Endnu en gang byder Roskilde Festival velkommen til et festfyrværkeri af musikalske oplevelser fra nær og fjern. Denne guide til opvarmningsdagene har til opgave at få folk som min og din mor til at forstå, hvorfor man skal være på Roskilde i dagene før den ‘rigtige’ festival. For de byder på meget andet end druk og hor, ølbowling og dårlige pizza-slices. Det er (heldigvis) ikke længere den lokale trubadur, der får lov til at spille et par lejrbålssange på en eller anden middelmådig campingscene, men derimod nogle af de mest spændende navne i vækstlaget specielt i dansk og nordisk musik, som giver den op, inden selve festivalpladsen åbner.
Lørdag 29/6
Roskilde Festival har i år rykket lidt rundt på scenerne (se et kort her) og slår dørene op til et nyt område, der er døbt Central Park. Det ligger foran Countdown-scenen, og der er naturligvis arrangeret en housewarming i hiphoppens tegn med navne som Emil Stabil, ICEKIID, Pattesutter og Emil Kruse. Du kan læse mere om arrangementet, der starter 19:30 og præsenteres af Pelle Peter Jensen, her. (Nikolaj Boesby Skou)
Søndag – 30/6
Hjalte Ross –Søndag, 30. juni kl. 14.00 – Rising
Hjalte Ross åbner Rising-scenen, der ligger i toppen af campingområdet West. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til hans rolige folk på søndag. Ross har en sans for at holde pauser på de helt rigtige tidspunkter, så han på den måde nærmest synger duet med sin egen guitar – hør selv på nummeret Embody nedenunder. Jeg tror, det bliver en behagelig start på en ellers hæsblæsende uge. (Nikolaj Boesby Skou)
ZAAR –Søndag den 30. juni kl. 17.00 – Rising
Den danske sangerinde og komponist ZAAR giver sin første koncert på Roskilde søndag sen eftermiddag. Hun har et ekstremt dragende lydunivers, der er bygget op af en masse forskellige elementer, der komplimenterer hinanden. ZAAR har en vis kølighed og distance, men klinger på en krystalklar og fængende måde. Der er noget episk og tungt over musikken, som jeg glæder mig til at opleve live. (Nikolaj Boesby Skou)
Lil Halima – Søndag den 30. juni kl. 21.00 – Countdown
Den norske sangerinde er uden tvivl den artist, jeg glæder mig mest til at høre i opvarmningsdagene. Lil Halima laver R&B, og i mine ører er der en klar inspiration fra britiske Jorja Smith, der i øvrigt spiller på Arena lørdag aften klokken 21:30. Hun er ekstremt talentfuld og har en lyd, der rammer lige i tidsånden, uden det virker forceret. Der bliver serveret supersprøde beats med søde melodier som tilbehør. PS: Det er altid virkelig sjovt at se norske koncerter på Roskilde, fordi det norske mindretal har en kollektiv eufori, der kun overgås af festen til VM i langrend. (Nikolaj Boesby Skou)
Mandag – 1/7
Selma Judith – Mandag den 1. juli kl. 14.45 – Countdown
23-årige Selma Judith vandt for nylig iByens pris som årets musiknavn med sin stille storm af minimalistisk harpespil. Bandet er tidligere blevet beskrevet som “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb”, og allerede nu er musikken gået fra håb til realitet. Mød op foran Countdown og hør bandet, der på ingen tid er gået fra niche til udbredt populærkultur, og som ifølge mig næsten er for stort et navn til opvarmningsdagene. (Laura Fromm)
Kogekunst – Mandag den 1. juli kl. 15.30 – Rising Skæv, skør og skabelonsudfordrende popmusik med dybde under plattenslager-overfladen. Regnsky var med til en af de spæde koncerter på ALICE tilbage i februar, og du kan her læse, hvorfor du ikke må gå glip af den aalborgensiske duo Kogekunst, som blander pop-poesi og børnehavehits. Du kan også bare se med her, hvor Simon Mariegaard og Oskar Krusell spiller en sælsom buffetkoncert på M/S Sarfaq Ittuk i Grønland foran desserten på en båd. (Laura Fromm)
Discoshaman – Mandag den 1. juli kl. 18.00 – Countdown
Det her er koncerten, hvor du ikke opdager, at du er begyndt at danse.Regn med rytmisk naturmedicin, hvor du forsvinder ind i shamanens behandling og kun vågner sporadisk af, at resten af stammen danser rundt om dig. Daniel Andersen holder til i København, når han ikke er ude og være shaman. Han kommer til at tage mystiske strengeinstrumenter, stemningsfyldte vokaler, strygere og lækre percussion med i sin elektroniske medicintaske, så du kan starte mandag aften med at få dine tømmermænd helbredt. (Mathias Gavnholt)
Schacke – Mandag den 1. juli kl. 21.30 – Countdown
Det bliver snart ikke mere moderne, end Schacke er lige nu, så hvis du gerne vil være ung med de unge, så skal du skynde dig op foran til Schacke. Hvis du godt kan lide dansk techno, der viser cremen af den københavnske nattelivsscene frem på Berghain og andre af de største techno-spillesteder i Europa, så skal du også være der. Schacke har en evne til at fange lytteren med sin musik, på trods af at det virkelig hamrer afsted. Jeg håber, at Roskilde tør skrue lidt op for højtalerne på Countdown, der godt kan være en smule lave, for Schacke skal høres højt. Tip: Lad være med at tage dine bedsteforældre med. (Mathias Gavnholt)
Hôy La – Mandag d. 1. juli kl 21.30 – Rising
Hôy La er norsk minimalistisk trip-hop ala Portishead. Med en vokal, som læner sig stødt op af Beth Gibbons, og med langsomme, vedvarende beats eksperimenterer Ingri Høyland Kvamstad med elektroniske loops og akustiske elementer, som sammenflettet med et melankolsk tekstunivers skaber emotionelle konfrontationer. Mød op foran Rising mandag aften og oplev mørkets unge dronning. (Laura Fromm)
Tirsdag 2/7
AUÐUR – Tirsdag d. 2. juli kl. 20 – Countdown
Naturligvis kan man også finde noget i den mere poppede retning i opvarmningsdagene. Et interessant bud er islandske AUÐUR, der leverer sange til soveværelset med stor inderlighed. En lidt kæk bas og et catchy omkvæd? Det fungerer i de fleste sammenhænge. Jeg har et meget sparsomt bekendtskab med islandsk musik og ser derfor frem til at udforske en ny side af den barske øs kultur. (Nikolaj Boesby Skou)
Natkat – Tirsdag 18.30 – Countdown
De mest kendte bølger inden for dansksproget hiphop i øjeblikket læner sig op ad navne som Kesi og Gilli. Men der er en anden lyd på vej til at få sit gennembrud, hvor navne som F.L.E.M.M.I.N.G og Natkat banker på døren til rampelyset. Den lyd er mere oldschool og bruger jazzede elementer og drømmende lydflader som den mur, man læner sig opad, nar man smider intelligente, dansksprogede rim. Forvent eksperimenterende beats, historiefortællende rap og omkvæd, man kan synge med på, når gruppen går på scenen. (Mathias Gavnholt)
Fra onsdag til lørdag i sidste uge sprang jeg min eksamenslæsning over for at smelte sammen med en sort og svedende sværm af voksenbørns-vibrationer, venlig voldelighed og stadig voksende vomme til COPENHELLS 10-års jubilæum. Det er den bedste overspringshandling, jeg til dato har gjort mig, og allerede efter første dag, hvor jeg vågnede med krampe i min hornhånd efter at have kastet stive djævletegn til Eagles of Death Metal, har jeg ikke været så spændt på at drage mod en festival, som til mit første år på Roskilde i ’10. Min første oplevelse på Copenhell var en kæmpe optur, og det bliver bestemt ikke den sidste.
I denne todelte feature vil jeg dele “The Black Feeling”. – Først med en stemningsreportage over, hvad der er så magisk ved den mørke genres grænsesøgende adfærd og kreative tilgang til kropsudsmykning, massive moshpits, mjød fra horn og metal-merchandise, og dernæst med en koncertreportage fra de fire dages tunge toner.
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning
Krig og kærlighed
Min veninde går med hastige skridt foran mig. I hånden har hun en bærebakke med seks nyskænkede fadøl. Det er sidste dag på Copenhell, og vi er begge ved at flyde over af stemningens glæde, nye sanseindtryk og musikalske oplevelser. Hun kigger stolt tilbage og smiler. Øllene skummer, og ud fra hendes udtryk, kunne remmen til bærebakken lige så godt have været styret til en barnevogn. Lystigheden ændrer sig dog hurtigt, da en fuldfed skonnert hamrer direkte ind i hende, så størstedelen af de gyldne dråber spildes og absorberes af træflisen under os. Jeg forventer en scene fra mindst en af dem, men i stedet giver de hinanden et stort, solidarisk kram. Den distræte mand tilbyder at købe en ny bakke, men får i stedet erstattet sin dårlige samvittighed med sjatterne fra bakken, der lige akkurat rækker til en enkelt øl. Mr. Drunk Lord lover, at han giver en omgang til næste år, hvis han altså ”støder ind i os igen, høhø”. Med øllen i hånden tøffer han videre mod farrockernes ypperste favoritter; Scorpions, og ét smil bliver til flere.
Episoden er blot et lille eksempel på den venlighed, glæde og taknemmelighed, der hersker på den betonbeklædte Copenhell-plads, hvor krig bekæmpes med kærlighed og ingen fortrækker en mine, hvis du spilder øl på deres sorte vandrestøvler eller i forvejen beskidte battlevest.
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning
Mode i metalkulturen
Til de som ikke er bekendt med en battlevest, er det en jakke af denim eller læder, ofte med afklippede ærmer, som metalfans spækker med patches og badges med bandnavne. Kærligheden til metalgenrens fællesskab bæres uden på tøjet, og vesten er et must for veteraner på metalfestivaler. Til vesten følger omtrent lige så mange uskrevne love som til studenterhuen, og der er noget befriende (og pænt klamt) over, at man fx ikke må vaske vesten, uanset hvor meget mudder eller pis, den har kæmpet med i en moshpit. Alle er klamme på Copenhell, og der er ikke nogen Ganni-kjoler eller Hunter-gummistøvler, som bliver mopsede, hvis man spilder en øl eller træder dem over tæerne.
En kolossal diskokugle formet som et dødningehoved byder os velkommen i Biergarten. Her kan du få askens øl og høre coverkoncerter med bands som Iron Maiden og Dio, der enten ikke er blevet booket til årets program eller ikke lever længere. Copenhell er som en social safari, hvor mennesker, døde dyr og noget der ligner en blanding af de to, lever sammen i flammernes fortrolighed.
Foto: Laura Fromm – Gedehyrde
Aldersgennemsnittet er lige så højt, som flertallets tindinger, men der er da også babyer udstyret med gevaldige høreværn at spotte. Festivalen er for alle. Det er den mørkeste afkrog af junglen, som du med din fornuft højst sandsynligt vil undgå, hvis du ikke er til dødsmetal. Men hvis du først forvilder dig ind i det mørke krat, vil du opdage, at der ikke er langt mellem himmel og helvede, når Live Nation åbner portene til deres metalbal på Refshaleøen.
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Den sorte slette
– Specielt ikke når du har et R.I.P.-armbånd, der giver særadgang til et eksklusivt område med barer med udvidet mad- og drikkevarer-sortimenter, en tribune med udsigt over Pandæmonium-scenen og ræve og andre udstoppede dyr i baren (vigtigt!!).
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Udsigt fra tribunen i R.I.P
Foto: Laura Fromm – R.I.P-ræv og cocktails
I R.I.P optræder også strygere, og hvis det ikke er art med en intim symfoni-koncert på Copenhell, så ved jeg ikke, hvad det er.
Copenhell er et ’evil-eldorado’ med faciliteter, der er vilde nok til, at du ville kunne leve derude. Pladsen er beriget med en kirke, hvor du kan gå til metalmesse og angre din syndere, hvis du har sneget dig ind til Sweet Burlesque-show.
Psykologen i Copenhell er erstattet med et smadreland, hvor du kan få aflad fra dine indre aggressioner ved at hamre løs på gamle lig.
Foto: Laura Fromm – Smadreland
Trænger vandrestøvlerne til en udskiftning, kan du købe ægte slangeskindsstøvler fra lædersmeden, som er ligeså badass som Nicolas Cage’s frakke i Wild at Heart. Vil du bryde battlevestens første regel og vaske dit overtøj, kan du bytte de hårde hvidevarer ud med sorte og købe en Copenhell-vaskemaskine på auktion.
Foto: Laura Fromm – “Hårde sortevarer”
Når maven begynder at growle …
… kan du stille appetitten med alt fra veganske falafel-bowler til fritter og pølsemix, der selv for en vegetar får mundvandet til at løbe. Skal den søde hugtand forkæles lidt, kan du fanden-hjælpe-mig også få bland-selv-slik i helvede … Copenhell har jo alt!
Foto: Laura Fromm – Den søde og noget så bløde hugtand
Når du får lyst til at drikke Thors horn i ét drag …
… kan du først og fremmest slukke tørsten i øl og mjød fra lange, snoede drikkehorn. Hvis du ligesom mig nærmest brænder dig på folks bebrejdende øjne, der gløder ligeså rødt som Eddie the Heads laserøjne (maskotten fra Iron Maiden),når du siger, at du ikke kan lide øl, kan du ty til andre alternativer som fx en ’black’, der er Copenhells svar på en Espresso Martini eller en Irish Coffee, der går under navnet ’Sort Magi’. – De er begge uforskammet gode!
Foto: Laura Fromm – Thors horn
Foto: Laura Fromm – En ‘black’ i R.I.P-baren
Skal der gives en lille kritik, kunne Copenhell godt tage ved lære af Roskildes vandstationer og uddele væske i pitten. Ryge-græs, sved og støv er ikke ligefrem en god cocktail, men man kommer næppe udenom den, og vandstationer ville derfor gøre underværker.
Mørk musikalsk magi
Da vi cykler hjem efter første aften på Copenhell, tordner det i horisonten. Kort tid efter åbner himmelporten sig og et kæmpe skyld rammer os blødt, vådt og varmt. Vi har det som Nathalie Portman i den ikoniske regn-scene i V for Vendetta. Jeg får lyst til at smide begge arme over hovedet og råbe ”God is in the rain!”
Det er vores første år på Copenhell. Vi har lige fået taget vores metal-mødom. Er det et tilfælde, at det begynder at regne? We think not! Det er dåben. Den renser os og gør os klar til de tre officielle musikdage. Den gør os, og gør os klar til Tool, som har været blandt mine højesstående, musikalske live-ønsker de sidste ti år. Faktisk er bandet hele grunden til, at jeg tog på Copenhell – i første omgang. Senere er metalen vokset vildt på mig.
En totaloplevelse med Tool
Jeg er uden pis blevet en af de bedste koncertoplevelser i mit kvarte århundrede rigere. Hold kæft et sindsygt set-up! Maynard James Keenan indtræder scenen med en stiv hanekam og mørke øjne. I baggrunden indstilles et hav af projektører, og en syvstjerne sænkes i takt til lyden af en bankende puls. Min krop prøver at bevæge sig til rytmerne fra den tunge bas, den gennemborende guitar og de skæve, men perfekte trommeslag, men kroppen falder konstant ud af takt. Den kan ikke følge med, selvom jeg kender hvert nummer ud og ind. Musikken er for snu og intelligent. På et tidspunkt prøver folk at klappe med, men bliver på ingen tid sat ud af sporet. Just don’t …
Jeg går i alarmberedskab, da en kolossal moshpit tager form foran mig, men få sekunder efter bliver jeg kastet rundt i den, og musikken står til min store overraskelse skarpere! Tumulten i moshpitten går på Copenhell under betegnelsen “dans”. Hvis en stor kleppert møver sig frem i pitten, smiler folk og giver ham (oftest mænd) et kærligt puf i moshpittens retning, og siger “han skal ud og danse!”.
Det yderst kunstneriske lys- og sceneshow var genialt og må være art-metallens svar på en Björk-performance. Tool leverede ligeledes lovende numre fra det kommende album, og jeg har svært ved at vente, til det rammer gaden!
Fotos: Laura Fromm – Tool
Slash var en slatten starut
Hvor Tool gik langt over forventningerne, leverede den gamle Guns n’ Roses-guitarist, Slash, en performance som stemte helt overens med mine forventninger. Guitarikonet går på scenen uden introduktion, og begynder fladt og lige på hårdt at jamme. Under den høje hat og de mørke Aviator-solbriller ligner han en pumpet grillkylling med Sidney-Lee-kulør. Han er teknisk dygtig, dét skal han have. Det samme er forsangeren Myles Kennedy. Problemet er bare, at de er åndsforladte, og at musikken er død-kedelig. Slash minder mig om en gamle skolelærer, der kan hele sit repertoire på rygraden, og som kun er mødt op for at tjene sin hyre. Højdepunkt var klart, da de spillede Night Train, og koncerten havde bestemt ikke taget skade af flere Guns ’n Roses-klassikere.
Min ven og jeg taler om, at old school-rocken er outdatet. Folk kommer udelukkende til en koncert med Slash for at sætte hak på tjeklisten over sete koncerter, og de vil ikke vide hvor mange groupies, han har bollet efter sine sets.
Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slash
Stone Temple Pilots og Slipknot var omtrent lige så tamme og intetsigende som Slash, men jeg havde da mit moment til monster-maske-bandet på Before i Forget, som alle der har prøvet at tappe plastikhalsens knapper løs i Guitar Hero 3, ville have optur på at høre live.
Det svenske 90’er punk-rock-band Refused var til gengæld et kæmpe hit! De fik et band som Stone Temple Pilots til at blegne med dynamisk energi. Forsangeren Dennis Lyxzén er den første heavy-dude, jeg har set med et trampstamp. Det er første – og nok også sidste – eksempel på, at tramp-stamp til mænd faktisk kan være pænt frækt. Lyxzén sprang rundt som en rock-ballerina og blandede femininitet og maskulinitet med groove og Bowie-bevægelser.
Har folket brug for en rock revolution?
Det spurgte jeg mig selv om efter at have set det britiske rock/reggae band Skindred fra Wales, som blander metal, reggae, punk og hip-hop. Ifølge mig har den, og efter publikums reaktioner, da Skindred samplede stykker som Sound of da Police eller California Love til et hav af opløftede og rokkende arme, er jeg vist ikke alene om ønsket.
Foto: Laura Fromm – Skindred
Jeg er vild med nummeret ”Power”, hvor det det alternative metalband sampler Kanye West, og så var det et episk syn, da publikum smed trøjen foran Pandæmonium-scenen og svingede dem rundt som en propeller.
Haka-krigsdans og headbanging.
Et andet gyldent moment var da de newzealandske teenage-trashere fra Alien Weaponry, som varmede publikum op med haka-krigsdans inden de gik på scenen og performede et fremragende show, der efterfølgende har fået mig til at anerkende headbanging som en sportsgren.
Dansk/norsk/tyske Heilung er også et eksempel på en alternativ form for mørk musik. Faktisk har gruppen genremæssigt ikke meget med metal at gøre. Snarere er der tale om mørk middelaldermusik, stoner-rock og en form for techno. Koncerten var mindst ligeså tryllebindende, som sidst jeg så dem i Koncerthuset, og det var magisk at lade sig drømme væk på en shamansk rejse i de lange, dystre trance-numre. Koncerten fandt sted kort tid efter Slipknot, og Heilungs dystre kropsudsmykning bestående af hjelme med gevirer, pelstøj og sort kropsmaling, var langt mere rædselsvækkende end Slipknots masker. En trefork sammenstøbt af to røde dildoer lagde heldigvis en dæmper på uhyggen, da den blævrende hoppede op og ned til rytmerne foran mig.
Foto: Laura Fromm – Heilung
Et galt gøglershow
Den amerikanske sanger og filminstruktør Rob Zombie leverede et gøglershow af højeste kaliber. Hans optræden var som metallens svar på Monty Python, hvor bandmedlemmerne lignede zombier i pyjamas. Guitaristen med det hvidmalede ansigt, sorte kors over munden og lille kaninoverbid lignede Pjerrot, der havde forvildet sig ombord på Spøgelsestoget på Bakken. – Og hvis man tror på reinkarnation, kan Bob Marley meget vel gemme sig i en af Rob Zombies mange fedtede dreadlocks.
I baggrunden figurerede kultklip fra nogle af horror-instruktørens splatter-film med eksplosioner, kvinder med store kanoner og aliens med umådeligt store lemmer. Hvis man er til Wallmanns dinner-show, har man nok været meget godt underholdt. – Jeg havde en fest. Især fordi Rob Zombie var til stede og leverede et show; han hoppede ned til publikum, skiftede kostume tre gange undervejs, og mest af alt fordi han sluttede koncerten i en tanktop med Mariah Carey afbilledet på brystkassen.
Foto: Laura Fromm – Rob Zombie
Scorpions var nogle gamle rock-rotter, der nok havde gjort bedst i at stoppe for mange år siden. Klaus Meines stemme har hørt bedre tider, og så var deres sceneshow spækket med dannebrog-flag, som virkede malplaceret, da bandet er fra Tyskland. Heldigvis er det politiske valg overstået og enhver mistanke om DF-propaganda blev fejet af vejen. Flagene blev hurtigt erstattet af en mur af pumpende boomblastere og visuelle eksplosioner og så lignede trommeslageren Ulla Terkelsen på testosteron. Jeg var underholdt, men træt, og endte med at gå efter fem numre, da de endnu ikke havde spillet nogle gamle numre. Det havde ellers været magisk at gå på ferie til Holiday.
Foto: Laura Fromm – Scorpions
Copenhell er en hyggelig metal-niche-festival
Generelt savnede jeg mere diversitet i programmet på Copenhell og en større genreblanding. Med det sagt betyder det ikke, at line-up’et skal læne sig op af Tinderbox’, men for mit vedkommende bliver det en anelse tungt i længden med growl og hardcore metal. På den anden side er det en metal festival, og netop metallen gør Copenhell unik. Der er noget autentisk og råt over rigtige instrumenter med (for det meste) ren lyd, som ikke kommer fra en ung teenager bag en DJ-pult.
Copenhell er for real, og hver festival har sin charme.
Træt og opstemt sjoskede jeg lørdag aften under banneret med teksten “See you in 2020” og forlod pladsen.
Foto: Laura Fromm – See you in 2020
TAK for nu Copenhell. Vi ses til næste sommer, hvor jeg har erhvervet mig et par cowboy boots i slangeskind, og skal sætte det første patch på min battlevest. Til den tid har jeg lært at headbange og måske fået en tatovering mere (ikke et trampstamp). Det er også sandsynligt, at jeg hiver min far med. Han er allerede overbevist om, at atmosfæren i en moshpit er for sindssyg – by all means. Jeg afrunder artiklen med omkvædet fra dét Scorpions-nummer, jeg aldrig fik med, men som skildrer festivalens stemning på kornet:
“Exchange the cold days for the sun
A good time and fun
Let me take you far away
You’d like a holiday”
Intet Altid er en dansk popduo bestående af Mikkel Grevsen og Caspar Eric. De to mænd har en mission: De vil lave popmusik med hårdtslående tekster, der giver plads til at snakke om alt det, der normalt pakkes væk i poptekster. Deres debutalbum, Når nogen rammer jorden, udkommer den 13. september. Jeg inviterede dem på croissanter, den morgen der viste sig at være årets sidste snevejrsdag.
I har ambitioner om, at jeres musik skal skabe et rum, hvor man kan snakke om, hvordan man egentlig har det, og på den måde lindre presset. Hvad består samfundets pres af?
Mikkel Grevsen (M): Jeg synes da, det er hårdt at være til. Det, vi specielt prøver, er at snakke om de barske ting. Vi vil få nogle af de hårde ting ind i popmusikken, så vi kan få snakket om det og få skabt et fællesskab om det. Jeg synes, der er et enormt pres på os som generation og på mennesket generelt. Vi skal skynde os gennem uddannelsessystemet, og vi skal skynde os at få en familie. Jeg kender en, der går på et studie på Københavns Universitet, hvor de studerende lyver om deres karakterer. Alle siger, de får 10 eller 12, og det er blevet så stort et problem, at det er kommet op på ledelsesplan. Det danner en løgnagtig stemning på et helt studie, hvor ingen ved, hvor de andre står, og det er enormt ubehageligt, og folk gør det kun for at komme frem i livet.
Caspar Eric (C): Samfundet bevæger sig væk fra, at der findes fritid, og det skaber et pres. Jeg har selv lidt af angst, og jeg har venner, der er døde af selvmord. Det er rigtigt, at der er kommet et større pres på mange, men det, der især er sket, er, at dem, der normalt falder uden for samfundet, har fået det endnu værre, og vi er blevet dårligere til at aktivere den følelse i fællesskab. Jeg kan ikke bruge følelsen af at være presset til solidaritet, og der er intet fællesskab omkring den følelse, Mikkel snakker om på universitetet. Altså, selvom alle på det studie sidder og har det sådan der, så opstår der ikke solidaritet af det, der opstår isolation og ensomhed, og jeg tror, at en måde det kan gøres nemmere er, hvis vi forsøger at snakke om det som en kollektiv erfaring. Det kan man også gøre ved at skrive ud fra sine egne erfaringer, og det er det, vi prøver på. Det er da vigtigt at snakke om de her ting.
Musikken er altså både jeres stemme til at lindre det her pres og samtidig få fortalt, at folk tror, at græsset er grønnere på den anden side, og dermed bryde et tabu og fortælle folk, at andre har de samme tanker som en selv.
C: Og det er det, der lindrer presset. For presset vil være det samme. Det handler om at finde en anden måde at være i presset på. For vi kommer ikke til at gå væk fra et arbejdsliv, der kører som det kører, bare fordi der bliver lavet noget popmusik. Men vi kan prøve at skabe nogle måder at være i det pres på, og nogle andre måder at tale om det på, som jeg tror kan gøre det mindre slemt at være i det, specielt for dem, der falder meget ud.
M: Det er også for at sætte fokus på ærlighed. Det album, vi har lavet, er jo ikke kun sat i verden for kun at fortælle om dårlige ting. Jeg synes, at det kunne være dejligt, hvis vi kunne være lidt mere ærlige overfor hinanden, fordi den ’perfekte verden’, der jo er blevet dannet i et ’fællesskab’ på de sociale medier, lægger et enormt pres. Det kunne bare være dejligt, hvis vi kunne danne et fællesskab omkring ærlighed og alle facetter af livet.
C: Jeg synes også, at der også er meget håb i musikken. Der er meget håb i lydfladen. En del af det at snakke om, hvad der er hårdt, er også at snakke om, hvad det er, der skal beskyttes og hvad vi skal værne om. Det er også at snakke om, hvor kærligheden er henne, altså hvor den konkret findes, og det gør man jo ved at italesætte, at der er nogle problemer. Det at italesætte problemer er jo en kærlighedserklæring.
Hvordan har I arbejdet for at skabe den lydflade, der passer til at italesætte problemer?
M: Vi har været meget ambitiøse fra starten. Vi ville gerne skabe et univers, og det har været svært. For hver gang vi har fundet på en idé, skulle vi hele tiden veje det op og tænke over, hvilken vej universet nu stikker i, fordi vi hele tiden skulle definere universet. Der er virkelig mange idéer, der er blevet skrottet, og det, der er svært, er også, at vi har skullet lære hinanden at kende. Vi kommer fra to meget forskellige musikalske steder. Caspar er helt klart mest fra hiphoppen, og jeg kommer fra alle mulige underlige steder af, med jazz og en masse klassisk musik i baggagen. Jeg kan godt lide, når det bliver pisseunderligt på sådan en måde, hvor Caspar siger: ’Det der, det lyder fandeme dårligt’, fordi det er sådan, det fremstår. Det er derfor, vores samarbejde har været godt, tror jeg. Men udfordringen har været, at vi begge to gerne ville skabe et popunivers, men vi ville ikke gå på kompromis. Det er vildt svært at lave noget udfordrende musik og nogle udfordrende tekster, som også skal være poppede. Vi har et nummer, ’Brænd mig ned’, der går i fire tonearter. Det modellerer tre gange. Det er nok det næstmest poppede nummer, vi har, og der synes jeg virkelig, vi har ramt, at lytteren ikke opdager, at det modellerer.
Hvad er den fedeste lyd på pladen?
M: Der er et hornparti, der lukker hele pladen. Og som faktisk også endte med at åbne hele pladen. Vi har hele tiden haft en ambition om, at der skulle være nogle horn, for jeg spiller selv horn og trompet. Det har hele tiden været vores ambition, at der skulle være noget i starten, så et hornparti i midten og så noget, der lukkede albummet. Vi startede med at lave det, der lukker hele pladen, og så tænkte vi: ‘Okay, hvordan kan vi bruge det?’ Så har vi faktisk samplet det og brugt det i intronummeret også. Men i outro-nummeret er der en lyd, hvor vi har hacket mit althorn, som er et stort horn, der går opad, så har vi taget mundstykket fra en trompet og puttet ind i det, og de to ting lyder ret fucked. Men så har vi brugt det som et højt hyl, buuuyyyiiiih. Sådan nogle Star Wars-fanfarer. Så har vi lagt ti af dem sammen, så det lyder helt sindssygt. Det tror jeg er den fedeste lyd, fordi den er analogt hacket.
I bruger meget autotune på Caspars vokaler, som I siger er vigtigt element til at påpege ’det plastiske og fremmedgørende i tiden’. Var autotune tænkt ind fra starten, eller er en lappeløsning, der er blevet pyntet med kunstnerisk betydning efterfølgende?
C: Begge ting er sande. Det er rigtigt, at vi bruger autotune, fordi jeg ikke kan synge på dén måde. Men så kan jeg synge på en anden måde. Og det er også rigtigt at sige, at autotuneren blandt andet peger på de ting. Den er der som noget, der gør noget. Vi prøver ikke at bruge den på en smuk måde, vi prøver at bruge den til at skabe et univers, fordi den passer ind i universet. Så de ting synes jeg slet ikke står i modsætning til hinanden. Kan Kanye West synge? Hvad er svaret på det spørgsmål? På en måde nej, men det, at han ikke kan synge, gør, at han opfandt den melankolske, indadvendte autotuner og gjorde den til en generationsstemme på 808s & Heartbreaks (album fra 2008, red.). Jeg kan ikke synge på den klassiske måde, men at lave god kunst handler om at tage sine begrænsninger og sige: ‘Hvordan kan jeg få denne begrænsning til at shine’?
M: For det er sådan, det skal lyde, du kan ikke få de der ’tik tik tik’, de mekaniske trin, dem kan man jo ikke få i en glissando. Vi vil gerne have det der stakkerede og fuldstændige krystalklare, og det kan autotuneren. Jeg synes, det er det fedeste instrument, og jeg ser det som et instrument på linje med pedalboardet.
C: Sådan tror jeg de fleste i vores generation har det, men hvis jeg siger til min kærestes forældre, at vi bruger autotuner, så er deres reference ’Believe’ med Cher, og så har de endda fundet en moderne reference. Men det her er noget andet. Vi skriver os mere ind i hiphop-traditionens brug af autotune.
Er det nødvendigt at have det fremmedgørende element? Risikerer I ikke, at der kommer en væg mellem jer og jeres publikum ved, at det hele er så stiliseret? Er det nødvendigt at gå gennem det stiliserede for at kunne forstå det og sætte sig ind i det?
C: Det der er et spørgsmål om, hvad kunst er. Er det nødvendigt med en stilisering og en distance til noget af det her råmateriale? Ja. Kunst er at tænke på den måde. Det er det, der gør det til mere. Hvis jeg nu bare havde stillet mig op og sunget på sådan en nøgen måde, nogenlunde sunget de samme ting, og måske havde prøvet på at være lidt mere hjerte-smerte, tror jeg også bare, at det ville være vildt cringe. Der er folk, der skriver tekster, hvor jeg virkelig krummer tæer over det. Men også bare, det er ikke kun dét, det handler om. Det handler også om, hvordan jeg kan få de her følelser, jeg snakker om, og hvordan jeg kan få musikken til at snakke sammen med det. At skabe et rum og universet.
I singlen ’Til Havet’ er der en karakter, der hedder Caspar, lægger du krop til den?
C: Ja, men det er ligesom når man taler om autofiktion i digte. Det er både mig, og samtidigt er det ikke mig. Men jeg synes, at det var sjovt at bruge sit eget navn. Men det som et navn gør, er, at det kan bryde nogle flader. Der er pludselig en direktehed, der zoomer ind og skaber en slags intimitet. Og det skaber også næsten noget ubehageligt, for nu er det en rigtig person, der sker noget for. Det kan jeg meget godt lide.
Er der ikke en fare for at gøre det konkret? Så det bliver svært for lytteren at relatere til musikken?
C: Nik & Jay, og jeg elsker de drenge, siger i et interview, at de prøver at fjerne alle de singulære ting, så det bliver mere alment. Jeg tror altså, at vejen til fællesskab går gennem at være så konkret som muligt i teksterne. Prøve at zoome ind på en scene og sige ’Jeg har det sådan her’, og selvfølgelig har andre det jo også sådan. Det ligger i baghovedet, og når jeg selv virkelig får nogle følelser ind fra nogle sange, for eksempel fra Frank Oceans album ’Blonde’, er det noget, der virkelig rører mig dybt, selvom det intet har med mig at gøre. Så putter man jo bare sig selv ind i det. Det er jo det, der er så dejligt ved den menneskelige indfølingsevne. Selvom vi har lavet et nummer, der handler om at halte rundt og på en måde være handicappet, well, det kan folk godt forstå alligevel. Når jeg kommer med en skitse til en tekst, er det ikke sådan, at jeg føler ’Nu har jeg virkelig krænget mit hjerte ud’, for noget af det første, Mikkel tit siger, er: ’Nå, det forstår jeg godt, det handler om det her’.
Du ved det først, når den er der – men så ved du det også – Sommeren er kommet til København! Og med sommeren følger festivaler. Regnsky har allerede været med på SPOT og Heartland, men nu drager Laura og Mirja mod Refshaleøen for at få taget “metal-mødommen” på Danmarks største rock- og heavy festival. I denne uge forvandles Refshaleøens Instagram-venlige streetfod mekka til et sandt ragnaro(c)k. Vi taler selvfølgelig om festivalernes ondeste og tungeste sværvægter; det forjættede land; COPENHELL, der i år kan fejre 10-års jubilæum og løber af stablen fra onsdag den 19. juni til lørdag den 22.
Nu tænker du måske “Jamen, hvad laver Danmarks sødeste musikblog på en hardcore rockfestival som COPENHELL?” Svaret er simpelt. Metalmødommen skal SPRÆNGES! Vi skal finde ud af om der sælges andet end øl – Mirja er kun taget afsted for at drikke, og Laura drikker kun Chardonnay. Vi skal have afklaring på hvad en Biergarten og et Smadreland er, og så skal vi opleve, hvad der er så specielt, når over 20.000 tunge, svedende og behårede læderklædte metalhoveder mødes i et hovedrystende flammehav på lorteøen.
Så her giver vi dig en guide over de 10 kunstnere, du skal se, udover de “obligatoriske” (for 2 newbies i flammelandet) Slipknot, Slash (guitaristen fra Guns n’’roses’) og Scorpions.
Eagles of Death Metal – Onsdag kl. 21:00, Pændæmonium
Amerikansk garagerockband stiftet i 1998 af Jesse Hughes og Josh Homme, som også er kendt fra Queens of the Stone Age, Them Crooked Vultures og Kyuess – og desværre også et terrorangreb i Paris. Udover navnet har gruppen dog intet med dødsmetal at gøre. Efter sigende kommer idéen til navnet af, at Josh Homme ville skrive noget musik i stil med The Eagles og blande det med dødsmetalgenren. Deres lyd er badass, ægte rock ‘n rollaaah, og så er deres covernumre af Duran Durans Save a Prayer og Mary J. Bliges Family Affair gennemført sprøde. Måske Copenhell får fornøjelsen af et af numrene, når de amerikanske ørne af dødsmetal skyder festivalen i gang. Vi ville ikke klage over en tur til LA, men onsdag aften, er der ikke noget sted, vi hellere ville være end foran Pændæmonium!
Halestorm – Torsdag kl. 21:00, Hades.
Der er dømt genderles sex, drugs and rock’n’roll, og uanset om du er til en lille kønskvotient i ny og næ, skal dette rockband nok få blæst al ølskum og fordomme i graven. I et interview i Rolling Stone Magasin fra 2018 forklarer Halestorm forsanger og guitarist Lzzy Hale, om den gamle diskurs, der alt for længe kunstigt har forbundet heavy musik og testosteron. Så med budskabet om at metal er for alle, ser vi frem til, at Halestorm spiller på COPENHELL torsdag…. DRACARYYYYYSSSS!!!!
TOOL – Torsdag kl. 22.30, Helviti
Amerikanske Tool er ikke bare torsdagens hovednavn. Det progressive art-metal-band er ifølge Laura, som har ventet 10 år på at få lov at høre bandet live, festivalens headliner, og er i sig selv grund nok til at tage på Copenhell. Bandet har vundet tre grammys og kunne oplagt placeres under de “obligatoriske”, men gruppen fortjener sgu en stor fed plads på listen. Tools lyd kan kendes på tunge og skiftende rytmer, hamrende guitarriffs og en sammenfiltring af østerlandske og vestlige tonearter. Lyden er intellektuel og instinktiv, melodisk og slibende, følsom og brutal og smuk og dystopisk på samme tid. Gruppens samarbejde med billedkunstneren Alex Grey er helt genialt, og kunsten sætter et syret særpræg på bandets lange og komplekse udgivelser. Forsangeren Maynard James Keenen driver desuden en vingård (champ stil!), og så synger han vokal i sideprojektet A Perfect Circle, som opstod efter Tools mange års radiostilhed og deres lange stridigheder med pladeselskabet Volcano Records. Dette kan du høre meget mere om i HEARTBEATS musikpodcast Indbegrebet af… , som beskriver bandet som “den perfekte supergruppe”. Både podcasten og bandet er værd at tjekke ud – også selvom A Perfect Circle ikke når Tool til nittebæltet. Heldigvis er det da også Tool, som gæster COPENHELL og for HELVETE, hvor vi glæder os til torsdag aften foran Helviti!
Baest – Fredag kl. 18:00, Hades.
Den danske “fem-tet” Baest spiller i Hades fredag aften, og mon ikke der bliver spillet et nummer eller to fra deres album “Dance macabre”, der stod som den mest solgte vinyl i 2018? Det er dog ikke meget beskrivelse Copenhell selv giver på deres hjemmeside, men med de indledende ord “Nærmere introduktion virker unødvendig”, virker denne koncert også som en “must-see”.
Clutch – Fredag kl. 21:30, Hades.
Der er lagt op til gedigent musikalsk ”håndværkeri” med genreelementer fra bluesrock, psyke og punk, når det 25 år gamle amerikanske rockband går på scenen. Det skal vi selvfølgelig også opleve på dette års festival!
Slægt – Fredag kl. 21:45, Pandæmonium
Danske slægt er et af de bands, der gør dig stolt over den danske metal-scene. Lyden er præget af 80’ernes heavy-vibe og sangteksterne af det overnaturlige og det okkulte. “Der Er Kraft I Det Onde” hedder sangen med flest afspilninger på Spotify, og det skal vi ellers love for, at der var, da det unge heavy-band gæstede Roskilde Festivals Rising Scene sidste sommer og skabte et ragnarok af hoppende hoveder og en skov af onde håndtegn i luften. Slægt skal opleves live, og vi glæder os til at genopleve den raspende death growl-vokal og de smertefulde insisterende guitarriffs fredag aften.
Heilung – Fredag kl. 00:45, Hades
Danske Heillung er skudt op fra den nordiske undergrund, og har på ingen tid skabt suveræn succes omkring sig. Bandets koncerter er både obskure og fascinerende, men er bestemt ikke for børn eller epileptikere. Laura så dem, da de gæstede Koncertsalen sidste efterår med deres rituelle oldtids-optræden med medbragte menneskeknogle-instrumenter, strobelys og mænd og kvinder med gevirer og mørk kropsmaling, som gik rundt blandt publikum og udgød strubesang og primalskrig. Det var uhyggeligt, men også uhyggeligt dragende. Laura sad med en “hvad fanden er det, jeg er vidende til her”-følelse og en tvivl på, om hun var med i en bizar gyserfilm eller et spirituelt vikingetogt, men hun kunne sgu meget godt lide det. Èn ting er sikkert: Heilung er en totaloplevelse, og de skal opleves live! Stadig i tvivl? Tjek dette klip ud.
Demon Head – lørdag kl. 12:30, Pandæmonium
Den københavnske kvintet spiller retrorock inspireret af 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal, som indebærer dobbelte guitarsoloer, okkulte temaer og tunge, langsomme numre gennemvædet af dyster apokalypsestemning. Der er en anelse Black Sabbat over bandets lyd, og de er et must for alle doom-fans. Mød op og få en blid start på sidste dag i helvede.
Rob Zombie – Lørdag kl. 20:45, Helviti.
Du kan regne med masser af horror, suspense og fedtet hår, når musikeren og filminstruktøren Rob Zombie kombinerer sine skills i et sandt “horror-show”.
Kvelertak – Lørdag kl. 01:15, Hades.
“Buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor”- sådan lyder Copenhells egen beskrivelse af den norske gruppe. Selvom vi ikke forstår et hak af hvad de synger med deres norsk-sprogede tekster, skulle stemningen være SINDSYG, når bandet i en blanding af metal og rock’n’roll buldrer derudaf.
Nu er det endelig blevet tid til de kulturradikales folkemøde.
Du genkender godt typen. Han står der ved kaffemaskinen og rynker på næsen over maskinens fortolkning af en cappucino. Han har netop fortalt dig om, hvorfor The Good, The Bad & The Queen-Albarn er laaangt bedre end Gorillaz- og Blur-Albarn. I hånden har han dagens Politiken og i den anden har han en notesbog, fordi han ”husker bedre, når han skriver ting ned i hånden”. Han hader distortion og han glæder sig til at komme ud af byen, fordi han lige er blevet det år ældre, der skiller en gæst og en kritiker ad.
Den person tror jeg, at alle mine kolleger vil genkende, fordi det er langt hen ad vejen mig selv, jeg har beskrevet. Udover at jeg bedst kan lide Blur-Albarn…
For fanden jeg glæder mig til årets udgave af Heartland Festival på smukke Fyn (er Fyn hipt nu egentlig?). Jeg glæder mig til at drikke specialøl og ikke tage til talks, selvom jeg godt kan lide at komme på en festival, hvor de er, fordi det passer godt til mit image. Jeg glæder mig til at bruge skraldespanden og betale 110 kroner for en sandwich. Og ikke mindst – så glæder jeg mig til at blive vækket kl. 08.30 af en trompetspiller fremfor at blive vækket af ”Technopiik” af storkunstneren Pattesutter fra en efterskolelejrs Soundboks.
Det er jo så dejligt med den rene og pæne festival, men jeg må indrømme, at musikprogrammet og jeg clasher lidt i år. Flere af de store navne siger mig ingenting, men jeg kan godt sætte pris på, at det stadig er scoops. Derfor bliver det her måske en lidt alternativ liste med forslag, som udelukkende tager udgangspunkt i, hvad jeg ser frem til. Så det håber jeg, at du kan bruge til noget!
Here goes:
Richard, min Richard, hvor er det dog fantastisk, at du vender tilbage til Danmark efter kun to år. Den MEGET trofaste læser husker måske denne artikel, og det er for mig det definitivt vigtigste indslag på årets Heartland Festival. Han er sgu så dejlig, ham Richard, og jeg synes, du skal gøre dig selv tjenesten at se ham i levende live. Det er svært at spå om, hvornår chancen kommer igen. Sidst gik der 17 år. Richard Ashcroft spiller på Greenfield Stage lørdag kl 17.00 (og JA, han spiller sange fra The Verve-dagene).
Hot Chip og Die Antwoord. Hvis der skal være fest, så lad der dog for fanden være fest! Heartland har et ry for at have et ret stillestående publikum, som bruger mere energi på at tysse på folk end at danse og gå amok. Det har arrangørerne tænkt sig at lave om på i år. Håber jeg. I hvert fald er omstændighederne perfekt til, at Heartland-publikummet kan komme lidt ud af sin skal med specielt Die Antwoord, som må siges at være den skæveste booking til dato. Det er dog også beviset på, at Heartland tør at tage chancer og udfordre sit publikum. Hvis ikke festen kommer her, så tror jeg aldrig, den kommer. Festen starter (forhåbentlig) lørdag kl 23.45 på Highland Stage med Hot Chip og fortsætter kl. 01 på Greenfield med Die Antwoord.
Tag for resten lige at se Danny Brown også. Det er Heartlands første hiphopbooking (Benal er pop – change my mind). Af hjertet tak til Heartland for at tage chancer. Danny Brown spiller på Highland Stage fredag kl. 18.15.
Glem ikke Prxjects-scenen. Her kan man i intime rammer smage på noget af det bedste fra den danske undergrund. Jeg skal i hvert fald se First Hate, Lust For Youth og Erika de Casier, og jeg synes, du skal overveje det samme. Husk på, at scenen i år har fået ny location!
HANS FUCKING PHILIP er tilbage. Guilty pleasure or not. Sidst jeg så ham, var med Ukendt Kunstner på Heartland for to år siden, og hvis du ikke har hørt hans soloudspil og tænker, at du hader Ukendt Kunstner, så er der endnu mere grund til at prioritere den her koncert, fordi det er så langt fra Ukendt Kunstner, det kan komme. Det bliver hans første koncert siden Ukendt Kunstner-dagene, og hans nye music er mere down to earth, melankolsk og reflekteret. Det handler ikke så meget om at være ung og spille dum I Københavns natteliv, som det plejede at gøre, og det klæder ham virkelig. Det her glæder jeg mig virkelig til at høre live. Hans Philip spiller lørdag kl 15.45 på Highland Stage.
Omend så nyd Heartland og husk at gå på opdagelse i den fantastiske verden, de har opbygget til os. Et år mellem hver Heartland er altså for lang tid, hvis du spørger mig. Vi ses til en øl og en dans. Nyd det!
