Kalenderen siger Juleaftensdag og i forsøget på at ramme den rigtige gavestemning vil dagen byde på anden del af den store opsamling af de 25 bedste house- og technonumre fra det snart overståede kalenderår 2010.
#17: Kenton Slash Demon – Sun [Tartelet Records]
Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra den københavnske DJ- og producerduo Kenton Slash Demon er i år blevet allemandseje i den danske hovedstad. Som det første afsnit af trilogien The Schwarzschild Solution udkom singlen Sun i august efter længere tids venten på det danske pladeselskab Tartelet Records. På dette tidspunkt havde duoen allerede ved flere lejligheder smidt tracket ind i deres dj-sets og gjort folket opmærksomme på, hvad der var i vente. Sun kombinerer fængende basslines med Kenton Slash Demons hang til interessante, opbyggende breaks og en futurisktisk, organisk lyd, der spænder udover den klassiske 4/4 house-produktion.
#16: 2400 Operator – The World Is [Underground Quality]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/The-World-Is-1.mp3]
Nej, der er ikke tale om nepotistiske træk eller et nødvendigt behov for at fremhæve københavnske talenter, men vi bliver af tilfældige årsager på dansk jord, hos de erfarne dj’s Troels Knudsen og Daniel Savi, der sammen producerer forførende og pulserende deep house 2400 Operator. 2010 har budt på startskuddet på en lovende karriere med debut-ep’en på Jus Ed’s Underground Quality. Fra denne udgivelse findes The World Is, som starter ud med et hårdt kick og efterfølgende element for element bevidner om, hvordan deep house-scenen de seneste år har oplevet en sand renæssance de seneste par år – her med inspirationer fra drum n’ bass og techno, genrer d’herrer som erfarne dj’s har holdt kært i flere år.
#15: Delano Smith – I Fly (download) [Kolour Recordings]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/02-I-Fly-1.mp3]
Sommetider kan et hook og et groove være nok til at gøre et track uforglemmeligt. Det beviser dj-koryfæet Delano Smith på nummeret I Fly, hvor Smith prædiker ind over en kalypsorytme af analog bongotrommer og en dyb vibe, der ganske sikkert vil rykke rundt i lytteren med sin atypiske 8/4-beatstruktur.
#14: Jimpster – Alsace & Lorraine [Freerange]
Olietønder, ja tak! Den engelske label boss og house-producer Jimpster har med sin seneste single-udgivelse på sit eget pladeselskab Freerange været en sand dj-favorit for undertegnede. Alsace & Lorraine bygger op, indtil det hele bliver tyst, hvorefter det hele eksploderer i farvede bobler. Lige dele funky, sommerligt og legesygt.
#13: Andre Lodemann – The Light [Best Work Records]
Det er efterhånden blevet et urokkeligt statement, at Andre Lodemann har sin egen lyd, når tyskeren kombinerer sine oplevelser med trance-musikken fra sine unge dage med deep house, der i modsætning til tidens trend stræber efter at bære en clean, detaljeret lyd. Når først Lodemanns velkendte tribale trommer og storladne hooks sparker ind på et track, ved man hvor man har ham, og The Light er med sit perfekte titelnavn ingen undtagelse, men i netop dette tilfælde kan man ikke få for meget Andre Lodemann.
#12: KiNK – Bitter Sweet [Liebe Detail]
Her er beviset på, hvordan et technonummer kan lede op til et klimaks med et halvandet minut langt break – dermed længere end det typiske break – og stadigt figurere på en årsliste. På Bitter Sweet fra februar akkompagnerer et fint klokkespil cuttede vokaler, og derfor er kontrasterne mellem harmoni og bitterhed allerede opstillet. KiNK formår at fusionere disse to verdener i ét på en acid-influeret basker, der både fremstår sært pågående og nedtonet i et blend.
#11: Mano Le Tough – They Fell Into Silence [Mirau]
Chicago-inspireret house med en sløvt udviklende og dyster bassline, som bider sig tættere og tættere ind på benet af lytteren, samtidigt med at trackets semi-psykedeliske tema er svært at komme af med. Hans kombination af techno og house med hovedvægt på det emotionelle spektre er blevet et gennemgående kendetegn på Mano Le Toughs lyd, blandt andet fastslået med dette track på pladeselskabet Mirau – blandt andet drevet af Tensnake – fra marts.
#10: Chymera – Curl (download) [Dirt Crew]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/12/01-Curl-1.mp3]
Som en anden nomade har irskfødte Chymera opsamlet mange forskellige inspirationer til sine produceringer, der har spændet over næsten et årti. Først da han i 2007 tog springet til solrige Barcelona og mærkede suset fra byens funky undergrundsscene mens han tidligere i år flyttede til den mere pulserende tyske hovedstad Berlin. Dette adresseskift har utvivlsomt inspireret ham på hans seneste ep Curl, hvor titelnummeret efter 32 takter indleder det essentielle element i form af en varm klaverbaseret melodi, som krydres med minimale vokalsamples og en tilpas overflod af våde, smukt anrettede percussions.
#9: Girl Unit – Wut [Night Slugs]
Indrømmet, de opstillede rammer for denne årsliste kaldte på numre fra house- og technogenren. Ikke den nye witch house-scene som i 2010 oplevet et boom af nye, spændende navne, som udover netop produceren Girl Unit tæller imponerende mange kustnere med ligeså uimponerende aliaser. Men nogle gange er man nødt til at være fløjtende ligeglad med sine egne præmisser, når snakken falder på netop denne basker.
Hvis du ikke allerede har prøvet at råbe ‘w00t’ op i hovedet på en fremmed, så lad nummeret hér være den endelige motivation til dette. Girl Unit kombinerer på hittet Wut industrial hip hop beats med 808-drums, R&B synths og pitchede vokaler, som tilsammen vidner om Girl Units fantastisk evne til at skabe BIG tunes.