Sidste år var jeg for første gang på Copenhell. Det skrev jeg bl.a. den her artikel om. Det var noget af en omvæltning fra en selverklæret del af Northside-segmentet at komme ud på Refshaleøen til metalfestival. Det var en positiv overraskelse, og jeg besluttede derfor for at aflægge festivalen et besøg igen i år for at se, om det var en éngangsucces.
Copenhell er og bliver en niche-festival. Det er ikke for alle. Publikum ligner det, man ville forvente de ligner – metalhoveder. Overalt er der sorte støvler, denimveste, læderbukser og vanvittige frisurer. Og det er fantastisk. Jeg ved ikke, hvor disse mennesker gemmer sig til daglig, men jeg synes ikke, at jeg har set dem andre steder uden for Copenhell end til Red Warszawas koncerter.
Jeg er ikke det store metalhovede, og jeg synes tit, det er alt for larmende til mig. Der er dog et eller andet over Copenhell, en charme som andre festivaler i Danmark ikke besidder. Hele konceptet er så gennemført og selvironisk, at man ikke kan andet end at blive glad i låget, når man træder ind i den verden, de har bygget op. Kanoner der spyer ildkugler op mellem scenerne inden koncerterne, området Asgård hvor man bl.a. kan smage på Lokes Boller (de er sygt gode, skal jeg lige hilse og sige) og min personlige favorit: Snapsekirken! Komplet med omvendte kors og hjemmelavet snaps, som smager fantastisk og som gør en klar til at skulle ind og smadre.
Som sagt er det hele så gennemført, men der er også en selvironisk distance, og det er nok det, der gør Copenhell så fantastisk. VIP-området hedder selvfølgelig RIP og busserne der kører til Refshaleøen bærer nummeret 666. Og kaffen er skull-hed. Det er sgu fantastisk.
I går tog jeg min ven Jens under armen og tog afsted til Refshaleøen. Det var andet år, så man havde været rundt og opleve festivalen, og derfor behøvede man ikke vandre rundt for at se det hele. Smadreland og Biergarten var dækket ind, og det var kun, hvis man havde et ærinde, man ville bevæge sig derind. Eksempelvis hvis man skulle smadre, selvfølgelig. Smadre er egentlig et sygt dejligt ord. Anyways, vi ankom og det føltes fuldstændig som, da vi forlod pladsen sidste år. Og det var sgu dejlig velkendt. Snapsekirken stod, hvor den skulle stå, og man kunne stadig få Red Bull og vodka og Royal Eksport på dåse. Jeg havde set ret meget frem til at se Prophets of Rage og System Of A Down. Jeg er aldrig hoppet med på Rage Against The Machine-bølgen, men jeg synes, Tom Morello er en dybt fascinerende musiker.
Det mest spændende var, hvordan de ville kombinere deres rocklyd med hiphoppen fra Chuck D og DJ Lord fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill. DJ Lord var passende klædt i en hættetrøje med skriften: “Play some fucking hiphop” til showet på Copenhell. Mit gæt er, at det ikke var tilfældigt, men det var utroligt morsomt. Han stod også ved turntables, og det er ikke just det mest brugte setup på en metalfestival. B-Real var iklædt et partisanertørklæde og havde noget mellemøstligt over sig.
Vendepunktet under koncerten var, da de begyndte at spille hiphop. Der blev gravet dybt i kataloget, og frem kom Insane in the brain og Jump Around bl.a. Det må være første gang, der bliver spillet hiphop på Copenhell. Og folk elskede det. Jeg kunne stå og kigge ud over publikum og jeg så, de gik fuldstændig amok og tog i mod det, som var det deres eget. Det er satset at spille hiphop på en metalfestival, men Prophets of Rage var sgu ligeglade, og de leverede i aller højeste grad.
Tom Morello er dog mr. Stand Out. Han er virkelig svær at blive træt af. Så fascinerende dygtig en musiker, at man føler sig et skridt nærmere nirvana (konceptet – ikke bandet), når man oplever ham live. Der blev spillet musik fra Cypress Hill, Public Enemy, Rage Against The Machine, Prophets of Rage og Audioslave. Specielt det sidste gav et sug i maven, da de leverede en instrumental Like A Stone. Det var som om, at de ved at spille den mellem linierne sagde, at ingen kan erstatte Chris Cornell. Zack de la Rocha er en anden snak. B-Real fylder forsangerrollen eminent ud. Det var en kæmpe oplevelse at se Prophets of Rage på Copenhell 2017.
Efter koncerten skulle den lige synkes. Eller, skylles ned, selvfølgelig. På Copenhell får man hurtigt sat nogen øl til livs. Endnu bedre er, at de øl man køber faktisk bliver fyldt til kanten. Ikke kun til den der latterlige 0,5 l streg. Helt op til kanten. Hver gang. Det er fandme stil.
Klokken 22.30 tog System Of A Down over på Helvití-scenen. Her blev vi taget med tilbage til Boogie-dagene på DR, hvor man sad og ventede på, at Toxicity kom frem på skærmen. Det samme gjorde sig desværre lidt gældende her. Det var en lang koncert, og den peakede til sidst med Toxicity. Jeg skulle have taget mig sammen og sat mig lidt mere ind i bagkataloget, fordi hold kæft hvor de sparkede røv. Det var en helt unik koncert med en gruppe, som kan noget særligt. De fire armensk-amerikanske gutter er lyden af mine meget tidlige teenageår, men det holder lige så godt nu, som det gjorde dengang.
Jeg genopdagede sangen “Aerials” i går, og kom i tanke om, hvorfor jeg skamhørte Toxicity-pladen tilbage i 2001. Ord kan ikke helt beskrive, hvordan det var at være til stede i går, og jeg er ked af, at jeg ikke kan trække jer med ind foran Helvití-scenen i går under koncerten, så I også kan få glæde af det glimt af storhed, der ramte København i aftes. Jeg er taknemlig for, at jeg fik mulighed for at være til stede. Det her er altså et af verdens fedeste bands. WERE TRYING TO BUILD A PRISON.
Efter at være blevet kørt helt op af Serj og drengene tog jeg til koncert med Architects, hvor jeg havnede i mit første rigtige moshpit. Normalt har jeg altid hadet at være i moshpits – specielt til hiphopkoncerter – fordi folk ikke ved, hvordan man skal opføre sig. I går var det en behagelig oplevelse at blive kastet lidt rundt af nogle store mænd. Der eksisterer nemlig et moshpit-kodeks, som alle metalhovederne på Copenhell følger. Hvis nogen falder, så hiver man dem op med det samme!
Tak til Copenhell for at endnu engang at give mig en lektion i metal og minde mig om, at der faktisk findes en verden uden for Ådalen.
