Nobody Knows Anything

Nobody Knows Anything: DFA Presents Supersoul Recordings

Vi skal noget tid tilbage. Faktisk næsten et helt år. August, 2008; er der nogle der kan huske hvad der skete dér? Det var noget med De Olympiske Lege i Kina, krigen mellem Rusland og Georgien, og en måned, hvor kunstnere som Choir Of Young Believers, Small, Milosh og Conor Oberst udsendte plader.

Og så var der lige en helt bestemt kompilation. På en dobbelt-cd fejrede det New York-baserede pladeselskab DFA, med sit særlige fokus på disco og dance-punk, en række af de bedste numre baseret på de to første år med udgivelser på vinyl og digitalt fra det Berlin-baserede label Supersoul Recordings. Albummet udkom på DFA’s sublabel Death From Abroad og tæller blandt andet Supersoul-frontmanden Xaver NaudascherSkatebård, Max Brannslokker og Walter Jones, der også har fået en aftale med DFA efterfølgende.

Nobody Knows Anything, som pladen hedder, besidder mange referencer til stilen fra DFA Records, men kaster også om sig med kærlighed til space disco, house, italo, den eksperimenterende krautrock og en underligt alternativ form for minimal, som hjembyen er så kendt for. Det lyder som en underlig og ligefrem klodset mikstur, der med sin brede omfavnelse af forskellige genrer kunne være et problem – men jeg mener derimod at det netop er det skønne ved Nobody Knows Anything, at man ikke har valgt en bestemt, god genre, men netop fokuseret på det gode udvalg af numre, Supersoul Recordings har at byde på. Derfor undrer det mig også, at denne kompilation ikke fik mere omtale  herhjemme. Så lad os fejre den sammen!

Xaver Naudascher Lost
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/01.-Xaver-Naudascher-Lost.mp3]

StrangeletsRiot On Planet 10 (Blitz Gramsci Remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/13.-Strangelets-Riot-On-Planet-10-Blitz-Gramsci-Remix.mp3]

Max Brannslokker Stropharia
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/08.-Max-Brannslokker-Stropharia.mp3]

Bonus! LCD Soundsystem, Prinzhorn Dance School og The Rapture er langt fra ene om at have udgivelser på DFA Records. For tiden er The Juan Maclean og førnævnte Walter Jones aktuelle med udgivelser, henholdsvist i form af cd’en The Future Will Come samt singlen I’ll Keep On Loving You. Herudover laver duoen Yacht en maveplasker på alle danske disco-elskere den 27. juli med albummet See Mystery Lights. Og sidst, men ikke mindst, lavede Rub N’ Tug et ret så godt remix af Capracara tidligere i år. Så blev det også til lidt info om den nuværende situation for DFA Records.
Følgende fire numre rummer en positiv aura, så kombinér dem og du kan skabe en fed jeg har lige fået hue på, vejret er godt og det er Skt. Hans’ Aften i morgen-playliste. Ish.

The Juan Maclean One Day
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/03-one-day.mp3]

Walter Jones I’ll Keep On Loving You
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/01-Ill-Keep-On-Loving-You.mp3]

Yacht Psychic City
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/05-Psychic-City.mp3]

Capracara – King Of The Witches (Rub N’ Tug remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/King-Of-The-Witches-Rub-N-Tug-remi.mp3]

Støt DFA og shop nogle fede numre på Beatport.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Diggin’ DIYNAMIC

På Regnsky er vi fire skribenter. Det er ikke nogen nyhed for den faste læser. Men hvis nogle mener, at vi overser nogle genrer eller begivenheder, så er der håb forude. Fra i dag begynder vi nemlig med et koncept, hvor vi inviterer en række DJs og musikere ind for at agere som gæsteskribenter og overlader ordet frit til dem. Og vi starter på den fede måde! Som noget helt ekstraordinært har vi fået tilknyttet den åh så søde Johanne Schwensen fra DJ-duoen Ung Flugt, hvor hun vil skrive et månedligt indlæg, med dette som det første. ENJOY!

DIYNAMIC Records

Mange uafhængige pladeselskaber står bag produktioner der, på tværs af de signede kunstnere, indeholder et fælles karakteristisk udtryk. Den røde tråd igennem udgivelserne kan være mere eller mindre definerbar. I den håndgribelige ende af spektret finder man genreafgrænsningen, og i modsatte ende kan man sætte den langt mere diffuse samlebetegnelse: stemningen.

Afhængigt af hvor tydelig udgivelsernes slægtskab er at høre, er man som musiklytter tilbøjelig til at synes om mange af samme pladeselskabskunstnere. Det kan være et bestemt labels særlige organiske og ufine lyd, altid dansable melodier eller måske musikkens konsekvente dysterhed der drager.

Som strålende belæg for ovenstående tese, kastede jeg for nogle år tilbage min uforbeholdne kærlighed over det hamburgske vidunder Stimming, og blev noget tid senere begejstret for producerne Solomun og H.O.S.H. Deres blanding af catchy minimal house med det tunge og techede, fik en større og større plads i mit iTunes-kartotek, og pludselig gik det op for mig at de alle tre hørte til under samme label: DIYNAMIC Records.

Opdagelsen gjorde at jeg siden hen kunne målrette min musiksøgning, ved kontinuerligt at checke op på hvad der rører sig på dette hamburgske pladeselskab. Jeg fik hurtigt ørerne op for de andre perler som pladeselskabet kan prale af at husere, nemlig Turmstrasse og Paulo Olarte, og blev også overordentligt lykkelig da jeg stiftede bekendtskab med de nyligt signede Ost & Kjex og deres flabede lydunivers.

Og hvad er det så lige det dersens DIYNAMIC kan? Filosofien er at finde i selve navnet – Do It Yourself – og refererer til deres varemærke som består i at lade kunstnerne agere pladeselskabets rygrad. DIY startede egentlig med at være navnet på et klubkoncept som Solomun havde kæmpe succes med sammen med Adriano Trolio (pladeselskabets igangværende booker). Den musikalske og organisatoriske erfaring de tilegnede sig som festmagere, udgjorde fundamentet for pladeselskabets stiftelse og starten på en særegen samling af kunstnere med hang til varme melodier, skøre samples og konstant udforskning af den elektroniske genres grænser.

H.O.S.H.

DIYNAMIC kører deres ræs på fuld drøn i Hamburg, nu både som pladeselskab, bookingbureau, butik og fortsat succesfuldt festkollektiv, og der har skullet kæmpes med den yderst standhaftige booker Adriano, for at få hevet talenterne over til København, uden at blive ruineret. Men det lykkedes. Stimming spillede for et pakket Dunkel i april og H.O.S.H gæster selvsamme sted d. 17. juli. Så mon ikke også Solomun og de andre følger trop, og Dunkel snart kan flotte sig med at have været hele DIY-crewet igennem??

Man har i hvert fald lov til at håbe – alt imens man gør sig den tjeneste at dyrke alt hvad man kan opsnuse fra DIYNAMIC.

Her er lidt til at komme i gang med (og vær så lige sød at købe resten på Beatport.com):

Stimming – After Eight
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/02-After-Eight.mp3]

Nicone Una Rosa (H.O.S.H remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/nicone_-_una_rosa__h.o.s.h._remix_.mp3]

DJ T Dis (Solomun remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/Dis-Solomun-Remix.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

disco på disco på disco på…

expression of disco, '97

Alt tyder på at disco er og bliver den helt store genre på blogosfæren dette år. Det har efterhånden været kendsgerningen i lang tid, men jeg kan alligevel ikke undgå at lade mig rive med. Jeg har løst skrevet om discogenren som en ud af mange, mens også Eva har haft fingeren på den nationale discopuls, blandt andet i form af Vinnie Who. Desuden er der også blevet luftet en del numre tilhørende discogenren når Regnsky har været ude og dj’e, men jeg er alligevel ikke i stand til at stoppe her.

Vi starter i Brooklyn. Her har duoen In Flagranti gennem de seneste par år manifiseret sin position som en af de største og mest spøjse kunstnere indenfor neo-discoscenen. For mig toppede de stadigt med albummet Wronger Than Anyone Else fra 2006, der kørte i et nærmest ustyrligt tempo fra ende til anden over 17 numre, der ikke besad nogen som helst opbygning eller noget fase out, men det virker alligevel fantastisk gennem deres sjove samples. Netop denne humoristiske, til tider fræke lyd gør dem meget interessant for andre kunstnere at remixe, mens de også selv er rimelig hærdede indenfor remix-kundskaben. Tjek selv:

In Flagranti Business Acumen (Arveene & Misk’s Business Acid Remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/business-acumen-arveene-misks-bu1.mp3]

Men der er også en verden udenfor Brooklyn – tro det eller lad være!

Jeg har aldrig helt været varm på Friendly Fires, men Aeroplane serverer et sprødt discoinficeret remix med hjælp fra de dejlige piger fra Au Revoir Simone på vokal. Dig it!

Friendly Fires ft. Au Revoir Simone Paris (Aeroplane Remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/paris-aeroplane-remix.mp3]

Jeg har tidligere lagt We Love-tracket fra Jürgen Paape, Gesang og Superpitcher op her på Regnsky i forbindelse med en appetizer optil vores gig på Dunkel, tilbage i April. Superpitcher viser at han også kan klare sig på egen hånd med dette remix af belgiske Lullabies In The Dark og deres nummer, Iridium. Jeg synes imidlertid at det er en direkte hån imod menneskeheden og alt godt at nummeret er hele ni minutter langt, hvorfor det godt kan gå hen og blive kedeligt. Men giv det en chance, for når først guitarstykket spiller op bliver det virkelig gyldent!

Lullabies in The DarkIridium (Superpitcher Remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/iridium-superpitcher-remix-2.mp3]

Slutteligt fanger Mock & Toof svagheden hos den Brooklyn-baserede duo Holy Ghost!: At de er så skide fede at remixe. Mock & Toof lever op til det ambitiøse mål om at deltage i den store mængde af Holy Ghost!-remixes og samtidigt skabe noget interessant og unikt. God lørdag aften.

Holy Ghost! Hold On (Mock & Toof)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/01-hold-on-mock-and-toof-remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ten Makes a Face

When Saints Go Machine

På mandag udgiver When Saints Go Machine debutalbummet “Ten Makes a Face”. Det er opfølgeren til 1. singlen “Fail Forever”, der ligesom sidste års ep, lovede godt nyt til alle med hang til soulet electropop tilsat et skvæt punk og en stor glæde til eksperimenterne, de skæve indfald og i særdeleshed den gode melodi.
Nu sidder jeg imidlertid med coveret i hænderne, pladen på anlægget, og der har den fået en velsagtens 20-30 omgange de sidste 14 dages tid. Så dommen er parat: When Saints Go Machine lever i særdeleshed op til de tidligere smagsprøver – og mere end det, faktisk.
Og netop fordi “Ten Makes a Face” er en plade med så mange, ja, ansigter, tog jeg den med på tre prøver: hi-fi prøven, festtesten, og gåturen med høretelefoner.

Hi-fi prøven: wow – “Ten Makes A Face” er en af de plader, hvor nye finesser træder frem, hver gang den høres på et nyt anlæg. Særligt fremstår “You and the Gang” smukt forløst, og har en fin opbygning, der virkelig viser When Saints Go Machines evne til at forene maskinparken med strygerne – et af pladens bærende element lydmæssigt. Det er utrolig smukt, velproduceret og følelsesladt – rammer plet. På “Pick Up Your Tears and Run” træder er pladens korarrangementer er beundringsværdige, og meget af detaljen ligger i disse.

Fest-testen: When Saints Go Machine rammer popmagien adskillige gange i kræft af de ikke er bange for at være catchy. “Fail Forever” har allerede markeret sig grundigt på klubscenen i forskellige remixudgaver, men den oprindelige version er et originalt bud på et popppet dansetrack, der byder på repeterende beats med inspiration fra minimaltechno. Det Pet Shop Boys inspirerede “Spitting Image” er derimod ren discopop smurt tykt ind i falset, tacky panfløjte-tema, koklokke og dance-inspiration. Ren magi, der takket være de fantastiske overgange aldrig bliver for meget. 

Gåturen:  “Ten Makes a Face” indeholder ikke et dårligt nummer. Som “baggrundsmusik” er pladen, trods dens store forskelle  i stemning såvel som tempo, en fornøjelse at lytte til hele vejen igennem. Numre skiftes til at træde i karakter og viser nuanceret bandets styrker –  måske fordi det er en plade, der låner træk fra utroligt mange genre, og derfor aldrig bliver ensformig.
Oftest giver de mange genremæssige referencer mening. Lytteoplevelsen er ved første spin en mærkværdig oplevelse. Men efter et par omgange falder melodierne på plads, og viser et nuanceret og eksperimenterende værk, der bæres af et beundringsværdigt sammenspil og en imponerende evne til at skrive fantastiske og udfordrende popmelodier.
When Saints  Go Machine leverer med “Ten Makes a Face” et værk, der beviser at den mest sammenhængende helhed kan findes i de små fragmenter – så længe melodien er med. Det er den hos When Saints Go Machine.


When Saints Go Machine Release party
m. bl.a. MHM One og Kenton Slash Demon
@ Dunkel
Lørdag 16.5. kl. 23-09

When Saints Go Machine – Spitting Image
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/05-spitting-image.mp3]

When Saints Go Machine – You or the Gang
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/04-you-or-the-gang.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Den elektroniske Roskilde Festival #1

soulwax_pic

Roskilde Festivals program er nu en kendsgerning, og på trods af de omkring 15 navne, der endnu mangler at blive offentliggjort kan vi ligeså godt sige det, som det er: det elektroniske program er hverken frygtelig spændende, har nok ikke fyldt særligt meget i budgettet, og gengangere fra foregående festivaler sender et signal om en lille stilstand hos bookerne – i hvert fald indenfor denne genre.
Men kvaliteten af navnene har Roskilde sandelig styr på, og 2ManydjsDeadmau5 og 2562 er der næppe nogle med hang til elektroniske beats og de helt store mixere på scenen, der bliver kede af at stifte live-bekendtskab med.

2ManyDjs skulle i april have spillet på Rust i København, men aflyste den optræden ganske kort før koncerten. Dj-duoen der består af de to Soulwax-medlemmer David og Stephen Dewaele, og er kendt for skamløst at mixe historiens værste og bedste pophits (både Britney og Hot Chip – og alt det ind imellem) til en nærmest ugenkendelig fest. Det er både cheesy og helt helt fantastisk. 

Når mine techno-abstinenser melder sin ankomst under årets festival, vil jeg med længsel se frem mod Deadmau5. Bag sin karakteristiske scenerekvisit – et gigantisk musse-hoved i Mickey Mouse-stilen – gemmer canadiske Joel Zimmerman sig selv og sin musik, der lægger sig i fest-feltet mellem techno, house og trance, og derved er det tætteste jeg kommer på mit drug. Deadmau5 balancerer på kanten mellem ulideligt provins-diskoteks-tramp og en heftig fest. Jeg håber virkelig han holder sig til det sidste.

Med 2562 vender vi snuden den helt anden vej. Sidste år udgav Dave Huismans første gang noget under sit 2562 alias, nemlig den yderst kritikerroste “Aerial”. Debuten præsenterede en udvikling i dubstep-genren, der som seneste deciderede genre på det elektroniske stamtræ har haft et særligt kendetegn: bas. 2562 kombinerer imidlertid de dybe toner med kendetegn fra både minimal og house, hvilket giver et afvekslende lydbillede, der dog stadig har fokus på rytmen.

2562 – Kameleon
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/kameleon.mp3]

Men tja, der er mange gengangere i programmet – her tænker jeg særligt på Lulu Rouge (der også sidste år spillede på festivalen), Trentemøller (der i 2007 spillede for et proppet Arena-telt) og Mike Sheridan (der efter undertegnedes mening er noget overeksponeret efterhånden – og spillede to gange på sidste års festival). Dog indrømmer jeg gerne, at jeg glæder mig sindssygt meget til Trentemøllers live dj-set, hvis hans venner altså er i de kaliber jeg håber på…
Vi vender ganske snart tilbage med en ny omgang elektroniske festivalgæster, det i særdeleshed er værd at bemærke.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

WHT

Troels Abrahamsen

I morgen er dagen, hvor Troels Abrahamsen definitivt lægger sine alias på hylden og udgiver en fuldlængde i eget borgerligt navn.
Selvom den nye plade White ikke skal sammenlignes med “I Know That You Know”-projektet, vil jeg alligevel inddrage den som reference, fordi jeg synes sammenligningen fortæller noget om hvor meget der er sket siden da.

Åbningningsnummeret “The Woods Are Here” er et ganske godt eksempel herpå, da det starter ud med ustemt akustisk klaver og stille bygger op med elektroniske elementer indtil nummeret ubemærket fader over i “Worksong”.

Generelt virker numrene til at være bygget op omkring et klaver-riff + en vokal idé, der så tilføres en elektronisk dimension + livetrommer og bas.
Jeg synes WHT adskiller sig markant fra I Know… fordi de nye sange virker meget mere overvejede og tænkt meget mere som ‘sange’, med en opbygning, et klimaks og en outro. Her viser Troels virkelig, at han er gået fra at eksperimentere med computerens mange muligheder til at beherske og udvælge de idéer, der passer ind i stemningerne.

Dog synes jeg også, at nogle numre blive lige lidt for “um-ti-um-ti”/bastante, hvis man kan sige det sådan. Her tænker jeg på “Shine Your Light”, “Collider” og “You Don’t Get Me At All”, hvor trommerne får lige lovligt meget plads i mixet. Dette kan dog ikke overskygge resten af pladens kvalitet, som jeg synes er rigtig høj.

Mine personlige favoritter er de 5 åbningsnumre (der udover de to førnævnte er “End Scene”, “Switch It Off” og “When You’re Ready, Let Go”), det næsten ambient-agtige bassnummer “Wrong Gods” og “I Am Not An Island”, hvor Troels leverer et nummer i klasse med Thom York’s “Eraser”-projekt. Rigtig godt gået.
Pladen kan købes fra imorgen, og kan allerede nu streames via Troels’ Bandcamp-profil og Soundvenue.

Troels Abrahamsen – I Am Not An Island
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/10-i-am-not-an-island.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Aloha, den genfundne plade.

alooooha____

Amerikanske Aloha udgav i 2006 albummet “Some Echoes”. Ikke en plade, der vandt mange anmelder-hjerter herhjemme (eller i resten af verden for den sags skyld), men den vandt virkelig mit.
“Some Echoes” var langt fra en debutplade, egentlig har bandet eksisteret i mere end 10 år i forskellige konstellationer – og trods en utrolig turnévirksomhed, er de stadig lidt af en indie-hemmelighed, som det kræver en umådeligt stor research af Pitchforks arkiver for at opdage. Det er ret synd.

Aloha udgav opfølgeren til “Some Echoes” for lidt over et år siden, men det formåede ikke at holde samme magi, som øjenåbneren gav mig. Der var lidt for få umiddelbare, magiske øjeblikke. De findes tilgengæld i overflod på “Some Echoes”, og når den plade først er fundet frem fra reolen, går der lang tid før den vender tilbage til den. Genremæssigt kan Aloha beskrives som den psykedeliske drømmepops videreførelse til et mere rocket udtryk (fra dén som bl.a. Beach Boys grundlagde). Men de generelle genrebetegnelser præller af på bandet, der er kendetegnet ved en utrolig melodiøsitet og evne til at opbygge musikken med mange forskellige melodier og instrumenter, men stadig bibeholde en enkelhed i numrene, der giver en kendetegnende ro omkring dem.

Det, der gør Aloha til et særligt band for mig, er nu ikke musikkens virkemidler eller generelle lyd. Det er i langt højere grad musikernes følelsesmæssige engagement i musikken. Selv bæknerne bliver på “Weekend” spillet med en nærmest tilbageholden usikkerhed, på trods af en præcission og opfindsomhed. Hos Alohas rytmegruppe findes ingen 2/4 takter, dynamikken mellem de enkle instrumenters mangfoldigheder er enestående, ligeledes er evnen (og interessen) i, højst originalt, at integrere instrumenter som xylofon og klokkespil i rytmegruppen… Aloha formår at balancere mellem de to slags magi, der gør musik værd at høre for mig. Det enkle udtryk på “If I Lie Down”, hvor sanger Tony Cavallarios ellers ikke særligt karakteristiske vokal fanger en tankestrøm af drømme, savn og håb og formår at få disse ellers flyvske begreber visualiseret, bare lyt til nummeret – eller læs disse første linjer:

“I love a morning when the world and I cross into it from opposite sides
Our houses line up in a row
Lights catching from window to window
Don’t rub every dream out of your eyes
I’m trying to scratch the night in mine
I hold this vision of you high
I hold it as the first wave of traffic goes by”

Aloha If I Lie Down
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/09-if-i-lie-down.mp3]

Og når vokalen så kun bakkes op af orgel (der er iøvrigt er pladens bærende element), fremstår den så afklædt, og fuldkommen oprigtig, at man ikke kan andet end forelske sig i dette band, der med “Some Echoes” – 3 år efter udgivelsen – endnu formår at holde fast i lytteren og trække denne ind i et magisk univers, der både er paralyserende, berusende og helt igennem fantastisk at være en del af.

Aloha Brace Your Face
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/01-brace-your-face.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VUF#5

vuf5

VUF Records er på banen med den 5. kompilation i rækken, og igen har mr. labelman Jonas Højgaard samlet en række tracks som viser det elektroniske vækstlag samt nogle remixes af mere kendte bands og artister.

Jeg har tidligere omtalt den 4. kompilation, som udkom 1. januar og skulle agere førstehjælp til tømmermænd og udgøre det perfekte tømmermands-soundtrack. That’s Not My Name, Kid, som den 5. kompilation hedder, er ikke på samme måde tænkt som et koncept. Pladen starter stille ud og præsenterer fem knitrende electronica-numre, efterfulgt af vokaltracket “Who Am I”, det mere dubstep/drum’n’bass inspirerede nummer “Gisp” og det elektroniske helvede som Spetakl har smækket sammen på nummeret “Ryst”. Pladen afsluttes af 6 meget forskellige remixes, og her bygges der endnu en gang op til et klimaks. Blandt de 6 remixes finder man navne som Birk Storm, ElectroJuice og Turboweekend.

Den fulde trackliste kan findes som kommentar.

Det er nu 1 1/2 år siden, at VUF Records blev startet op, og successen er ikke til at tage fejl af. I efteråret indgik selskabet en aftale med Playground, hvilket bl.a. har betydet, at VUF nu har mulighed for at komme endnu længere ud til befolkningen. I forbindelse med en nye strategi har man derfor også besluttet, at VUF#5 ikke skal være gratis tilgængeligt som de foregående fire kompilationer har været det. I stedet er der indgået et samarbejde med TDC Musik, som alene vil stå for salget af den digitale plade. Pladen vil kunne erhverves fra mandag d. 4. maj, men allerede nu kan du høre en lille smagsprøve i form af det føromtalte vokaltrack “Who Am I”.

SinusstøvWho Am I

[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/04/who-am-i1.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Ung Flugt

Ung Flugt

915. Det er antallet af Facebookbrugere der har tilmeldt sig Ung Flugts gruppe på selv samme websted. Er du ét af de medlemmer modtog du også en besked fra Najaaraq mandag morgen. Sammen med Johanne udgør de to unge piger dj-duoen Ung Flugt, en duo som har gang i en masse for tiden. Ikke nok med at de kan opleves på alverdens klubber rundt om i København i weekenderne, men der var også tid til at forkæle os alle med et mixtape.

Hele settet, som består af ni numre, er dejlig chillet og med den gode, varme tøse-stil som man kender Ung Flugt. Settet ser ud som følger:

1.Moment – Damian Lazarus
2.Blanche Neige – Dop
3.My Teenage Gang – Minilogue
4.Breakdown – Caie!, John Lagora (SIS Remix)
5.Voltage- Matthias Meyer
6.Take My Breath Away – Gui Boratto Take My Breath Away
7.Interamerica – Mihalis Safras
8.Ah Chord – Worthy
9.Khattabi – Kenton Slash Demon

…og mixtapet kan hentes her, via zshare:
Ung Flugt – Mixtape Marts 2009

Slutteligt vil jeg også gerne dele det første nummer fra settet med jer, Moment af engelske Damian Lazarus.

Damian Lazarus Moment

[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/Moment.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

HARDSHIPS!

jenny wilson

Jenny Wilson har på sit andet soloalbum smidt fløjshandskerne. På debuten “Love & Youth” præsenterede Jenny Wilson sig uden bandet First Floor Power for første gang, til stor glæde for os med hang til klaverbaseret indiepop. Debuten lå i fin forlængelse af FFP’s 2. album, og de fine fine tekster om forelskelse, sko, sommer og ungdommens naivitet gik hånd i hånd med melodier så smukke, at det blev 2005’s velsagtens fornemmeste forårs-soundtrack.
For en uges tid siden kom opfølgeren så – præcis 4 år efter debuten.

Hvor Wilson på “Love & Youth” fokuserede på den enkle popmelodi, har pausen bragt inspiration fra andre dele af musikens verden med. Ofte er vokalen blot ledsaget af et enkelt beat eller et klaver, og jeg må indrømme at det lidt rå, nedbarberede udtryk var lidt af en kamel at sluge, når jeg egentlig godt kan lide indiepop, som vi plejede at få den serveret. Fokus ligger mere på instrumenterne som individuelle enheder i numrene, end som en tilsammen svimlende helhed. Det fremstår først mere som en interessant end en god idé, men som pladen trænger ind under huden på lytteren, åbenbarer popmelodier som den catchy, straight-forward “Anchor Made Of Sand” eller den dansable og organiske “Pass Me the Salt” sig.
Fornyelsen gør glæden ved “Hardships!” større, end hvis Jenny Wilson havde fortsat i sporet fra “Love & Youth”, og kombinationen af elementer fra R’n’B og soul og den hvide indiepop giver det bedst tænkelige resultat – et sprødt, frisk album.
Og endnu engang er Jenny Wilson – nu i fornyelse – den overlegne kandidat til prisen for “Bedste Forårs-Soundtrack”.

Jenny WilsonPass Me The Salt

[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/03/09-pass-me-the-salt.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *