Der er i dag præcis 100 dage, til Roskilde Festival begynder. Men selv om festivalen i begyndelsen af marts på rekordtid meldte udsolgt af samtlige partoutbilletter, er det forståeligt nok de færreste af de 80.000 billetindehavere, der bruger disse tider på at tælle forventningsfuldt ned til det øjeblik, hvor hegnet vælter, og navne som Taylor Swift, Kendrick Lamar og FKA Twigs indtager Dyrskuepladsen.
Lad os bare tale om elefanten i rummet i rummet. Coronapandemien har på kort tid fremkaldt aflysninger eller udskydelser af en lang række såvel danske som internationale festivaler, flere af dem med klare fællestræk med Danmarks største musikfestival. For hver aflysning ædes en del af tiltroen til, at den 50. udgave af Roskilde Festival bliver afholdt i sit planlagte format. Eller afholdt overhovedet. I sidste uge spurgte Soundvenue sine 42.000 Instagram-følgere, om de frygtede en aflysning af Roskilde Festival. 85 pct. svarede ja. En lignende procentsats kunne man se på journalist Ayse Dudu Tepes Twitter-profil, hvor flere hundrede var klar på at skrinlægge årets festival.
Og man forstår pessimismen. Mennesker dør, tusindvis af danskere står pludselig uden job, og er vi blandt de heldige få, der hverken er ramt på økonomien eller helbredet, gennemlever vi en selvisolation og dertil hørende hudsult uden før set sidestykke. Spillesteder og barer holder lukket, livet er så godt som gået i stå, og i kunsten og kulturens vækstlag ventes både diversiteten og cirkulationen at blive påvirket langt ud i fremtiden.
Men situationen er ikke værre end, at vi her på Regnsky alligevel vil bringe fem branchefaglige grunde på, hvorfor Roskilde Festival ikke bliver aflyst. Vi vil på det klareste understrege, at dette ikke er en sundhedsfaglig analyse, men i stedet kigger på, hvordan setuppet bag Roskilde Festival adskiller sig fra de nu aflyste kollegaer rundt om i verden. Dog vil vi lægge ud med en udmelding fra Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvidenskab på RUC, hvor hun beskæftiger sig med historiske og nutidige pandemier, influenzaer og epidemiologi. 19. marts udtalte hun sig til RUC Paper om coronavirussens ventede arbejdsvilkår på den nordlige halvkugle, når vejret bliver varmere:
“De andre coronavirusser, vi har haft, har været båret af vintersæsonen, og vi har den samme situation med influenza, at det er en virus, der spreder sig om vinteren. (…) Jeg håber – og det tror jeg, at de fleste håber – at vi kan komme hen til varmere vejr, så vi kan vinde noget tid til efter sommerferien, hvor den måske kommer igen til efteråret eller næste vinter.”
På videnskab.dk spåede Lone Simonsen et par dage forinden, at epidemien vil vare 12-15 uger gældende fra det øjeblik, hvor coronavirus kom til Danmark – 27. februar. I så fald vil vi have fred (for en stund) fra virussen med begyndelse et sted mellem slutningen af maj og starten af juni.
Men ville det være tidsnok til at forproducere, købe ind til og stable en festival på benene med plads til otte scener og 130.000 publikummer fordelt på 2.500.000 kvadratmeter, når nu Roskilde Festivals søsterfestival Glastonbury for en uge siden måtte smide håndklædet i ringen – mere end tre måneder før den planlagte åbning og i en situation, hvor et væld af festivaler med danske Spot, californiske Coachella og texanske SXSW i front er aflyst eller udskudt? Vi vil her gennemgå festivalernes årsager til at aflyse og fremhæve, hvordan de på væsentlige parametre adskiller sig fra Roskilde – og dermed ikke siger noget om Roskilde Festivals sandsynlighed for at blive gennemført.
Glastonbury – aflyst pga. opbygning i april, maj og juni
Engelske Glastonbury finder sted ugen før Roskilde. Glastonbury skulle, ligesom Roskilde Festival, have fejret sit 50 års jubilæum i år. Men sådan bliver det ikke, måtte festivalen melde ud med en aflysning 18. marts. Årsagen: Corona. Trods lighedspunkterne med Roskilde Festival er det væsentligt at bemærke, at Glastonbury især adskiller sig fra Roskilde i sin opbygningsfase. Hvor Glastonburys opbygning foregår over tre måneder og inkluderer flere tusinde mennesker, opbygges Roskilde Festival næsten udelukkende over tre uger. Gud ske tak og lov for skandinavisk akkuratesse og millimeterpræcis koordinering. På den måde har Roskilde Festival – modsat Glastonbury – mulighed for at vente indtil juni inden det kritiske produktionsarbejde, hvor mange mennesker er samlet på et tidspunkt, skal foregå.
Coachella – udskudt til 9. til 18. oktober i stedet for midten af april
Coachella tog som den første store internationale festival springet og flyttede festlighederne fra april til oktober på grund af frygten for coronasmitte – epidemiologer forventer, at corona-smitten topper i april eller maj. Et fornuftigt, logisk og ansvarligt valg for den californiske festival, som trods sin geografiske placering også kan forvente dejligt, lunt festivalvejr i oktober og samtidig fange musikerne, mens efterårets turneer foregår.
SXSW – aflyst
SXSW skulle have fundet sted i Austin, Texas den 13.-22. marts. Det plejer den hæderkronede showcasefestival at gøre, og det har den gjort hvert år siden 1987. Men ikke i år. Den 6. marts aflyste de lokale myndigheder i byen Austin festivalen på grund af fare for spredning af coronavirus. En fornuftig beslutning vedrørende en festival, der er kendt for at samle store dele af verdens musik-, tech- og filmbranche på et tidspunkt, hvor verden er i global panik over udbruddet af covid-19.
Spot – aflyst og erstattet af brancheaktiviteter i efteråret
For nyligt aflyste også Spot Festival deres udgave i 2020. En festival, flere fra Regnsky havde glædet sig rigtig meget til. Men med en tidshorisont, der hedder første weekend i maj, er der altså cirka to måneder til forskel på Spot og Roskilde. Derudover er Spot en musikfestival, der primært foregår indendørs, hvor coronavirussens livsbetingelser er noget ‘bedre’ end i udendørs miljøer – et forsigtigt bud er, at også har været med i overvejelserne, ligesom SPOT ikke har haft mulighed for at se tiden an og træffe en beslutning senere: De fleste kontrakter binder nemlig for 100% af beløbet, hvis der aflyses tættere på end tredive dage før levering/indfrielse af kontrakt.
#FESTIVALSSTANDUNITED
Efter nyheden om de mange aflyste festivaler offentliggjorde en lang række af Europas største musikfestivaller – herunder Roskilde Festival og Northside – i fredags under parolen #FESTIVALSSTANDUNITED, at man agter at gennemføre sommerens festivaller som planlagt. Hele initiativet styres af spillestederne og musikfestivallernes brancheorganisation Liveurope, hvor sikkerhedsspørgsmål blandt andet coronavirus diskuteres. I fredagens bekendtgørelse lyder det fælles budskab således:
“På den baggrund og med den viden vi har, forventer vi alle at gennemføre vores festivaler til sommer. Vi vil stå sammen om at gøre det sikkert og forsvarligt over for vores deltagere og omverden. Det handler om at tage ansvar for begivenhederne – og det handler om at tage ansvar for den branche, vi er del af.”
Konklusion: Aflyste festivaler indikerer ikke, at Roskilde Festival bliver aflyst
Forhåbentlig kan denne her samlede forklaring af, hvorfor andre festivaler aflyses, være med til at lade lidt koldt vand løbe ud af rosKILDEN og give dig lidt ro på. Men vi er nødt til lige at minde om, at situationen naturligvis kan ændre sig på et splitsekund, og denne artikel er baseret på analyser af begrundelserne for at aflyse SPOT, Coachella, SXSW og Glastonbury. Det, vi bare kan sige, er, at der ikke er nogen festival, der har samme model som Roskilde, der har aflyst indtil videre, og det må give lidt glæde i isolationen. For det er stadig OK at være håbefuld og glæde sig, bare man opfører sig ordentligt, holder afstand til andre og generelt ikke er en idiot – det er det bedste, du kan gøre for at skabe gode odds for en festivalsommer.
”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.
Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.
Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.
Prikkerne faldt på plads
Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.
Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.
På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.
Journey fest har efterhånden slået sig fast som en tradition, hvor man kan lægge vintertøjet på hylden og træde ind i en forskellige genrespecifikke musikgarderobeskabe. For Journey fest er ikke en uge med forskellige koncerter. Når du tager til et af arrangementerne, er der altid en lille håndfuld navne på programmet. De navne er nøje udvalgt, så du får oplevelsen af andre kunstnere, der minder lidt om det, du er kommet for at høre. Som hvis du lytter til et album på Spotify, og streamingtjenestens radiofunktion vælger nyt musik til dig, ud fra hvad du lige har sat på. Til journey er det bare live, og det varer en hel uge. Derfor kan du nu læse om tre navne, der kan pege dig i retningen af musikalske helhedsaftener.
The Comet Is Coming – Lørdag d. 22. februar
Allerede på andendagen er der hentet tre musikere ind fra det ydre rum for at give dig en oplevelse, du ikke har set på jorden før. Space-snakes eksisterer kun i Rick and Morty, men Space-jazz eksisterer sgu i virkeligheden. Den mere eller mindre legendariske saxofonist, King Shabaka, har i mødet med Danalogue the Conquerors keyboard, synths og rumlyde fundet ind til noget, der minder om et sci-fi soundtrack på coke. Vel at mærke på den slags coke, der er produceret i en saxofon. Med Betamax Killers energiske trommer oveni hatten bliver det nemt en energiudladning, der kan høres steder, hvor kometer kommer fra. Det kunne det i hvert fald, da de indtog Roskilde Festival i sommer.
Ho99o9 – Torsdag den 27. februar
Synes du også at musikere generelt deltager for lidt i mosh pits til deres egne koncerter? Savner du tekster, der handler om at slå en præst ihjel i en våd drøm? Så er Ho99o9 sandsynligvis lige noget for dig. Hvis du bare godt kan lide et gennemført gyser-tema der gennemsyrer både tekst, musik og video, så er det nok også noget for dig. Ho99o9s blanding af punk og rap er i stil med et navn som Death Grips og giver dig på samme måde muligheden for at komme af med noget vrede til koncerten. En god gang sved kommer du nok også af med, mens du lytter til barer som dem her:
If I could rewind time
They’d probably lock me in the cage
For fuckin’ white bitches out in Columbine
Since this nigga’s off the leash
It’s dinner time
Lyder det ikke helt sofistikeret nok, så gemmer dig sig også en stærk samfundskritisk tone bag al gyser-viben. Ho99o9 spiller på Loppen, hvor også Slægt, 404 og Yury kigger forbi.
Floating Points – Lørdag den 29. februar
Det er hårdt at være perfektionist. At intet er godt nok, før det er perfekt må være voldsomt stressesende at leve med. Til gengæld kan vi andre nyde godt af, at der findes folk som Sam Sheperd. Han står bag Floating Points, der giver koncert på Store Vega. Han er blandt andet kendt for, at leve sig fuldt ind i sine shows, der er en komplet oplevelse, hvor lyd og (lazer)lys spiller sammen. Med det aktuelle og aldeles fremragende album Crush i bagagen, kommer Floating Points og lukker Journey fest med en gang elektroniske fysikforsøg. Sam Sheperd er uddannet hjerneforsker og er kendt for at samle på gamle jazz-plader. Det tænker man nok ikke, hvis man ikke ved det på forhånd. Men når man gør, så giver det rigtig god mening, for lyden er chill og perfektionistisk mens den samtidig er svær at stå stille til.
Det er nok mit yndlings endagsmusikarrangement på planeten. VEGAs Udvalgte markerer for mig starten på det nye år, og 2020-udgaven af VEGAs talentparade er ingen undtagelse. Bookerne havde igen i år samlet seks af landets største talenter til en aften, der peger fremad – og ikke mindst opad.
På forhånd havde jeg glædet mig mest til at opleve svenske Late Verlane og danske Josephin Bovién. Sidstnævnte skulle vise sig at leve fuldt op til mine høje forventninger.
Aftenen blev indledt af Bbybites, som skulle spille sin første koncert nogensinde denne aften. Det taget i betragtning var det en udmærket optræden, omend nogle af numrene druknede i overdreven backtrack. Hun har netop udgivet sin første single “Cuffin Season”, men højdepunktet var klart hendes Linkoban-agtige track få minutter forinden.
Late Verlane var næste levende billede på scenen, som i dette tilfælde var Lounge-scenen ovenpå Lille VEGA. Det tog ham et halvt sæt for alvor at fange publikum, men han sluttede stærkt af med især “Roll Like a Dummy”, som stadig er hans absolut stærkeste track.
Aftenens mest dedikerede fans fandt vi til Joyce-koncerten, hvor bandet da også havde gjort en indsats for at få iklædt så mange blandt publikum som muligt i deres merch. Selve koncerten lød som en Magtens Korridorer-koncert med en attitude, der var en blanding af Niels Brandt og Rasmus Seebach. Det fungerer, og jeg kan hurtigt komme i tanke om i hvert fald fem festivaler, hvor det ville virke ganske fortrinligt.
Dernæst var det tid til aftenens nok mest ambivalente oplevelse for mit vedkommende. For hold kæft, hvor kan Ida Laurberg bare synge! Og hold kæft, hvor lyder hendes sange bare som alle de andre Sigrid/Ea Kaya-kloner! Så mit største ønske er sådan set bare, at den unge sangerinde tager nogle chancer og prøver nogle ting af. Hun behøver ikke gå full-on Miley Cyrus, men hendes vokal kan det hele, og det kan bringe hende langt. Men altså: Det er stadig en nydelse at lytte til – også selvom man altid kan forudsige de næste otte linjer.
Jeg ved ikke, om det er med vilje, at bookerne har placeret aftenens seks musikere i en rækkefølge, så de bliver bedre og bedre, men det var faktisk tilfældet til VEGAs Udvalgte 2020 – næsten!
For Ganger var ubetinget aftenens største oplevelse. Deres originalitet og eksperimenterende tilgang til musikken er netop det, jeg elsker og håber, at VEGAs Udvalgte hvert år kan være garant for. For vi flytter os kun, hvis vi får noget andet end det, vi kender i forvejen – uanset niveauet på det velkendte. Gangers kompositioner er nysgerrige og legende, deres harmonier er overraskende, og deres scenetilstedeværelse er både gennemtænkt og forfriskende. Hvis du får muligheden for det, så skal der herfra lyde en kæmpe anbefaling til at høre dem live – de er helt olympiske.
Og så til aftenens sidste levende billede, Josephin Bovién. Hvor Ganger nok var den kunstnerisk mest tilfredsstillende oplevelse, så var Josephin Bovién uden tvivl den mest flyveklare af aftenens artister. Hun har allerede skabt et bagkatalog af virkelig, VIRKELIG gode sange, hun synger forrygende, og hendes band supplerer hende fantastisk. Som den eneste artist tiltalte hun publikum på engelsk, hvilket på en eller anden måde var helt vildt passende, for i mine øjne er hun fuldstændig klar til at indtage den store verden. Jeg spurgte hende inden koncerten, hvor hun ville være henne i livet, når 2020 var slut. Der var svaret, at hun forhåbentlig ville være ekstremt udmattet og tilfreds. Det ønske skal nok gå i opfyldelse, hvis hun fortsætter på denne måde!
Du kan i øvrigt læse et lille mini-interview med Josephin Bovién herunder:
Hvad driver dig som musiker? Hvad får dig til at gøre din ting?
Ingen kan lade vær med at gøre sine ting. Det er simpelthen ren selvrespekt, at jeg bliver ved.
Nu starter du året med VEGAs Udvalgte, så det oplagte spørgsmål er: Hvor er du henne i livet, når 2020 er slut?
Når 2020 er slut, er jeg forhåbentligt ekstremt udmattet og tilfreds.
VEGAs Udvalgte handler om de nye talenter. Hvis du skal pege på et nyt talent, som alle bør kende, hvem ville det så være?
Imma give my homegirl this one. AGGi DiX. Hun har dog kun et enkelt nummer ude. Men jeg er out of this world spændt og stolt over de ting, hun har i kog. Hun udvikler sig utroligt hurtigt.
Hvis du ser bort fra andre musikere, hvor finder du så din inspiration?
Mit følelsesregister. Mine omgivelser. Ting, der pisser mig af. Ting jeg finder ubeskriveligt smukke. Ting jeg ikke forstår. Jeg gør også den her ting med at lave små jingles ud fra hvad folk siger til mig. Det sjovt nok.
Som publikum kan man selv vælge, hvem man gerne vil til koncert med. Lad os vende den om: Hvad er det perfekte publikum for dig?
Et perfekt publikum for mig, er et publikum, der er kommet for at lytte og vigtigst af alt reagere. Det er ikke vigtigt, om man elsker min musik eller ikke kan fordrage den. Det vigtige er, at man tager stilling til den. Og hvad end jeg så får mit publikum til at føle, er det mit job at skabe et rum, hvor de føler sig frie til at føle netop dét.
Regnsky kårer år10ets vigtigste albums – grafik af Magnus Søholt.
Vi er nu 99,92 pct. igennem dette årti, og med tre dage tilbage af 2019 er det tid for Regnskys bloggerkorps at gøre boet op og reflektere over de albummer, der har skabt de største og mest vedvarende indtryk på skribenterne.
I løbet af dette årti har lytternes forbrugsmønstre og kunstnernes distributionsmuligheder ændret sig radikalt, men set fra vores egen lille andedam har vi stadig en stor kærlighed for albummet som et kunstværk. Det er albummet, der kan rumme hele fortællinger om liv og kan ændre lytterens eget, og det kan vi hurtigt garantere, at de nedenstående albums har gjort.
Reglen har været simpel: Hver af Regnskys otte skribenter har haft til opgave at nævne 10 albums, som vi særligt vil huske 2010’erne for. Blot 11 albums blev nævnt mere end én gang, og dermed er der i alt blevet plads til 69 værker på denne liste. I bunden kan du læse, hvordan skribenterne har stemt – i en rangeret rækkefølge – men først og fremmest håber vi, at du vil tage med os på denne rejse igennem det seneste årti af uforglemmelige udgivelser.
Til alle læsere vil vi gerne sige tak for dette årti og i særdeleshed udtrykke en stor tak for jeres tid. Vi glæder os til et nyt årti.
“After The Rain står som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i Benjamin Francis Leftwich’ billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers.”
Anderson .Paak – ‘Malibu’
Arcade Fire – ‘The Suburbs’
Agnes Obel – ‘Philharmonics’
Denne plade er ikke bare som at blive pakket ind i et blødt og smukt drømmelinned af melankolske og afdæmpede melodier. Den er også beviset på en ualmindelig lovende debut fra den Berlin-bosatte danske sangerinde, sangskriver og pianist. Siden Philharmonics har Obel udgivet Aventine (2013) og Citizen of Glass (2016), der begge er stærke plader, men som ikke har den samme tryllebindende magi som Philharmonic. Pladen trækker både tråde til folk og jazz men mest af alt til den klassiske musikscene. Philharmonics er da også betegnelsen for et stort klassisk orkester, og det forekommer ikke tilfældigt, at Agnes Obel er inspireret af store komponister som Claude Debussy, Maurice Ravel og Erik Satie samt sangskrivere som Joni Mitchell og PJ Harvey. På pladen optræder lidt cello, lidt slagtøj, keyboard, violin, trommer og akustisk guitar, og så er tre numre instrumentale. Men det er vokalen og klaveret, der er toneangivende, og som gør Agnes Obel til en af vor tids største sangskatte. Hun er en skrøbelig og sjælden fugl, og jeg flyver konsekvent og tidsløst med i tonernes forførelse, når jeg lytter til pladen. (Laura Fromm)
A$AP Rocky – ‘Live. Love. ASAP’
Banks – ‘Goddess’
Beach House – ‘Teen Dream’
Benjamin Francis Leftwich – ‘After The Rain’
Betydningen af dette album kan næsten ikke overvurderes. For Benjamin Francis Leftwich er After The Rain hans måde at bearbejde tabet af sin far, mens albummet for mig trækker direkte tråde tilbage til en af mine nærmeste veninder, der bearbejdede en alvorlig sygdom med hjælp fra Leftwichs nærmest meditative lydkollage. Denne personlige tilknytning – og det faktum, at jeg har interviewet Ben Leftwich om albummet – har med garanti forstærket min kærlighed til singer-songwriterens musik, men for mig står After The Rain som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i hans billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers. (Peter Pishai Storgaard)
Bisse – ‘19.6.87’
Blood Orange – ‘Freetown Sound’
Dev Hynes er i mine øjne en af 10’ernes allerstørste komponister, og både Cupid Deluxe og Negro Swan kunne sagtens have fundet vej til listen. Når det så alligevel er Freetown Sound, jeg vælger at fremhæve, er det bestemt ikke tilfældigt. Albummet er åbenlyst en kreativ, musikalsk perle, men det er samtidig et stærkt politisk og personligt manifest. Freetown Sound udkom i slipstrømmen på Black Lives Matter og behandler på den ene side den systematiske undertrykkelse af sorte i USA, men albummet handler lige så meget om Dev Hynes’ eget forsøg på at passe ind – om ikke at være sort nok, om at være usikker, ikke at passe ind og om at finde sin identitet. På den måde formår Blood Orange at almengøre en tragisk fortælling om en bestemt befolkningsgruppe, så den bliver relevant for os alle, og dét rammer sgu lige i hjertekulen. (Peter Pishai Storgaard)
Der er dømt koldkrigs-æstetik på Boards of Canads ‘Tomorrow’s Harvest’, der italesætter klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer.
Boards of Canada – ‘Tomorrow’s Harvest’
Med udgivelsen af Tomorrow’s Harvest brød Boards of Canada otte års tavshed siden det lunefulde album The Campfire Headphase fra 2005. Jeg havde først koblet mig på brødrene Michael Sandison og Marcus Eoins projekt imellem de to udgivelser, så da Tomorrow’s Harvest udkom i 2013, var det samtidig første gang, jeg i realtid kunne følge Boards of Canadas æteriske lyd anmode om landingstilladelse. Jeg husker stadig i levende billeder, hvordan albummet fik sin verdenspremiere direkte på YouTube, og det var på sin vis berusende at opleve, hvordan hele verden kunne følge med unisont, som var det en månelanding, der fandt sted.
Det, lytterne blev mødt med på Tomorrow’s Harvest, lå dog milevidt fra de stoiske og magelige toner fra forgængeren. I stedet er det klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer, der fylder på albummet. Tomorrow’s Harvests horisontale komposition og alvorsfulde koldkrigs-æstetik er mesterligt bygget op som en palindrom, der knækker på Collapse. I bytte for fortidens eksperimenterende lyd leverer Boards of Canada højdramatiske og episke produktioner, der nærmest rejser spørgsmålet, hvad det er for en planet, vi mennesker efterlader os, med alle de handlinger, vi har påført den. Jeg vil spare jer for yderligere fortolkningsmuligheder, da der findes tusindvis af forskellige betragtninger til denne plade, men en ting er sikkert: Man kan ikke undgå at reflektere, når man lytter til Tomorrow’s Harvest. (Morten Bruhn)
Bon Iver – ‘Bon Iver’
Bon Iver er broen over kløften mellem Justin Vernons akustiske debut og den elektroniske vej, han siden er gået nedad. Og blandingen fungerer så godt. Vokalen er produceret i en form for audio-lagkage, hvor sangen harmonerer med sig selv og giver et spøjst og smukt ekko. Jeg har sovet utallige middagslurer til albummet, men det betyder bestemt ikke, at der er kedeligt. Snarere giver det mig en indre ro og tryghed som få andre plader. Min yndlingssang er Beth/Rest, som måske er en smule kitsch, men den et perfekt eksempel på den helt særlige energi, Bon Iver har, når det hele topper. (Nikolaj Boesby Skou)
Calvin Harris – ‘Funk Wav Bounces Vol. 1’
Hvis der var et VM i pop, ville den skotske stjerneproducer Calvin Harris være blandt favoritterne til at hive trofæet hjem til højlandet (eller hans LA-mansion). Alle sangene slapper så hårdt, og det er den vildeste samling af de mest aktuelle kunstnere i 10’erne. Specielt samarbejdet med Young Thug, Pharrell og Ariana Grande på Heatstroke vil altid stå i min bog som et af de bedste sommernumre. Generelt er det bare en lækker plade, der lyder af sommer, og hvem elsker ikke det? Med Harris i ørene er det i hvert fald ikke svært at drømme sig til et solskinscruise i en sprød cabriolet. (Nikolaj Boesby Skou)
Car Seat Headrest – ‘Teens of Denial’
Jeg har egentlig ikke tænkt mig at skrive voldsomt langt om 26-årige Will Toledo og Car Seat Headrest – de første sange er optaget på bagsædet af den dengang 17-årige Will Toledos forældres bil, deraf navnet. Bandet har udgivet hele 11 album i det forgangne årti, og i virkeligheden burde det nok være den samlede pakke, der figurerede her på listen. Det store gennembrud kom dog med Teens of Denial i 2016, og det er derfor, jeg har valgt at lave mit nedslag der. Albummet er DIY-soveværelsesrock, når det er bedst. End of story. Lyt til det! (Peter Pishai Storgaard)
Caribou – ‘Swim’
Dette årti var kun fire måneder gammel, før Caribou med albummet Swim både satte tonen for en ny bølge af elektronisk musik og samtidig erobrerede hidtil usete territorier for sig selv som producer. Dan Snaith havde tre år tidligere udgivet det lige dele poppede og psykedeliske Andorra til stor succes, men med Swim går Caribou dybere ind i sit elektroniske ringhjørne, hvor solbeskinnede beats agerer bagvæg for et mix af detaljerigdom og emotive fortællinger om forhold. Swim byder på hele to af årtiets bedste numre i Odessa og Sun, der er lettilgængelige hits med en klar ode til klubmusikkens forhistorie, men Caribou viser også, hvad der er muligt, når man bringer en avantgardistisk tilgang ind i fire-til-gulvet-lyden og krydrer den med 1960’er-psykedeliske elementer.
Apropos Odessa og Sun: Dan Snaith er kraftedeme så fræk at placere dem som de to første på Swim. Det er big dick energy – otte år før vi overhovedet skulle lære meningen bag vendingen. Med imposante numre som Odessa og Sun afviklet på 11 minutter er det naturligt at frygte, at Swim før eller siden vil snuble over det tempo, albummet dikterer for sig selv, men Caribou veksler på imponerende vis mellem menneskelig minimaltechno – på numre som Bowls og Hannibal – og højdramatiske ro-uro-ro-uro-kompositioner som Leave House og i særdeleshed lukkenummeret Jamelia. (Morten Bruhn)
Caroline Polachek – ‘Pang’
Jeg elskede Chairlift i gymnasiet, og derfor var det med en vis ærefrygt, at jeg kastede mig over forsanger Caroline Polacheks første album i eget navn. Men sjældent har en frygt været så ubegrundet. I en verden af kvindelige popsangere, der enten ofte er norske Sigrid-kloner, svenske Robyn-kloner eller amerikanske megabrands, fremstår Polachek som et frisk pust. Pang er et avantgardepop-værk med mainstreamappel, der på en og samme tid udfordrer den popvante lytter uden at give afkald på poppens altafgørende sing-along-ness. Som på titelnummeret, hvor Polachek med et ujævnt (i allerbedste forstand) omkvæd bryder den pæne popfacade. Eller på Hit Me Where It Hurts, der ligeledes luller lytteren ind i et trygt popunivers i de første 20 sekunder. Det er forfriskende, velsmagende og gennemført lækkert. Så lækkert, at et album med bare to måneder på bagen har sneget sig ind på både min og Lines lister over de bedste album fra 10’erne. (Peter Pishai Storgaard)
Charli XCX – ‘POP2’
Jeg er kæmpe fan af Charli XCX, og jeg elsker, hvordan hendes mærkelige og skæve popunivers hele tiden udfordrer mig som lytter. Kan jeg lide det, eller kan jeg egentlig ikke? Det tænker jeg ofte, de første gange jeg lytter til Charlis udgivelser, men jeg overgiver mig altid og ender med at skam-lytte det, til jeg kan synge med på hvert ord. Charli har haft en del udgivelser i løbet af dette årti, men stærkest for mig står POP2, der som en form for minialbum med ti tracks udforsker og presser popmusikken til sit yderste. Særligt nummeret Porsche, med en feature af MØ, og Track 10 (der sidenhen er genudgivet i mainstream-versionen Blame It On Your Love) er øverst på min liste. Jeg elsker de mekaniske lyde, de mærkelige beats, Charlis skærende og overproducerede vokal, der sammen med hendes geniale sangskrivning skaber en lyd, som jeg ikke kan mindes at have hørt hos nogle andre artister før. (Line Mortensen)
Courtney Barnett – ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’
Kan en plade være en af årtiets bedste bare på sin titel? Jeg elsker Courtney Bartnetts evne til at beskrive hverdagssituationer med en tyk ironisk distance og en umiskendelig australsk ‘I don’t give a fuck’-attitude. Om det er drømmen om at være elevatorkonduktør på Elevator Operator, årtiets bedste linje i den selvkritiske Pedestrian at Best (“Give me all your money and I’ll make some origami, honey”) eller hendes alt for ærlige take på forstadslivet i Depreston. Sjældent har en titel på et album været så rammende som på Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, og det er stadig en go-to for mig i mine mere eftertænksomme øjeblikke. Eller når jeg bare har lyst til at sidde og lytte til noget god musik. (Peter Pishai Storgaard)
Drake – ‘Take Care’
Det er svært at se tilbage på 10’erne uden at tænke på Drake. Han er verdens største popstjerne, og man kan ikke åbne Spotify uden at se hans smilende ansigt. Ingen forstår markedsføring og hit-snedkeri bedre, end han gør. Alt hvad han rører, bliver til guld (som han heller ikke er bleg for at minde folk om), og det er virkelig svært at hate på ham, fordi han er så pumpet med selvironi – senest vist ved Tyler, the creators festival, hvor han blev buhet af scenen, og med det samme proklamerede, at han ville spille der de næste 10 år. Men den succesrige rapper har altså et par seriøse verdensklasse albums på samvittigheden. Take Care er en tour de force gennem alt, hvad Drake kan. Der er de mest hjerte/smerte-teenagesange som Marvin’s Room, og der er kæmpe slagsange, skræddersyet til klubben som The Motto. Take Care er super alsidigt, og jeg vil vædde på, at der er en sang der falder i din smag – guilty pleasure eller ej! (Nikolaj Boesby Skou)
El-P – ‘Cancer 4 Cure’
FKA Twigs – ‘LP1’
Flume – ‘Skin’
Frank Ocean – ‘Blonde’
Jeg var så heldig, at hr. Ocean udgav mit absolut yndlingsalbum nogensinde i 10’erne, så hvis denne liste var rangeret, ville der ikke være nogen tvivl om min førsteplads. Nå, men, hvorfor er Blonde så god? Jeg vil prøve at forklare det på et par forskellige måder. For det første føles albummet lidt som at se en film, fordi lydsiden er meget filmisk. Der er både store strygere og korarrangementer som på Self Control, men også helt små novelle-agtige fortællinger som på Facebook Story. På Blonde viser Frank Ocean, at han er kongen af at fortælle historier og ramme følelser med så få ord som muligt. Tag Close to You, hvor han har den rammende linje “To you, it was just another late night out” – Av! Jeg vil tro, jeg har hørt Blonde omkring 80-100 gange efterhånden, og hver gang opdager jeg en ny lille krølle. Det er kort sagt et evighedsprojekt at lære albummet at kende. Det er det også, fordi Ocean inviterer lytteren ind i værket. Det lægger op til, at man læser ens egne oplevelser ind i teksterne og på en måde starter en samtale om ens eget liv, så det fungerer som ens psykolog . Og sidst men ikke mindst lyder det bare suverænt godt. Frank Ocean havde allerede vist, at han mestrer det fuldendte popværk på ChannelOrange, og jeg tror, at det frisatte ham til at gøre lige præcis, hvad han ville på Blonde. Han havde vist, at han synger som en engel, så det tillod ham at udforske, hvordan stemmen kan bruges som instrument. Blonde er også kendetegnet ved ikke at have ét bestemt nummer, der er det største hit. Det er en flydende oplevelse, som jeg under alle at have. Det er i mine ører verdens bedste album. (Nikolaj Boesby Skou)
Frank Ocean – ‘Channel Orange’
Freddie Gibbs & Madlib – ‘Bandana’
Freddie Gibbs & Madlib – ‘Piñata’
Frightened Rabbit – ‘Pedestrian Verse’
Her er tale om et album, som desværre er kommet alt, alt for tæt på virkeligheden. Den 10. maj 2018 blev forsanger Scott Hutchinson fundet død efter at være forsvundet dagen forinden. Det er svært ikke at lytte til numre på Pedestrian Verse som Dead Now eller The Woodpile og tænke, at nogen burde have kunnet redde Scott. Men ser man på reaktionerne fra fans ovenpå nyheden, er det uomtvisteligt sandt, at Scotts musik har været med til at få mange andre gennem svære situationer i livet. Frightened Rabbit er mit ultimative yndlingsband, og det er netop Scotts evne til at formidle og forholde sig til svære og tunge emner på en så smuk og inderlig måde, der har fanget mig siden Sing the Greys i 2006. Meget stor kunst er gennem tiden blevet fremdyrket af smerte, og der er Pedestrian Verse ingen undtagelse. Det er ikke bandets bedste album, men jeg har alligevel skamlyttet det i en sådan grad, at det for mig er uundgåeligt, når jeg ser tilbage på 10’erne. Hvil i fred, hvor end du er, kære Scott. (Peter Pishai Storgaard)
Eva kalder ‘Plowing In The Fields of Love’ for “et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet.”
Iceages tredje albumudgivelse i dette årti besidder kunstens eksklusive og ypperlige evne til at være en livsprisme til det andet, det mere, det forandrende.
Plowing Into the Field of Love er – foruden Iceage’ foreløbige hovedværk – deres ’coming of age’-album. Med albummet omdanner børnepunkbandet rastløs, retningsløs energi til desperat drift søgende efter en mening med (voksen)livet, efter et mål i det, eller som bandets altoverskyggende midtpunkt, Elias Bender Rønnenfelt, betegner det på Forever: ‘The other’. Vældig identifikationsfremmende for mig, særligt ved udgivelsen.
Der er så vældigt meget at beundre Iceage for; den uomtvistelige vilje, det distanceblændende mod og den bydende autoritet. Tre karaktertræk, som giver bandet evnen til at træde fra deres egen skygge ind i andre forbilleders referencer og endelig ud i deres eget, selvdefinerede musikalske univers – et univers, som både kan rumme den månesyge serenade Pissing Against The Moon, den drilsk forførende The Lord’s Favourite og den utidige afstikker Let It Vanish – og som tilmed samles i én stemme af trombone, marchtrommer og akustisk guitar på det blændende, afsluttende titelnummer.
Med Plowing Into the Field of Love og koncerter fra turneerne omkring udgivelsen stod Iceage for et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet. (Eva Laksø)
IDER – ‘Emotional Education’
Det var først tidligere i år, at jeg stiftede bekendtskab med den britiske duo IDER, men siden da har jeg lyttet til deres debutalbum, Emotional Education, på daglig basis. De to sangerinders måde at skrive sange på og væve deres stemmer ind og ud af hinanden lyder så utrolig smukt. Jeg får ondt i hjertet af deres længselsfulde ’jeg er ved at blive voksen, hjælp, hvad gør jeg nu’-tekster, og særligt Mirror, Slide og Saddest Generation flyder jævnligt ud af højtalerne derhjemme. Jeg glæder mig kun til at høre endnu mere fra duoen i fremtiden. (Line Mortensen)
James Blake – ‘James Blake’
James Holden – ‘The Inheritors’
Jamie xx – ‘In Colour’
Jamie XX er mesteren i en selvmodsigende disciplin; melankolsk festmusik. In Colour er britens gave til alle os, der kender følelsen af at være ensom, mens man er presset op ad svende kroppe på et tætpakket dansegulv. Her føler man sig forstået og accepteret. Her kan man danse til den lyse morgen uden venner omkring en, for når Jamie XX er DJ, er det kun musikken der tæller. Albummet er helstøbt og gennemført, og er desuden perfekt til at høre i en bil på motorvejen i skumringen, hvor de sidste rådyr er på vej hjem i vejkanten. (Nikolaj Boesby Skou)
Janelle Monáe – ‘Dirty Computer’
Jeg kunne for den sags skyld have fundet plads til samtlige af Monáes album fra dette årti på denne liste, men jeg har holdt mig tilbage og kun givet plads til mit favoritalbum fra den nu 34-årige altmuligkvinde. Dirty Computer er for mig et skridt op ad rangstigen fra Janelle Monáes tidligere udgivelser som The ArchAndroid og The Electric Lady, da albummet fremstår mere modigt og sammenstøbt end de tidligere. Monáe har aldrig været bange for at udfordre sine lyttere, både med aktuelle og politiske tekster samt musikalske spring fra genre til genre. Dirty Computer indeholder stadig disse ting, men for mig på et nyt niveau. Monáe er mere eksplicit i sin sangskrivning, og tunge temaer som racisme, diskrimination, sexisme og meget andet bliver pakket ind i funky og letfordøjelige produktioner, så man næsten ikke ænser sangerindens dagsorden. Hele konceptet på Dirty Computer, hvor Monáe udstiller sig selv som en slags ødelagt cyborg, der er programmeret forkert, fordi hun ikke ønsker at underkaste sig samfundets normer, er for mig super stærkt og kunstnerisk genialt. (Line Mortensen)
Kanye West – ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’
Om 50 år, når jeg skal fortælle mine børnebørn om geniet Kanye West, vil jeg formentlig tage dette album ned fra den virtuelle hylde for at vise den excentriske, megalomane og vanvittige multikunstner fra sit allerbedste. Det er hans ’Sgt. Peppers’ og er kronjuvelen i hans velbesatte krone. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er det ultimative kreative output fra vor tids måske største musiker. Han er perfektionist i ordets sandesete forstand, og albummet er pompøst og barokt, pyntet med små musikalske krummelurer og detaljer overalt. Jeg bliver aldrig træt af Elton Johns klaverstykke på All of the Lights eller Nicki Minaj’ legendariske vers på Monster. Kanye er måske mere i rollen som instruktør eller dirigent end solostjerne, men det er i virkeligheden også i denne rolle, han excellerer. Han smutter ind og ud ad rampelyset, men har sit aftryk på det hele og gør det til sit magnum opus. (Nikolaj Boesby Skou)
Lordes ‘Melodrama’ fra 2017 udpeges både af Peter og Line som et af årtiets bedste albums.
Kaytranada – ‘99.9 %’
Kendrick Lamar – ‘Good Kid, M.A.A.D City’
Kendricks gennembrudsalbum er en fuldendt fortælling om livet i Los Angeles-bydelen Compton, der foruden at være en gribende historie lige så vel kunne være en ‘greatest hits’-plade. Der er en rød tråd gennem hele albummet, samtidigt med at det er fyldt til bristepunktet med giga-bangers som m.A.A.d city eller Money Trees. Jeg vil lægge hovedet på blokken og sige, at det er det bedste hiphop-album fra 10’erne, fordi det perfekt balancerer energi og eftertænksomhed. (Nikolaj Boesby Skou)
Lana Del Rey – ‘Born To Die’
Jeg har haft en indre debat om, hvorvidt jeg skulle placere Lana Del Reys debutalbum, Born To Die, på denne liste, eller om det skulle erstattes med dette års geniale udgivelse Norman Fucking Rockwell!. Men debutalbummet fra 2012 vandt kampen. Da Born To Die udkom, var jeg forvirret. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, heller ikke med førstesinglen Video Games. Var det et soundtrack til en film, jeg ikke havde hørt om? Var det en gammel sang, som var blevet populær igen? Det lød ikke som det andet, der var på hitlisterne. Hvem var Lana Del Rey? Først troede jeg, hun var en karakter ala Lady Gaga i starten. Men da det endelig gik op for mig, at det var en sangerinde, der turde lave noget helt andet, end hvad alle andre gjorde, var jeg solgt. Lana Del Rey leverer sublim sangskrivning og et lydunivers, der er så specielt og personligt, at det på en gang føles som noget gammelt, man genopdager, og på samme tid føles som noget helt nyt, man aldrig har hørt før. Lana Del Rey har siden Born To Die haft stor indflydelse på min opfattelse af, hvad popmusik er og kan være. (Line Mortensen)
LCD Soundsystem – ‘This Is Happening’
Nogle gange er det ikke muligt at tage et værk ud af en kunstners diskografi og vurdere det isoleret. Nogle gange bliver et værk afhængigt af andre omstændigheder. Sådan er det for mig med This Is Happening. Da LCD Soundsystem udgav albummet i 2010, udlevede James Murphy sin vision om at slutte bandet med et brag. På toppen. Med en gribende skildring af, hvordan ungdommen i almindelighed og selvkontrollen i særdeleshed undslipper ham. Fremturet som bandets selvvalgte og nøje tilrettelagte punktum, efterfølgende kronet med den endegyldige farvelkoncert på Madison Square Garden.
Hvis der var én ting, James Murphy aldrig udgød, var det selvbedrag, men albummet fik netop en bismag af dette, da LCD Soundsystem i 2015 – stik imod alt vi var blevet lovet – blev genoplivet. Den betingelse, at min oprindelige fascination for This Is Happening skulle leve videre i tiden efter gendannelsen af James Murphys band, kom med tiden til at afhænge af, at post-breakup-udgaven af LCD Soundsystem og albumopfølgeren American Dream fra 2017 ville fortsætte bandets musikalske retning og James Murphys ærgerrighed. Dette lykkedes til fulde, og sådan fik et album fra 2017 pludselig fremstillet et på det tidspunkt syv år gammelt værk i det bedst mulige lys. Fortællingen på This Is Happening var ikke forgæves, og numre som Dance Yrself Clean, All I Want og Home vil leve forevigt. (Morten Bruhn)
Lorde – ‘Melodrama’
Allerede da Green Light udkom som første single, var jeg solgt, og jeg vidste, at det her album ville blive noget helt specielt. Jeg var vild med Lordes første album, Pure Heroine fra 2013, men jeg blev aldrig die hard fan. Dette skulle dog ændre sig med Melodrama, der for mig personligt fremstår som det perfekte album og derfor tager prisen for mit årtiets album. Det er et album, jeg nærmest har hørt i stykker, hvis det kan lade sig gøre, og jeg vender jævnligt tilbage til det, selvom det snart har tre år på bagen. Der er ikke ét nummer, som jeg ikke kan lide fra start til slut, og det er næsten umuligt for mig at vælge nogle numre ud, men jeg vil dog fremhæve Sober og Supercut, der holder en speciel plads i mit fan-girl-hjerte. Hele albummet er fyldt til randen af hjertesorger, længsel og ungdom, og det går lige i hjertet. Det er en følelsesmæssig rutschebanetur for mig at lytte til Melodrama, og hver eneste gang står jeg tilbage og er lige så imponeret over samspillet mellem Lordes lyrik, melodier og produktionerne, som første gang jeg hørte Melodrama. (Line Mortensen)
Mac DeMarco – ‘Salad Days’
The Minds of 99 – ‘Solkongen’
Mitski – ‘Be The Cowboy’
Moderat – ‘II’
Krydsningen mellem sanger/producer Apparat og duoen Modeselektor når sit absolutte højdepunkt på II. Med en rød tråd bestående af tre elementer, insisterende synth, drillende trommer og rungende bas, omfavnes Sascha Rings stemme og tekster perfekt. Ja, faktisk omfavner Sascha Rings stemme sig selv, da den udover skønsang også bliver brugt som regulært instrument sammen med drømmende strygere. Det skaber en lyd, der er så storslået og tør så meget, at det bliver til noget, der bedst kan beskrives som lyden af livet selv. Og det er ikke så tilfældigt, da det også er det, som tekstuniverset handler om. Tog du de rigtigte beslutninger, og turde du leve livet, når du ligger og ser tilbage på det hele? Det spørger II dig om. Moderat turde i hvert fald – og lykkedes med – at skabe en plade, der er så stemningsfuld og følelsesladet, at den kan få alle dine følelser frem, så længe de er dybe nok. Og med en opbygning af numre, der kun kan skabes af genier, rammer II dig de helt rigtige steder og på de helt rigtige tidspunkter, så du får små mentale orgasmer på hvert enkelt nummer, uanset om det er de langsomt opbyggende som Let In The Light og Last Time eller en banger som Bad Kingdom. (Mathias Gavnholt)
Moses Sumney – ‘Aromanticism’
The National – ‘High Violet’
Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Push The Sky Away’
“And we breathe it in”. Sådan indleder mørkets mester sit femtende studiealbum på nummeret We No Who U R i en tone, hvor hjerte rimer på smerte. Det er en kliché at skrive den sætning (især hvis man hedder Anders Bøtter og arbejder på P6 Beat), men jeg er af den overbevisning, at livet er bygget på klicheer, og i den forstand kan man ikke komme uden om, at Nick Cave er en mand, der om nogen har prøvet kræfter med livets både lyse og mørke sider. Push The Sky Away er en plade, der har været værd at vente på. Da den udkom i 2013, var det australiernes første udspil i fem år. Bandet havde på daværende tidspunk eksisteret i omkring 30 år og var mest kendt for sine aggressive og rockede murder ballads. Her stod ‘Push The Sky Away’ i dirrende kontrast med sin underspillede ynde, dybde og konstant nagende forurolighed. Nick Cave skiftede simpelthen farve med udgivelsen, men glemte ikke den rå, følsomme og perverse poesi, som man kender den fra eksempelvis ‘The Boatman’s Call’. På Jubilee Street tager Cave eksempelvis lytteren med på luder-besøg med en opbyggelig repetitiv guitarrundgang, der minder om Velvet Underground, talesang og skærende celloer, der vokser og tilspidser i et helstøbt klimaks. Nummeret Higgs Boson Blues tager prisen som min favorit og er blandt de numre, jeg har lyttet mest til, ikke blot i 2013, men i hele årtiet. Den latente guitarrytme skaber en rolig ramme for den selvdestruktion, man fornemmer gennem teksten, der let kunne gå for en god road movie, hvor Nick Cave møder alt fra Robert Johnson, Hannah Montana til selveste djævlen i et eskapistisk drama: “Can’t remember anything at all. But I’m driving my car down to Geneva”. Pladsen afrundes på smuk og afmålt vis med titelnummeret Push the Sky Away, og du kan ikke andet end at “breathe it in”! (Laura Fromm)
Perfume Genius – ‘No Shape’
No Shape er på mange måder alt, alt for meget. Det er storladent, det er overgearet, det er kærlighed i 1000. potens, og det er simpelthen bare vanvittigt fedt. Mike Hadreas’ selvtillid og kompromisløse vilje til bare at være sig selv er inspirerende, og selvom Slip Away kan tolkes tragisk i sit forsøg på at undslippe sin egen krop, men for Hadreas handler det mere om at få lov til at være sig selv på sine egne betingelser – ikke på trods af konservative forventninger om det modsatte. Ligesom Blood Orange løfter Perfume Genius sig op over ‘bare’ at være en musiker – budskabet skinner igennem, og det er vanvittigt inspirerende. At Weyes Blood er featured på nummeret ‘Sides’ er ren og skær bonus. (Peter Pishai Storgaard)
PJ Harvey – ‘Let England Shake’
Pantha Du Prince – ‘Black Noise’
Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool’
“Milosh har sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt,” skriver Mathias om Rhyes ‘Woman’.
Rhye – ‘Woman’
Alle de beskrivelser, jeg nogensinde har hørt af drømmekvinden, har altid taget udgangspunkt i det samme. Hun skal have nogle bestemte egenskaber, værdier, se ud på en specifik måde, og så videre. For mig er der kun en ting, der er vigtigt. Jeg skal have det med hende, som Mike Milosh har det med den kvinde, han synger om på Woman, for aldrig nogensinde har jeg været så overbevist om, at en kærlighedserklæring i et stykke kunst er ægte, som Milosh’ er om den kvinde, der bliver sunget om igen og igen på Woman. At han ikke får kvinden, er heller ikke til at være i tvivl om. Til gengæld har Milosh sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt. Den dybfølte og hudløst ærlig blanding af længsel, håb og begær kommer så hjerteskærende direkte til udtryk, at man samtidig håber og frygter at få følelsen af at være så forelsket, som Milosh er det på Woman. Og det er bestemt ikke kun teksten og den gudesmukke sangs skyld, for den simple klaver- og strygerbårne instrumentalside er afslappende, virkelighedsskabende og malerisk på en måde, der både skaber en symbiose mellem musik, sang og tekst, men også formår at være så tidsløs, at Woman lige så godt kunne være fra o0’erne eller 20’erne. (Mathias Gavnholt)
Richard Russell – ‘Everything Is Recorded’
Skee Mask – ‘Compro’
Skepta – ‘Konnichiwa’
Slowdive – ‘Slowdive’
Solange – ‘A Seat at the Table’
Sjældent har musik været så yndefuldt, hjerteskærende og kraftfuldt på same tid. Med A Seat at the Table trådte Solange for alvor ud af sin søsters koloenorme skygge med et sandt kunstnerisk mesterværk. Det er næsten uhyggeligt, hvor godt det her album er, og hvor godt det hænger sammen. Når jeg ser Lionel Messi spille fodbold, og han tryller med bolden, får jeg lyst til at smutte ned til det nærmeste mål og sparke på kassen. Når Solange folder sig løs, får jeg lyst til at finde et klaver og øve mig på at synge. Jeg synes, der er forskel på kunst, der får en til at føle, og kunst, der giver en lyst til at handle. A Seat at the Table giver mig begge ting i overflod. (Nikolaj Boesby Skou)
Sufjan Stevens indledte årtiet med udgivelsen af albummet The Age of Adz; et ambitiøst gadekryds af sangskriverens idiosynkratiske selviagttagende tematik, eksperimenterende programmeringer, en meget kropslig rytmik og autotunede vokaler. Resultatet var et mesterværk og blandt meget andet et opgør med den sentimentale og orkestrale side af Sufjan Stevens, som i løbet af 00’erne gav ham både dedikerede fans men også en del skepsis.
Fem år senere skulle Sufjan Stevens så overgå sig selv med efterfølgeren Carrie & Lowell, der musikalsk ikke bare er sangskriverens mest specificerende værk hidtil, men også det stærkeste. Albummets titulære hovedperson er uden tvivl Sufjan Stevens’ mor, Carrie, der fylder det meste af tekstuniverset; fra hendes beslutning om at forlade familien, mens Sufjan stadig er ganske ung, til hun genforener sig med sine børn flere år senere, og til hun dør. Men bag facaden gemmer sig historier om at forsvinde, om ønsket om selv at forsvinde og om ånder og spøgelser. Både de spirituelle genfærd af dem, man har mistet, men også genfærd af dem, man selv engang var. Og ånderne kan høres på halen af hvert eneste af albummets 11 fremragende numre, når de med et sidste rumklang-spækket svirp panorerer ud i en sagte hvisken.
Carrie & Lowell besidder en komposition og en styrke, der gør, at jeg aldrig har lykkedes med at smide albummet fra mig halvvejs igennem en lytter. Og så er det fuldstændig urimeligt at pege på et af albummets individuelle numre, der skiller sig mere ud end resten. Sufjan Stevens skriver ud fra sin egen sorg og egne oplevelser, men albummet har en universel og relaterbar appel, der især skal tilskrives Stevens’ minutiøse sangskrivning og luminøse tekster. (Morten Bruhn)
SZA – ‘Ctrl’
Ærlighed er noget man nogle gange skal kigge langt efter i SoMe-tidsalderen, men man finder den på SZA’s fænomenale album Ctrl. Albummet handler om at finde sig til rette med alle ens mangler og fejl, og indrømme hvad man kunne have gjort bedre i forliste forhold – i sig selv ikke et banebrydende tema, men SZA har en unik hverdagsagtig tilgang til emnet. Man får lov til at komme ind i SZAs sinds dybeste afkroge samtidigt med, at hun synger så hårene rejser sig på ens arme. Jeg vil gerne fremhæve Garden (Say It Like Dat), der virkelig rammer essensen af det her album. Det er sådan her det lyder, når man møder sin kæreste på Instagram. (Nikolaj Boesby Skou)
Tame Impala – ‘Currents’
Hvad skal man næsten skrive? Currents er i min bog årtiets bedste album (sammen med Lordes Melodrama, som Line så smukt har beskrevet længere oppe). Fra den første majestætiske tone af Let It Happen mærker man, at man her har fat i noget helt særligt, der ikke slipper sit tag gennem de knap otte minutter, åbningsnummeret varer. Og i det hele taget er der ikke sat så meget som en lilletå forkert på dette – for mig – den psykedeliske rocks moderne hovedværk. Alene basgangene på Eventually og The Less I Know The Better kan befrugte samtlige køn, eliminere inkubationstiden og fremtvinge øjeblikkelige fødsler af barn Jesus. Nogen vil sikkert påstå, at Lonerism er et bedre album, men for mig er det først på Currents, at Tame Impala fremstår som et decideret band frem for Kevin Parkers soloprojekt. Væk er den konstante guitarfiksering, tilbage står et eklektisk værk, der viser bandets fulde formåen og rækkevidde – og det er med til at løfte albummet op på et hidtil uset højt niveau. (Peter Pishai Storgaard)
A Tribe Called Quest – ‘We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’
Ukendt Kunstner – ‘Neonlys’
Vinnie Who – ‘Then I Met You’
The War On Drugs – ‘A Deeper Understanding’
The Weeknd – ‘House of Balloons’
Sammen med hiphop overtog R&B pladsen som den vigtigste og mest innovative genre i 10’erne. Det var i høj grad takket være kunstnere som The Weeknd og hans mørke, narkofyldte univers. Toronto-sangerens lyd blev toneangivende i hele verden, og House of Balloons står stadig som hovedværket i den emotionelle scorekarls diskografi. Der er samples fra store indie-kunstnere som Beach House og Cocteau Twins, og deres idéer var med til at affyre raketten The Weeknd mod stjernerne, og han har bestemt ikke set sig tilbage siden da. (Nikolaj Boesby Skou)
Sådan stemte skribenterne:
Eva Laksø:
1. Beach House – Teen Dream
2. Nick Cave – Push The Sky Away
3. The National – High Violet
4. Iceage – Plowing Into The Field of Love
5. The War on Drugs – A Deeper Understanding
6. Radiohead – A Moonshaped Pool
7. Bisse – 19.6.87
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Arcade Fire – The Suburbs
10. Wild Nothing – Gemini
Laura Fromm:
1. Agnes Obel – Philharmonics
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Gorillaz – Plastic Beach
4. PJ Harvey – Let England Shake
5. Nick Cave – Push The Sky Away
6. Richard Russell – Everything is Recorded
7. Moses Sumney – Aromanticism
8. Radiohead – A Moon Shaped Pool
9. Mitski – Be The Cowboy
10. Vinnie Who – Then I Met You
Line Mortensen:
1. Lorde – Melodrama
2. Janelle Monáe – Dirty Computer
3. Charli XCX – POP2
4. IDER – Emotional Education
5. Caroline Polachek – Pang
6. Goss – Homeland Security
7. Banks – Goddess
8. Solange – A Seat at the Table
9. FKA Twigs – Magdalene
10. H.E.R. – I Used To Know Her
Mathias Gavnholt:
1. Moderat – II
2. Rhye – Woman
3. Tame Impala – Currents
4. James Blake – James Blake
5. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
6. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service
7. Kaytranada – 99.9%
8. Anderson .Paak – Malibu
9. Frank Ocean – Channel Orange
10. El-P – Cancer 4 Cure
Morten Bruhn:
1. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
2. Caribou – Swims
3. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
4. Arcade Fire – The Suburbs
5. LCD Soundsystem – This Is Happening
6. Skee Mask – Compro
7. James Holden – The Inheritors
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Girls – Father, Son, Holy Ghost
10. Beach House – Teen Dream
Nikolaj Boesby Skou:
1. Frank Ocean – Blonde
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
4. Solange – A Seat at the Table
5. Jamie XX – In Colour
6. Drake – Take Care
7. SZA – Ctrl
8. Bon Iver – Bon Iver
9. The Weeknd – House of Balloons
10. Calvin Harris – Funk Wav Bounces Vol 1.
Peter Storgaard:
1. Lorde – Melodrama
2. Frightened Rabbit – Pedestrian Verse
3. Benjamin Francis Leftwich – After The Rain
4. Blood Orange – Freetown Sound
5. Tame Impala – Currents
6. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
7. Grimes – Art Angels
8. Caroline Polachek – Pang
9. Car Seat Headrest – Teens of Denial
10. Perfume Genius – No Shape
Rasmus Stegmann:
1. Freddie Gibbs & Madlib – Piñata
2. Slowdive – Slowdive
3. Ukendt Kunstner – Neonlys
4. St Vincent – Masseduction
5. Freddie Gibbs & Madlib – Bandana
6. Flume – Skin
7. Skepta – Konnichiwa
8. Asap Rocky – Live. Love. A$AP
9. Mac DeMarco – Salad Days
10. The Minds of 99 – Solkongen