Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.
Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.
Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.
En smøg og en knytnæve
Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.
På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.
Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.
Selvom jeg meget selektivt vælger, hvem af mine venner jeg introducerer Death Grips for, er det stadig under halvdelen af dem, der kan lide det. Death Grips deler virkelig vandene. Dels fordi, det er hiphop blandet med noise og punk. Hvilket oversat til folk, der ikke har forstand på genrerne, bare betyder larm. For dem, der godt kan lide, når det hele går lidt for meget amok, er det til gengæld umuligt ikke at elske lyden af tunge rim, decideret ulækre tekster og vanvittige temposkift i en meget uhellig forening. Dette udpluk fra sangen ‘Hahaha’ kan måske give et billede af stemningen.
“I’ll do anal in the pit
Repulsive as a benched knick
Show your titties and I’ll spit
These chicks are crazy, god”
Death Grips spiller sjældent koncerter, selvom de har et ry for at være særligt dygtigste til netop dette. Derfor er smadder på Arena fredag aften også en oplevelse, der helt sikkert ikke kommer til at gentage sig. For du finder ikke noget, der er lige som Death Grips. Er du ikke helt overbevist endnu? Så prøv at se om det kan lykkedes dig at se denne video til ende.
Det kan godt lyde som en stor pærevælling af lyde, men det giver faktisk mening, hvis man har lysten til at lægge mærke til detaljerne i numrene. MC Ride, Zach Hill og Andy Morin formår nemlig, at skrue larmen sammen, så du får denne ustandselige trang til at gå amok.
Indrømmet; jeg sælger det måske ikke så godt. Men prøv at se på det sådan her: Vi har alle sammen brug for at få vores aggressioner ud en gang i mellem. Nogle råber af andre i trafikken, nogle bliver hooligans, nogle lader vreden gå ud over muslimer, og så er der et lille mindretal, som vælger at tage til koncert med Death Grips.
Death Grips spiller fredag klokken 02.00 på Arena.
Her er Regnskys officielle guide til Roskilde Festival 2019. Der er lidt til enhver smag, lige fra flamenco-pop til indie-rock. Forhåbentligt vil du blive inspireret til at opleve nogle koncerter, der måske var fløjet under din radar, for vi kender i hvert fald følelsen af at opdage kunstnere, og så se til ens ærgrelse, at de lige har spillet på Roskilde. Vi håber, at du med vores guide kan undgå eller som minimum minimere følelsen, når du sidder med Roskilde blues i juli og august.
Onsdag 3/7
Maggie Rogers – Onsdag, 3. juli kl. 17.30 – Avalon
Den dybt originale amerikaner åbner Avalon scenen i år. Hun blev bl.a. kendt for at få Pharrell til at græde, fordi hun har så stærk en kunstnerisk integritet. Hun har udgivet et meget stærkt album i år, der hedder ‘Heard It In A Past Life’, fyldt af inderlige sange, der ville være det perfekte soundtrack til en laaaaang køre- eller gåtur. Dem der møder op ved Avalon kommer til at blive mødt af en ekstremt sikker sangerinde, der er fuldt bevidst om, hvor hendes styrker ligger, og jeg forventer en stærk vokal præstation med et godt band i baggrunden. (Nikolaj Boesby Skou)
Tears For Fears – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Arena
Jeg er sgu’ ikke så meget til de der koncerter, hvor der er fællessang gennem hele koncerten, og næste gang du ser kunstneren er det nogenlunde samme oplevelse. Det gælder både D-A-D, Rasmus Seebach og Minds of 99. Men når der er 30 år mellem hver koncert, så er det altså okay. Legendariske Tears For Fears spillede sidst i Danmark i 1989! Med sig har de et væld af hits fra 80’erne, som du helt sikkert kender. Tænk blandt andet ‘Shout’, ‘Everybody Wants To Rule The World’ og ‘Mad World’. Ved offentliggørelsen gjorde det regnskys seniorreporter, Rasmus, fuldstændig ekstatisk, hvilket du kan læse mere om her.
Bob Dylan – Onsdag, 3. juli kl. 20.00 – Orange
Det er Bob Dylan.
Rosalìa – Onsdag, 3. juli kl. 21.30 – Avalon
Spanieren eller rettere catalaneren Rosalìa tager castagnetter med til Roskilde Festival, når hun spiller sin fænomenale blanding af flamenco og pop. Hun er uddannet i den spanske dans, og har videreudviklet og opdateret udtrykket så det passer til selv det mest leverpostejsfarvede publikum. Prøv lige at høre ‘Malamente’ og se om du kan undgå at prøve at klappe i takt. Det bliver jo for fedt! Hun er i besiddelse af en sindssyg stemme, der på trods af dens vævre lyd har en helt utrolig power. Hvis der er en koncert jeg ikke vil gå glip af på Roskilde i år, så er det den her. (Nikolaj Boesby Skou)
Cardi B – Onsdag, 3. juli kl. 23.15 – Orange
Verdens største kvindelige rapper gæster ENDELIG Roskilde Festival. Man kan se frem til et storstilet show med masser af hits og bombastisk attitude fra stjernen i midten. Cardi B er en ultramoderne superstjerne, der er vant til at tage sagen i egen hånd og smadre alle udfordringer på sin vej. Hun er den første kvindelige rapper årevis til at gå nummer 1 i USA, og har på mange måder været et friskt pust ind i popverdenen, der til tider kan virke en anelse tør og stagneret. (Nikolaj Boesby Skou)
Torsdag – 4/7
Sharon Von Etten – Torsdag, 4. juli kl. 15.00 – Avalon
Der er mødepligt til dig, der har en forkærlighed for indie- og singer-songwriter-genren, der næsten ikke fås mere ren og ærlig end hos Sharon Van Etten. Den amerikanske sangerindes lyd udforsker mørket, men bevæger sig samtidig i lette og svævende himmellag. Måske var du blandt de heldige, der oplevede Sharon Von Etten i Studie 2 i Koncerthuset i foråret. Måske var du ikke, eller måske kan du bare ikke få nok. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af indie-dronningen før, og jeg glæder mig til min første oplevelse med sangerinden, der minder mig om Trentemøllers kvindelige gæste-vokalister, som jeg forguder! (Laura Fromm)
Jorge Ben Jor – Torsdag, 4. juli kl. 16.00 – Orange
Den brasilianske fader af sambarock har været elsket af fans og ikke mindst af dj’s, som har samplet hans mix af samba, soul, funk og vestlig pop i forskellige genrer i årtier. Du kan ikke have undgået at høre et track på dansegulvet i byen! Jorge Ben Jors lyd er indbegrebet af feel-good-musik og læner sig op af bands som Buena Vista Social Club og Gilberto Gill. Jeg er sikker på, at hans optræden bliver et eksotisk og dynamisk indslag, hvor både de tømmermændsramte og siddende koncertgængere kan drive den af efter opvarmningsdagene og de dansable bossa nova- og Tropicálla-typer kan få bevægelse i halefjerene med en Mojito fra Gringo-barens Mojito Bus i hånden. Det er i hvert fald en drink, jeg uden tvivl kommer til at stå med, når jeg skal danse og drømme mig væk under brasilianske himmelstrøg torsdag eftermiddag foran Orange. (Laura Fromm)
Parquet Courts – Torsdag, 4. juli kl. 17.00 – Avalon
Hvis du er til kantet brit-rock og kunstnere som Franz Ferdinand og The Hives, er der mødepligt, når indie-rockbandet Parquet Courts giver dig Brooklyns svar på, hvordan klassisk rock, punk og funk skal skæres. Bandets lyd er krydret med rå attitude, og så er deres seneste plade udgivet i et samarbejde med Danger Mouse. Jeg glæder mig til at rocke, danse og føle, at jeg er i til pub-koncert i Manchester, selvom bandet er amerikansk, og jeg befinder mig på en mark i Roskilde. – Gør dig selv den tjeneste, at tjek dukke-videoen til Human Performance ud, hvis du har en forkærlighed for bizar 80’er video-kunst, som nogen ville kalde kult, mens andre ville spørge sig selv, om Kogekunst mon har haft en finger med i spillet bag. Se den til ende og du vil finde ud af, at Phil Collins har mange andre hobbyer end at lege med trommestikker. Jeg havde sgu aldrig gættet, at det var dukker … (Laura Fromm)
Tirzah – Torsdag, 4. juli kl. 20.00 – Gloria
Du skal lægge vejen forbi Gloria torsdag aften, hvis du vil høre hvordan britisk post-r’n’b lyder, når det bliver krydret med minimalistisk garage og grime. 31-årige Tirzah er et nyt pop-pust, og jeg er vild med hendes vokal, som er ligeglad, sløv og almægtig på samme tid. Hendes lyd minder mig om svenske Museum of Bellas Artes, og jeg kan ikke vente med at høre bangers fra debutalbummet Devotion på den lille intime scene. Godt råd: kom i god tid. Der bliver højst sandsynligt packed! (Laura Fromm)
Jon Hopkins – Torsdag, 4. juli kl 23.30 – Avalon
Brian Eno’s protegé er efterhånden en af koryfæerne indenfor house-genren. Og så er han en mester i den visuelle side. Forvent trance-oplevelser, når Hopkins forhåbentlig spiller en masse fra sin nyeste udgivelse ‘Singularity’. Forvent klassiske elementer og eminent klaverspil, der eskalerer i den klassiske feststemte house-lyd. (Mathias Gavnholt)
Brockhampton – Torsdag, 4. juli kl 23.45 – Arena
Få grupper spænder bredere end kollektivet Brockhampton, der består af en stor gruppe rappere og producere, der mødte hinanden på et forum for Kanye-fans og nu bor sammen i LA. De kalder sig selv for et boyband, men blander rap, sang og beats. Det er fremragende nyskabende rapmusik, der excellerer ved konstant at være i forandring. Forvent dog, at forhenværende medlem, Ameer Vann’s vers er censureret helt ud af numrene. (Mathias Gavnholt)
Speaker Bite Me – Torsdag, 4. juli kl 00.00 – Pavillon
Tag med til midnats-støjrock-koncert med danske Speaker Bite Me, som har over 11 års erfaring i musikbranchen og var blandt de optrædende til P6-Beat-Rocker-Koncerthuset i foråret. Jeg glæder mig til at blive opslugt af P6-Beat-darlingernes larmende og rendyrkede støjunivers, som får mig til at tænke på Sonic Youth’s melodiske støjrock, hvor Thurston Moores grusede vokal er byttet ud med Signe Høiruaps rene rock-røst. (Laura Fromm)
Fredag 5/7
Jada – Fredag, 5. juli kl 13.00 – Avalon
Danmarks næste store pop-stjerne, Jada, er rykket op fra Countdown-scenen sidste år til Avalon i år. En af landets bedste sangerinder, har en eventyrlig evne til at finde fængende melodier, og kæde dem sammen med sit lækre R&B-univers. På scenen er det ikke forkert at betegne hende som en diva, når hun står og spreder luftkys og vifter med sine fine vifter. Alle der kan lide god popmusik kommer til at elske Jadas koncert, der formentlig kommer til at være fuldstændig proppet.
Lowly – Fredag, 5. juli kl 14.00 – Pavillon
Endnu et spændende band, der er vokset ud af smilets by. De byder på drømme-pop, som man kender det fra fx Beach House, der kan føles langsomt og drævent på en overskudsagtig måde, selvom der godt kan komme tempo på, fx på nummeret ‘stephen’. Lowly er et meget sammentømret band, som kommer til udtryk, når de giver koncerter. Her kan man virkelig mærke, hvor godt de spiller og synger sammen. (Nikolaj Boesby Skou)
Ross From Friends – Fredag den 5. juli kl 18.00 – Apollo
Det bliver ikke mere aktuelt end Ross From Friends, hvis man kigger på den eksperimenterende house. Det lyder fjollet, og det er det på sin vis også, men det er lyttevenligt, teknisk genialt elektronisk musik, der får dig til at bevæge fødderne. Det er mit absolutte must see i år, og derfor kommer jeg også med en endnu mere udførlig guide til, hvorfor det lige netop er Ross From Friends du skal se i år. Følg med her på siden de kommende dage. (Mathias Gavnholt)
Hans Philip – Fredag, 5. juli kl 19.00 – Arena
Hans Philip er allerede etableret folkeeje, og har cementeret sin status med sit debutalbum ‘Forevigt’ fra tidligere på året. Til koncerten på Arena, bliver det spændende at se, hvordan Hans Philip som solokunstner vil optræde. Hvordan kommer setuppet med band osv. til at være? Hvordan vil han interagere med publikum? Selvom albummet har udstukket en lo-fi-agtig rettesnor, bliver det interessant at se om den snor vil blive fulgt eller brudt med, når musikken kommer til live på scenen. (Nikolaj Boesby Skou)
Nicola Cruz – Fredag, 5. juli kl 20.00 – Apollo
I de sidste par år har Roskilde Festival haft besøg af flere sydamerikanske kunstnere, der blander traditionel sydamerikansk musik med moderne elektronisk. Både Bomba Estéreo og Tropkillaz leverede rigtig gode koncerter. Med Nicola Cruz er det samme blanding, men så alligevel ikke helt. For hvor de to fornævnte lever højt på drops, er Nicola Cruz mere ovre i deep house, hvor de traditionelle elementer får lov at simre i retten over tid. Det skal nok komme til at smage rigtig lækkert på Apollo fredag aften. (Mathias Gavnholt)
Underworld – Fredag, 5. juli kl 23.30 – Arena
Sent fredag aften bliver Roskilde omdannet til en svedende rave i et gigantisk rave, når techno-grandmasterne, Underworld, tænder op for stereoanlæggene. Forbered dine trommehinder på et hæsblæsende tempo med hidsige trommerytmer, der tager dig med på en tur til en dunkel klub i 90’erne i England med kondens dryppende ned fra væggene. (Nikolaj Boesby Skou)
Robyn – Fredag, 5. juli kl 01.00 – Orange
Nok en af de skarpeste bookinger til Orange i meget lang tid. Med tre albums fra tre forskellige årtier skal Robyn nok favne bredt, og aktualiteten er i top efter udgivelsen af ‘Honey’ fra 2018, der imponerede både på Regnskys redaktion og hos rigtig mange andre musikanmeldere. At nå ud over scenekanten bliver ikke noget problem for den folkekære svensker, Robyn forstår om nogen at gøre triste kærlighedssange festlige. (Mathias Gavnholt)
Death Grips – Fredag, 5. juli kl 02.00 – Arena
Det bliver ren ondsskab når Death Grips smadrer Arena fredag nat. Både musik og tekst er så absurd, at du højst sandsynligt ikke kan lide det, men hvis du kan, så elsker du det. Følg med på regnsky.dk de kommende dage for en mere udførlig anbefaling af Death Grips. Det er nemlig et navn, der rammer mig lige i hjertet, men sandsynligvis rammer din nabocamps lyst til at kaste ting efter dig. Det fortjener mere, end et par spalter. (Mathias Gavnholt)
Lørdag – 6/7
Khruangbin – Lørdag, 6, juli kl 13.00 – Avalon
Den californiske trios lyd bliver ofte beskrevet som ’Thaifunk’. Men selvom thaifunk lyder asiatisk. så forestil dig det helt modsatte af kinesisk operarock. Kinesisk operarock er måske en smule specifikt, men i skrivende stund har min kinesiske sidemand valgt at udsætte en halv togvogn for lyden af førnævnte genre spillet fra en mobiltelefon uafbrudt i to timer – og det er præcist lige så sløset, larmende og overdrevent som Khruangbins lyd ikke er det.
Khruangbin er så chilleren, at deres merchandise blandt andet består af rullepapir til joints. Det er bas, guitar og trommer i en bolsjeblanding, som man kan spise, mens man ligger i en hængekøje. Forvent vilde improvisationer, når de spiller på Avalon, for de er på et højt teknisk niveau, som de udnytter til fulde både i de stille momenter og i de øjeblikke, hvor det eskalerer. (Mathias Gavnholt)
Flohio – lørdag, 6. juli kl 18.00 – Apollo
Tænk Stormzy på LSD. Hvad spinkle Flohio ikke har i muskelmasse sammenlignet med førnævnte grime-stjerne, har hun i crazyness. Det skal nok gå apeshit, når hun blander traditionel grime med techno, trance, drum ‘n’ bass og andre hårde elektroniske genrer. Forvent attitude og originalitet, der holder grime-bølgen levende, mens Stormzy er i Bøgeskoven. Og så er hun i øvrigt tight af helvedes til. (Mathias Gavnholt)
DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl 02.00 – Apollo
Tyske DJ Koze er en rutineret herre. Og rutine er der brug for, når man skal levere den elektroniske afslutningsfest på Apollo og sørge for, at dem, der er tilbage, stadig fester. Koze laver house, men hvis man skal sætte et tillægsord på, er det første der dukker op i mit hovede: optimistisk. Settet kommer ikke til at have en masse drops, men i stedet er det den slags house, der hele tiden lægger op til, at der kommer mere. Det kan fungere rigtig godt, som det sidste skud energi til et vedholdende publikum. Tysk effektivitet, når det er bedst. (Mathias Gavnholt)
Her ses David Byrne dagdrømme om en verden, hvor Roskilde Festivals publikum både kan høre ham og Four Tet. Sådan var virkeligheden ikke fredag aften, og det fremkaldte FOMO i kroppen på vores anmelder, der efter flere måneders overvejelser til sidst endte med at tage til David Byrne-koncerten.
FOMO, eller fear of missing out, kommer i mange forskellige former i løbet af en uge på Roskilde Festival, og den kommer ganske naturligt, når der dagligt foregår mere end 40 koncerter på Dyrskuepladsen. Spørgsmål som “er jeg til den rigtige koncert” og “skal jeg høre Alex Cameron eller Father John Misty, PJ Harvey eller Floating Points”, er dilemmaer, man muligvis kan genkende fra sig selv.
Dette års Roskilde Festival var ingen undtagelse. Klokken 00.00, hvor fredag blev til lørdag, spillede David Byrne og Four Tet samme tid. Den tidligere Talking Heads-frontmand var at finde på Arena, mens den britiske producer gav koncert på Apollo.
Dette clash i spillepladen fremkalder ingen problemer for majoriteten af Roskilde-publikummet. Enten er man fan af den tidsløse hybrid af art-pop og post-punk, som David Byrne i 1970’erne og 1980’erne var bannerfører for, eller også søger man mod den elektroniske dansefest, som Four Tet med sit niende album, New Energy fra 2017, har stillet i udsigt.
Men der hviler et dilemma, når man først har skrabet overfladen væk. For David Byrnes og Four Tets musikalske verdensanskuelse har flere fællestræk, end de har modsætninger. De to musikere har begge bygget sine stilarte på at hive ‘eksotiske’ genrer ind i sin hvide musik. David Byrne var en af de første, og Four Tet har det seneste årti været en af de største på lige præcis denne bane. Derfor er det ærgerligt, at man denne fredag nat ikke har muligheden for at opleve den sammenhæng, der er imellem de to artister.
FOMO-tankerne kom snigende
Så jeg måtte vælge til og vælge fra, vende min opmærksomhed mod den ene musiker og vende den anden musiker ryggen. I løbet af ugen var jeg overbevist om, at det skulle være Four Tet og mig, men så begyndte mine fomo-inciterende tanker at kravle ind på mig.
“Men, Morten. Du er glad for Talking Heads, og mon ikke du bliver forkælet med nogle af de ikoniske hits fra bandets bagkatalog?”
Og så prøvede tankerne ellers at svare igen på sig selv:
“Men, Morten. Du går jo ikke til en Morrissey-koncert, hvis du vil høre sange fra The Smiths, eller til en Damon Albarn-koncert, hvis du vil høre noget fra Blur. Det er bands, som er mere og større end bare deres frontmænd. Det bliver aldrig det samme uden Tina Weymouth og Chris Frantz. Det er jo ikke David Byrne, der er optaget i rock’n’rollens Hall of Fame. Det er Talking Heads.”
Det var øjebliksbilledet af de to artister, der inden fredagens program på Roskilde pegede mig i retningen af Four Tet på bekostning af David Byrne. Four Tet cementerede i efteråret 2017 sin status som kongen af krydsfeltet mellem indie rock og dansemusik på det fremragende album, New Energy, som både kommer vidt omkring og bevarer en rød tråd. David Byrne, derimod, har med American Utopa fra april i år skabt et rodet album.
Men så kom den igen, tvivlen. Havde jeg nu udpeget mig den rigtige koncert?
“David Byrne er 66 år gammel. Og selvom han er en ivrig cyklist, så er det ikke til at vide, hvordan hans fysiske form vil ændre sig de kommende år. Måske er dette sidste chance for at opleve en nogenlunde viril og kapabel David Byrne?”
“Men, Morten. Four Tet er så eftertragtet og dermed også dyr en herre, at det kræver op imod 1.500 betalende gæster, før det kan betale sig at booke ham til en koncert i Danmark. Og den kapacitet er der ingen, der kan rumme. Det kommer simpelthen ikke til at ske andre steder end her på Dyrskuepladsen.”
Det blev David Byrne
Men det første argument vandt, og sådan besejrede den gråhårede rock den farverige electronica. Jeg begav mig mod Arena-teltet, der viste sig at være proppet til randen af et forventningsfuldt publikum. Rygterne om et nyt show, der efter sigende reformerede selve koncertformatet, var allerede nået os i forkøbet, inden David Byrne ved midnat indtog scenen med American Utopia-lukkenummeret Here siddende bag et skolebord med en hjerne i hånden.
“Her er en region med rigelige detaljer. Her er en region, der sjældent anvendes,” synger han med hjernen rettet ud mod publikum. Her er en koncert, hvor alle de stationære instrumenter er røget ud. Her er 12 mobile musikere, der flyder rundt på scenen med deres remedier og mikrofoner spændt fast på kroppen. Her er en fremragende lyd på Arena.
Men her er også mere tale om en musical, end det er en koncert. David Byrnes stive lemmer bevæger sig koreografisk med resten af bandet, og han stirrer teatralsk ind i sidevæggen, når han synger “I used to think that I should watch TV”. Og så er det, at fomo-tankerne vender tilbage i hovedet på mig.
Er den mærkelige koreografi og det spøjse skyggespil ikke blot en kompensation for, at American Utopia-pladen, for at sige det pænt, er jævnt kedelig og ligegyldig? Hvad er det, alle de grå jakkesæt og de bare fødder symboliserer? Den slags havde du ikke skulle forholde dig til, hvis du var taget til Four Tet.
Mens David Byrne og hans band danser langsomt og formålsløst rundt på scenen til tonerne af Everybody’s Coming To My House, begynder jeg at forestille mig den fest på Apollo, som jeg i disse sekunder går glip af. Men så er det, at vi langt om længe får vores egen fest på Arena, da David Byrne hiver det helt tunge Talking Heads-arsenal frem. Once In A Lifetime og This Must Be The Place gør Slippery People fra begyndelsen af koncerten selskab, inden de lukker med Burning Down The House. Hele Arena virker til at synge med, og et veloplagt band er med til at skabe fremragende cover-versioner af dette Talking Heads-materiale.
Det var undervejs et forfærdeligt og næsten umuligt valg at vælge imellem Byrne og Four Tet, men hitparaden slog alle mine FOMO-tanker ihjel. Hvad så, om Four Tet havde en fest? Hvad så, at jeg forpassede muligheden for at høre Two Thousand And Seventeen live? David Byrne og hans band spillede fremragende, og American Utopia lyder bedre live end i studieversionen – heldigvis, fristes man at sige.
Jeg kan dog ikke sige, at det nye koncertformat slog fødderne væk under mig, eller at jeg kunne se det revolutionære bag det, for har I hørt om en musical? Men jeg var glad for koncerten, glad for festen, det endte med, og glad for mit valg. Så må tiden vise, om Four Tet kommer tilbage til Danmark. Ellers går det nok.
“You know the road has given us everything we’ve got”, er Samuel T. Herrings første ord til publikum i et fyldt Arena-telt. Klokken er 16, det vil sige, at det er formiddag på Roskilde, og det vil også sige, at et lidt søvnigt publikum kan forekomme. Måske ved Future Islands ikke det, måske gør de og er i så fald lige glade.
Future Islands er live såvel som på deres seneste to album, Singles (2014) og The Far Field (2017) indpiskere. De er et band af vejene, som Sam Herring pointerer. De har spillet over 1000 liveshows, og lad os blot få det sagt: de er et forbandet godt og karismatisk liveband, som kan bære at være netop indpiskere over en festivalkoncerts 75 minutter med et energihungrende publikum uden at miste deres personlighed i et forsøg på at please.
Publikum sugede godt til sig af Future Islands’ energi. Den kom fra live-trommeslageren Michael Lowrys piskende trommer, fra Gerrit Whelmers ekskursioner udi synthens lange toner, fra saltstøtten William Cashions melodiske basspil. Og så kom den selvfølgelig fra den nok mest usandsynlige dansestjerne, Sam Herring. Jo, en del af publikum var mødt op for at se giraffen i form af Herrings gorilla-dans. En del af dem gik efter koncertens tredje nummer. Synd, for havde de ventet, var de nok blevet omvendt til at være en del af fællesskabet af Future Islands-fans live – præcis sådan som Future Islands altid har opbygget deres publikum.
Future Islands lagde fra land med to forrygende singler, “Ran” og “A Dream of You And Me”, inden en række lidt mindre genkendelige tracks fra tidligere udgivelser og A Far Field overtog. Future Islands har fået sit gennembrud på baggrund af albummet Singles, og girafgæsterne kom på den baggrund. Det har været en udfordring for Future Islands at få lyttere med over på nye album.
Så meget desto heldigere for bandet, at de havde en Roskilde-koncert at gøre det ved. Et nummer som “North Star” funklede live med sit todelte omkvæd, som går en tone ned i sted fremfor op. Det er den form for overraskelser, som gør Future Islands til et gode liveband, trods deres musikalsk univers over 75 minutter kan blive lidt vel ensformigt, når festivalsettet hives frem for at give publikum den maksimale energi – nuancerende albumtracks som de mere stille “Give Us The Wind” og “Little Dreamer” blev naturligt undladt.
I stedet valgte Future Islands at give os energien. Den ustoppelige Herring – der i øvrigt stadig ligner en værftsarbejder fra Baltimore – farede scenen rundt med skiftevist parringsdans, på hug growlende mod publikum og hoftevrikkende som den vildeste ladyboy. Lod man sig indtage af det til tider lidt aparte syn og blev man hængende, så fik Future Islands i en solid arbejdssejr overbevist om, at også The Far Fields mere album-orienterede sange er af en helt særlig funklende slags – det kunne ses og høres i publikums fortløbende jubelbrøl halvvejs i sange. Så må nuancerne opleves til en venuekoncert med et veludhvilet publikum.
