Med gennemsyret postrock og pisset pop-poesi på menuen dækkede ALICE i lørdags fint op til Himmelrum og Kogekunst, som var en del af programmet på Vinter Jazz. En kulinarisk kulmination, der skulle vise sig at være forbløffende godt stegt – og som solgte ud på det lille spillested.
Himmelrum var de første, der med deres lange hår, orientalske smykker og lakerede gule negle indtog scenen. Bandet består af fire venner, som krydsede klinger på Aurehøj Gymnasium i 2014. Siden har de udgivet to instrumentale albums, hvoraf den sidste, Free Camping Romania, som blev udgivet fra Honeyland Records sidste år, var i højsædet på ALICE. Pladen er resultatet af et roadtrip ned gennem Østeuropa, hvor der blev jammet på gader, i skove og på strande, og hvor omgivelsernes tilfældige lyde har fået frit lejde.
På ALICE kunne de fire unge flippere let gå for at være trådt direkte ud af en tidsmaskine med Woodstock Festivalen i den anden ende. Dog var 70’ernes fredsfyldte kærlighedsmusik erstattet med ambient krautrock og fusionsjazzede udskejelser. Med en almægtig trompet som det bærende led, bragende rytmer fra den oprejste trommeslager og bidende toner fra de to guitarister, skabte Himmelrum en storslået luftopstigning, der for en kort stund krængede sjælen ud af kroppen og tilbage igen – i hvert fald for mit vedkommende. En følelse, der kan være svær at beskrive, da den på samme tid er smuk og kaotisk, men som måske kan fornemmes på det 21 minutter-lange nummer Fårehyrde, der fylder halvdelen af den nye skæring – ja, faktisk hele B-siden, hvis man er typen, der foretrækker at høre sin musik på vinyl. Nummeret starter i en repetitiv og opbyggelig motorik, der bliver afbrudt af en støjende sammensmeltning af tunge guitarskyer, tiltagende trommehvirvler og kakofonisk trompet, der rev publikum gennem et heftigt uvejr på ALICE.
Kvartetten skabte dystopiske himmelstrøg, der var meget langt fra Philadelphia-reklamer med yndefulde engle, der svæver rundt på hvide skyer og spiser flødeost. Badet i en atmosfærisk lilla tåge startede bandet en nedtælling til dommedag, der med mystik og kosmiske rumlyde, skabte dragende associationer til Nicolas Jaars sideprojekt, Darkside – specielt på titelnummeret Free Camping Romania.
Dog var hele koncerten ikke dyster og melankolsk; lysere, transcenderende numre som Brian og Symphisodon fik også plads, og mindede om de fire sidste numre på Mobys legendariske Play.
Som et overraskende element havde de fire venner medbragt et analogt lysshow fra den danske lyskunstner Fabriksejer, som projekterede eksperimentelle live-optagelser fra koncerten op på bagtæppet med grafiske effekter indover. Det skabte en unik og syret oplevelse af at være til fremvisning af en psykedelisk artfilm og samtidig til koncert.
Himmelrums lydbillede var helstøbt, og den instrumentale musik kunne sagtens bære sig selv. Skal der sættes en finger på noget, kunne vokalerne (som heller ikke er med på pladerne) godt være udeladt. Det blev desværre lidt for pløret og rablende, og musikken tabte noget af tråden i larmen. Jeg savnede reallydende fra de østeuropæiske campingpladser, og så kunne der godt være skruet en anelse op for lyden – skud ud til dig, lydmand! Ellers var koncerten en kuriøs oplevelse i topklasse, og jeg takker for den personlige hilsen på pladen.
Selvom oplevelsen med Himmelrum kunne have været en yderst fyldestgørende oplevelse i sig selv, var vi, som trompetisten Carlo Janusz Becker gjorde publikum opmærksom på, ”kun halvvejs” igennem aftenen. Efter trommeslagerens håndsoprækning og et ”skål” i en cult shaker blev grydeskeen kastet videre til Kogekunst.
–
Den aalborgensiske duo bestående af Simon Mariegaard og Oskar Krusell satte for alvor gang i dansefesten og heftige håndsoprækninger med excentrisk pop-poesi og børnehavehits. De to ærkejyske kogehoveder udsendte sidste år det fængende og facetterede album SEXEDE fra pladeselskabet Marathon Media International. Albummet med den tillokkende titel er som en improviseret simreret, der er blevet krydret med så mange forskellige genrer, at den er svær at definere – Og så er den nok også umulig at kokkerere, hvis man ikke hedder Simon og Oscar, har en skrue løs og kommer fra ålleren.
Da Kogekunst åbnede låget til madpakken, steg en vulgær vellugt i vejret, som forvandlede ALICE til en støjende, smuk og sjov legeplads, hvor plastikskovlen var byttet ud med el-spade og resten af sandkassens legetøj med synthesizer, trommer og bas. Duoen demonstrerede solide sangskriverevner, der med medrivende og følsomme bekendelsessange emmede af genkendelige hverdagssituationer – men også af sjofelheder og plat poesi.
Med lyse, kraftige krøller og mikrofonen dirrende i hånden stirrede Oscar iført wifebeater og et lille smil på læben ud mod publikum gennem kronisk kogeren øjne, som om han havde afsløret summen af hele salens dårskaber. Sammen med Simon kunne de godt minde om en gakket udgave af Simon and Garfunkel, og jeg måtte flere gange sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var til komedie eller koncert. Det gik hurtigt op for mig, at netop kombinationen af disse to elementer var det, der gjorde aftenen til en rar og bizar oplevelse.
Nogle kender måske Kogekunst fra hittet Kan ikke vente til i morgen med den yderst syrede og gennemførte Walter og Trofast-agtige stopmotion-video, hvor modellervoksformer uden formler og en mager ståltrådsmand jammer løs i et fiktivt øvelokale. Der er lidt ’prol eller art’ over nummeret, og ud fra den ophedede stemning efter dets udførsel, må jeg klart hælde til det sidste. På hittet strakte vokalen sig fra det dybe og dovne til en klar og skinger falset, der gjorde det vanskeligt at vurdere, hvad der egentlig blev sunget. Ligeledes var det svært at bedømme fordelingen af seriøsitet og ironi gennem hele lyduniverset, men det kunne også være det samme, da resultaterne var sindssygt catchy og charmerende – og i fredags var det fandeme svært at vente til i morgen!
Jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt rørt under introen til en sød og genkendelig vuggevise, hvor Oscar indledende synger ”hun kan ikke sove”. Jeg må også indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at det faktisk virkede temmelig fedt, da sjæleren blev punkteret af primitive gloser om pik og åbne huller. Det virkede råt og realistisk og formåede at holde sig inden for de poetiske rammer uden at blive alt for SUSPEKT.
Lyduniverset mindede om en fusion af First Flush og Mikael Simpson – bare i en noget mere udskejende form; specielt på nummeret med det buldrende trip-hop-beat Saltvand Pt. 1, hvor teksten ”det er saltvand, der drypper på mit hår” udgør omkvædet. Nummeret blev senere samlet op på Saltvand Pt. 2, akkompagneret af en vrængende guitarsolo, hvor Oscar holdt om instrumentet, som var det en maskinpistol lavet til masseødelæggelse. Væbnet med spaden hoppede han ned fra scenen,og pløkkede publikum med skramlende krautrock-patroner.
Alt i alt var koncerten den perfekte afslutning på en aften med instrumentalrock og elektronisk avantgarde i gryden. Jeg blev intuitivt revet med på de formeksperimenterende bekendelsessange, hvor lydstyrken spillede hele vejen igennem.
Begge bands skabte et intimt og nærværende rum af den slags, man sommetider kan være heldig at opleve med nichebands, der umiddelbart ikke har vakt flertallets bevågenhed. De var begge fuldt ud til stede, og udtrykte en ærlig og oprigtig glæde ved at skrue op for blusset og varme stemningen op til en himmelsk koger.
Himmelrum og Kogekunst er helt sikkert navne, man kommer til at høre mere til, og jeg kan ikke vente med at se, hvad de to originaler har på menuen næste gang. Jeg sender skoldhede anbefalinger (også til de to udgivelser nedenfor), og håber ikke, at jeg derved prikker hul på nicheboblen.
