Tag: Anderson .Paak (6 indlæg)

Feature

SKYSKRABERE 2018: Årets tracks

Af Regnsky den

2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.

Anderson .Paak – Til It’s Over

En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)

Angèle – Balance ton quoi

Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)

Barker – Low How Hard I’ve Tried

Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)

Brockhampton – Weight

Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)

Earl Sweatshirt – Cold Summers

Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)

The Internet – Come Over

Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)

Kasper Marott – Keflavik

Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)

Loidis – A Parade

Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)

Pil – Nattely

Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)

Robyn – Missing U

I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)

Ross From Friends – John Cage

Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)

Sheck Wes – Mo Bamba

Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask – Flyby VFR

Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)

Tove Styrke – On The Low

Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)

6lack – Pretty Little Fears

Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

SKYSKRABERE 2018: Årets bedste koncerter

Af Mathias Gavnholt den
Årets bedste koncerter udvalgt af Regnsky-skribent Mathias Gavnholt (Grafik: Magnus Søholt)

At lave en liste over årets bedste koncerter baseret på samtlige koncerter i 2018 er noget nær umuligt. Og man skal da også tage det forbehold, at der helt sikkert er en del koncerter, som ikke er taget med i overvejelserne. Men de festivaler og koncerter, jeg har set, er til gengæld nøje udvalgt. Det er eksempelvis helt bevidst, at jeg ikke har set Fredagsrock med Rasmus Seebach, men ufrivilligt, at jeg ikke har været på Heartland for at se Oneohtrix Point Never eller på Tinderbox og se Depeche Mode. Det er der kommet denne liste ud af i et 2018, hvor der ikke har været én koncert, der var længder bedre end de andre, men rigtig mange der var rigtig gode.

10. The War on Drugs, Green Stage, Northside

Ikke så meget bullshit. Bare en koncert med indlevelse og musikalsk fingerspiztengefühl nok til, at det skaber en intim stemning og et fællesskab mellem band og publikum. Der bliver ikke snakket til publikum, men musikken taler for sig selv.

9. Smerz, Gloria, Roskilde Festival

De skrøbelige og følsomme stemmer fra de to norske kvinder flankeret af bastunge melankolske melodier fungerer perfekt i et røgfyldt, mørkt og intimt Gloria. Duoen tilføjer teateragtige gimmicks med blandt andet olieindsmurte og veltrænede mænd, der træner på ribbe, bare bryster og et utraditionelt modeshow med skarpe politiske budskaber.

8. Kokoko!, Avalon, Roskilde Festival

Kokoko!s historie er ret vild. Kort sagt ville bandet gerne lave elektronisk musik, men var så fattige, at de måtte bygge instrumenter ud af skrald. Det lægger de ikke skjul på, når de optræder live, og som publikum spotter man også hurtigt et instrument, der bogstaveligt talt bare er et stativ med to dåser flåede tomater. Men Kokoko! er meget mere end en god historie. Bandet har en vanvittig energi på scenen. De crowdsurfede blandt publikum og efterlod flere fans råbende på mere Kokoko! op mod ti minutter efter, koncerten var slut.

7. Khruangbin, Pumpehuset

“Oh, we know how to rock, Denmark”, siger Mark Speer, da det texanske thaifunk-band lægger an til publikumsfavoritten ‘People Everywhere (Stil Alive)’. Og det gjorde de. En godt og vel fem miunutter lang improviseret battle mellem Spencer selv og bassisten Laura Lee bliver skudt ind i nummeret som opbygning til et omkvæd, der blæser bagvæggen af Pumpehuset i et absurd stort klimaks. Resten af koncerten var ikke dårlig, men det er ekstranummeret, der får Khruangbin med i top-10.

6. Sampha, Avalon, Roskilde Festival

Det er ikke længe siden, Sampha spillede en fremragende og følelsesladet koncert på Lille Vega, der primært var båret af Samphas smukke stemme og hans klaver. Alligevel er det en helt anden oplevelse at se ham på Roskilde Festival, hvor sættet svinger i tempo, og Sampha er både helt inde i sig selv og helt ude over scenekanten, når han eksempelvis står med resten af sit band henne ved trommeslageren og improviserer. Smuk løsning på den svære udfordring, det er at gøre rolig klaverbåren skønsang til noget for et festivalpublikum på sjettedagen.

5. Kraftwerk, Meadow Stage, Haven

Haven Festival var ikke en specielt positiv oplevelse, før Kraftwerk indtog scenen. Silende regn, en tom festivalplads og en koncert der blev aflyst halvvejs er bare nogle af problemerne. Men der er ikke noget, der kan redde en festival som vaskeægte tysk effektivitet. I et skarpt sæt på cirka halvanden time går 3D-billederne og den stjerneklare himmel i perfekt symbiose med computerkærligheden fra højtalerne og skaber en helhedsoplevelse, hvor man forsvinder ind i et visuelt-musikalsk vakuum fyldt med radioaktivitet, modeller og motorveje.

4. Anderson .Paak & The Free Nationals, Arena, Roskilde Festival

Hvorfor skal han dog spille så sent, var der mange, der undrede sig over på årets Roskilde Festival, hvor Anderson .Paak først gik på efter midnat på festivalens sidste dag. Det finder man dog hurtigt ud af, for få andre kan klemme den sidste energi ud af folk og levere den fest-afslutning, som Roskilde Festival så længe har søgt efter. Med knæene i brysthøjde dansende som frontmand eller med lige så høj puls bag trommerne forvandlede han Arena til en stor dansende masse. The Free Nationals spillede med kolosalt overskud og fik endda flettet toner fra Still D.R.E ind i et af numrene. En magdemonstration, der nok havde scoret en førsteplads på denne liste, hvis ikke det var, fordi sættet mindede meget om Anderson .Paaks koncert på Apollo to år forinden.

3. Rhye, P6 Beat Stage, Northside

Jeg har aldrig været stor fan af at gå til koncerter for at synge med på den samme sætning igen og igen. Men til Rhye – efter en forrygende koncert båret af Mike Milosh’ føljsbløde stemme – tog jeg mig selv i at synge med på den samme linje utallige gange i et af de der øjeblikke, hvor man står og håber, det aldrig vil slutte. Et øjeblik som kan ses nedenfor.

2. The Blaze, Apollo, Roskilde Festival

Når jeg skriver om The Blazes mesterværk af en onsdagskoncert, kommer det hurtigt til at lyde som beskrivelsen af Kraftwerks koncert på Haven, hvor der bare står computeramour i stedet for liebe. For The Blazes grundopskrift er egentlig den samme, og eksekveringen lige så effektiv. En tranceoplevelse hvor musik og visuals går i et. Men The Blazes koncert var bare lige lidt bedre. Et gennemført lysshow akkompagnerer de stemningsfulde visuals og giver en endnu større helhedsoplevelse. Når koncerterten går i gang, er det eneste på scenen en stor firkant med LED-skærme på siderne, der viser den franske duos fortryllende visuals. Undervejs i koncerten åbner firkanten sig og afslører, at de to franskmænd står indeni og skaber deres melodiske house ved hjælp af sang og synthesizers. Koncerten afrundes elegant ved, at firkanten lukker i igen, og når musikken slukkes, står man tilbage med en følelse af at have været inde i en helt anden verden i knap halvanden time. Jeg gav gerne et par fingre for at rejse tilbage.

1. Danny Brown, Avalon, Roskilde Festival

Til opvarmningskoncerten for Run The Jewels på Tap1 i begyndelsen af året skulle den ellers så energiske rapper have haft problemer med både at stå på benene og huske sine egne tekster. Lørdag eftermiddag på Apollo er Danny Brown den sidste til at have svært ved noget som helst. En energiudladning i den skala tror jeg aldrig, jeg har set før. Der går ikke mere end ét minut, før alle hårene på armene står op, halvdelen af moshpitten ligger ned, og syv dages tømmermænd forsvinder ind i den bragende bas og Danny Browns flow, der er mere tight end Nye Borgerliges asylpolitik.

Boblere:

Wilkinson, Nathan Fake, Maribou State, Tyler, The Creator, Gorillaz

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Månedens bedste tracks: November 2018

Af Regnsky den

Regnsky siger farvel til november ved at se tilbage på månedens bedste numre, og det er endnu en gang blevet til en mangefacetteret blanding af genrer, udtryk og nationaliteter, der er repræsenteret i dette batch!

Anderson .Paak – 6 Summers


Det længe ventede album Oxnard er blevet en blandet affære. Det er det fordi, at Anderson. Paak ekspeimenterer en del mere, end han gør på det forrige soloalbum, Malibu. Det ender ud i et par missere, men det mest vellykkede eksperiment er 6 Summers, hvor man skulle tro, at Paak havde været inde i et rytmiklokale for at lave at lave et nummer ud af alle de instrumenter, som altid bliver valgt til sidst i musikundervisningen. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men havde han været til eksamen, havde han fået A+. Blandt andet på grund af nok det mest elegante beatswitch siden The Gaslamp Killer’s ‘Nissim’ fra 2012. Han både synger, rapper og smider de mest simple men californiske guitarriffs og beats indover sit værk, der omfavner udtrykket ‘organiseret rod. Og så klæder det ham i den grad at være politisk. Slår man op i en ordbog under ‘overskud’, burde der være en lydfil med 6 Summers. (Mathias Gavnholt)

A$AP Rocky – Sundress

Lige som man troede, at A$AP Rocky ikke kunne bevæge sit udtryk længere væk fra, hvordan det startede på debutalbummet Long.Live.A$AP, udgiver han singlen Sundress. Hvor han dengang samarbejdede med blandt andet Skrillex for at lave hård og mørk hiphop, har han på Sundress allieret sig med efterhånden legendariske Danger Mouse og samplet et otte år gammelt Tame Impala nummer. I stedet for at blive slået i gulvet af en hård bas og aggressive rim, bliver man med Sundress’ opadgående, friske rytmer og lækre keys sendt direkte frem til næste års solstråler. Mellem rapperens sang er der et enkelt veltimet vers, og det klæder ham med det mere subtile udtryk. Sundress er endnu et bevis på, at A$AP formår at blive ved med at være relevant. Men okay, det er også svært at fucke op, når man får hjælp af et af tidens bedste bands og bedste producer. (Mathias Gavnholt)

Goss – There’s Just So Much A Heart Can Take

Jeg har været fan af Goss-projektet siden singlen “Time” blev udgivet sidste år, og at han nu har valgt at udgive endnu en EP, var rigtig gode nyheder for mig. Generelt er jeg fan af alle fem tracks på “Homeland Security“-EP’en, men “There’s Just So Much A Heart Can Take” vinder klart min førsteplads. Den er slæbende, den er svævende og mixer perfekt det organiske og elektroniske, og lytteren bliver taget med gennem mange forskellige rum og universer på kun 3,5 minut. EP’en omhandler langdistanceforholdet med kæresten MØ, så de forskellige rum gør kun tekstens billeder endnu mere tydelige. At MØ låner sin vokal til andet vers, og på perfekt vis fuldender den længselsfulde kærlighedsballade, gør mig kun endnu mere lykkelig. (Line Mortensen)

Gurli Octavia – Clone 

Jeg er vild med Gurli Octavias folkede og nordiske univers. Hendes sange er altid den perfekte blanding af mystik, magi og personlighed. “Clone” er ingen undtagelse, og den er med sit organiske og slæbende udtryk endnu en god fortælling i rækken fra Octavia. Normalt er jeg til de mere elektroniske skæringer, men Gurli Octavia lokker mig gang på gang ind i hendes univers med hendes fantastiske melodier og personlige fortællinger. Melankolien vælter ud gennem højtalerne på den evigt antiklimatiske “Clone”, og teksten får sat mine tanker i gang. Jeg er virkelig imponeret over denne udgivelse, og glæder mig kun til mere! (Line Mortensen)

DJ Different – Permission 2 Dance

Den versatile svenske producer DJ Different (Aleksandar Zekovski) er rykket ind i folden hos det indflydelsesrige og hyperaktive label Lobster Theremin, og det fejres med ep’en Permission 2 Dance, hvor titelnummeret med sit heftige tempo, sin storladenhed og de emotionelle post-rave-fornemmelser ikke holder sig tilbage. (Morten Bruhn)

Deena Abdelwahed – Khonnar

Arabisk identitet og social uretfærdighed som sexisme og homofobi er blot nogle af emnerne på tunesiske Deena Abdelwaheds debutalbum, Khonnar. Albummet byder på et unikt og radikalt blend af klublyd og manipulerede arabiske instrumenter, og det er slet og ret et af årets bedste. Et indfaldspunkt på pladen er svært at udpege, men dyp eventuelt tæerne på den insisterende og hypnotiske Tawa. (Morten Bruhn)

Ciel – The Twirler (Central Remix)

Kønspolitik – og isærdeleshed et større fokus på safespaces i nattelivsinfrastrukturen for udsatte minoriteter – virker i det hele taget til at have fået større opmærksomhed og et større areal at udfolde sig på. Octo Octa, Violet (der gæster København lørdag!), Eris Drew, Peach og Ciel er nogle af frontløberne på dette område. Sidstnævnte har netop udgivet ep’en Hundred Flowers, der indkapsler betydningen af sikkerhed i en fysisk forstand og et opgør med angst og lede på dansegulvet. Alle numre er stærke, men vi har den rød-hvide klaphat på og anbefaler i stedet Centrals (aka århusianske Natal Zaks) remix af The Twirler. (Morten Bruhn)

Saba – Stay Right Here feat. Mick Jenkins & Xavier Omär

Saba er ekstremt svingende i min bog, men på ‘Stay Right Here’ rammer han plet. Chicago-rapperen er godt hjulpet på vej af stærke features fra den soul-croonende Xavier Omär på omkvædet, og et stærkt vers af albumaktuelle Mick Jenkins. Sangens beat bobler afsted med alt godt fra percussion-kurven i folkeskolens musiklokale tilsat et horn eller to, der leder tankerne hen på The Social Experiment. (Nikolaj Boesby Skou)

Modeselektor feat. Flohio

Steroidepumpende, pupiludvidende og hårdtslående er tre ord jeg ville bruge til at beskrive Flohios levering på Modeselektors instrumental. Grimeflowet skærer klart igennem på det tunge industrielle beat. Det lyder som en mere poleret og klubklar udgave af Kanye Wests ‘Send It Up’, man kan i hvert fald mærke de skarpe synths, der svejser og metalsaver sig gennem sangen. Flohio kan opleves på næste års Roskilde Festival. (Nikolaj Boesby Skou)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Regnskys julekalender 2016: 3. december

Af Peter Pishai Storgaard den
Kaytranada Regnsky

Vi nærmer os så småt juleaften og for at gøre ventetiden lidt kortere, vil Peter hver dag frem til juleaften åbne en låge i Regnskys julekalender. Her vil han blandt andet afsløre sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og se nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. God fornøjelse og god jul!

Vi har ramt den 3. december og den første weekend i december og dermed også afslutningen på den første af mine otte mini-lister. Og så er der lidt virkelig, virkelig lækker hiphop til weekenden.

Årslisten: #22
Folk, der kender mig, vil nok undre sig lidt over, at der overhovedet er noget hiphop, som har fundet vej til min liste. Lad mig lige slå fast, at jeg ikke har noget imod genren – der skal bare ret meget til, før det falder i min smag. Men det har det her nummer virkelig gjort, og derfor er det også det første hiphopnummer, vi skal møde på listen (ja, der er mere end ét!). Nummeret er et samarbejde mellem haitiansk-canadisk producer og så en af amerikansk hiphops allerstørste talenter lige nu. Sidstnævnte leverede en helt fænomenal koncert på årets Roskilde Festival og rigtig mange af dem, som jeg mener, ved noget om det, vurderer, at Anderson .Paak inden længe vil være at finde øverst i den hiphop-fødekæden. DJ’en er KAYTRANADA og sammen har de skabt “GLOWED UP”.
For at være helt ærlig, så har jeg virkelig svært ved at sætte ord på lige netop det her nummer. Det er et af de numre, som man bør lytte til med et par gode hørebøffer på, så man for alvor kan få den fulde oplevelse af KAYTRANADAs intrikate produktion, som ledsages perfekt af Paaks fløjlsbløde vokal. Og så nyd lige breaket cirka tre minutter inde i nummeret. Av, det er lækkert. Nej, det er perfekt!
Mens jeg sidder og skriver det her, bliver jeg helt i tvivl om, hvorvidt nummeret burde have været højere oppe på listen. Det burde det egentlig nok…

Årets spillested: #1
Jeg skrev i går, at der var en virkelig god grund til, at Lille VEGA måtte tage til takke med andenpladsen. Den grund hedder Pumpehuset. Som de fleste af jer nok ved, så har det skønne spillested fået frataget sin støtte fra næste år og står derfor lige nu til at lukke i slutningen af 2017. Det vil i mine øjne være intet mindre end en katastrofe. Især Pumpehusets Byhave udfylder en helt unik rolle i det københavnske kulturliv ved at være et sted, hvor unge bands kan få en eksponering og en mulighed, som måske kan være med til at give dem det skub bagi, som de har manglet. For publikum er det et frirum midt i den travle hverdag i sommermånederne. Hvor vil det dog være ærgerligt, hvis det skal forsvinde. Og så har jeg ikke engang talt om selve spillestedet, hvor blandt andre Kentaur tidligere i år skabte noget helt unikt og inderligt.

Det var alt for i dag. I morgen tager vi hul på min top tre over årets bedste festivaler. Jeg kan allerede nu afsløre, at der er skiftet en del ud på listen i forhold til sidste år. Læs med i morgen!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde

Af Rasmus Stegmann den

Indrømmet. Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde er ikke den mest sexede rubrik, men den er sgu da meget konkret. Jeg er glad for, at du læser med alligevel.

Jeg var til en del hiphop-koncerter under årets Roskilde. Jeg ville rigtigt gerne have været til flere, men festivalslivet er hårdt, og nogle gange er det svært at prioritere en gut der kalder sig Young Thug over en fadølspause med dertilhørende flæskestegssandwich fra Meyers. Den gode med æbler og sennepsdressing, du ved. Dog nåede jeg seks styks koncerter i et ret spækket program (og to flæskestegssandwich), og lad os lige starte med et klappe i hånden over Roskildes hiphop-begejstring. Det er sgu godt kørt af dem, og jeg håber, det er en tendens, der fortsætter fremover fordi, jeg virkelig synes hiphopkoncerterne egner sig til festivalsformen. Hvad mener jeg så med det? Jeg er glad for, at du spørger!

  1. Hiphop-koncerter er oftest en kort men utrolig intens oplevelse, hvilket betyder, at man oftest sagtens kan overskue det i forhold til en tre timers maraton-koncert med en kunstner, som dine forældre synes er bomben, og som spiller guitarsoloer på en halv time. Intet had på Neil Young men den underliggende pointe foreligger stadig.
  2. De er unge, og de taler til Roskilde-generationen. Der er meget fisse, hash og penge hiphop derude, men dem går Roskilde heldigvis (oftest) uden om, og det betyder, at de dygtige rent faktisk kommer til orde. Dem med noget på hjerte.
  3. De kan holde en fest. Det gør ikke så meget, at de kun rammer 1 ud af 100 toner, når den tonstunge bas smadrer dig i ansigtet som en mudret gummistøvle med mursten i, og du alligevel har travlt med at være lidt fuldere, end hvad godt er og at hoppe rundt med armene i vejret. Som den wigga du er.

https://www.instagram.com/p/BGs_fq-kF4D/?taken-by=vincestaples
Vince Staples
Jeg kendte egentlig kun Vince fra ham og Flumes fantastiske kollaboration “Smoke & Retribution”, men alene ud fra dette nummer blev han et must-see for mig. Hans vokal på nummeret er helt fantastisk, og efterlader en tanke om, at han er, eller bliver, noget helt særligt. Det var en tidlig onsdagskoncert, men jeg tror måske, folk har været ovre hos Action Bronson først og blive kørt op, fordi fra første sceneindtræden dominerede Vince teltet, så man stod tilbage med et “gid jeg kunne det dér”. Pavillion var fyldt til randen, og det hele hoppede og svajede med diverse håndtegn i luften. Folk fik, hvad de kom efter fra en yderst veloplagt ung mand, der også gav mig, hvad jeg kom efter – nemlig Smoke & Retribution.

Don't miss tHa pit stops…… DENMARK COPENHAGEN

A video posted by ScHoolboy Q (@groovyq) on

Schoolboy Q

Da Future aflyste gjorde han Roskilde Festival en enorm tjeneste. Ikke blot er hans eget fravær beundringsværdigt, men den erstatning Roskilde hev ind, må kandidere til at være en genial løsning. Dengang Drake aflyste kom Jack White i stedet for. Det er en helt anden genre, vi har med at gøre, og det er langt fra det samme publikum, der ville blive tiltrukket. Men med denne aflysning efterlod det kun Macklemore til at bære popfanen højt. Schoolboy Q ligner på ingen måde en stjerne. Han virker ydmyg og som om, han altid forsøger at skjule sit ansigt med sin karakteristiske bøllehat. Han har lavet sange med mange andre – specielt med dem fra A$AP Mob. Herfra fik vi dog også den fabelagtige “Hands on the Wheel” og “Work” af A$AP Ferg. Han leverede den endda 10 gange bedre, end Ferg selv gjorde tilbage i 2014. Vi fik selvfølgelig også lov til at slutte på “Man of the Year”, som man ikke behøver at kunne teksten på i forvejen for at skråle med på. Desuden gik det hele virkelig amok på Arena, da han spillede m.A.A.d city af Kendrick Lamar. Vi kom et bredt repetoir af covers igennem, men det gjorde ikke noget, når Schoolboy Q ikke har fine fornemmelser som erstatning for et andet navn – til gengæld gik han ind på scenen og leverede den største hiphop-fest, jeg var vidne til og deltager i på RF16. Se selv videoen.

MEN HEY SCHOOLBOY Q. Jeg ved godt, du er fra Los Angeles, og det er en relativt stor by, men Roskilde Festival foregår IKKE i Copenhagen. Det bliver heller ikke Copenhagen, selvom du siger “WHAT’S UP COPENHAGEN” otte gange.

Lars Vaular

Tjek Straight outta Bergen.

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

Anderson. Paak

Mirja har allerede anmeldt Anderson. Paak, så jeg vil ikke gå i dybden. Jeg vil dog kommentere, at han har en aura af kommende superstjerne omkring sig. Det burde Roskilde have vidst på forhånd. At sætte ham på klokken 14.00 på Apollo var en dødssynd. Fremmødet var MASSIVT. Intet var dog større end hans levering. Han kan spille trommer, han kan synge. Han er faktisk en rigtig musiker.

Last night was the best @ Roskilde 2016. See you again soon. Love. Love. Love.

A photo posted by SKEPTA (@skeptagram) on

Skepta

For helvede jeg havde glædet mig til den her koncert. Fredagen var dog ved at gøre sit indtog på mig, og det var svært uoverskueligt, at koncerten først startede 02.30. Med et øjebliks klarsyn fik jeg udsat mit allerede udsatte søvnbehov og hældt tre-fire fadøl mere ned. Så var jeg klar til at grime den til den koncert, jeg måske mest havde glædet mig til. Klokken 02.00 ankommer jeg i håb om at få en god plads. Det lykkedes ikke. Plads får jeg dog, og jeg venter spændt på, Tottenham-rapperen kommer frem fra sit skjul. En gut ved siden af mig har angiveligt lige spist en svamp, og han spørger mig, om jeg også kan se højtalerne trække vejret. Okay, det bliver sådan en slags koncert, tænker jeg, og putter min mobil og pung i en lomme med lynlås. Selvom Skepta forsøger at starte stille og roligt ud med “Konnichiwa” fra det nyeste album kaldet… ja, Konnichiwa, så kan folk slet ikke have det stille og roligt. Der går halvandet nummer før det første moshpit opstår. Det er langt fra det sidste. Det var forventeligt, men det er stadig irriterende at blive tvunget ind i, når man ikke har lyst. Selve koncerten varer hele 40 minutter, før Skepta ikke kan finde mere materiale fra sine 4 (!) studiealbums at spille for os, og derfor forlader scenen uden at kigge sig tilbage. Det var et kæmpe antiklimaks, men måske var det smartest, fordi det var vildt og sindssygt – og måske endda for vildt. Jeg hader bare, når nogle få ødelægger det for de mange. Nå, men vi fik lov til at høre Shutdown, It Ain’t Safe, That’s Not Me og Numbers. Jeg er faktisk i tvivl, om der overhovedet var et nummer fra et andet album end det nyeste.

Skepta, fordi jeg elsker dig så højt, så får du en chance til for at imponere mig. Det kan ikke være rigtigt, at du har fået penge for at komme og spille i 40 minutter. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag. Der er dog ikke noget at brokke sig over i forhold til leveringen af numrene. En dygtig herre – jeg tror bare godt, han ved det.

We flew from NYC to Istanbul Airport. Much love and support for them. From Istanbul to Bucharest. From Bucharest we decided as a result of a last minute decision to take a pair of really fast transporter cabs through the beautiful Romanian countryside stopping at a few small towns (Ramnicu Valcea) before reaching Sibiu. Incredible festival. Romanian people are not afraid of dying in a speeding car yo. ? This Romanian dude was top 5 dead or alive drivers! We performed at MIDNIGHT… AND THATS WHEN IT STARTED. 3 FESTIVALS IN 3 different countries in 24 hours. Right after we performed at the Airfield Festival in Sibiu we drove to Cluj where we caught a flight from a terrible airline called Wizzair that none of you will hopefully ever have to deal with. lol We landed in Eindhoven and then drove to Tilburg and crashed for like 6 hours and then we tore down the Woo Hah Festival at 4:15pm Immediately after we got off stage, we drove to Amsterdam and then flew to Copenhagen. Directly from the plane to the stage at Roskilde Festival (pictured here.) Denmark was insane. Closing out the Festival to tens of thousands, at MIDNIGHT! Thank you #Romania Thank you #Denmark One love #Netherlands Peace #istanbul #Bucharest #Sibiu #tilburg #amsterdam #Roskilde I'm going to sleep. Back to home to finally finish The Middle Passage Shout to my brothers that crawled through hell with me and walked through the sky with me. Great run! @poisonpenbk @cf201 @djstatic222 @chinoxl Warrior shit fellas. No sleep and still pushing. Partied out after the show was done. It's 7am and I'm going to sleep now. Goodnight Earth. #tourlife Haha! #3Festivalsin24hours

A photo posted by Immortal Technique (@techimmortal) on

Immortal Technique

Endnu en hiphop-aflysning var skyld i bookingen af Immortal Technique. Den her gang var det dog desværre den kære Freddie Gibbs, som jeg havde set frem til at se live. Freddie var blevet forhindret pga. en anholdelse i Toulouse og efterfølgende udlevering til Østrig i en sag om voldtægt. Sååå deeeet. Men hey! Så er det da naturligt, at tjekke hans erstatning ud, nu hvor jeg alligevel havde sat kryds ved hans navn. OG WOW. Jeg kendte intet til det, men det var sgu crazy. Immortal referede selv til den gang han spillede på Roskilde for 10 år siden, og han havde tænkt sig at lave en “Schoolboy Q” – dvs. bare levere et sindssygt show, så folk glemte skuffelsen over aflysningen. Avalon var pakket og klar til at tage i mod. Og de fik.

Roskilde, hold din hiphop-fane højt og bliv ved med det. Det passer så godt ind på festivalen, og I er så gode til at fange både nye og gamle navne. Selv med så bred en vifte af navne, så kan de alle sammen noget forskelligt og tilhører forskellige genrer. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg må være en del af det. Tonstung kærlighed fra en kæmpe wigga.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *