Feature

Feature

WHT

Af Søren Regnsky den
Troels Abrahamsen

I morgen er dagen, hvor Troels Abrahamsen definitivt lægger sine alias på hylden og udgiver en fuldlængde i eget borgerligt navn.
Selvom den nye plade White ikke skal sammenlignes med “I Know That You Know”-projektet, vil jeg alligevel inddrage den som reference, fordi jeg synes sammenligningen fortæller noget om hvor meget der er sket siden da.

Åbningningsnummeret “The Woods Are Here” er et ganske godt eksempel herpå, da det starter ud med ustemt akustisk klaver og stille bygger op med elektroniske elementer indtil nummeret ubemærket fader over i “Worksong”.

Generelt virker numrene til at være bygget op omkring et klaver-riff + en vokal idé, der så tilføres en elektronisk dimension + livetrommer og bas.
Jeg synes WHT adskiller sig markant fra I Know… fordi de nye sange virker meget mere overvejede og tænkt meget mere som ‘sange’, med en opbygning, et klimaks og en outro. Her viser Troels virkelig, at han er gået fra at eksperimentere med computerens mange muligheder til at beherske og udvælge de idéer, der passer ind i stemningerne.

Dog synes jeg også, at nogle numre blive lige lidt for “um-ti-um-ti”/bastante, hvis man kan sige det sådan. Her tænker jeg på “Shine Your Light”, “Collider” og “You Don’t Get Me At All”, hvor trommerne får lige lovligt meget plads i mixet. Dette kan dog ikke overskygge resten af pladens kvalitet, som jeg synes er rigtig høj.

Mine personlige favoritter er de 5 åbningsnumre (der udover de to førnævnte er “End Scene”, “Switch It Off” og “When You’re Ready, Let Go”), det næsten ambient-agtige bassnummer “Wrong Gods” og “I Am Not An Island”, hvor Troels leverer et nummer i klasse med Thom York’s “Eraser”-projekt. Rigtig godt gået.
Pladen kan købes fra imorgen, og kan allerede nu streames via Troels’ Bandcamp-profil og Soundvenue.

Troels Abrahamsen – I Am Not An Island
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/10-i-am-not-an-island.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

Aloha, den genfundne plade.

Af Eva Laksø den
alooooha____

Amerikanske Aloha udgav i 2006 albummet “Some Echoes”. Ikke en plade, der vandt mange anmelder-hjerter herhjemme (eller i resten af verden for den sags skyld), men den vandt virkelig mit.
“Some Echoes” var langt fra en debutplade, egentlig har bandet eksisteret i mere end 10 år i forskellige konstellationer – og trods en utrolig turnévirksomhed, er de stadig lidt af en indie-hemmelighed, som det kræver en umådeligt stor research af Pitchforks arkiver for at opdage. Det er ret synd.

Aloha udgav opfølgeren til “Some Echoes” for lidt over et år siden, men det formåede ikke at holde samme magi, som øjenåbneren gav mig. Der var lidt for få umiddelbare, magiske øjeblikke. De findes tilgengæld i overflod på “Some Echoes”, og når den plade først er fundet frem fra reolen, går der lang tid før den vender tilbage til den. Genremæssigt kan Aloha beskrives som den psykedeliske drømmepops videreførelse til et mere rocket udtryk (fra dén som bl.a. Beach Boys grundlagde). Men de generelle genrebetegnelser præller af på bandet, der er kendetegnet ved en utrolig melodiøsitet og evne til at opbygge musikken med mange forskellige melodier og instrumenter, men stadig bibeholde en enkelhed i numrene, der giver en kendetegnende ro omkring dem.

Det, der gør Aloha til et særligt band for mig, er nu ikke musikkens virkemidler eller generelle lyd. Det er i langt højere grad musikernes følelsesmæssige engagement i musikken. Selv bæknerne bliver på “Weekend” spillet med en nærmest tilbageholden usikkerhed, på trods af en præcission og opfindsomhed. Hos Alohas rytmegruppe findes ingen 2/4 takter, dynamikken mellem de enkle instrumenters mangfoldigheder er enestående, ligeledes er evnen (og interessen) i, højst originalt, at integrere instrumenter som xylofon og klokkespil i rytmegruppen… Aloha formår at balancere mellem de to slags magi, der gør musik værd at høre for mig. Det enkle udtryk på “If I Lie Down”, hvor sanger Tony Cavallarios ellers ikke særligt karakteristiske vokal fanger en tankestrøm af drømme, savn og håb og formår at få disse ellers flyvske begreber visualiseret, bare lyt til nummeret – eller læs disse første linjer:

“I love a morning when the world and I cross into it from opposite sides
Our houses line up in a row
Lights catching from window to window
Don’t rub every dream out of your eyes
I’m trying to scratch the night in mine
I hold this vision of you high
I hold it as the first wave of traffic goes by”

Aloha – If I Lie Down
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/09-if-i-lie-down.mp3]

Og når vokalen så kun bakkes op af orgel (der er iøvrigt er pladens bærende element), fremstår den så afklædt, og fuldkommen oprigtig, at man ikke kan andet end forelske sig i dette band, der med “Some Echoes” – 3 år efter udgivelsen – endnu formår at holde fast i lytteren og trække denne ind i et magisk univers, der både er paralyserende, berusende og helt igennem fantastisk at være en del af.

Aloha – Brace Your Face
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/01-brace-your-face.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Feature

VUF#5

Af Søren Regnsky den
vuf5

VUF Records er på banen med den 5. kompilation i rækken, og igen har mr. labelman Jonas Højgaard samlet en række tracks som viser det elektroniske vækstlag samt nogle remixes af mere kendte bands og artister.

Jeg har tidligere omtalt den 4. kompilation, som udkom 1. januar og skulle agere førstehjælp til tømmermænd og udgøre det perfekte tømmermands-soundtrack. That’s Not My Name, Kid, som den 5. kompilation hedder, er ikke på samme måde tænkt som et koncept. Pladen starter stille ud og præsenterer fem knitrende electronica-numre, efterfulgt af vokaltracket “Who Am I”, det mere dubstep/drum’n’bass inspirerede nummer “Gisp” og det elektroniske helvede som Spetakl har smækket sammen på nummeret “Ryst”. Pladen afsluttes af 6 meget forskellige remixes, og her bygges der endnu en gang op til et klimaks. Blandt de 6 remixes finder man navne som Birk Storm, ElectroJuice og Turboweekend.

Den fulde trackliste kan findes som kommentar.

Det er nu 1 1/2 år siden, at VUF Records blev startet op, og successen er ikke til at tage fejl af. I efteråret indgik selskabet en aftale med Playground, hvilket bl.a. har betydet, at VUF nu har mulighed for at komme endnu længere ud til befolkningen. I forbindelse med en nye strategi har man derfor også besluttet, at VUF#5 ikke skal være gratis tilgængeligt som de foregående fire kompilationer har været det. I stedet er der indgået et samarbejde med TDC Musik, som alene vil stå for salget af den digitale plade. Pladen vil kunne erhverves fra mandag d. 4. maj, men allerede nu kan du høre en lille smagsprøve i form af det føromtalte vokaltrack “Who Am I”.

Sinusstøv – Who Am I

[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/who-am-i1.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Feature

Ung Flugt

Af Morten Bruhn den
Ung Flugt

915. Det er antallet af Facebookbrugere der har tilmeldt sig Ung Flugts gruppe på selv samme websted. Er du ét af de medlemmer modtog du også en besked fra Najaaraq mandag morgen. Sammen med Johanne udgør de to unge piger dj-duoen Ung Flugt, en duo som har gang i en masse for tiden. Ikke nok med at de kan opleves på alverdens klubber rundt om i København i weekenderne, men der var også tid til at forkæle os alle med et mixtape.

Hele settet, som består af ni numre, er dejlig chillet og med den gode, varme tøse-stil som man kender Ung Flugt. Settet ser ud som følger:

1.Moment – Damian Lazarus
2.Blanche Neige – Dop
3.My Teenage Gang – Minilogue
4.Breakdown – Caie!, John Lagora (SIS Remix)
5.Voltage- Matthias Meyer
6.Take My Breath Away – Gui Boratto Take My Breath Away
7.Interamerica – Mihalis Safras
8.Ah Chord – Worthy
9.Khattabi – Kenton Slash Demon

…og mixtapet kan hentes her, via zshare:
Ung Flugt – Mixtape Marts 2009

Slutteligt vil jeg også gerne dele det første nummer fra settet med jer, Moment af engelske Damian Lazarus.

Damian Lazarus – Moment

[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/Moment.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Feature

HARDSHIPS!

Af Eva Laksø den
jenny wilson

Jenny Wilson har på sit andet soloalbum smidt fløjshandskerne. På debuten “Love & Youth” præsenterede Jenny Wilson sig uden bandet First Floor Power for første gang, til stor glæde for os med hang til klaverbaseret indiepop. Debuten lå i fin forlængelse af FFP’s 2. album, og de fine fine tekster om forelskelse, sko, sommer og ungdommens naivitet gik hånd i hånd med melodier så smukke, at det blev 2005’s velsagtens fornemmeste forårs-soundtrack.
For en uges tid siden kom opfølgeren så – præcis 4 år efter debuten.

Hvor Wilson på “Love & Youth” fokuserede på den enkle popmelodi, har pausen bragt inspiration fra andre dele af musikens verden med. Ofte er vokalen blot ledsaget af et enkelt beat eller et klaver, og jeg må indrømme at det lidt rå, nedbarberede udtryk var lidt af en kamel at sluge, når jeg egentlig godt kan lide indiepop, som vi plejede at få den serveret. Fokus ligger mere på instrumenterne som individuelle enheder i numrene, end som en tilsammen svimlende helhed. Det fremstår først mere som en interessant end en god idé, men som pladen trænger ind under huden på lytteren, åbenbarer popmelodier som den catchy, straight-forward “Anchor Made Of Sand” eller den dansable og organiske “Pass Me the Salt” sig.
Fornyelsen gør glæden ved “Hardships!” større, end hvis Jenny Wilson havde fortsat i sporet fra “Love & Youth”, og kombinationen af elementer fra R’n’B og soul og den hvide indiepop giver det bedst tænkelige resultat – et sprødt, frisk album.
Og endnu engang er Jenny Wilson – nu i fornyelse – den overlegne kandidat til prisen for “Bedste Forårs-Soundtrack”.

Jenny Wilson – Pass Me The Salt

[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/09-pass-me-the-salt.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *