det ved næstkommende lejlighed.
Årets udenlandske udgivelse: #3
Det var lidt en tilfældighed, at jeg endte med at tage til koncert med Car Seat Headrest klokken 2 om natten på Roskilde Festival. Jeg var egentlig på vej tilbage til teltet, men jeg havde hørt så mange positive ting om den ultraproduktive Will Toledo og hans band, at jeg alligevel lige måtte kigge forbi Pavilion – og gudskelov for det! Udgivelsen, som indtager tredjepladsen, er Car Seat Headrests 13. (!!!) studiealbum på bare seks år, og “Teens of Denial” er ubetinget det bedste af de 13. Albummet er en fortælling om angst, opvækst og dagligdagens udfordringer for en forvirret ung mand som Toledo. Og så er det bare et gennemført godt rockalbum med velskrevne tekster og en lyd, som på samme tid er varieret og homogen albummet igennem. Albummets bedste nummer har vi stadig til gode at møde på årslisten, men jeg kan godt love, at det er på vej – well, no shit, listen når snart sin ende.
I morgen kan jeg løfte sløret for årets tredjebedste danske udgivelse, og så tager vi endelig hul på top fem på årslisten, hvor vi i øvrigt endnu har to danske numre til gode…
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Vi er nået dertil, hvor det virkelig begynder at spidse til. Om få dage har vi kåret årets største danske og internationale talenter, inden vi for alvor tager hul på det, som jeg mener, er det mest prestigefyldte: Årets bedste udgivelse. Og så tager vi i dag også hul på top 10 på årslisten – vi skal altså have fundet de, i mine ører, 10 bedste numre fra det forgangne år…
Årslisten: #10
Vi lægger ud med en duo og et nummer, som jeg godt tør love, at du ikke kommer til at møde på særligt mange andre af den her type lister. Det er nemlig Liverpool-duoen Her’s aka frontmand Stephen Fitzpatrick og den norske indvandrer Audun Laading, som åbner top 10 på årslisten med deres anden af i alt tre hidtil udgivne singler, “What Once Was”. Nummeret er et drømmende callback til 80’ernes klirrende beach pop. Hvad der adskiller det her nummer og Her’s fra så meget andet, er utvivlsomt Fitzpatricks letgenkendelige croonende vokal, der som det største bjørnekram trækker lytteren ind i bandets behagelige sommerlige univers – omend de lyrisk befinder sig i et mere angstfyldt hjørne. Jeg overvejede længe at placere bandet højt på listen over nye navne fra i år, men jeg mangler desværre stadig at opleve dem live, før jeg helt tør omfavne dem. Men hvis man er til artister som Mac Demarco og Ariel Pink, kan jeg kun anbefale at tjekke de to andre numre, “Marcel” og “Dorothy”, ud også.
Årets nye udenlandske navn: #2
Jeg hørte den unge norske kvinde, som indtager andenpladsen hele to gange under årets SPOT Festival – og det var bestemt det værd, trods nogle tekniske udfordringer under hendes anden optræden, hvor guitarist og multitalent Fay Wildhagen måtte tage over for en stund, da ARYs mikrofon svigtede undervejs. Ary Peggio, som hendes borgerlige navn lyder, har endnu ikke udgivet voldsomt meget – ligesom Her’s er det på nuværende tidspunkt kun blevet til tre singler – men talentet står lysende klart hos nordmanden, som i sidste uge blev offentliggjort til næste års SXSW – pudsigt nok sammen med Her’s. ARY spiller ligesom mange af de andre kvindelige artister, som nærmest vælter ud af Norge i disse år, tungere elektronisk pop, og særligt nummeret “Higher” og intronummeret til tv-serien ‘Nobel’, “The Sea” har allerede vundet stor anerkendelse. Det hele startede dog sidste efterår, da hun var med på producer Carl Louis‘ “Telescope”. Og ja, hvis det lyder bekendt, så er det sikkert, fordi du har hørt det i hitserien ‘SKAM’.
I morgen holder vi Norge-fri dag, men vi bliver i Skandinavien på begge lister. Blandt andet skal vi have løftet sløret for årets næstbedste nye danske navn.
Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!
Jeg har tænkt længe over, hvordan formen skulle være på Regnskys allerførste julekalender. Jeg overvejede mange mere eller mindre kreative modeller, inden jeg endte ud med den her rimelig simple form: Et nummer om dagen startende med mit 24. mest elskede nummer fra det år, der snart er gået.
Derudover har jeg opfundet otte mere eller mindre logiske kategorier, som jeg vil præsentere i bidder af tre – så den første kategori, som i øvrigt er mine yndlingsspillesteder i 2016, vil blive klaret fra den 1. til den 3. december.
Got it? Godt, lad os komme i gang!
Årslisten: #24
Vi skyder listen i gang med et nummer fra en britisk duo, som jeg lyttede virkelig meget til tilbage i 2015. De udgav deres endelig deres debutalbum tidligere på året og har på dette nummer fået fint besøg af danske Kill J. Det er naturligvis HONNE, som med deres fantastiske elektroniske-r&b-fusion af et nummer, “FHKD”, indtager 24. pladsen på min ekstremt arbitrære liste over mine yndlingsnumre. Det gør de både, fordi det er et nummer, som jeg har lyttet absurd meget til i det forgangne år, men naturligvis også fordi, det er et virkelig godt nummer. Det repræsenterer essensen af meget af den musik, som kommer ud af Storbritannien i disse år. Det er velproduceret, det er sexet, det er rimelig tungt og elektronisk, men samtidig også vanvittigt dansabelt.
Årets spillested: #3
Jeg har som sagt valgt at lægge ud med at gennemgå mine tre yndlingsspillesteder fra i år, men det har godt nok været svært at koge det ned til tre.
Jeg har i skrivende stund været til 170 koncerter i 2016, og langt de fleste af dem har været rigtig gode oplevelser på hver deres måde. Men en del af dem har været på ét bestemt spillested i Aarhus – hvis jeg nu siger Ary, Bloody Beach og Xolo Island, så ved nogle af jer, som var med på SPOT Festival i foråret måske, hvor vi skal hen.
Det er naturligvis spillestedet Atlas, som befinder sig på tredjepladsen. Det gør de ganske simpelt, fordi det var det spillested, som gav mig nogle af mine bedste oplevelser på SPOT. Især Ary-koncerten var helt magisk og bestemt en af de koncerter, jeg husker tilbage på fra mit hidtil travleste musikår.
Det var alt fra første låge i Regnskys julekalender. Læs med i morgen, hvor vi blandt andet skal møde en af årets mest hypede kvindelige artister, som indtager 23. pladsen på min liste.
Gæsteindlæg: Vores gæsterapporter Rasmus Damsholt studerer til dagligt Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København og arbejder som manager for en række danske artister, herunder Sekuoia og Schultz and Forever. Rasmus har tidligere rapporteret for Regnsky fra Reeperbahn Festival, by:larm og Eurosonic. Denne gang er han taget England for at reportere fra festivalen The Great Escape.
Torsdag den 19. maj om eftermiddagen ankommer mit tog i det sydlige England, nærmere bestemt Brighton. En charmerende by med en lang strand- og havnefront. Det er dog ikke årsag til mit besøg. Det er den festival, Brighton danner rammer om: The Great Escape. Forårsvejret i England inviterer dog ikke ligefrem til en dukkert. Jeg føler mig faktisk overbevist om, at Brighton må være det eneste sted i Europa, hvor vejret er mere omskifteligt end i Danmark. Men det sætter alligevel et eksotisk præg på byen at have en havnepromenade og en lang strand, der for øvrigt ender ud i et smukt naturområde med et klippelandskab næsten lig Iron Island (Game of Thrones måtte jo snige sig ind i artiklen på et tidspunkt).
Det første jeg observerer i bybilledet, er absurd mange polterabender. Et par festivalgæster forklarer mig, at det er meget almindeligt, at gifteklare mænd, kvinder og deres slæng trækker ud af storbyerne for at skeje ud i en weekend i den liberale kystby, der også er et af Europas største samlingssteder for homoseksuelle og LGBT communities. Som i enhver engelsk by med respekt for sig selv er der naturligvis også fyret op i samtlige pubs i byen, og værtshusene ligger nærmest på hvert et gadehjørne, så med The Great Escape festivalen oveni hatten, er det virkelig en by med gang i.
The Great Escape er en såkaldt venue festival, hvilket vil sige,at festivalen foregår på allelokalekoncertsteder, og derfor er hele byen indhyldet i festival denne weekenden. Brightons hovedvej er befærdet med musikere, journalister, branchefolk og et engageret publikum, og det føles på mange måder som at være midt i musikkens hovedstad. Som en festival, der tiltrækker et stort opbud af musikbranchefolk (ala Spot Festival) er en koncert på The Great Escape Festival langt fra en garanti for et stort gennembrud, men en optræden på festivalen kan være kraftigt medvirkende til fremtidig succes. Alle de festivalbookere, pladeselskaber mv. man kan forestille sig står lige rundt om hjørnet og spiser fish & chips, så hvis man er i stand til at lokke dem til netop ens show blandt de 500 officielle programlagte koncerter eller de næsten ligeså mange tillægskoncerten på The Alternative Escape, så er man langt. Derfor har mange spændende bands der har spillet på festivalen igennem årene.
Jeg har i det følgende udvalgt tre bands, som leverede nogle særlige koncerter. Det hører sig til showcasefestivaler som denne, at man ser upcoming bands, der er på et tidligt stadie i deres karriere. Derfor er det ikke sikkert, at alle koncerter går som planlagt. Netop derfor er det sjovt at være tilstede, fordi man kan være heldig at se næste års superstjerne på et lille intimt venue, men man kan altså også risikere at se et band, som falder helt igennem, måske fordi teknikken brænder fuldstændig sammen omkring ørene på dem eller fordi de bare ikke er et godt nok live act endnu.
Her Her havde på en solrig torsdag formiddag medbragt tydelig spilleglæde samt fransk kækhed og charme. Det forholdsvis lille crowd, der havde fundet den lidt snørklede vej til Vevos interimistiske udendørsscene, blev forkælet af en legende guitar, som med ikonisk gennemtrægnede anslag og enkelte, men definerende rundgange rammesatte koncerten, blev bakket op af en yderst delikat og vuggende bas og diskrete strejf af synth og keys. Koncerten blev leveret med en overbevisende præcision, Jungle værdigt. Enkelte elementer såsom vokal- og synthlyd vækker da også en smule minder om det succesfulde engelske band.
At alle medlemmer i Her havde valgt at iklæde sig et cheesy og matchende bordeaux jakkesæt, og der til tider blev byttet lidt for meget rundt på forsangerrollen og instrumenteringen internt i bandet, gjorde ingenting, da først musikken startede og jeg lukkede øjnene og lod mig rive med af stærke numre som den gyngende ”Quite Like” og den fængende ”Five Minutes”.
Rejjie Snow Rejjie Snows koncert startede før tid, noget jeg aldrig har oplevet før, men det var nu ret forfriskende at lade Rejjies hypeman gå på inden officiel koncertstart og varme folk op med lidt plader. Udover koncertintroen er fænomentet hypeman nok noget jeg aldrig lærer at elske. Den mindre talentfulde rapper, der står i baggrunden og råber impulsivt med i ny og næ og sørger for at trykke play på backing tracket på dj-pulten. Rejjie havde på ingen måder svært ved at outshine sit sidekick. Så snart han entrerede scenen, ejede han publikum, som hurtigt fik armene op og råbte med på Rejjies opfordring. Rejjie er på mange måder den moderne rapper, der er i stand til at skrive fantastiske melodier, i Drakesk luftlag (!). Bare hør hans “Blakkst Skn”, der gæstes af talentfulde Rae Morris. Rejjie mestrer også at skrive hårdtslående hverdagsrim, der til koncerten blev spyttet med attitude. Det var kærkomment at høre ham tage det hele en tand op fra den laid back stil hans udgivelser ellers bærer præg af- bare hør “All Around The World”, en signatur sang for Rejjie.
En rapper med så meget melodisk talent kombineret med tekstskrivningens gave skal gøre meget galt, hvis han ikke snart topper den næste store tinde.
Ary Ary kommer ud af en tid, hvor hun konkurrerer med mange nye artister af hendes slags: nordiske indiepop-darlings. Bare tænk Dagny, Mapei, Say Lou Lou, Tove Lo, Icona Pop, Niki & The Dove og til dels også vores egen MØ. Derfor er det kun mere tydeligt, at Ary er noget særligt, når man ser hende rejse sig over det store brede felt og bide skeer med nogle af de førnævnte. Hun har den særlige nordic pop lyd, som ikke nødvendigvis passer ind i alle de traditionellemainstream kanaler, men som til gengæld – eller netop derfor – er hamrende catchy og medrivende. Fordi det er god sangskrivning pakket ind i dejlig lyd og produktion med en smule kant i finishen. Koncerten på The Great Escape kunne dog alligevel ikke hæve sig meget over det ordinære, da hendes band ikke formåede at få det forprogrammerede backing track til at skinne nok igennem og det blev derfor en lidt flad oplevelse. Grunden til at jeg alligevel vil fremhæve hende i denne artikel er, at sangene uden tvivl er der sammen med den særegne, til tider Karin Dreierske vokal. Den generte norske pigecharme gjorde hele oplevelsen en tand mere nærværende, selvom Ary til tider druknede i den unuancerede produktion, der måske bare savnede en trommeslager og fuld bandopsætning, selvom det norske folk-talent Fay Wildenhagen på guitar og backing vocals var en glædelig omend stor overraskelse at se i bandet.
Jeg havde en weekend fyldt med fantastiske – og et par mindre gode musikoplevelser. Værd at nævne er også hollandske Amber Arcades, der med sit band stod for en fantastisk cool rockoplevelse, hvilket fik mig til at savne nogle nye stærke danske rocknavne med lidt mere personlighed og mod til at skrive noget unikt og moderne frem for at overforbruge de historiske referencer.
Songhoy Blues var et af de acts jeg havde glædet mig allermest til at se. Med deres moderne take på afrikansk rock er de et forfriskende pust til den alternative europæiske musikscene. Bandet er stormet frem og spillede den efterfølgende aften en udsolgt koncert for 3000 mennesker i Londons Roundhouse.
Pumarosas koncerttenderede til en ørkenvandring for mig, og det er noget man til tider ser på upcoming festivaler, at bands simpelthen ikke har et bredt nok katalog til at spille 30-40 minutter, men i enkelte glimt som eksempelvis med deres ”Priestess” ramte bandet mig lige i solar plexus.
Opdagelsesrejsen til kystbyen bød altså på mange spændende nye musikalske bekendtskaber. Der var nogle klare pletskud blandt det overvælende udbud. Hvis man er nysgerrig efter ny musik og har mod på at bruge en god håndfuld timer på at udforske det tætte program, så er The Great Escape med al sandsynlighed den bedste festival i Europa lige nu.
Hvis jeg skal beskrive, hvad jeg især vil huske fra 2016-udgaven af SPOT Festival, kan det meste klares med én sang.
https://soundcloud.com/beachhouse/norway
For det kan godt være, at Norges pendant til SPOT Festival, By:Larm, løb af stablen for cirka to måneder siden, men det var der nogen, der havde glemt at fortælle vores overboer. For med Ary, Dagny og Bloody Beach i spidsen bragede de norske artister igennem i en sådan grad, at selv regnskyerne – både undertegnede og dem med vand i – til sidst bukkede under og lod sig rive med.
FREDAG: Beach Houses fortolkning af landet mod nord indledes med linjerne “You were sleeping till / You came along“. Og man skulle næsten tro, at Baltimore-bandet havde forudsagt min festivaloplevelse. Jeg ankom nemlig først til SPOT Festival fredag eftermiddag, og efter en lidt for lang bustur skulle der noget til for at vække mig.
Selvom danske J. Arlin gjorde et ihærdigt forsøg med eminente dansemoves og en ny og lækker funky lyd, så var det først, da de excentriske nordmænd i Bloody Beach indtog Atlas, at jeg for alvor blev vækket fra min busdvale. De åbnede med dansehittet “Quembo Que”, og så var stilen ligesom lagt til en halv time i festligt lag med en flok skøre fjeldboer. Deres musik kan bedst beskrives som en blanding af reggae og psykedelisk rock, hvilket giver en sær men også særdeles velfungerende lyd, som helt sikkert fik de mange mennesker på et fyldt Atlas til at glemme, at regnen silede ned i stride strømme udenfor.
Fredagens højdepunkt må dog gå til en anden norsk artist, som optrådte lidt senere på dagen samme sted. Jeg er nemlig overbevist om, at alle de tilstedeværende på tværs af køn var smaskforelskede i det lille og drøncharmerende stortalent Ary efter hendes koncert på Atlas ved 22-tiden. Med et andet af Norges største talenter Fay Wildhagen på guitar og den lige så talentfulde producer Anders Kjær bag pulten leverede Ary, hvad jeg godt tør kalde en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på SPOT Festival – ja, den var faktisk så god, at jeg endte med at skippe en anden koncert dagen efter for at høre hende igen, da hun optrådte på den udendørs og gratis SPOT Royal-scene – som parentes bemærket er en af de bedste nyskabelser i den tid, jeg er kommet på SPOT. Men tilbage til musikken: De tunge beats og den ømme vokal skabte en kontrast, som på behagelig vis satte gang i en EDM-fest i slow motion, hvor man som tilhører fuldstændig kunne lade sig omfavne og glide igennem Arys ambivalente univers. En unik oplevelse.
LØRDAG:
Mens de norske artister lagde SPOT Festival ned om fredagen (og jeg fik slet ikke skrevet om Dagny, som også gjorde det fremragende i Musikhusets store sal), så var der lørdag plads til, at danske og andre ikke-norske artister kunne vise, at de ikke ville stå tilbage for deres naboer. Særligt to kvinder imponerede mig, hvoraf den ene ikke vil være en kæmpe overraskelse for faste læsere. Så lad mig i stedet starte med den anden, som kommer fra det mindste land, der var repræsenteret ved SPOT Festival 2016.
Vi skal til Færøerne, hvor Konni Kass stammer fra. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer om hende og bandet, for det vil I kunne læse i et interview en af de kommende dage, men i stedet bare konstatere, at det færøske musikalske vækstlag har det godt – rigtig godt.
Færøsk musik er for mig kendetegnet ved inderlighed, eftertænksomhed og fordybelse – bare tænk på tryllefeen Eivør og storytelleren Teitur – og på den måde passer Konni Kass perfekt ind i mine stereotypiske forestillinger. I en sammenhængende og gennemført optræden fortryllede den blonde færing publikum fra første sekund med sin soulfyldte vokal. Der var tidspunkter i showet, hvor man som publikum godt kunne føle, at det begyndte at gå lidt for langsomt, men i lige netop de momenter formåede Konni Kass hver gang at frembringe et gåsehudsfremkaldende øjeblik gennem en følelsesmæssig kraftudladning. Jeg elsker inderlighed, og det var lige præcis, hvad jeg og de især mange færinger i publikum fik i overflod. Man kunne godt mærke, at Konni Kass er en relativt ny artist, og alt sad da heller ikke lige i skabet, men det uperfekte var kun med til at forstærke følelsen af, at musikken var trukket direkte ud af den vilde færøske natur; som var det hugget ud af en bjergvæg eller sunget gennem en vild vinterstorm. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af Konni Kass, som udgiver sit debutalbum “Haphe” senere på året.
Nogen har sikkert allerede gættet det, men den anden artist er naturligvis danske Amanda Glindvad og JÆRV, som I også kan læse et kort interview med inden længe. Min kærlighed til JÆRVs musik er ingen hemmelighed, og hende debut-EP “Dit Hav” er på trods af sine kun to måneder på bagen suverænt den udgivelse, jeg har lyttet mest til i år. På SPOT Festival havde JÆRV taget et nummer fra sin kommende anden EP med, og hun fortsætter, hvor hun slap med den første udgivelse. Det nye nummer er mindre bombastisk end lyden på “Dit Hav”, men man mærker den samme intensitet og selvbevidsthed, som kendetegner Amanda Glindvads musik. Det samme kan siges om koncerten, som blev en opvisning i, hvordan en formfuldendt koncert skal skæres. Man mærkede hele vejen igennem JÆRV, og det blev en af den type koncerter, hvor man følte, at koncerten kun lige var gået i gang, da hun sluttede af med “Ingen Alder.” Her til sidst skal der lyde en kæmpe ros til lydmanden, som formåede at levere den bedste lydoplevelse på hele festivalen. Enhver lille detalje i JÆRVs musik stod knivskarpt, og det var med til at styrke fornemmelsen af, at man var trådt ind i Amandas egen lille musikalske boble – og det er en boble, jeg aldrig tror, at jeg bliver træt af.
Der var selvfølgelig også mange andre gode oplevelser på årets festival, men disse fire var de største for mig. Kom endelig med dit bud i kommentarfeltet, hvis du er uenig med mig.
Så er det ved at være den tid af året igen. Det er ikke til at se på vejret, men foråret er over os, og med foråret kommer årets første festivaler. Traditionen tro er SPOT Festival i Aarhus en af de festivaler, som for alvor markerer, at sæsonen er skudt i gang, og hold nu op, hvor er der mange lækkerier på programmet i år. Faktisk så mange lækkerier, at det har været voldsomt svært for mig at lægge mit program i år, fordi jeg som ene mand desværre kun kan være ét sted af gangen. Så jeg har forsøgt at samle en god, blandet liste over navne, jeg helt sikkert skal forbi. En liste, som tæller fire danske navne, tre norske, to svenske, et færøsk – og så lige et enkelt “dayparty”.
Bloody Beach (NO)
Fredag klokken 17.45 på Atlas.
Festivalens første must see kommer i form af de norske psykedeliske surfrockere fra Bloody Beach. Hvis vejret ikke har rettet op på sig selv inden da, så er jeg sikker på, at Bloody Beach nok skal bringe foråret med sig til Aarhus på charmerende vis.
Saint Cava (DK)
Fredag klokken 19.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Hvis det nu ikke helt lykkes at få sunget regnvejret væk, så er der ikke andet at gøre end at omfavne det – og der finder man nok ikke et mere passende navn til at holde en ved selskab end danske Saint Cava. Saint Cava er lækker og sexet elektronisk R&B, som kun kan give dig en god start på din fredag aften.
Kentaur (DK)
Fredag klokken 21.15 i Musikhuset, Store Sal. De spiller også lørdag klokken 14.00 på Castenskiold.
Jeg hørte Kentaur (som parentes bemærket blandt andet består af vores tidligere skribent Søren Stenager) live for første gang til No3’s label night på Pumpehuset forleden, og jeg er ikke bange for at sige, at det var aftenens højdepunkt ud af et meget stærkt program. Hvis du er til vokalbåren, dyb og langsom elektronisk musik med massere af sjæl, så kig forbi Kentaur enten fredag eller lørdag.
Albin Lee Meldau (SE)
Fredag klokken 22.15 i Musikhuset, Lille Sal.
Der er ingen grund til at rende langt væk efter Kentaurs koncert om fredagen for så risikerer man at gå glip af Albin Lee Meldaus koncert, som går i gang kort tid efter i Musikhusets lille sal. Albin er en svensk singer/songwriter, som måske har udgivet årets mest iørefaldende single i “Lou Lou”. Personligt sidder “Lou Lou” fast i min hjerne på den gode måde, så jeg er meget spændt på, hvad den berejste svensker ellers har at byde på.
Dagny (NO)
Fredag klokken 23.00 i Musikhuset, Store Sal.
Vi slutter aftenen af tilbage i den største sal i Musikhuset, hvor norske Dagny står klar til at sparke gang i en kæmpe popfest på ryggen af hittet “Backbeat”. Dagny med det fulde navn Dagny Nordvoll Sandvik er til daglig bosat i London, og det er da også popmusik af international kaliber, der kommer ud af den unge nordmand. Hvis du skal videre ud i natten, kan Dagny bestemt sende dig godt af sted!
Hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere, så skal der da også lyde en anbefaling til Slowolf (Voxhall ved midnat) og The Entrepeneurs (SCC klokken 01.00) som begge altid er garant for en god live-oplevelse.
UHØRT Dayparty
Lørdag klokken 12.00 på Fidels. Møl og Shy Shy Shy kan også opleves henholdsvis fredag klokken 00.30 på Radar og lørdag klokken 17.00 på Voxhall.
Som faste læsere vil vide, så hører UHØRT Festival til blandt mine absolutte yndlingsfestivaler, og som en slags mini-SPOT Festival er de naturligvis også til stede i Aarhus med et stærkt program bestående af fire navne fra sidste års program. Drømmepopperne fra Shy Shy Shy skyder musikken i gang klokken 13.00, og så følger de hårde shoegazere møl, de Roskilde-aktuelle noiserockere i Deadpan Interference og hiphopperne fra Manus Nigra ellers trop, indtil det musikalske program slutter lidt efter klokken 17. Herfra skal der især lyde en anbefaling til Shy Shy Shy og Deadpan Interference, som jeg regner med at høre meget til i løbet af 2016.
Ary (NO)
Lørdag klokken 15.00 på SPOT Royal. Spiller også fredag klokken 21.45 på Atlas.
Hvis man vælger ikke at blive hængende til hele UHØRTs fest, så vil jeg anbefale, at man i stedet finder vej til SPOT Royal, hvor det norske megatalent Ary spiller en eftermiddagskoncert. Styrken i Arys musik er uden tvivl en unik og indlevende vokal, som komplementeres af et simpelt synth-båret elektronisk udtryk. Det er popmusik anno 2016, og det har allerede taget det mest af Nordeuropa med storm.
Pale Honey (SE)
Lørdag klokken 18.30 på Voxhall.
Madrid har Hinds, Aarhus har Velvet Volume, og Göteborg har så Pale Honey. Pale Honey er melodisk rockmusik i sin mest simple og elskværdige form, hvor det er energien, der driver værket. Den perfekte måde at blive vækket på, hvis man ligesom jeg er en lidt langsom starter på dag to af en festival.
JÆRV (DK)
Lørdag klokken 19.30 på Godsbanen, Remisen.
Jeg er stadig helt tosset med JÆRVs debut-EP, som udkom sidste måned. Det er powerfuldt, det er lyrisk, og det er formfuldendt popmusik af den absolut bedste slags fra vores egen andedam.
Konni Kass (FO)
Lørdag klokken 20.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Vi fortsætter i, hvad jeg godt kan se, er ved at udvikle sig til en decideret kvindelørdag med den færøske artist Konni Kass. Man kan drage visse paralleller til Ary, men Konni Kass er alligevel storslået på en anden måde med en ømhed i vokalen, der gør mig meget nysgerrig på hendes debutalbum, som gerne skulle være på vej inden alt for længe; nærmere bestemt til september.
Palace Winter (DK)
Lørdag klokken 23.30 på Voxhall.
Jeg slutter rækken af med at anbefale et band, hvis nyeste single vi for nylig havde eksklusiv premiere på. Det er naturligvis danske Palace Winter, som nok skal få sat publikum godt af sted ud i natten med deres energiske drømmepoppede shoegaze. Jeg er dybt forelsket i deres musik, og derfor må en af mine varmeste anbefalinger også gå i retning af den dansk/australske konstellation.
Det var det for denne gang. Der er naturligvis mange flere bands, jeg ville kunne anbefale, men noget af det bedste ved SPOT Festival er de timer, hvor man helt forudsætningsløst tager på opdagelse på et tilfældigt spillested. Og det vil jeg naturligvis ikke ødelægge for dig.
Jeg vil i stedet slutte af med en spilleplansbeslutning, som jeg finder ret morsom: Bandet med det yngste stampublikum har fået en af spilleplanens seneste tider, så hvis du vil til fest sammen med trætte teenagepiger, så kig forbi Scandinavian Congress Center lørdag klokken 01.30, hvor Citybois indtager SPOT Festival. God festival!
