Vi fik Lucy Dacus synge om GTA, før vi fik GTA VI

Lucy Dacus
Foto: Shervin Lainez

Lucy Dacus (kendt fra Boygenius) er tilbage på solo-sporet med det nye album Forever Is A Feeling, der lander 28. marts. Hør de to første singler nu.

Det er tilladt at blive klogere.

Da Boygenius bragede frem med debutalbummet The Record i 2023, rynkede jeg lidt på næsen over begrebet “supergruppe”. Phoebe Bridgers kendte jeg selvfølgelig, men Julien Baker og Lucy Dacus befandt sig, i min opfattelse, lidt for meget ude i indieperiferien, til at “supergruppe” var passende for trioen. Troede jeg.

Men The Record var ikke bare en stærk plade; den kastede også et lys på bandmedlemmers individuelle styrker, og så var det jo en passende anledning for dem, der ikke helt havde fulgt nok med, at udforske både Julien Baker og Lucy Dacus.

Det siger sig selv, at populariteten omkring Boygenius også har gjort noget godt for bandmedlemmernes solokarrierer. 28. marts udkommer Lucy Dacus’ fjerde plade, som hedder Forever is a Feeling, og efter tre albumudgivelser via Matador Records rykker hun nu op i majorligaen. Geffen Records har set lyset og udgiver pladen.

Nu kan man høre de første sange fra den kommende plade, “Ankles” og “Limerence”. Albumannonceringen skulle oprindeligt blot løfte sløret for “Ankles”, men i en story på Instagram fortæller Lucy Dacus, at hun i sidste øjeblik fik klemt “Limerence” med ind. Den er svær at lytte til, tilføjer hun, og det kan man godt give hende ret i, sangens tekster taget i betragtning – også selvom hun indledningsvist synger om GTA. Der er mange lag at skrælle af på de to første smagsprøver, og der er meget at glæde sig til.

Se videoen til “Ankles”:

Lyt til “Limerence”:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Colle ‘Montalvo’ – et af årets bedste små albummer

Maya McGrory aka Colle
Maya McGrory aka Colle

Montalvo, debutalbummet fra amerikanske Colle, er en underspillet perle, der forener æterisk vokal med shoegaze, triphop og ambient musik på blot 28 minutter.

Havde det ikke været for en flere måneder lang besættelse af Chanel Beads – New Yorks nye nummer ét når det kommer til eksperimenterende og mørk pop i skitseformat – ville jeg med den største sandsynlighed aldrig være stødt på Colle.

Men fordi idoldyrkelsen af Chanel Beads i efteråret nåede ekstremer, der let tåler sammenligning med en ungdommelig og altopslugende begejstring for ny musik (som også kendetegner denne blogs storhedstid), fik jeg ikke kun øjnene op for Shane Lavers, primus motor i Chanel Beads, men også dem, der udgør det næste lag projektet.

Disse to hedder Zachary Paul og Maya McGrory, som live gør soloprojektet til en treenighed på henholdsvis violin og synth. I 2024 har både Zachary Paul og Maya McGrory fundet tid mellem sprækkerne af en tætpakket tourkalender til at udgive hvert deres soloalbum. Colle er Maya McGrorys soloalias, og i november udkom hendes debutalbum, Montalvo, et underspillet men selvsikkert værk nærmest upåvirket af tid og sted.

Det bringer mig tilbage til min påstand fra indledningen. For Colle spiller på mange af de samme tangenter som Chanel Beads; Montalvos styrke ligger i de små og koncise armbevægelser, dens korte løbetid (28 minutter fordelt på otte stærke sange) og en esoterisk atmosfære, der ramler sammen med en udefinerbar følelse af et universelt resonerende lydlandskab – fra shoegaze og triphop til ambient elektronisk musik.

Og så er der Colles æteriske og melankolske stemme, der placerer sig dér i mixet, hvor jeg lige præcis ikke kan tyde mange ord ad gangen. Resultatet er et personligt album, der overlader lytteren til at tyde med og udfylde det ubestemmelige med egne oplevelser – og jeg skal hilse at sige at det er der mange gode gennelytninger gemt i. Det er et af de bedste små albumudspil fra 2024. Og hele listen med mine favoritter fra 2024 lover jeg at dele om et øjeblik.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MUSIKFILMFESTIVAL I CINEMATEKET MED KVINDELIG KAPOW!

Fra den 17.-26. september slår Cinemateket dørene op for den 9. udgave af Musik Filmfestivalen – 10 dage med danmarkspremierer, internationale hits, perler fra arkiverne – og fest finurligheder og fordybelse i alle klangfarver. En oplagt mulighed for at tage revanche på nogle af de mange store musikfestivaler, der igen i år blev udskudt – Her igennem lærredet!

Programmet favner bredt med hele 30 film og særarrangementer på plakaten. I biografens magelige mørke kan du bl.a. opleve gamle kendinge som Nick Cave, David Byrne, Shane MacGowan og Ozzy Osbourne. Men også nyere toneangivende kunstnere om St. Vincent, IDLES og Lana Del Ray. Kort sagt et filmisk og musikalsk eldorado, der skydes igang med fri fredag, fri éntre og koncertfilmen ’Depeche Mode: Live Spirits’, der spilles simultant på fire lærreder i Cinematekets pop-up-biograf.

♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎

Regnsky guider her til tre særlige events, hvor det kvindelige køn er i centrum – simpelthen fordi kvinder i langt højere grad fortjener at blive hørt og hyldet i musikhistorien!

♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎♀︎

DATIDENS DJ-DRONNINGER: ‘SISTERS WITH TRANSISTORS’ + ‘DELIA DERBYSHIRE’ – Tors, 23. sep, kl. 19
To feministiske-film med ét smæk samt en introduktion af Anya Mathilde Poulsen, medstifter af netværket HUN SOLO, der arrangerer koncertaftener med markante kvindelige kunstnere. Begge film kredser om oversete kvinder i den allertidligste elektroniske musik, som var med til at lægge grunden for strømningen af elektroniske pionerer. Disse film giver dig lyst til at rulle spolebåndet tilbage og være ung i 1960-70’erne.

MUSIK I MØRKET – LYTTEBIO: LANA DEL REY – ‘NORMAN FUCKING ROCKWELL!’ – Søn, 26. sep kl. 14
Musik i Mørket er Cinematekets nye lyttebiograf, hvor de omvandrende musikleksikoner, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, fra podcasten Rockhistorier på Heartbeats, hver måned gennemgår et centralt album fra den rytmiske musiks kanon i en timelang, illustreret samtale. D’herrer borer sig denne søndag ind i Lana Del Rey’s mesterlige ‘Norman Fucking Rockwell!’ og fortæller om albummets tilblivelse, hvorefter det afspilles i sin fulde længde i komplet mørke i salen. Det bliver stort og garantrise lige så skønt som Lana Del Rey’s nye single fra det kommende 8. studie album, der har release den 22. oktober <3 <3 <3 ! ! !

SØNDAGSMATINÉ – ‘MAESTRAS – THE LONG JOURNEY OF WOMEN TO THE PODIUM’ – Søn, 26. sep kl. 16:45
Bliver du hængende på denne sidste dag af Musikfilm Festivalen, kan du i denne skønne dokumentar møde dirigenter som Barbara Hannigan, Marin Alsop og Anu Tali, som har insisteret på, at det ikke skal være deres køn, men derimod personlighed, musikalitet og evne til lederskab, der afgør, om de kan indtage dirigentpodiet. Mantraet er, at et hvert menneske både indeholder maskuline og feminine sider, som forløser musikken. En sand søndagssymfoni med film og Q&A, og den perfekte afslutning på 10 dage med 30 film og 110% lyd! – Hvis du da ikke bliver hængende til mockumentary om St. Vincent med Lynch-esque over hele det visuelle felt kl. 18.30 eller til David Byrnes’ ‘American Utopia’ kl. 21 – Den forklarer vidst sig selv!

– Det samme gør det filmiske line-up, nå man lader blikket granske de 30 lækre titler og kunstnernavne. Se alligevel hele programmet på Cinematekets hjemmeside og traileren for festivalen her. Hep Heeeey!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SØNTH collective præsenterer “15 Waves for Ciani”

Det feministiske synthesizerkollektiv SØNTH collective udkommer fredag den 4/6 2021 med fællesværket 15 Waves For Ciani i anledning af den amerikanske synthesizerpioner Suzanne Cianis 75 års fødselsdag. 15 Waves For Ciani er intet mindre end en synthiseret-kunst-kollaboration udfoldet som en drømmesymfoni af 15 forskellige numre.

Foruden at være en musikalsk hyldest til kvinden, der banede sig vej i 1970’ og 1980’ernes elektroniske musiklandskab, er værket også en særlig ekstrakt og afspejling af SØNTH collectives arbejde for mere ligestilling i musikbranchen. Med SØNTH collective kuraterer de fire kunstnere – artisterne Cecilie Penney, ALOO (Sofie Søe), Excelsior (Anja Tietze Lahrmann) og Sofie Birch en platform, hvor andre kvindelige kunstnere kan støtte op om hinanden.

I værket 15 Waves For Ciani har de fire kuratorer inviteret 11 andre kvinder, transpersoner og non-binære artister til at bidrage med en komposition til det kollektive album til ære for Ciano og det forbillede, hun er for de kønsminoriteter, der elsker at rode med synthesizers. Både det individuelle og det kollektive synes herved at træde frem gennem værket, hvorved det står som en afspejling af SØNTH collectives arbejde for kvinder og kønsminoriteter i den elektroniske verden. Et arbejde der går i forlængelse af og i forbindelse med Suzanne Cianis ikoniske arbejde. På den måde bliver værket et korpus, der både rækker tilbage til vores kvindelige elektroniske formødre, og med SØNTH collectives arbejde ligeledes fremad i visionen om en bredere diversitet på den danske og udenlandske musikscene i en form, hvor minoritetskønnede musikere kan støtte hinanden i at skabe aktuel elektronisk musik af høj kvalitet.

15 Waves For Ciani finder vi også den danske sangerinde og komponist Hannah Schneider. Du kender hende måske fra den elektroniske noisepop duo AyOwA eller måske helt tilbage fra 2009-albummet Hannah Schneider med numre som “Raindrops” – eller min personlige yndlings “This is Goodbye”, der på fineste vis indkapsler følelsen af skrøbelighed, melankoli og frustration i en uforløst kærlighedsrelation, åh, jeg relater BIG TIME – det er hjerteskærende  – jeg elsker det! <3

Her på 15 Waves For Ciani er der gået 12 år siden Schneiders debutalbum. Hendes nummer “MIKADO” er først og fremmest enormt smukt og samtidig en fuldendt eksekvering af mixet mellem det elektronisk-nordiske, sprog, lyde, det organiske og  det elektroniske – et fuldendt “Schneiderisk” auditivt drømmesyn.

På 12. nummer “Juno at Sea” af Raymonde Gaunoux og Annelise Witek (personerne bag podcasten Uhørte Frequenzer) er vi flydt over i klubverdenens sensuelle rytmerum. Det kontinuerlige rytmiske track fremstår som et fluorescerende stof i dets tilfredstillende systematiske opbygning af samples, vokal og lydeffekter, og det sætter mig med det samme i sommer-fredags-stemning. 

15 Waves For Ciani er gennemgående bare et virkelig godt elektronisk værk. I sin balancering mellem styrke og skrøbelighed, ekspressivitet og stille tilbagetrækning kommer numrene til udtryk og maler herved et konstant omskiftligt billed-hav af de elektroniske lydbølger, der bruser albummet ud som små verdenshave, der på én gang er hver deres entiteter og samtidig dybt forankrede og total uadskillelige.

Som afslutning og i forlængelse af disse kvinde-kollektivistiske strømme følger her et par (feministiske) elektroniske anbefalinger:

Hvis du er mere nysgerrig på Suzanne Ciani, kan du blandt andet læse Kate Hutchinson artikel ”Making sounds with Suzanne Ciani, America’s first female synth hero”, hvor hun blandt andet beskriver Cianis helt særlige forhold til sin Buchla – eller leje filmen ”A LIFE IN WAVES” om den elektroniske musik-pioners liv og arbejde.

Hvis du vil vide mere om kvindelige pionerer indenfor elektronisk musik, kan Tara Rodgers Pink noises helt klart anbefales samt Troels Donnerborgs biografiske Klangen af en stjerne om den danske elektroniske pioner Else Marie Pade.

Sidst kommer en solid opfordring til at holde skarpt øje med SØNTH collective, der udover 15 Waves For Ciani-udgivelsen her i juni, til august arrangerer en koncert i Brorsons Kirke med live-optrædener fra kollektivets egne artister og yderligere to kvindelige artister, akkompagneret af visuals af SLØR.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Sorry” ny udgivelse fra danske IVA

Foto: Anna Kabana

Sårbarhed og ærlighed er omdrejningspunktet for den danske sanger og sangskriver IVA, der i dag er ude med sin fjerde og nyeste single ”Sorry”. I et råt og dystert elektronisk lydunivers udfoldes IVA’s egen oplevelse af usikkerheden omkring sin karriere, sig selv og livet, og hvordan skam og skyld i flere år fik hende til at lukke ned for sig selv og sin musik. Gennem ”Sorry” skabes der et rum til at være i de svære tanker og følelser, og nummeret fremstår som en lille elektropop-perle, løftet op af IVAs knivskarpe og fyldige vokal – en stemme som nu har taget sin plads og tør være tilstede i følelsen og sårbarheden.

Balancen mellem styrke og sårbarhed, sensitivitet og gennemslagskraft og ikke mindst ærlighed er også karakteristisk for singlen ”Too good to be true” (TGTBT), der udkom 31. juli 2020 (personligt stadig en af mine IVA-yndlinge). Nummeret tager udgangspunkt i IVA’s personlige historie; om et møde med en person, der viste sig at være en helt anden bag skærmen end i virkeligheden. Samtidig er det også en kommentar på en kultur, hvor folk gemmer sig bag de rigtige filtre og redigeringsværktøjer. I sit udtryk er TGTBT mere dynamisk end “Sorry”, men sammen er de stærkt karakteriseret af et enkelt og udtryksfuldt elektronisk lydunivers med noget på hjerte.

På Soundcloud kan du lytte til IVA’s andre produktioner, blandt andet hendes to andre udgivelser “I wish” og “Trust”, der også finde i en akustisk version. Helt sikkert også et lyt værd for det efterårsmelankolske popøre. <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

NZCA Lines har skabt det geniale popalbum, 2020 havde brug for!

Michael Lovett er manden bag aliaset NZCA Lines, som i dag udgiver sit tredje studiealbum, “Pure Luxury”. Og hold nu op, hvor er det på alle måder det album, som vi har manglet i 2020!

Første halvdel af 2020 har for mangt en musikelsker været en træls ørkenvandring af aflyste festivaler og aflyste koncerter, men heldigvis har enkelte lyspunkter fundet vej til vores ører på både album og singlefronten. For mig lyser NZCA Lines’ nyeste album kraftigst op blandt disse musikalske lyskilder. Britiske Lovett har tidligere været guitarist og synth-fyr for geniale Christine and the Queens, og det slægtskab fornægter sig ikke i multi-instrumentalistens funky og hofteskadefremkaldende nye album.

Lyt til albummet her:

“Pure Luxury” takler Lovett så forskeligartede emner som klimaforandringer på Larsen (en break-up sang til Larsen-iskappen, som især i 2017 led en hård skæbne og mistede 12% af sit enorme areal), frustrationer over at skulle udleve sit kærlighedsliv over en skærm på For Your Love og længslen efter at afslutte et forhold på den nærmest The Antlers‘ske Take This Apart, inden albummet heldigvis afrundes på en positiv note med Tonight Is All That Really Matters, hvor Lovett advokerer for, at man selvfølgelig altid bare kan danse sig ud af sine problemer. Lad endelig 2020 få en lignende udgang.

Det er bestemt også voldsomt udfordrende at forholde sig i ro med NZCA Lines i ørerne. Både på singlen Prisoner of Love og især Opening Night, som i skrivende stund er min yndlings skæring fra skiven, er 80’erne tilbage for fuld udblæsning – og så skal man altså enten mangle sine ben (fair undskyldning) eller være lavet af beton for ikke at tage en lille svingom. Lad det være opfordringen til weekenden. Tag en svingom (med passende afstand)!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mousserende sommerhit fra svenske Yaeger

Savner du ideer til årets sommerhits? Efter at være blevet kåret som ”best new pop” på BBC Radio 1 i 2019 har svenske Yaeger nu udgivet sin nye single ”Nosebleed” sammen med producer Oscar Scheller, som emmer af melankolske sommervibrationer, saltvandshår og klirrende rosédråber. Sangen er dog også præget af det corona-lockdown, som har påvirket os alle og især en hårdt kæmpende musikbranche.

Yaeger uddyber sangens tematik: “Har du nogensinde fundet et billede af en gammel ven og tænkt på, hvorfor I ikke er venner mere? Nosebleed handler om dem, du har mistet kontakten med, og du ønsker, at de tager telefonen og ringer til dig; Du kunne selvfølgelig også bare ringe til dem, men det er måske ikke altid så nemt. Oscar supplerer: “Nosebleed handler om de små øjeblikke, du delte med nogen, der var en del af dit liv. Det handler om de ting, du ønsker, at du kunne fortælle dem, hvis de kunne høre dig nu.”

Med adskillelse som tema bliver Nosebleed både en fejring af de forgangne øjeblikke, gamle venskaber og flygtige møder, som aldrig kommer tilbage. Nummeret emmer samtidig af en energi og et powerflow, så du ikke skal være bange for at synke for meget ind i nostalgiens støvede landskaber, men i stedet kan flyde med til sprødgrillede rytmetracks og saftige synthslag.

Så tag din bedste ven under armen til sand under fødderne og lyserøde køligheder i fejringen af sommeren, varmen og venskaber – nye som gamle..

God sommer <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks sødeste hiphop

Foto: Emil Oscar

At lytte til F L E M M I N G‘s nyeste udgivelse, Tandpastasmil, efterårsøjne, er som når man lige er begyndt at date en, der er rigtig glad for at snakke om følelser. Det er både intenst, livsbekræftende og melankolsk. Et album, der kan gå hen og blive gennembruddet for en af landets mest lovende og originale rappere.

Det skyldes to ting. For det første er Bjarke Westphal Christensen, der er manden bag F L E M M I N G, en fyr, der i den grad beviser, at hiphop ikke kan sættes i bås længere. Det ville komme som en stor overraskelse, hvis han har en samling af store guldkæder i skuffen og vinder mange slåskampe. Til gengæld er han fantastisk til at vise sårbarhed og refleksioner over hverdagen og forhold til sig selv og andre i sine tekster. Specielt når det kommer til kærlighed. Det ser man eksempelvis på albummets første og mest catchy nummer, Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper om omsorgen og kærligheden til en kvinde, der har problemer med både kokain og i det hele taget at få styr på sit liv.

Tandpastasmil, efterårsøjne skriver Bjarke tekster i en slags historiefortællende talesprog, hvor hverdagens betragtninger bliver trukket op på et eksistentielt plan. Denne mere direkte måde at skrive tekster på, er noget man ser en del for tiden, og det kan ofte virke banalt. Det gør det ikke her. Både på grund af oprigtigheden, men også fordi teksterne vidner om et stort lyrisk fingerspitzengefühl. Det hører man også på Elsk Dig Selv Mere, hvor Bjarke rapper:

Du ringer mest, når du er fuld og føler dig alene. Spørger om jeg kommer, hvis du gir’ en øl på Jolene. Det ik’ fordi, jeg ik’ har hjertet på det rette sted. Det mest fordi, jeg har en cykel med et barnesæde.”

De små rimende spidsfindigheder går igen på hele pladen. Et andet guldkorn er på Noget At Sige Til Dig.

“Det’ okay at være såret, men ik’ ondskabsfuld. I den periode, der blev du onsdagsfuld.”

Et nummer, hvor frustrationen over ulykkelig kærlighed kommer til udtryk. Men ikke kun i teksten. For instrumentalen er mere ambitiøs, end på F L E M M I N G‘s tidligere udgivelser. Hvor det før var mere drømmende og jazzet, er det nu mere storladen og eksperimenterer med electronica og pop. Vigtigst af alt, så giver det lag til kagen og får den emotionelle rap og den højtflyvende produktion til at fremstå som et samlet udtryk.

Noget At Sige Til Dig, er det det tunge, dystre bagtæppe, der udgør hindbærcremen til Bjarkes bund af rim. I den sidste del af nummeret ligger pladens største instrumentale genistreg, når der skiftes til et drum ‘n’ bass-stykke, der galant understreger lyrikkens frustration og længsel som flødeskum på toppen.

Med features fra både Jens Nørhave, Emil Kruse og , der også er med til at producere albummet, kan man dykke ned i både forfatterens følsomhed, lyriske spidsfindigheder og lyden af fremtidens danske R’n’B og hiphop.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bananagun – ‘People Talk Too Much’

Jeg kan huske, dengang Regnsky var en værdsat platform for nye musikalske oplevelser. Vi skal måske ti år tilbage i tiden. Jeg og de øvrige skribenter var da også en del yngre og havde en masse fritid, som vi generøst brugte på denne musikblog. Jeg overrasker ikke nogen ved at sige, at vi ikke er samme sted i dag.

Jeg var begyndt at bekymre mig for, at mit gamle hjerte ikke længere kunne slå for nyopdagede navne, som det kunne engang. Men nu kommer australske Bananagun ind fra siden og minder mig om, hvordan det var at være 18 og være opsøgende og suge musik til sig uden filter. Om det er for gruppens uforfalskede og charmerende energi eller den store musikalitet, ved jeg ikke, måske er det en blanding af de to, men jeg havde indtil i går aldrig hørt om dem før, og nu vil jeg bare høre mere.

Nummeret, der fik mine øjne op for Bananagun, er det nye udspil People Talk Too Much, der blander psychpop med Fela Kuti-rytmik og lidt hippy-freakout. People Talk Too Much er en singleforløber for et kommende album, der udkommer 26. juni og bærer titlen The True Story of Bananagun. Der ligger også et par andre numre fra gruppen, som jeg vil anbefale at dykke ned i. Jeg håber, det var lige så godt for jer, som det var for mig.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Milan Zaks (aka DJ Sports) udgiver soloalbum med nyt alias

Det er som at navigere sig gennem en jungle at holde styr på udgivelserne fra Aarhus-pladeselskabet Regelbau/Help Recordings og pladebosserne Milan Zaks, Natal Zaks, Christoffer Kejlstrup og Mathias Okholm. Ikke nok med at de er stilistisk promiskuøse og zapper mellem at producere alt fra varm house til jungle og tilbagelænede popmelodier; de bytter også tit rundt på konstellationer og udgiver under et væld af aliaser.

Dette er også tilfældet på det Milan Zaks‘ kommende album Sound Explorations For a Preferred State of Being, der udgives under pseudonymet Mediated Ambience. Albummet har ikke en udgivelsesdato men meldes på trapperne, og allerede nu kan man få sig en smagsprøve på albummets seks numre og 71 minutters spilletid. Som titlen også bærer præg af, byder Sound Explorations For a Preferred State of Being på en række eftertænksomme og katarsiske perler, der blander dub, synth-jams og pladeselskabets nærmest varedeklarerede houserytmer.

Sound Explorations For a Preferred State of Being – der udkommer på Help Recordings – er Milan Zaks’ første soloalbum siden det anmelderroste debutalbum Modern Species fra 2017, udgivet under det mere velkendte alias DJ Sports.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *