Hvis der er én artist, jeg har skamlyttet i 2021, så er det Mina Okabe. Det vil min Spotify-årsliste garanteret kunne bevidne, når året rinder ud. Derfor glædede jeg mig også helt enormt til at opleve Mina Okabe live for anden gang på årets forsinkede SPOT Festival.
Hvis man lytter til Mina Okabes debutalbum Better Days, er “dansefest” nok ikke det første ord, der dukker op, men allerede fra koncertens første nummer – som i øvrigt var mit yndlingsnummer lige nu Critical – stod det klart, at publikum i Musikhusets stopfyldte Lille Sal (som faktisk ikke er så lille endda) var klar på en fest.
“Inden koncerten sagde jeg til mit band, at jeg håber, at der er folk, der kommer. Jeg var så overrasket, da jeg kom ind. Den reaktion, jeg fik tilbage fra publikum, var bare så vild! Bare det, at der var nogen, der sang med: ‘Nå ja, folk lytter til mine sange!’ Det var bare sådan en realization,” fortæller Mina Okabe, da jeg møder hende til en snak morgenen efter koncerten.
Særligt momentet mod slutningen af koncerten, hvor publikum rejste sig fra sæderne og dansevuggede til radiohittene Every Second og Walk Away, sparkede benene væk under Mina Okabe.
“Jeg var så overwhelmed. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Det var bare så vildt. Jeg har aldrig oplevet noget som det. Jeg er bare så taknemmelig for, at folk havde lyst til at stå i kø og se koncerten,” lyder det fra det ydmyge stortalent, som er født og opvokset i London.
Gennembrud under corona
At hun er et stortalent kan ingen længere være i tvivl om. Mina Okabe fik sit store gennembrud under coronakrisen med massiv airplay på bl.a. P3 og P4, men står samtidig stort set uden den liveerfaring, som man ellers typisk bygger op i starten af en karriere. Derfor var det også noget ganske særligt for Mina Okabe at spille på årets Spot Festival.
“Det er vildt at få lov til at stå her. Jeg har før spillet opvarmning for Maximillian, men det er første gang, jeg har spillet en koncert for så mange, hvor folk havde valgt mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt mere nervøs end til andre koncerter, men det er fedt at være i gang,” siger Mina Okabe og fortsætter:
“Jeg ved ikke, hvordan det ville have været, hvis der ikke havde været corona, men jeg er så taknemmelig over, at folk lytter, og at folk har lyst til at skrive om sangene og deler sangene og kommer til koncerterne. Min største drøm er bare at kunne leve af musik og spille live – at folk har lyst til at lytte og komme til koncerterne.”
Personlige fortællinger
Mina Okabe bevæger sig i en genre, som af flere er blevet beskrevet som “soveværelsespop”, og det er da også de personlige fortællinger, der fylder i hendes tekstunivers.
“Det er altid personlige oplevelser, tanker, mine meninger om ting – jeg har altid en specifik ting i mit hoved, når jeg skriver. Jeg føler, at det er det, der er nemmest at skrive om. Når jeg lytter til andres sange og kan høre, at de er personlige, så er det der, man kan mærke the emotion,” forklarer hun.
Men selvom teksterne handler om Minas egne oplevelser, er det gået op for hende, at de resonerer med hendes publikum. Hun får nemlig ofte beskeder fra folk, der fortæller hende, at de kan spejle sig i hendes tekster, at de bliver rørt, eller at en tekst passer til noget, de gennemlever lige nu.
“Det er faktisk først efter, at jeg er begyndt at udgive, at jeg har realized, hvor meget det betyder for mig, at folk kan relatere til musikken. Det er bare ret vildt, at folk stadig kan relatere til det, når jeg har skrevet om min specifikke oplevelse. Det er først der, at jeg har realized: ‘Wow, det er virkelig en stor ting’!”
Rødder i hele verden
Lige nu er Mina Okabe i gang med det store gennembrud i Danmark, men også i hendes andet – eller tredje – hjemland går det stærkt. For udover sin britiske opvækst har Mina Okabe, som efternavnet nok har afsløret for nogen, også japanske rødder.
Og netop i Japan har man også fået øjnene op for sangerinden. I skrivende stund er hendes Every Second fx nummer 7 på den japanske Viral Chart på Spotify i selskab med nogle af landets største artister – og foran Kanye West. Og Mina Okabes udlængsel kunne meget vel bringe hende til Solens Rige, selvom hun er glad for at bo i Danmark.
“Jeg føler mig mest hjemme i Danmark. Jeg har boet her i seks år, har mine gode venner her og har også familie i Danmark. Men jeg føler mig også hjemme, når jeg kommer til Japan, eller når jeg besøger London og er sammen med min gamle venner der. Jeg har lyst til at bo så mange steder, men Japan er virkelig et sted, jeg gerne vil prøve at bo,” siger hun.
Om hun kommer til det, må tiden vise, men i mellemtiden kan vi glæde os over, at Mina Okabe kan opleves den 13. november i Lille VEGA i København. Hvis man altså har billet. For popkometens første headliner-koncert er selvfølgelig udsolgt.
Endelig! Det virker som en evighed siden, at vi sidst stod på SPOT Festival i maj 2019, men efter over to års venten er det endelig festivaltid igen. Jeg kan næsten ikke vente på, at det bliver torsdag, hvor jeg igen kan indfinde mig i Aarhus’ skønne gader til god musik fra nogle af de største talenter i den danske musikbranche. Der er sågar internationale artister, som har trodset coronaen og fundet vej til Aarhus og årets SPOT Festival.
I dag vil jeg se lidt nærmere på seks af de navne, jeg glæder mig allermest til opleve på min første ægte festival siden Wonderfestiwall for 25 måneder siden.
Angående Mig
Jeg lægger ud med en ung højtråbende artist, som jeg senest havde fornøjelsen af at høre til en showcase på Hotel Cecil i København midt under EM-landskampen mellem Belgien og Danmark inden sommerferien. Angående Mig udgav i mine øjne et af 2020’s mest interessante EP’er med KUNSTEN AT LADE SOM OM, hvor hendes unikke intensitet, lyriske kvaliteter og rå ægthed for alvor kommer til sin ret. Tag disse adjektiver og gang dem med 1.000 – og så har du Angående Mig i en live-situation. En absolut must-see!
Hvornår: Fredag den 17. september kl. 22.30 Hvor: Park-scenen
Mina Okabe
Ved selvsamme showcase kunne man også opleve Mina Okabe, og sjældent er jeg blevet så behageligt blæst bagover af en koncert. Det var den type koncert, hvor man bare kan lukke øjnene og nyde lyden af en ung musiker, der på rekordtid er landet det helt rigtige sted musikalsk; hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, når normalen er, at de fleste unge musikere (ganske forståeligt) stikker i mange retninger i jagten på deres egen lyd. Den har 20-årige Mina Okabe allerede fundet, og jeg har sjældent skamlyttet et album i den grad, som Better Days‘s dagdrømmende poptoner har kørt på repeat i det lille hjem.
Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.00 Hvor: Musikhuset, Lille Sal
Dopha
Vi bliver i poppens verden, men bevæger os over i den mere storladne del af genren med fellow Nickelback-fan Dopha (jeg ved, vi er flere end os to på SPOT, men spørgsmålet er, hvor mange der tør stå ved det…). Jeg kunne egentlig godt slutte anbefalingen der, hvor hvad mere har man egentlig brug for at vide? Okay så… Dopha har også udgivet det helt fænomenale debutalbum The Game i 2021 med radiohits som titelnummeret og naturligvis Happy for Me, så man må sige, at der er kæmpe sing-along-potentiale hos den 23-årige sangerinde fra Romalt i Kronjylland. Det er der i øvrigt også på de fleste Nickelback-numre. Just saying…
Hvornår: Fredag den 17. september kl. 20.00 Hvor: Amfiscenen
Blaue Blume
Koldingensiske Blaue Blume hører til blandt de mere erfarne navne på årets SPOT Festival, men på samme tid føles det som et genfødt band. De havde gang i det store comeback, da coronakrisen satte deres og vores verden på pause for en (lang) stund. Derfor glæder jeg mig kun endnu mere til endelig at få mulighed for igen at opleve et af mine yndlingsbands fra de seneste 10 år live. Jeg har tit skrevet om, at jeg elsker at blive taget ind i et univers, når jeg går til koncert – og dét formår Blaue Blume om nogen gennem deres på en gang minimalistiske og storladne kompositioner, der sammen med frontmand Jonas Smiths underskønne vokal skaber et lydbillede, man ikke kan undgå at blive opslugt af. Hold kæft, jeg glæder mig!
Hvornår: Lørdag den 18. september kl. 00.00 Hvor: Musikhuset, Store Sal
Mekdes
Mange gode ting er kommet ud af Kolding. Blaue Blume, utallige pizzaslices og nu også humørbomben Mekdes. Jeg har haft fornøjelsen af at høre hende live flere gange, og det er ganske enkelt en fantastisk oplevelse hver evig eneste gang. Der findes ingen som Mekdes på den danske musikscene, og med sit unikke take på r&b-genren kombineret med en smittende kærlighed til at stå på en scene er hun en must-see, som jeg godt tør love vil gøre dig i godt humør. Hun arbejder i øvrigt på sit debutalbum, så selvom du måtte have skamlyttet debut-EP’en Fly, kan du nok godt sætte ørerne op efter at høre nyt fra Slicetowns bedste.
Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 19.15 Hvor: Amfiscenen
Tiger Moth
Vi runder listen af med et af de helt nye navne, som i et normalt SPOT-år med en festival i maj endnu ikke ville have udgivet deres første single. Søstrene Katinka og Sigrid Moth i Tiger Moth udgav nemlig først debutsinglen Faded i juli 2021, men det har ikke forhindret dem i at sende min forventninger mod skyerne. Deres poplyd er simpel, legende og optimistisk med tydelige tråde til jazzens verden, hvilket gør dem til et særdeles frisk pust i en til tider overproduceret musikverden. Jeg er meget spændt på, hvad fremtiden byder på for den nye duo, og ikke mindst på at høre dem live på SPOT Festival.
Hvornår: Torsdag den 16. september kl. 20.25 Hvor: Growzone, Trailerscenen
Hermed mine anbefalinger for 2021-udgaven af SPOT Festival, men som altid er SPOT ikke mindst en festival, hvor man får rigtig meget ud af bare at gå på opdagelse i det spændende program. Erfaringen siger mig, at det ofte er det uventede, der ender med at blive det, man husker fra festivalen. Vi ses på festival!
Ligger du inde med en billet til årets Roskilde Festival, gør du klogt i at holde godt fat om den billetten lidt endnu. For der er håb forude. Foto: Mia Dernoff.
Der er i dag præcis 100 dage, til Roskilde Festival begynder. Men selv om festivalen i begyndelsen af marts på rekordtid meldte udsolgt af samtlige partoutbilletter, er det forståeligt nok de færreste af de 80.000 billetindehavere, der bruger disse tider på at tælle forventningsfuldt ned til det øjeblik, hvor hegnet vælter, og navne som Taylor Swift, Kendrick Lamar og FKA Twigs indtager Dyrskuepladsen.
Lad os bare tale om elefanten i rummet i rummet. Coronapandemien har på kort tid fremkaldt aflysninger eller udskydelser af en lang række såvel danske som internationale festivaler, flere af dem med klare fællestræk med Danmarks største musikfestival. For hver aflysning ædes en del af tiltroen til, at den 50. udgave af Roskilde Festival bliver afholdt i sit planlagte format. Eller afholdt overhovedet. I sidste uge spurgte Soundvenue sine 42.000 Instagram-følgere, om de frygtede en aflysning af Roskilde Festival. 85 pct. svarede ja. En lignende procentsats kunne man se på journalist Ayse Dudu Tepes Twitter-profil, hvor flere hundrede var klar på at skrinlægge årets festival.
Og man forstår pessimismen. Mennesker dør, tusindvis af danskere står pludselig uden job, og er vi blandt de heldige få, der hverken er ramt på økonomien eller helbredet, gennemlever vi en selvisolation og dertil hørende hudsult uden før set sidestykke. Spillesteder og barer holder lukket, livet er så godt som gået i stå, og i kunsten og kulturens vækstlag ventes både diversiteten og cirkulationen at blive påvirket langt ud i fremtiden.
Men situationen er ikke værre end, at vi her på Regnsky alligevel vil bringe fem branchefaglige grunde på, hvorfor Roskilde Festival ikke bliver aflyst. Vi vil på det klareste understrege, at dette ikke er en sundhedsfaglig analyse, men i stedet kigger på, hvordan setuppet bag Roskilde Festival adskiller sig fra de nu aflyste kollegaer rundt om i verden. Dog vil vi lægge ud med en udmelding fra Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvidenskab på RUC, hvor hun beskæftiger sig med historiske og nutidige pandemier, influenzaer og epidemiologi. 19. marts udtalte hun sig til RUC Paper om coronavirussens ventede arbejdsvilkår på den nordlige halvkugle, når vejret bliver varmere:
“De andre coronavirusser, vi har haft, har været båret af vintersæsonen, og vi har den samme situation med influenza, at det er en virus, der spreder sig om vinteren. (…) Jeg håber – og det tror jeg, at de fleste håber – at vi kan komme hen til varmere vejr, så vi kan vinde noget tid til efter sommerferien, hvor den måske kommer igen til efteråret eller næste vinter.”
På videnskab.dk spåede Lone Simonsen et par dage forinden, at epidemien vil vare 12-15 uger gældende fra det øjeblik, hvor coronavirus kom til Danmark – 27. februar. I så fald vil vi have fred (for en stund) fra virussen med begyndelse et sted mellem slutningen af maj og starten af juni.
Men ville det være tidsnok til at forproducere, købe ind til og stable en festival på benene med plads til otte scener og 130.000 publikummer fordelt på 2.500.000 kvadratmeter, når nu Roskilde Festivals søsterfestival Glastonbury for en uge siden måtte smide håndklædet i ringen – mere end tre måneder før den planlagte åbning og i en situation, hvor et væld af festivaler med danske Spot, californiske Coachella og texanske SXSW i front er aflyst eller udskudt? Vi vil her gennemgå festivalernes årsager til at aflyse og fremhæve, hvordan de på væsentlige parametre adskiller sig fra Roskilde – og dermed ikke siger noget om Roskilde Festivals sandsynlighed for at blive gennemført.
Glastonbury – aflyst pga. opbygning i april, maj og juni
Engelske Glastonbury finder sted ugen før Roskilde. Glastonbury skulle, ligesom Roskilde Festival, have fejret sit 50 års jubilæum i år. Men sådan bliver det ikke, måtte festivalen melde ud med en aflysning 18. marts. Årsagen: Corona. Trods lighedspunkterne med Roskilde Festival er det væsentligt at bemærke, at Glastonbury især adskiller sig fra Roskilde i sin opbygningsfase. Hvor Glastonburys opbygning foregår over tre måneder og inkluderer flere tusinde mennesker, opbygges Roskilde Festival næsten udelukkende over tre uger. Gud ske tak og lov for skandinavisk akkuratesse og millimeterpræcis koordinering. På den måde har Roskilde Festival – modsat Glastonbury – mulighed for at vente indtil juni inden det kritiske produktionsarbejde, hvor mange mennesker er samlet på et tidspunkt, skal foregå.
Coachella – udskudt til 9. til 18. oktober i stedet for midten af april
Coachella tog som den første store internationale festival springet og flyttede festlighederne fra april til oktober på grund af frygten for coronasmitte – epidemiologer forventer, at corona-smitten topper i april eller maj. Et fornuftigt, logisk og ansvarligt valg for den californiske festival, som trods sin geografiske placering også kan forvente dejligt, lunt festivalvejr i oktober og samtidig fange musikerne, mens efterårets turneer foregår.
SXSW – aflyst
SXSW skulle have fundet sted i Austin, Texas den 13.-22. marts. Det plejer den hæderkronede showcasefestival at gøre, og det har den gjort hvert år siden 1987. Men ikke i år. Den 6. marts aflyste de lokale myndigheder i byen Austin festivalen på grund af fare for spredning af coronavirus. En fornuftig beslutning vedrørende en festival, der er kendt for at samle store dele af verdens musik-, tech- og filmbranche på et tidspunkt, hvor verden er i global panik over udbruddet af covid-19.
Spot – aflyst og erstattet af brancheaktiviteter i efteråret
For nyligt aflyste også Spot Festival deres udgave i 2020. En festival, flere fra Regnsky havde glædet sig rigtig meget til. Men med en tidshorisont, der hedder første weekend i maj, er der altså cirka to måneder til forskel på Spot og Roskilde. Derudover er Spot en musikfestival, der primært foregår indendørs, hvor coronavirussens livsbetingelser er noget ‘bedre’ end i udendørs miljøer – et forsigtigt bud er, at også har været med i overvejelserne, ligesom SPOT ikke har haft mulighed for at se tiden an og træffe en beslutning senere: De fleste kontrakter binder nemlig for 100% af beløbet, hvis der aflyses tættere på end tredive dage før levering/indfrielse af kontrakt.
#FESTIVALSSTANDUNITED
Efter nyheden om de mange aflyste festivaler offentliggjorde en lang række af Europas største musikfestivaller – herunder Roskilde Festival og Northside – i fredags under parolen #FESTIVALSSTANDUNITED, at man agter at gennemføre sommerens festivaller som planlagt. Hele initiativet styres af spillestederne og musikfestivallernes brancheorganisation Liveurope, hvor sikkerhedsspørgsmål blandt andet coronavirus diskuteres. I fredagens bekendtgørelse lyder det fælles budskab således:
“På den baggrund og med den viden vi har, forventer vi alle at gennemføre vores festivaler til sommer. Vi vil stå sammen om at gøre det sikkert og forsvarligt over for vores deltagere og omverden. Det handler om at tage ansvar for begivenhederne – og det handler om at tage ansvar for den branche, vi er del af.”
Konklusion: Aflyste festivaler indikerer ikke, at Roskilde Festival bliver aflyst
Forhåbentlig kan denne her samlede forklaring af, hvorfor andre festivaler aflyses, være med til at lade lidt koldt vand løbe ud af rosKILDEN og give dig lidt ro på. Men vi er nødt til lige at minde om, at situationen naturligvis kan ændre sig på et splitsekund, og denne artikel er baseret på analyser af begrundelserne for at aflyse SPOT, Coachella, SXSW og Glastonbury. Det, vi bare kan sige, er, at der ikke er nogen festival, der har samme model som Roskilde, der har aflyst indtil videre, og det må give lidt glæde i isolationen. For det er stadig OK at være håbefuld og glæde sig, bare man opfører sig ordentligt, holder afstand til andre og generelt ikke er en idiot – det er det bedste, du kan gøre for at skabe gode odds for en festivalsommer.
Regnsky kårer år10ets vigtigste albums – grafik af Magnus Søholt.
Vi er nu 99,92 pct. igennem dette årti, og med tre dage tilbage af 2019 er det tid for Regnskys bloggerkorps at gøre boet op og reflektere over de albummer, der har skabt de største og mest vedvarende indtryk på skribenterne.
I løbet af dette årti har lytternes forbrugsmønstre og kunstnernes distributionsmuligheder ændret sig radikalt, men set fra vores egen lille andedam har vi stadig en stor kærlighed for albummet som et kunstværk. Det er albummet, der kan rumme hele fortællinger om liv og kan ændre lytterens eget, og det kan vi hurtigt garantere, at de nedenstående albums har gjort.
Reglen har været simpel: Hver af Regnskys otte skribenter har haft til opgave at nævne 10 albums, som vi særligt vil huske 2010’erne for. Blot 11 albums blev nævnt mere end én gang, og dermed er der i alt blevet plads til 69 værker på denne liste. I bunden kan du læse, hvordan skribenterne har stemt – i en rangeret rækkefølge – men først og fremmest håber vi, at du vil tage med os på denne rejse igennem det seneste årti af uforglemmelige udgivelser.
Til alle læsere vil vi gerne sige tak for dette årti og i særdeleshed udtrykke en stor tak for jeres tid. Vi glæder os til et nyt årti.
“After The Rain står som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i Benjamin Francis Leftwich’ billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers.”
Anderson .Paak – ‘Malibu’
Arcade Fire – ‘The Suburbs’
Agnes Obel – ‘Philharmonics’
Denne plade er ikke bare som at blive pakket ind i et blødt og smukt drømmelinned af melankolske og afdæmpede melodier. Den er også beviset på en ualmindelig lovende debut fra den Berlin-bosatte danske sangerinde, sangskriver og pianist. Siden Philharmonics har Obel udgivet Aventine (2013) og Citizen of Glass (2016), der begge er stærke plader, men som ikke har den samme tryllebindende magi som Philharmonic. Pladen trækker både tråde til folk og jazz men mest af alt til den klassiske musikscene. Philharmonics er da også betegnelsen for et stort klassisk orkester, og det forekommer ikke tilfældigt, at Agnes Obel er inspireret af store komponister som Claude Debussy, Maurice Ravel og Erik Satie samt sangskrivere som Joni Mitchell og PJ Harvey. På pladen optræder lidt cello, lidt slagtøj, keyboard, violin, trommer og akustisk guitar, og så er tre numre instrumentale. Men det er vokalen og klaveret, der er toneangivende, og som gør Agnes Obel til en af vor tids største sangskatte. Hun er en skrøbelig og sjælden fugl, og jeg flyver konsekvent og tidsløst med i tonernes forførelse, når jeg lytter til pladen. (Laura Fromm)
A$AP Rocky – ‘Live. Love. ASAP’
Banks – ‘Goddess’
Beach House – ‘Teen Dream’
Benjamin Francis Leftwich – ‘After The Rain’
Betydningen af dette album kan næsten ikke overvurderes. For Benjamin Francis Leftwich er After The Rain hans måde at bearbejde tabet af sin far, mens albummet for mig trækker direkte tråde tilbage til en af mine nærmeste veninder, der bearbejdede en alvorlig sygdom med hjælp fra Leftwichs nærmest meditative lydkollage. Denne personlige tilknytning – og det faktum, at jeg har interviewet Ben Leftwich om albummet – har med garanti forstærket min kærlighed til singer-songwriterens musik, men for mig står After The Rain som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i hans billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers. (Peter Pishai Storgaard)
Bisse – ‘19.6.87’
Blood Orange – ‘Freetown Sound’
Dev Hynes er i mine øjne en af 10’ernes allerstørste komponister, og både Cupid Deluxe og Negro Swan kunne sagtens have fundet vej til listen. Når det så alligevel er Freetown Sound, jeg vælger at fremhæve, er det bestemt ikke tilfældigt. Albummet er åbenlyst en kreativ, musikalsk perle, men det er samtidig et stærkt politisk og personligt manifest. Freetown Sound udkom i slipstrømmen på Black Lives Matter og behandler på den ene side den systematiske undertrykkelse af sorte i USA, men albummet handler lige så meget om Dev Hynes’ eget forsøg på at passe ind – om ikke at være sort nok, om at være usikker, ikke at passe ind og om at finde sin identitet. På den måde formår Blood Orange at almengøre en tragisk fortælling om en bestemt befolkningsgruppe, så den bliver relevant for os alle, og dét rammer sgu lige i hjertekulen. (Peter Pishai Storgaard)
Der er dømt koldkrigs-æstetik på Boards of Canads ‘Tomorrow’s Harvest’, der italesætter klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer.
Boards of Canada – ‘Tomorrow’s Harvest’
Med udgivelsen af Tomorrow’s Harvest brød Boards of Canada otte års tavshed siden det lunefulde album The Campfire Headphase fra 2005. Jeg havde først koblet mig på brødrene Michael Sandison og Marcus Eoins projekt imellem de to udgivelser, så da Tomorrow’s Harvest udkom i 2013, var det samtidig første gang, jeg i realtid kunne følge Boards of Canadas æteriske lyd anmode om landingstilladelse. Jeg husker stadig i levende billeder, hvordan albummet fik sin verdenspremiere direkte på YouTube, og det var på sin vis berusende at opleve, hvordan hele verden kunne følge med unisont, som var det en månelanding, der fandt sted.
Det, lytterne blev mødt med på Tomorrow’s Harvest, lå dog milevidt fra de stoiske og magelige toner fra forgængeren. I stedet er det klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer, der fylder på albummet. Tomorrow’s Harvests horisontale komposition og alvorsfulde koldkrigs-æstetik er mesterligt bygget op som en palindrom, der knækker på Collapse. I bytte for fortidens eksperimenterende lyd leverer Boards of Canada højdramatiske og episke produktioner, der nærmest rejser spørgsmålet, hvad det er for en planet, vi mennesker efterlader os, med alle de handlinger, vi har påført den. Jeg vil spare jer for yderligere fortolkningsmuligheder, da der findes tusindvis af forskellige betragtninger til denne plade, men en ting er sikkert: Man kan ikke undgå at reflektere, når man lytter til Tomorrow’s Harvest. (Morten Bruhn)
Bon Iver – ‘Bon Iver’
Bon Iver er broen over kløften mellem Justin Vernons akustiske debut og den elektroniske vej, han siden er gået nedad. Og blandingen fungerer så godt. Vokalen er produceret i en form for audio-lagkage, hvor sangen harmonerer med sig selv og giver et spøjst og smukt ekko. Jeg har sovet utallige middagslurer til albummet, men det betyder bestemt ikke, at der er kedeligt. Snarere giver det mig en indre ro og tryghed som få andre plader. Min yndlingssang er Beth/Rest, som måske er en smule kitsch, men den et perfekt eksempel på den helt særlige energi, Bon Iver har, når det hele topper. (Nikolaj Boesby Skou)
Calvin Harris – ‘Funk Wav Bounces Vol. 1’
Hvis der var et VM i pop, ville den skotske stjerneproducer Calvin Harris være blandt favoritterne til at hive trofæet hjem til højlandet (eller hans LA-mansion). Alle sangene slapper så hårdt, og det er den vildeste samling af de mest aktuelle kunstnere i 10’erne. Specielt samarbejdet med Young Thug, Pharrell og Ariana Grande på Heatstroke vil altid stå i min bog som et af de bedste sommernumre. Generelt er det bare en lækker plade, der lyder af sommer, og hvem elsker ikke det? Med Harris i ørene er det i hvert fald ikke svært at drømme sig til et solskinscruise i en sprød cabriolet. (Nikolaj Boesby Skou)
Car Seat Headrest – ‘Teens of Denial’
Jeg har egentlig ikke tænkt mig at skrive voldsomt langt om 26-årige Will Toledo og Car Seat Headrest – de første sange er optaget på bagsædet af den dengang 17-årige Will Toledos forældres bil, deraf navnet. Bandet har udgivet hele 11 album i det forgangne årti, og i virkeligheden burde det nok være den samlede pakke, der figurerede her på listen. Det store gennembrud kom dog med Teens of Denial i 2016, og det er derfor, jeg har valgt at lave mit nedslag der. Albummet er DIY-soveværelsesrock, når det er bedst. End of story. Lyt til det! (Peter Pishai Storgaard)
Caribou – ‘Swim’
Dette årti var kun fire måneder gammel, før Caribou med albummet Swim både satte tonen for en ny bølge af elektronisk musik og samtidig erobrerede hidtil usete territorier for sig selv som producer. Dan Snaith havde tre år tidligere udgivet det lige dele poppede og psykedeliske Andorra til stor succes, men med Swim går Caribou dybere ind i sit elektroniske ringhjørne, hvor solbeskinnede beats agerer bagvæg for et mix af detaljerigdom og emotive fortællinger om forhold. Swim byder på hele to af årtiets bedste numre i Odessa og Sun, der er lettilgængelige hits med en klar ode til klubmusikkens forhistorie, men Caribou viser også, hvad der er muligt, når man bringer en avantgardistisk tilgang ind i fire-til-gulvet-lyden og krydrer den med 1960’er-psykedeliske elementer.
Apropos Odessa og Sun: Dan Snaith er kraftedeme så fræk at placere dem som de to første på Swim. Det er big dick energy – otte år før vi overhovedet skulle lære meningen bag vendingen. Med imposante numre som Odessa og Sun afviklet på 11 minutter er det naturligt at frygte, at Swim før eller siden vil snuble over det tempo, albummet dikterer for sig selv, men Caribou veksler på imponerende vis mellem menneskelig minimaltechno – på numre som Bowls og Hannibal – og højdramatiske ro-uro-ro-uro-kompositioner som Leave House og i særdeleshed lukkenummeret Jamelia. (Morten Bruhn)
Caroline Polachek – ‘Pang’
Jeg elskede Chairlift i gymnasiet, og derfor var det med en vis ærefrygt, at jeg kastede mig over forsanger Caroline Polacheks første album i eget navn. Men sjældent har en frygt været så ubegrundet. I en verden af kvindelige popsangere, der enten ofte er norske Sigrid-kloner, svenske Robyn-kloner eller amerikanske megabrands, fremstår Polachek som et frisk pust. Pang er et avantgardepop-værk med mainstreamappel, der på en og samme tid udfordrer den popvante lytter uden at give afkald på poppens altafgørende sing-along-ness. Som på titelnummeret, hvor Polachek med et ujævnt (i allerbedste forstand) omkvæd bryder den pæne popfacade. Eller på Hit Me Where It Hurts, der ligeledes luller lytteren ind i et trygt popunivers i de første 20 sekunder. Det er forfriskende, velsmagende og gennemført lækkert. Så lækkert, at et album med bare to måneder på bagen har sneget sig ind på både min og Lines lister over de bedste album fra 10’erne. (Peter Pishai Storgaard)
Charli XCX – ‘POP2’
Jeg er kæmpe fan af Charli XCX, og jeg elsker, hvordan hendes mærkelige og skæve popunivers hele tiden udfordrer mig som lytter. Kan jeg lide det, eller kan jeg egentlig ikke? Det tænker jeg ofte, de første gange jeg lytter til Charlis udgivelser, men jeg overgiver mig altid og ender med at skam-lytte det, til jeg kan synge med på hvert ord. Charli har haft en del udgivelser i løbet af dette årti, men stærkest for mig står POP2, der som en form for minialbum med ti tracks udforsker og presser popmusikken til sit yderste. Særligt nummeret Porsche, med en feature af MØ, og Track 10 (der sidenhen er genudgivet i mainstream-versionen Blame It On Your Love) er øverst på min liste. Jeg elsker de mekaniske lyde, de mærkelige beats, Charlis skærende og overproducerede vokal, der sammen med hendes geniale sangskrivning skaber en lyd, som jeg ikke kan mindes at have hørt hos nogle andre artister før. (Line Mortensen)
Courtney Barnett – ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’
Kan en plade være en af årtiets bedste bare på sin titel? Jeg elsker Courtney Bartnetts evne til at beskrive hverdagssituationer med en tyk ironisk distance og en umiskendelig australsk ‘I don’t give a fuck’-attitude. Om det er drømmen om at være elevatorkonduktør på Elevator Operator, årtiets bedste linje i den selvkritiske Pedestrian at Best (“Give me all your money and I’ll make some origami, honey”) eller hendes alt for ærlige take på forstadslivet i Depreston. Sjældent har en titel på et album været så rammende som på Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, og det er stadig en go-to for mig i mine mere eftertænksomme øjeblikke. Eller når jeg bare har lyst til at sidde og lytte til noget god musik. (Peter Pishai Storgaard)
Drake – ‘Take Care’
Det er svært at se tilbage på 10’erne uden at tænke på Drake. Han er verdens største popstjerne, og man kan ikke åbne Spotify uden at se hans smilende ansigt. Ingen forstår markedsføring og hit-snedkeri bedre, end han gør. Alt hvad han rører, bliver til guld (som han heller ikke er bleg for at minde folk om), og det er virkelig svært at hate på ham, fordi han er så pumpet med selvironi – senest vist ved Tyler, the creators festival, hvor han blev buhet af scenen, og med det samme proklamerede, at han ville spille der de næste 10 år. Men den succesrige rapper har altså et par seriøse verdensklasse albums på samvittigheden. Take Care er en tour de force gennem alt, hvad Drake kan. Der er de mest hjerte/smerte-teenagesange som Marvin’s Room, og der er kæmpe slagsange, skræddersyet til klubben som The Motto. Take Care er super alsidigt, og jeg vil vædde på, at der er en sang der falder i din smag – guilty pleasure eller ej! (Nikolaj Boesby Skou)
El-P – ‘Cancer 4 Cure’
FKA Twigs – ‘LP1’
Flume – ‘Skin’
Frank Ocean – ‘Blonde’
Jeg var så heldig, at hr. Ocean udgav mit absolut yndlingsalbum nogensinde i 10’erne, så hvis denne liste var rangeret, ville der ikke være nogen tvivl om min førsteplads. Nå, men, hvorfor er Blonde så god? Jeg vil prøve at forklare det på et par forskellige måder. For det første føles albummet lidt som at se en film, fordi lydsiden er meget filmisk. Der er både store strygere og korarrangementer som på Self Control, men også helt små novelle-agtige fortællinger som på Facebook Story. På Blonde viser Frank Ocean, at han er kongen af at fortælle historier og ramme følelser med så få ord som muligt. Tag Close to You, hvor han har den rammende linje “To you, it was just another late night out” – Av! Jeg vil tro, jeg har hørt Blonde omkring 80-100 gange efterhånden, og hver gang opdager jeg en ny lille krølle. Det er kort sagt et evighedsprojekt at lære albummet at kende. Det er det også, fordi Ocean inviterer lytteren ind i værket. Det lægger op til, at man læser ens egne oplevelser ind i teksterne og på en måde starter en samtale om ens eget liv, så det fungerer som ens psykolog . Og sidst men ikke mindst lyder det bare suverænt godt. Frank Ocean havde allerede vist, at han mestrer det fuldendte popværk på ChannelOrange, og jeg tror, at det frisatte ham til at gøre lige præcis, hvad han ville på Blonde. Han havde vist, at han synger som en engel, så det tillod ham at udforske, hvordan stemmen kan bruges som instrument. Blonde er også kendetegnet ved ikke at have ét bestemt nummer, der er det største hit. Det er en flydende oplevelse, som jeg under alle at have. Det er i mine ører verdens bedste album. (Nikolaj Boesby Skou)
Frank Ocean – ‘Channel Orange’
Freddie Gibbs & Madlib – ‘Bandana’
Freddie Gibbs & Madlib – ‘Piñata’
Frightened Rabbit – ‘Pedestrian Verse’
Her er tale om et album, som desværre er kommet alt, alt for tæt på virkeligheden. Den 10. maj 2018 blev forsanger Scott Hutchinson fundet død efter at være forsvundet dagen forinden. Det er svært ikke at lytte til numre på Pedestrian Verse som Dead Now eller The Woodpile og tænke, at nogen burde have kunnet redde Scott. Men ser man på reaktionerne fra fans ovenpå nyheden, er det uomtvisteligt sandt, at Scotts musik har været med til at få mange andre gennem svære situationer i livet. Frightened Rabbit er mit ultimative yndlingsband, og det er netop Scotts evne til at formidle og forholde sig til svære og tunge emner på en så smuk og inderlig måde, der har fanget mig siden Sing the Greys i 2006. Meget stor kunst er gennem tiden blevet fremdyrket af smerte, og der er Pedestrian Verse ingen undtagelse. Det er ikke bandets bedste album, men jeg har alligevel skamlyttet det i en sådan grad, at det for mig er uundgåeligt, når jeg ser tilbage på 10’erne. Hvil i fred, hvor end du er, kære Scott. (Peter Pishai Storgaard)
Eva kalder ‘Plowing In The Fields of Love’ for “et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet.”
Iceages tredje albumudgivelse i dette årti besidder kunstens eksklusive og ypperlige evne til at være en livsprisme til det andet, det mere, det forandrende.
Plowing Into the Field of Love er – foruden Iceage’ foreløbige hovedværk – deres ’coming of age’-album. Med albummet omdanner børnepunkbandet rastløs, retningsløs energi til desperat drift søgende efter en mening med (voksen)livet, efter et mål i det, eller som bandets altoverskyggende midtpunkt, Elias Bender Rønnenfelt, betegner det på Forever: ‘The other’. Vældig identifikationsfremmende for mig, særligt ved udgivelsen.
Der er så vældigt meget at beundre Iceage for; den uomtvistelige vilje, det distanceblændende mod og den bydende autoritet. Tre karaktertræk, som giver bandet evnen til at træde fra deres egen skygge ind i andre forbilleders referencer og endelig ud i deres eget, selvdefinerede musikalske univers – et univers, som både kan rumme den månesyge serenade Pissing Against The Moon, den drilsk forførende The Lord’s Favourite og den utidige afstikker Let It Vanish – og som tilmed samles i én stemme af trombone, marchtrommer og akustisk guitar på det blændende, afsluttende titelnummer.
Med Plowing Into the Field of Love og koncerter fra turneerne omkring udgivelsen stod Iceage for et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet. (Eva Laksø)
IDER – ‘Emotional Education’
Det var først tidligere i år, at jeg stiftede bekendtskab med den britiske duo IDER, men siden da har jeg lyttet til deres debutalbum, Emotional Education, på daglig basis. De to sangerinders måde at skrive sange på og væve deres stemmer ind og ud af hinanden lyder så utrolig smukt. Jeg får ondt i hjertet af deres længselsfulde ’jeg er ved at blive voksen, hjælp, hvad gør jeg nu’-tekster, og særligt Mirror, Slide og Saddest Generation flyder jævnligt ud af højtalerne derhjemme. Jeg glæder mig kun til at høre endnu mere fra duoen i fremtiden. (Line Mortensen)
James Blake – ‘James Blake’
James Holden – ‘The Inheritors’
Jamie xx – ‘In Colour’
Jamie XX er mesteren i en selvmodsigende disciplin; melankolsk festmusik. In Colour er britens gave til alle os, der kender følelsen af at være ensom, mens man er presset op ad svende kroppe på et tætpakket dansegulv. Her føler man sig forstået og accepteret. Her kan man danse til den lyse morgen uden venner omkring en, for når Jamie XX er DJ, er det kun musikken der tæller. Albummet er helstøbt og gennemført, og er desuden perfekt til at høre i en bil på motorvejen i skumringen, hvor de sidste rådyr er på vej hjem i vejkanten. (Nikolaj Boesby Skou)
Janelle Monáe – ‘Dirty Computer’
Jeg kunne for den sags skyld have fundet plads til samtlige af Monáes album fra dette årti på denne liste, men jeg har holdt mig tilbage og kun givet plads til mit favoritalbum fra den nu 34-årige altmuligkvinde. Dirty Computer er for mig et skridt op ad rangstigen fra Janelle Monáes tidligere udgivelser som The ArchAndroid og The Electric Lady, da albummet fremstår mere modigt og sammenstøbt end de tidligere. Monáe har aldrig været bange for at udfordre sine lyttere, både med aktuelle og politiske tekster samt musikalske spring fra genre til genre. Dirty Computer indeholder stadig disse ting, men for mig på et nyt niveau. Monáe er mere eksplicit i sin sangskrivning, og tunge temaer som racisme, diskrimination, sexisme og meget andet bliver pakket ind i funky og letfordøjelige produktioner, så man næsten ikke ænser sangerindens dagsorden. Hele konceptet på Dirty Computer, hvor Monáe udstiller sig selv som en slags ødelagt cyborg, der er programmeret forkert, fordi hun ikke ønsker at underkaste sig samfundets normer, er for mig super stærkt og kunstnerisk genialt. (Line Mortensen)
Kanye West – ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’
Om 50 år, når jeg skal fortælle mine børnebørn om geniet Kanye West, vil jeg formentlig tage dette album ned fra den virtuelle hylde for at vise den excentriske, megalomane og vanvittige multikunstner fra sit allerbedste. Det er hans ’Sgt. Peppers’ og er kronjuvelen i hans velbesatte krone. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er det ultimative kreative output fra vor tids måske største musiker. Han er perfektionist i ordets sandesete forstand, og albummet er pompøst og barokt, pyntet med små musikalske krummelurer og detaljer overalt. Jeg bliver aldrig træt af Elton Johns klaverstykke på All of the Lights eller Nicki Minaj’ legendariske vers på Monster. Kanye er måske mere i rollen som instruktør eller dirigent end solostjerne, men det er i virkeligheden også i denne rolle, han excellerer. Han smutter ind og ud ad rampelyset, men har sit aftryk på det hele og gør det til sit magnum opus. (Nikolaj Boesby Skou)
Lordes ‘Melodrama’ fra 2017 udpeges både af Peter og Line som et af årtiets bedste albums.
Kaytranada – ‘99.9 %’
Kendrick Lamar – ‘Good Kid, M.A.A.D City’
Kendricks gennembrudsalbum er en fuldendt fortælling om livet i Los Angeles-bydelen Compton, der foruden at være en gribende historie lige så vel kunne være en ‘greatest hits’-plade. Der er en rød tråd gennem hele albummet, samtidigt med at det er fyldt til bristepunktet med giga-bangers som m.A.A.d city eller Money Trees. Jeg vil lægge hovedet på blokken og sige, at det er det bedste hiphop-album fra 10’erne, fordi det perfekt balancerer energi og eftertænksomhed. (Nikolaj Boesby Skou)
Lana Del Rey – ‘Born To Die’
Jeg har haft en indre debat om, hvorvidt jeg skulle placere Lana Del Reys debutalbum, Born To Die, på denne liste, eller om det skulle erstattes med dette års geniale udgivelse Norman Fucking Rockwell!. Men debutalbummet fra 2012 vandt kampen. Da Born To Die udkom, var jeg forvirret. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, heller ikke med førstesinglen Video Games. Var det et soundtrack til en film, jeg ikke havde hørt om? Var det en gammel sang, som var blevet populær igen? Det lød ikke som det andet, der var på hitlisterne. Hvem var Lana Del Rey? Først troede jeg, hun var en karakter ala Lady Gaga i starten. Men da det endelig gik op for mig, at det var en sangerinde, der turde lave noget helt andet, end hvad alle andre gjorde, var jeg solgt. Lana Del Rey leverer sublim sangskrivning og et lydunivers, der er så specielt og personligt, at det på en gang føles som noget gammelt, man genopdager, og på samme tid føles som noget helt nyt, man aldrig har hørt før. Lana Del Rey har siden Born To Die haft stor indflydelse på min opfattelse af, hvad popmusik er og kan være. (Line Mortensen)
LCD Soundsystem – ‘This Is Happening’
Nogle gange er det ikke muligt at tage et værk ud af en kunstners diskografi og vurdere det isoleret. Nogle gange bliver et værk afhængigt af andre omstændigheder. Sådan er det for mig med This Is Happening. Da LCD Soundsystem udgav albummet i 2010, udlevede James Murphy sin vision om at slutte bandet med et brag. På toppen. Med en gribende skildring af, hvordan ungdommen i almindelighed og selvkontrollen i særdeleshed undslipper ham. Fremturet som bandets selvvalgte og nøje tilrettelagte punktum, efterfølgende kronet med den endegyldige farvelkoncert på Madison Square Garden.
Hvis der var én ting, James Murphy aldrig udgød, var det selvbedrag, men albummet fik netop en bismag af dette, da LCD Soundsystem i 2015 – stik imod alt vi var blevet lovet – blev genoplivet. Den betingelse, at min oprindelige fascination for This Is Happening skulle leve videre i tiden efter gendannelsen af James Murphys band, kom med tiden til at afhænge af, at post-breakup-udgaven af LCD Soundsystem og albumopfølgeren American Dream fra 2017 ville fortsætte bandets musikalske retning og James Murphys ærgerrighed. Dette lykkedes til fulde, og sådan fik et album fra 2017 pludselig fremstillet et på det tidspunkt syv år gammelt værk i det bedst mulige lys. Fortællingen på This Is Happening var ikke forgæves, og numre som Dance Yrself Clean, All I Want og Home vil leve forevigt. (Morten Bruhn)
Lorde – ‘Melodrama’
Allerede da Green Light udkom som første single, var jeg solgt, og jeg vidste, at det her album ville blive noget helt specielt. Jeg var vild med Lordes første album, Pure Heroine fra 2013, men jeg blev aldrig die hard fan. Dette skulle dog ændre sig med Melodrama, der for mig personligt fremstår som det perfekte album og derfor tager prisen for mit årtiets album. Det er et album, jeg nærmest har hørt i stykker, hvis det kan lade sig gøre, og jeg vender jævnligt tilbage til det, selvom det snart har tre år på bagen. Der er ikke ét nummer, som jeg ikke kan lide fra start til slut, og det er næsten umuligt for mig at vælge nogle numre ud, men jeg vil dog fremhæve Sober og Supercut, der holder en speciel plads i mit fan-girl-hjerte. Hele albummet er fyldt til randen af hjertesorger, længsel og ungdom, og det går lige i hjertet. Det er en følelsesmæssig rutschebanetur for mig at lytte til Melodrama, og hver eneste gang står jeg tilbage og er lige så imponeret over samspillet mellem Lordes lyrik, melodier og produktionerne, som første gang jeg hørte Melodrama. (Line Mortensen)
Mac DeMarco – ‘Salad Days’
The Minds of 99 – ‘Solkongen’
Mitski – ‘Be The Cowboy’
Moderat – ‘II’
Krydsningen mellem sanger/producer Apparat og duoen Modeselektor når sit absolutte højdepunkt på II. Med en rød tråd bestående af tre elementer, insisterende synth, drillende trommer og rungende bas, omfavnes Sascha Rings stemme og tekster perfekt. Ja, faktisk omfavner Sascha Rings stemme sig selv, da den udover skønsang også bliver brugt som regulært instrument sammen med drømmende strygere. Det skaber en lyd, der er så storslået og tør så meget, at det bliver til noget, der bedst kan beskrives som lyden af livet selv. Og det er ikke så tilfældigt, da det også er det, som tekstuniverset handler om. Tog du de rigtigte beslutninger, og turde du leve livet, når du ligger og ser tilbage på det hele? Det spørger II dig om. Moderat turde i hvert fald – og lykkedes med – at skabe en plade, der er så stemningsfuld og følelsesladet, at den kan få alle dine følelser frem, så længe de er dybe nok. Og med en opbygning af numre, der kun kan skabes af genier, rammer II dig de helt rigtige steder og på de helt rigtige tidspunkter, så du får små mentale orgasmer på hvert enkelt nummer, uanset om det er de langsomt opbyggende som Let In The Light og Last Time eller en banger som Bad Kingdom. (Mathias Gavnholt)
Moses Sumney – ‘Aromanticism’
The National – ‘High Violet’
Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Push The Sky Away’
“And we breathe it in”. Sådan indleder mørkets mester sit femtende studiealbum på nummeret We No Who U R i en tone, hvor hjerte rimer på smerte. Det er en kliché at skrive den sætning (især hvis man hedder Anders Bøtter og arbejder på P6 Beat), men jeg er af den overbevisning, at livet er bygget på klicheer, og i den forstand kan man ikke komme uden om, at Nick Cave er en mand, der om nogen har prøvet kræfter med livets både lyse og mørke sider. Push The Sky Away er en plade, der har været værd at vente på. Da den udkom i 2013, var det australiernes første udspil i fem år. Bandet havde på daværende tidspunk eksisteret i omkring 30 år og var mest kendt for sine aggressive og rockede murder ballads. Her stod ‘Push The Sky Away’ i dirrende kontrast med sin underspillede ynde, dybde og konstant nagende forurolighed. Nick Cave skiftede simpelthen farve med udgivelsen, men glemte ikke den rå, følsomme og perverse poesi, som man kender den fra eksempelvis ‘The Boatman’s Call’. På Jubilee Street tager Cave eksempelvis lytteren med på luder-besøg med en opbyggelig repetitiv guitarrundgang, der minder om Velvet Underground, talesang og skærende celloer, der vokser og tilspidser i et helstøbt klimaks. Nummeret Higgs Boson Blues tager prisen som min favorit og er blandt de numre, jeg har lyttet mest til, ikke blot i 2013, men i hele årtiet. Den latente guitarrytme skaber en rolig ramme for den selvdestruktion, man fornemmer gennem teksten, der let kunne gå for en god road movie, hvor Nick Cave møder alt fra Robert Johnson, Hannah Montana til selveste djævlen i et eskapistisk drama: “Can’t remember anything at all. But I’m driving my car down to Geneva”. Pladsen afrundes på smuk og afmålt vis med titelnummeret Push the Sky Away, og du kan ikke andet end at “breathe it in”! (Laura Fromm)
Perfume Genius – ‘No Shape’
No Shape er på mange måder alt, alt for meget. Det er storladent, det er overgearet, det er kærlighed i 1000. potens, og det er simpelthen bare vanvittigt fedt. Mike Hadreas’ selvtillid og kompromisløse vilje til bare at være sig selv er inspirerende, og selvom Slip Away kan tolkes tragisk i sit forsøg på at undslippe sin egen krop, men for Hadreas handler det mere om at få lov til at være sig selv på sine egne betingelser – ikke på trods af konservative forventninger om det modsatte. Ligesom Blood Orange løfter Perfume Genius sig op over ‘bare’ at være en musiker – budskabet skinner igennem, og det er vanvittigt inspirerende. At Weyes Blood er featured på nummeret ‘Sides’ er ren og skær bonus. (Peter Pishai Storgaard)
PJ Harvey – ‘Let England Shake’
Pantha Du Prince – ‘Black Noise’
Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool’
“Milosh har sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt,” skriver Mathias om Rhyes ‘Woman’.
Rhye – ‘Woman’
Alle de beskrivelser, jeg nogensinde har hørt af drømmekvinden, har altid taget udgangspunkt i det samme. Hun skal have nogle bestemte egenskaber, værdier, se ud på en specifik måde, og så videre. For mig er der kun en ting, der er vigtigt. Jeg skal have det med hende, som Mike Milosh har det med den kvinde, han synger om på Woman, for aldrig nogensinde har jeg været så overbevist om, at en kærlighedserklæring i et stykke kunst er ægte, som Milosh’ er om den kvinde, der bliver sunget om igen og igen på Woman. At han ikke får kvinden, er heller ikke til at være i tvivl om. Til gengæld har Milosh sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt. Den dybfølte og hudløst ærlig blanding af længsel, håb og begær kommer så hjerteskærende direkte til udtryk, at man samtidig håber og frygter at få følelsen af at være så forelsket, som Milosh er det på Woman. Og det er bestemt ikke kun teksten og den gudesmukke sangs skyld, for den simple klaver- og strygerbårne instrumentalside er afslappende, virkelighedsskabende og malerisk på en måde, der både skaber en symbiose mellem musik, sang og tekst, men også formår at være så tidsløs, at Woman lige så godt kunne være fra o0’erne eller 20’erne. (Mathias Gavnholt)
Richard Russell – ‘Everything Is Recorded’
Skee Mask – ‘Compro’
Skepta – ‘Konnichiwa’
Slowdive – ‘Slowdive’
Solange – ‘A Seat at the Table’
Sjældent har musik været så yndefuldt, hjerteskærende og kraftfuldt på same tid. Med A Seat at the Table trådte Solange for alvor ud af sin søsters koloenorme skygge med et sandt kunstnerisk mesterværk. Det er næsten uhyggeligt, hvor godt det her album er, og hvor godt det hænger sammen. Når jeg ser Lionel Messi spille fodbold, og han tryller med bolden, får jeg lyst til at smutte ned til det nærmeste mål og sparke på kassen. Når Solange folder sig løs, får jeg lyst til at finde et klaver og øve mig på at synge. Jeg synes, der er forskel på kunst, der får en til at føle, og kunst, der giver en lyst til at handle. A Seat at the Table giver mig begge ting i overflod. (Nikolaj Boesby Skou)
Sufjan Stevens indledte årtiet med udgivelsen af albummet The Age of Adz; et ambitiøst gadekryds af sangskriverens idiosynkratiske selviagttagende tematik, eksperimenterende programmeringer, en meget kropslig rytmik og autotunede vokaler. Resultatet var et mesterværk og blandt meget andet et opgør med den sentimentale og orkestrale side af Sufjan Stevens, som i løbet af 00’erne gav ham både dedikerede fans men også en del skepsis.
Fem år senere skulle Sufjan Stevens så overgå sig selv med efterfølgeren Carrie & Lowell, der musikalsk ikke bare er sangskriverens mest specificerende værk hidtil, men også det stærkeste. Albummets titulære hovedperson er uden tvivl Sufjan Stevens’ mor, Carrie, der fylder det meste af tekstuniverset; fra hendes beslutning om at forlade familien, mens Sufjan stadig er ganske ung, til hun genforener sig med sine børn flere år senere, og til hun dør. Men bag facaden gemmer sig historier om at forsvinde, om ønsket om selv at forsvinde og om ånder og spøgelser. Både de spirituelle genfærd af dem, man har mistet, men også genfærd af dem, man selv engang var. Og ånderne kan høres på halen af hvert eneste af albummets 11 fremragende numre, når de med et sidste rumklang-spækket svirp panorerer ud i en sagte hvisken.
Carrie & Lowell besidder en komposition og en styrke, der gør, at jeg aldrig har lykkedes med at smide albummet fra mig halvvejs igennem en lytter. Og så er det fuldstændig urimeligt at pege på et af albummets individuelle numre, der skiller sig mere ud end resten. Sufjan Stevens skriver ud fra sin egen sorg og egne oplevelser, men albummet har en universel og relaterbar appel, der især skal tilskrives Stevens’ minutiøse sangskrivning og luminøse tekster. (Morten Bruhn)
SZA – ‘Ctrl’
Ærlighed er noget man nogle gange skal kigge langt efter i SoMe-tidsalderen, men man finder den på SZA’s fænomenale album Ctrl. Albummet handler om at finde sig til rette med alle ens mangler og fejl, og indrømme hvad man kunne have gjort bedre i forliste forhold – i sig selv ikke et banebrydende tema, men SZA har en unik hverdagsagtig tilgang til emnet. Man får lov til at komme ind i SZAs sinds dybeste afkroge samtidigt med, at hun synger så hårene rejser sig på ens arme. Jeg vil gerne fremhæve Garden (Say It Like Dat), der virkelig rammer essensen af det her album. Det er sådan her det lyder, når man møder sin kæreste på Instagram. (Nikolaj Boesby Skou)
Tame Impala – ‘Currents’
Hvad skal man næsten skrive? Currents er i min bog årtiets bedste album (sammen med Lordes Melodrama, som Line så smukt har beskrevet længere oppe). Fra den første majestætiske tone af Let It Happen mærker man, at man her har fat i noget helt særligt, der ikke slipper sit tag gennem de knap otte minutter, åbningsnummeret varer. Og i det hele taget er der ikke sat så meget som en lilletå forkert på dette – for mig – den psykedeliske rocks moderne hovedværk. Alene basgangene på Eventually og The Less I Know The Better kan befrugte samtlige køn, eliminere inkubationstiden og fremtvinge øjeblikkelige fødsler af barn Jesus. Nogen vil sikkert påstå, at Lonerism er et bedre album, men for mig er det først på Currents, at Tame Impala fremstår som et decideret band frem for Kevin Parkers soloprojekt. Væk er den konstante guitarfiksering, tilbage står et eklektisk værk, der viser bandets fulde formåen og rækkevidde – og det er med til at løfte albummet op på et hidtil uset højt niveau. (Peter Pishai Storgaard)
A Tribe Called Quest – ‘We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’
Ukendt Kunstner – ‘Neonlys’
Vinnie Who – ‘Then I Met You’
The War On Drugs – ‘A Deeper Understanding’
The Weeknd – ‘House of Balloons’
Sammen med hiphop overtog R&B pladsen som den vigtigste og mest innovative genre i 10’erne. Det var i høj grad takket være kunstnere som The Weeknd og hans mørke, narkofyldte univers. Toronto-sangerens lyd blev toneangivende i hele verden, og House of Balloons står stadig som hovedværket i den emotionelle scorekarls diskografi. Der er samples fra store indie-kunstnere som Beach House og Cocteau Twins, og deres idéer var med til at affyre raketten The Weeknd mod stjernerne, og han har bestemt ikke set sig tilbage siden da. (Nikolaj Boesby Skou)
Sådan stemte skribenterne:
Eva Laksø:
1. Beach House – Teen Dream
2. Nick Cave – Push The Sky Away
3. The National – High Violet
4. Iceage – Plowing Into The Field of Love
5. The War on Drugs – A Deeper Understanding
6. Radiohead – A Moonshaped Pool
7. Bisse – 19.6.87
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Arcade Fire – The Suburbs
10. Wild Nothing – Gemini
Laura Fromm:
1. Agnes Obel – Philharmonics
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Gorillaz – Plastic Beach
4. PJ Harvey – Let England Shake
5. Nick Cave – Push The Sky Away
6. Richard Russell – Everything is Recorded
7. Moses Sumney – Aromanticism
8. Radiohead – A Moon Shaped Pool
9. Mitski – Be The Cowboy
10. Vinnie Who – Then I Met You
Line Mortensen:
1. Lorde – Melodrama
2. Janelle Monáe – Dirty Computer
3. Charli XCX – POP2
4. IDER – Emotional Education
5. Caroline Polachek – Pang
6. Goss – Homeland Security
7. Banks – Goddess
8. Solange – A Seat at the Table
9. FKA Twigs – Magdalene
10. H.E.R. – I Used To Know Her
Mathias Gavnholt:
1. Moderat – II
2. Rhye – Woman
3. Tame Impala – Currents
4. James Blake – James Blake
5. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
6. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service
7. Kaytranada – 99.9%
8. Anderson .Paak – Malibu
9. Frank Ocean – Channel Orange
10. El-P – Cancer 4 Cure
Morten Bruhn:
1. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
2. Caribou – Swims
3. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
4. Arcade Fire – The Suburbs
5. LCD Soundsystem – This Is Happening
6. Skee Mask – Compro
7. James Holden – The Inheritors
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Girls – Father, Son, Holy Ghost
10. Beach House – Teen Dream
Nikolaj Boesby Skou:
1. Frank Ocean – Blonde
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
4. Solange – A Seat at the Table
5. Jamie XX – In Colour
6. Drake – Take Care
7. SZA – Ctrl
8. Bon Iver – Bon Iver
9. The Weeknd – House of Balloons
10. Calvin Harris – Funk Wav Bounces Vol 1.
Peter Storgaard:
1. Lorde – Melodrama
2. Frightened Rabbit – Pedestrian Verse
3. Benjamin Francis Leftwich – After The Rain
4. Blood Orange – Freetown Sound
5. Tame Impala – Currents
6. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
7. Grimes – Art Angels
8. Caroline Polachek – Pang
9. Car Seat Headrest – Teens of Denial
10. Perfume Genius – No Shape
Rasmus Stegmann:
1. Freddie Gibbs & Madlib – Piñata
2. Slowdive – Slowdive
3. Ukendt Kunstner – Neonlys
4. St Vincent – Masseduction
5. Freddie Gibbs & Madlib – Bandana
6. Flume – Skin
7. Skepta – Konnichiwa
8. Asap Rocky – Live. Love. A$AP
9. Mac DeMarco – Salad Days
10. The Minds of 99 – Solkongen
Et gyldent musikalsk årti går på hæld, og her på Regnsky ser vi selvfølgelig også tilbage på 10’erne, der på alle måder har defineret vores lille blog. Siden 1. januar 2010 har vi udgivet mere end 1.250 artikler her på bloggen, skrevet af en lang række forskellige skribenter om musik fra alt mellem stjernehimmel og jordbundne soveværelsessnedkere.
Men hvilke artikler har fået flest af jer til at finde læsebrillerne frem? Det vil jeg give svaret på gennem denne tur ned af memory lane, hvor vi skal forbi de 20 mest læste artikler fra de seneste 10 år. Vi skal blandt andre møde Velvet Volume, Athletic Progression og Konni Kass – og mindes en masse fortryllende oplevelser fra landets festivaler.
20)““Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.”
Vi starter med et interview med Emil Wilk aka. M.I.L.K. fra 2016, som Mirja havde fornøjelsen af at møde på det års Roskilde Festival. Bevæbnet med TUC-kiks og kaffe tog de sig blandt andet en snak om, hvad M.I.L.K. egentlig er for en størrelse, og om dengang Emil var til middag med Brian Eno.
19)“Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild”
Gennem årene har Regnsky bestået af et væld af faste skribenter, men fra tid til anden har vi også hevet venner og bekendte ind som gæsteskribenter. En af dem var Mortens udkårne, Cathrine, som i 2015 var med os på Roskilde Festival. Hendes anbefaling af blandt andre Father John Misty og The Entrepreneurs lister sig ind på listen 19. plads.
18)“Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse”
Fra Roskilde Festival-højdepunkter anno 2015 tager vi turen videre til Haven anno 2017, som også bød på en lang række højdepunkter fra blandt andre Bon Iver og Conor Oberst. Men Band of Horses-koncerten var bestemt ikke en af dem. Den var derimod som en halvkedelig begravelse…
17)“JÆRV – Et hav af vellyd”
Hvis der er én artist, som jeg har skrevet (virkelig) meget om i midten af det snart forgangne årti, er det Amanda Glindvad og JÆRV, der i dag er blevet en duo med Matias Pedersen Smidt som Amandas lige så gode halvdel. I 2016 udgav JÆRV debut-EP’en ‘Dit Hav’, som stadig står som en af mine yndlings-EP’er nogensinde. Hvorfor kan I læse mere om i artiklen.
16)“Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger”
En af de ting, vi gør en dyd ud af på Regnsky, er at bakke op om vækstlaget – både herhjemme og især i vores nabolande. Derfor er SPOT Festival en fast del af vores årlige dækning, og det er tydeligt, at vores læsere deler den samme kærlighed til festivalen. I 2018 var jeg selvfølgelig også af sted og anbefalede artister som Ea Kaya, Jada og FRUM.
15)“Dem skal du høre på UHØRT Festival”
Mange af de artister, der optræder på SPOT, har i årene inden kunne opleves rundt på nogle af landets mindre vækstlagsfestivaler. En af dem er UHØRT Festival i København, som jeg har siddet i lytteudvalget for siden 2015. Minds of 99 og Baby in Vain har blandt andre taget deres første skridt på festivalen, som i 2016 kunne præsentere artister som Masasolo, JÆRV og de aarhusianske rockdarlings The White Dominos.
14)“Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket””
Apropos UHØRT turnerede Kristoffer Munck Mortensen og hans alias Mellemblond i 2010 sammen med Niels Skousen under overskriften ‘Uhørt’, men det er dog ikke derfor, at Mellemblond indtager 14. pladsen over vores mest læste artikler for det forgangne årti. Det skyldes derimod den vidunderlige single ‘Elsk og bliv elsket’, som vi havde premiere på for snart to år siden.
13)“Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!””
Lad mig sige det med det samme: Det bliver ikke eneste gang, vi møder Athletic Progression på denne liste. Den jazzede hiphop-trio har om nogen fanget jeres (og vores) interesse i de sidste par år. Med deres uforudsigelige og genrenedbrydende stil ramte de os lige i dansehofterne fra første sekund, og det var ingen undtagelse for Mirja, da hun oplevede dem til åbningsfest af Monten.
12)“Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up”
På 12. pladsen tager vi turen tilbage til Roskilde Festival; denne gang i 2018-udgaven. I april 2018 havde festivalen netop offentliggjort det fulde program, hvilket fik Morten til at filosofere over årets – på papiret – største op- og nedture. Konklusionen blev blandt andet, at der var tale om det bedste elektroniske program i årevis, men at vi også skulle leve med et par afdankede hovednavne.
11)“Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø”
Noget af det, jeg selv holder meget af at skrive, er premierer på nye singler. Der findes simpelthen ikke noget federe end at få et fremragende nummer ind i indbakken og smage på det, inden alle mulige andre har haft mulighed for at påvirke ens holdning til det givne nummer. Et af de numre, jeg elskede fra første stund, var Rest in Beats‘ ‘Fugle kan dø’ fra 2016. Det var jeg heldigvis ikke ene om…
10)“Chienne Lucas – et frikvarter i Zoo”
Synes du også, at det kan være lidt dyrt at besøge Zoologisk Have? Så frygt ej! Du kan nemlig komme gratis af sted med Chienne Lucas på nummeret ‘Diagonal 1′, hvilket Eva bemærkede tilbage i 2015. Om vores læsere generelt er lidt pressede på pengepungen, eller det bare var Chienne Lucas’ fænomenale debut-kassettebånd ‘Left Hand Orientation’, der trak, skal jeg dog ikke gøre mig klog på…
9)“Forpremiere: Konni Kass – I Lie”
Fik jeg sagt, at jeg elsker premierer? Jeg løj ikke, omend man ikke kan sige det samme om færøske Konni Kass‘ på nummeret ‘I Lie’, som vi havde fornøjelsen af at præsentere i 2016. Nummeret var dengang en forløber for Konni Kass’ stemningsfyldte debutalbum ‘Haphe’, som jeg kun kan anbefale, at du lytter til, hvis du endnu ikke har gjort det. Det er perfekt til en kold vinterdag!
8)“Regnsky møder… Konni Kass”
Lad mig bare slå fast: Konni Kass har de mest stabile fans på den nordlige halvkugle. Der er blot 21 læsere til forskel mellem 8. og 9. pladsen på listen. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med Konni forud for hendes koncert under 2016-udgaven af SPOT Festival. Hun lovede mig en fed koncert – og det løfte blev i den grad indfriet af, hvad jeg husker som det års bedste koncert på festivalen. Og så fik vi talt en masse om naturen, som faste læsere vil vide, at jeg ynder at gøre i mine interviews.
7)“Århusianske overraskelser blev favoritten”
Jeg lovede jer, at vi ville møde Athletic Progression igen højere oppe på listen – og her kommer de så. Denne gang formidlet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen, som Rasmus havde taget med på SPOT i 2017. Det var egentlig ikke meningen, at hun ville skrive om bandet, men nogle gange vil tilfældet, at man falder over en helt unik oplevelse – og det skete her, hvor Marie Louise blev blæst fuldkommen bagover af den aarhusianske trio.
6)“PREMIERE: Eugenia – vildt+sødt”
I know, I know… And you know! Vi elsker premierer her på Regnsky, og det var for mit vedkommende især tilfældet i 2016, hvor jeg nærmest væltede mig i dem. Duoen Eugenia er stadig et af de mest interessante projekter, jeg er stødt på. Kombinationen af velproduceret dansksproget avantgarde-pop og en unik visuel side gør bare, at det er et band, man aldrig rigtig bliver træt af at udforske – det gælder også singlen ‘vildt+sødt’ fra 2016.
5)““Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli”
I løbet af Regnskys godt 11-årige levetid har vi løbende udvidet og udskiftet i skribentflokken, alt efter hvor livet har ført os hen. En af de gange var i foråret 2016, hvor Rasmus og Mirja sluttede sig til vores lille kollektiv. Og Mirja debuterede med et brag med hvad, der skulle vise sig at være den femte mest læste artikel på Regnsky i 10’erne. Mirja elsker at udfordre sig selv musikalsk, og det havde hun også gjort her, hvor hun var taget til hiphop-koncert med DC og Fouli på Stengade.
4)“Roskilde Festival 2015 – Peters anbefalinger”
Fra undergrundshiphop tager vi en sidste tur tilbage til Roskilde Festival, hvor I af en eller anden grund havde ekstra meget brug for nogle gode anbefalinger til 2015-udgaven af festivalen. Om det skyldes, at 2015-Roskilde i høj grad var mellemlagets festival, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald året, hvor man blandt andre kunne opleve kvalitetsnavne som The War on Drugs, Perfume Genius og Kaytranada.
3)“Eksklusiv premiere: and the shine”
Vi snupper en premiere mere på 3. pladsen, hvor Lasse i 2015 kunne introducere os for det spritnye band and the shine. Det kunne han med deres allerførste sang ‘All That I Wanted’ med ledsagende video. Lasse udråbte det til en ‘pornografisk lyskatedral af en forårsperle’. Hvis det ikke giver en lyst til at opleve and the shine, så ved jeg snart ikke…
2)“Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo”
Listen højstplacerede premiere står Laura bag med noget så unikt som en live-debut-musikvideo. Bandet, der har skabt denne musikvideo, er danske Yör & U (de har sidenhen smidt ‘& U’) til deres single ‘Badekar’. Bandet skulle eftersigende arbejde på en debut-EP, så anbefalingen herfra vil blot lyde på at hoppe med i badekarret og flyde med strømmen mod vellyd og gode vibes i 2020 – man kan jo starte i Helsingør, hvor de giver koncert den 21. januar på Toldkammeret.
1)“Velvet Volume vælter UHØRT”
Vores suverænt mest læste artikel fra 2010’erne stammer fra min allerførste UHØRT Festival, hvor jeg blev blæst bagover af tre (dengang) teenagekvinder fra Aarhus-egnen. Velvet Volume indtog det års UHØRT Festival med en sådan energi, at jeg faktisk endte med at tage hjem direkte efter koncerten, fordi jeg bare MÅTTE skrive om den koncert, mens den stadig var frisk i erindringen. Men jeg havde egentlig ikke så travlt, for energien, nærværet og den gennemførte rockattitude, som Noa, Naomi og Nataja lagde for dagen, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Wow!
Fra venstre: August Møller Fogh og Andreas Bendix Wilson
Den ene er rød. Den anden er blå. Den ene hedder August. Den anden hedder Andreas. Sammen er de popduoen Soon, og arbejder på at slå igennem på den sprudlende danske popscene. I september udgav de deres debut-ep ’Red // Blue’. Regnsky har mødt de unge mænd for at forstå, hvad der gør Soon til Soon.
Regnsky: Forestil jer, at I sidder i en biograf om 40 år og skal se filmen om Soon. Hvad hedder filmen? Og hvad er åbningsscenen?
Andreas Bendix Wilson: Jeg synes filmens titel egentlig godt kunne være ‘Red/Blue’ ligesom ep’en. Fordi det afspejler vores musik og personligheder. August er rød, og jeg er den blå. Rød er varme, temperament, følelser og at være impulsiv og eksplosiv.
August Møller Fogh: Og så er rød selvfølgelig også sang og inderlighed. Jeg tror kernen i vores musik, dynamik og hele vores relation er, at vi egentlig er to mega forskellige personer. Vi startede ikke med at være venner. Det er musikken, der har ført os sammen, og den har fået os til at udforske hinandens personligheder. En sjov åbningsscene til filmen ville helt sikkert være da vi spillede i Royal Arena som opvarmning for Phlake, fordi det er et af højdepunkterne.
En anden scene der kunne åbne filmen er, da vi var en uge i London for halvandet år siden, hvor vi var ovre og snakke med et engelsk pladeselskab, Method Music, som vi faktisk var tæt på at signe med. Det var vores første rigtige oplevelse, hvor Andreas og jeg virkelig bare var os to. Jeg husker at stå i Hammersmith i elevatoren på et cheap hotel og se dørene lukke i, og tænke at nu er Andreas og jeg på vej op både bogstaveligt og symbolsk. På vej op til værelset, før ugen startede, hvor vi skulle have sessions hver dag og møder med pladeselskabet.
Siden Englandsturen har Soon fundet sig til rette på det store pladeselskab Warner, der udgav ep’en. Det engelske og internationale islæt er dog ikke forsvundet, selvom pladeselskabet har kontorer på Frederiksberg. Deres sange trækker på indflydelser fra forskellige genrer, men når man hører Soon første gang, er det formentlig deres R&B-klang man falder pladask for, selvom der også er strejf af hiphop eller house.
Hvorfor er jeres sange på engelsk?
August: Jeg er vokset op med engelsksproget musik. Selv de danske artister jeg lyttede meget til som Tina Dickow, Tim Christensen eller Agnes Obel synger allesammen på engelsk. Når jeg skriver, er det også afspejlinger af ting jeg har hørt og inspireret af brudstykker fra sange jeg godt kan lide, som jeg sætter sammen på min egen måde, så det lå lige til højrebenet, at det skulle være på engelsk. Så er det samtidigt også en kæmpe drøm, at musikken skal ud i verden.
Risikerer man ikke at miste noget inderlighed og ærlighed, når man ikke synger på det sprog man føler på?
August: Hvis man ikke gør noget ekstra, så mister man det. Engelsk er ikke vores modersmål, og selvom vi er gode til det, så kan vi ikke lige så mange ord og vi har ikke lige så mange nuancer på engelsk, som danskere. Men vi er bevidste om, at når vi synger på engelsk så der kommer automatisk en distance til andre danskere, og derfor tænker vi over, hvad vi kan gøre ekstra, for alligevel at få det ind under huden på folk. Det er sådan noget som virkelig at tænke over, hvordan man leverer det og virkelig synge det med indlevelse og på sin egen måde. Det kan godt give en distance for mig, hvis jeg hører nogen synge med en påtaget accent for eksempel.
Andreas: Jeg har især tænkt meget over, at vi ikke bare skal vælge nogle ord, der er et synonym for et eller andet, bare fordi det er mere specielt end at sige fx ‘feelings’ eller ‘emotions’. Hvis englænder eller en amerikaner ikke ville bruge det ord i en sang, hvorfor skulle vi så bruge det?
Lige før koncerten i Royal Arena
Hvilken sang er sværest at spille?
Andreas: Det er når vi skal spille ’28 thoughts’. Det er aldrig en af de sange, hvor vi kan slappe lidt mere af, for den går rigtig stærkt og det er ikke de nemmeste toner, der bliver sunget på i melodien. Derudover er der meget kor i, som mig og Søren Breum (guitarist) synger. Samtidigt er den meget synkoperet og meget rytmisk, samtidigt med at selve melodien og sangen er meget straight og ligefrem.
August: Ja, der står vi altid og sveder. Jeg har faktisk ikke en eneste sang, når vi spiller live, hvor jeg føler, at jeg altid kan naile den. Jeg er ikke en skolet sanger, og har prøvet at lære det undervejs. Jeg spiller guitar og er fra guitaren vant til, at der ikke er nogen toner man ikke kan gå hen til fordi det hele er frit, fordi det ikke er hårdere at spille de forskellige steder på guitarhalsen. Det ender tit med, at de sange jeg skriver, bliver vildt udfordrende for mig at synge. Det er lidt hårdt at være nervøs på den måde nogen gange, men det gør også, at jeg lever mig meget ind i det og det betyder rigtig meget for mig, hver gang jeg står på scenen, fordi jeg skal levere 100% for at kunne synge det, som jeg gerne vil. For hvis jeg har en dag på 70%, så kan jeg ikke de ting, jeg virkelig gerne vil. Så for mig er det at stille sig op og synge mega grænseoverskridende, og det er det fedeste når det lykkes, og man får ros. Jeg kan huske, at Jada kom ud efter Royal Arena koncerten og sagde ‘Du synger pissehamrende godt’ og så stod jeg bare og måtte samle min kæbe op fra gulvet.
I lægger meget fokus på, at I er gode til at snakke meget og åbent sammen. Hvor kommer evnerne til det fra?
Andreas: August er en meget åben person, og det prøver jeg også at være. Det tror jeg måske ikke altid, at jeg har været. Men fordi vi skulle flytte til København sammen, inden vi var bedste venner, og har skullet finde på den bedste musik sammen, så var det vigtigt for os, at det var sjovt at være sammen. For hvis vi skulle se hinanden hver dag i studiet, så skulle vi også kunne snakke sammen hver dag. Vi kan ikke finde ud af at lave musik sammen, hvis vi ikke er på samme level.
August: Vi har lært meget af hinanden på de punkter, hvor vi er forskellige. Min far er coach og arbejder med samtaler, der er rygraden i hans arbejde. Så jeg kommer fra en familie og et hjem, der er meget vant, at man snakker, føler og stiller mange spørgsmål. Men noget jeg har lært rigtig meget af Andreas er, det der med også at lytte og give plads og bruge de der ekstra sekunder på at prøve at forstå, hvad der lige er blevet sagt og være tålmodig. Vi kan godt afbryde hinanden i min familie, fordi alle hele tiden har noget, de gerne vil sige. Andreas har vist mig, hvor vigtigt det er at få den anden del med, hvor man tager tempoet lidt ned, lytter og mærker efter.
Andreas: Jeg er nemlig rigtig dårlig til bare at snakke og fyre derudaf. Jeg er nødt til at afbryde August nogle gange for at sige noget, og sådan er det bare. Og samtidigt er August nødt til at holde nogle pauser en gang i mellem for at jeg kan komme ud med det jeg gerne vil.
August: Vores styrke er også, at jeg vil se Andreas vinde. Jeg vil se ham spille i Royal Arena. Fordi jeg kender så meget til hans passion og hans lyst. Jeg ved hvor meget han ofrer, hvor mange aftaler med venner og kæresten han dropper for at være i studiet for at arbejde på det han elsker. Det er motiverende, at hvis jeg gør mine ting ordentligt, så kan jeg hjælpe Andreas med at nå derhen, hvor han gerne vil og den anden vej rundt.
Hvad bliver den næste yndlingssang til folk fra Soon?
August: Jeg tror den næste yndlingssang fra Soon bliver en ret simpel sang uden alt for mange elementer. Hvor det bare er sangen, der er i fokus, med få udvalgte signaturlyde og så bare en nærværende vokal.
Andreas: Men vi er også i gang med at skrive en masse forskellige sange. Vi prøver en masse forskellige ting af lige nu, fordi vi som sagt ikke har opskriften på, hvad der er perfekt for os, eller hvordan den perfekte Soon-sang er. Vi har ikke indsnævret endnu, hvad det er, der kommer til at ske.
August: Det der rykker i vores musik, er nærværet og det umiddelbare, nerven, vokalen, inderligheden og produktionerne. Så vi har snakket med om at skære lidt ind til benet.
Nogle gange skal musik bare være lækkert at lytte til. Noget man kan sætte på anlægget og vide, at man er sikret god stemning i et helt albums spillelængde. Så mens du læser denne artikel, vil jeg anbefale dig at høre Cold Water Burning Skin, som FIEHs debutalbum hedder.
Det norske band FIEH består af hele otte medlemmer, men det er forsanger Sofie Tollefsbøl, der står for sangskrivningen. Jeg havde fornøjelsen af at snakke med hende på en trappe i Vega før deres koncert på Ideal Bar. Bandet var netop ankommet fra Aarhus, hvor de aftenen inden havde spillet et vellykket show. Inden vi snakker, introducerer Sofie mig kort til de andre medlemmer og fremviser stolt bandets første merchandise; sorte t-shirts med bogstaverne F-I-E-H trykt på brystet i sølvglimmer. Der er ikke trykt mange, så Sofie påpeger deres eksklusivitet med et smil og er sikker på, de nok skal blive solgt i aften.
Foruden at FIEH er en fryd at opleve live, er anledningen til det norske visit, at bandet har udgivet deres debutalbum, Cold Water Burning Skin, i september. Det er en neo-soulet lækker sag, der er let at lytte til, men som samtidig giver små svirp med halen, så det aldrig bliver kedeligt. Pladen sender tankerne hen på kunstnere som Noname, og der er også tydelige spor af de store inspirationskilder D’Angelo og Erykah Badu.
Regnsky: Hvad betyder FIEH og hvor kommer navnet fra?
Sofie Tollefsbøl: »Det var en konstruktion, som jeg lavede, fordi jeg hedder Sofie, og jeg var lidt inspireret af Nas, der jo hedder Nasir. Og så tænkte, jeg at, jeg kunne tage halvdelen af mit navn.«
Så du er den norske Nas?
»Absolut, ja, haha! På alle måder.«
Hvilken situation er den bedste at lytte til jeres musik?
»En koncert på en scene, der ikke er alt for stor, med god lyd og et publikum.«
Udover en koncert, er det så alene eller med venner, på ferie eller på arbejde?
»Det er godt at høre i bilen. Vi har lige hørt det på turen fra Aarhus til København. Men jeg synes, det passer i de fleste situationer faktisk.«
I er otte, der spiller i bandet. Hvordan får I et samlet udtryk, og er der nogle udfordringer ved at være så mange?
»Ja, det er klart, at der er nogle udfordringer. Men jeg har ofte et par demoer med, når vi skal udvikle musik. Så det er mig, der skriver sangene og bestemmer de basale elementer. Og så arbejder vi sammen om at arrangere sangene og gøre sangene færdige. Sommetider ændrer vi en del fra demoen, men andre gange lyder den færdige lige som den tidlige version.«
»Det er klart, at der er mange forskellige holdninger og meninger i så stort et band, men vi altid enige om bandets æstetik, og hvad vi synes er fedt og ikke-fedt. Men jeg tror, at det er vanskeligt at blive enige uanset hvor mange man er, så snart man ikke er alene. Vi har jo arbejdet længe sammen, og det fungerer godt i bandet.«
Foto: Universal Music Group
Mit forhold til Norge bygger meget på ferier med langrendsski, og jeg forbinder derfor Norge tæt med sne og barske fjelde. Det synes jeg, er en stor kontrast til jeres musik, der er fyldt med solskin og en L.A.-agtig stemning. Hvordan hænger jeres norske baggrund sammen med den musik. I spiller?
»Jeg forstod, hvad du mener, og jeg føler også jeg har en stærk forbindelse til naturen og sneen. Jeg kommer fra en landsby, der ligger i skoven. Men siden jeg var helt lille, er jeg blevet påvirket af musik og kulturelle udtryk fra USA. Jeg kan huske, jeg så filmen Blues Brothers, og selvom det bestemt ikke var særlig norsk, følte jeg en stærk connection til musikken i filmen. Jeg har også en bror, der spillede blues-guitar, og jeg er vokset op i et soul-miljø, hvor der var mange musikere. Så på den måde er den musik, vi spiller, meget fjernt fra Norge, men meget tæt på mig.«
Hvilken d’Angelo-plade er din yndlingsplade?
»Voodoo. Men jeg synes også, Black Messiah er chokerende god. Den første jeg hørte var Brown Sugar med Lady, When We Get By og Cruising. Men Voodoo er helt klart min yndlings.«
Jeg læste, at du skrev sangen Samurai/When The Summer Is Through efter at have set Quentin Tarantinos Kill Bill. Hvilken film ville du helst lave et soundtrack til, hvis du selv kunne vælge?
»Jeg vil vildt gerne lave filmmusik, så jeg ville være klar på noget til enhver film uanset genre. Det er en drøm, som kunne være dritt-fett at få til at gå i opfyldelse. Men hvis det skulle være en eksisterende, så er det jo svært at lade være med at vælge en Tarantino-film, som jeg jo er fan af både på grund af filmene men også af musikken.«
Når du tager på turné, hvad er så det første du pakker i din taske?
»Enten orange outfits til scenen eller joggingsko og træningstøj, hvis jeg har planlagt at træne på touren.«
I er med i det nye FIFA 20-spil, hvordan er det?
»Det er fedt! Det er ret random, men virkelig fedt! Jeg ved ikke helt, hvordan det er kommet på tale, men mit pladeselskab spurgte mig, om FIFA måtte bruge sangen Glu, og så sagde vi bare: ‘Ja, selvfølgelig!’«
Foto: Universal Music Group
Hvad vil I arbejde på, når I skal lave ny musik, og hvilke temaer berør du i de sange, du skriver i øjeblikket?
»Vi har spillet de samme sange i mange år nu, og vi må fortsætte, for nu er pladen kommet ud. Nogle af sangene hænger mig lidt ud af halsen, fordi det er så gammelt materiale, men heldigvis spiller vi også en masse nye sange for tiden. Vi prøver at udvikle vores sound i en ny retning. Lidt mere rocket og lidt mindre neo-soulet.«
Hvad er den bedste sang du har skrevet?
»Jeg tror, fremtiden vil frembringe min bedste sang. Jeg tror og håber ikke, at jeg har skrevet den endnu. Jeg føler ikke, jeg har lavet mit masterpiece endnu.«
Hvad handler sangen ‘Flowers’ om? Kan alle nordmænd beskrives som blomster?
»Den handler i hvert fald ikke om blomster. Den handler om konkrete personer.«
Skriver du mest om konkrete personer eller om roller?
»Jeg skriver ikke om roller. Jeg skriver om sandhed eller i det mindste historier, der er baseret på sandhed.«
Hvorfor?
»Jeg føler ikke jeg har noget andet valg. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gøre det på andre måder, men så bliver det bare en historie. Jeg har altid følt noget behov for at lave en karakter, som ikke er ægte. Det er cool, når folk gør det, og jeg kan godt lide historiefortælling i folks tekster.«
Frej Levin efter koncerten på Countdown. Foto: Emil Hougaard.
Frej Le Funk med det borgerlige navn Frej Levin er rimsmeden i Natkat, der optråde på Countdown-scenen på dette års Roskilde Festival. Frej Le Funk er en mand, der er lidt over det hele. Han debuterede i MC’s Fight Night som 12-årig, og sidste år optrådte han med sit house-projekt under navnet B from E for bare at nævne noget af det. Sammen med DJ Sump og Floppycat, leverede han en energisk dagskoncert på sidste opvarmningsdag, der indeholdt improvisationer, trompet og en lavine af rim. Jeg tog en snak med ham under festivalen, der endte ud med at handle om, hvordan Natkat er blevet til. Det involverer både Cypress Hill, LSD og mexicanske voldsfilm.
Hvad er det for nogle følelser der går i gennem dig, når du står på scenen som Frej Le Funk?
Det er lige som at stå i orkanens øje. Det er på samme måde, som når jeg spiller på en klub. Min angst forsvinder, når jeg går derop, og så har jeg bare ikke lyst til at gå ned igen. Det er øjeblikket, hvor jeg kan få lov til at fejre mit eget og andres liv gennem musikken. Når jeg først går derop, så er det lige som at stå med et stort varmt tæppe på. Det er fucking nice.
Det lyder sgu meget lækkert. Hvorfor tror du, det fungerer sådan for dig?
Jeg tror det er en basal ting i folk, at når de bevæger sig, altså når de vibrerer, så bliver der bare åbnet op for sluserne til lykke-juice i hovedet. Engang, da jeg sugede rigtig meget lattergas, så begyndte jeg at få sådan nogle små bad trips. Men så fandt jeg ud af, at hvis jeg bare dansede eller bevægede mig imens, så var det umuligt for mig at få det dårligt.
Er der forskel på, hvordan du har det på scenen som en del af Natkat og så når du optræder med dine andre projekter?
Forskellen er jo bare, at når jeg er alene, så er det kun mig, der kan skuffe mig. Ikke fordi at mine drenge nogensinde skuffer mig. Men det er klart, at hvis der er noget, de er usikre på, så er det også min usikkerhed. Til gengæld er det fedt, når der er fem, der sejrer frem for bare én. Det er det sygeste vaniljeis for mig, når mine drenge oplever noget fedt.
Men du kan vel heller ikke dele oplevelserne på samme måde, når du optræder med eksempelvis B from E.
Nej, men jeg har også brug for ikke at dele det med nogen en gang i mellem. Jeg har brug for selv at tage et fly hen, der hvor jeg skal spille, og jeg har brug for at tale med mig selv inde i mit hoved, mens jeg sidder på restaurant med de her mennesker, der har booket mig. Jeg har brug for at spille mit show og blive lidt stiv og så tage hjem på mit hotelværelse og være mig selv.
Er det ikke svært at tage på Roskilde Festival, når man gerne vil være sig selv?
Jo, men nu har jeg også fået nok af at være mig selv. Nu skal jeg fandme være på Roskilde. Jeg spillede sidste år med B from E, men der skulle jeg til Mexico dagen efter.
Hvad for noget musik skal du se?
Jeg skal se Underworld. Det er fuldstændig for galt, jeg aldrig har set dem live. Jeg har lyttet til dem siden jeg var 10 eller 11 år. Og så skal jeg se Cypress Hill. Dem har jeg også lyttet til, siden jeg var 10. Den første rap-CD jeg nogensinde havde, var med dem. De er også latinoer, ligesom jeg er, så jeg har et helt bestemt forhold til dem.
Hvornår fik du den CD?
Jeg fik den, fordi jeg var børnereporter ude på DR, og det var jeg lige inden, at Peder fra Gramsespektrum stoppede som vært. Han passede på os, da vi skulle til DM i børnerap. Så plejede han at tage os på Burger King og sådan noget der. Så efter jeg havde mødt ham fem-seks gange, så kom han en dag og stak mig den plade, der hedder Skulls And Bones.
Var det der, du startede med at kunne lide hiphop?
Ja, det er lige der omkring. Jeg startede med at skate med min homie, og det indebar, at vi havde kæmpestort tøj på. Jeg slæbte mine bukser hen ad jorden og vi havde kæmpe store skovmandsskjorter på, var klippet korthårede og malede grafitti. Og så fulgte alt det der musik med. Men det er nok lidt mere rap, rap, rap, når jeg hører Cypress Hill. Så lyttede jeg rigtig meget til nogen der hed Control Machete fra Mexico. De kom også med en stor plade omkring 2000.
Hvad er det for noget?
Det er det største rap-act, der nogensinde er kommet fra Mexico. De lavede soundtracket til en film der hed Amores Perros. Det er en meget anerkendt film. Det er en fucking tragisk film, og folk dør hele tiden på alle mulige syge måder. Der er nogle sindssyge scener med det her Control Machete med sådan nogle hundeslagsmål, hvor de væder om penge, politijagt og sådan noget der.
Hvis Natkat skulle være soundtrack til en film, hvad skulle det så være for en slags?
Jeg har altid håbet at Natkat ville være soundtrack til en psykedelisk film. Noget hvor der var nogle fucking, fucking fede visualiserede hallucinationer. Og så noget der handler om noget alvorligt på den ikke så pæne side af samfundet. Jeg ville elske, hvis der var en eller anden vanvittig animator, der lavede det vildeste trip med et Natkat-track.
Hvorfor tror du det ville passe sammen?
Det tror jeg det ville, fordi Natkat både er baseret på Askes beats, som ofte har hårde trommer men bløde keys og sci-fi-effekter. Han er meget vild med de her gamle space-lounge ting. Som egentligt er rart at høre på, men har mange effekter. Og da jeg startede i Natkat, da havde jeg lige overlevet et fuldstændig vanvittigt LSD-trip, som gør at jeg ikke rigtig kan tage LSD længere. Jeg kommer tilbage til den samme rigtig dårlige tanke jeg fik, som på en eller anden måde er sand, men som ikke rigtig er brugbar for mit liv. Det er en sandhed, som er kæmpestor, men den nytter ikke noget for mig, hvis jeg skal være et menneske, der skal forelske mig i det dumme i livet og de hyggelige, normale ting. Det er alt for ‘godly’ og stort. Den første plade med Natkat er tekster, der kommer fra nogle sindssygt dybe indsigter, hvor jeg var helt inde i mine egne atomer og hilste på mig selv uden, at jeg vidste hvad mit eget navn var. Men jeg forstod min plads i forhold til andre mennesker i verden. Dem jeg holder af, og dem jeg gik og sårede.
Så mange af de tekster du laver er kommet fra sådan et trip?
Ja, det er reflektioner over mit trip. Refleksioner over de tanker der er gået gennem mit hoved, når jeg har søgt efter noget inde i mig selv og fundet noget helt andet.
At Roskilde er en rock festival, vil for den nye generation skurre i ørene. Udsagnet er fra en svunden tid, og festivalen er i dag særligt anerkendt for at have et solidt hiphop-line-up. I år består det af stærke bookinger – både på det mandelige og kvindelige plan. Og hvem siger at, det er “fy”, at skelne mellem køn i musikken? Det er slet ikke alle steder, det er det. Og let’s face it – Der er forskel. Især i hiphoppen tegn, som hovedsageligt er en mandsdomineret verden. At nægte at tale om kønsdiversiteten i bookingerne på Danmarks største musikfestival, er som at lave strudsen, hvor man stikker hovedet i jorden og nægter, at der er noget at komme efter. Men er der egentlig det på Roskilde? … Er festivalen ikke netop blevet et sted, som blander genrene og giver plads til alle køn. I år åbnes Orange scene af den feministiske, rapper Silvana Imam, og hvis det ikke er stærkt, så ved jeg ikke, hvad det er!
Vi har før givet en guide til de mandlige hiphoppere, som du skal opleve på Roskilde i år. I denne artikel giver jeg dig fem anbefalinger til boss-ladies, du skal se, men bestemt ikke fucke med. – For de vil rive dig rundt, som befandt du dig i din værste mareridts-moshpit. Deres styrke er intellektuel rap og politiske budskaber, som de fyrrer op for under hærdede og skidefrække attituder.
Silvana Imam – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Orange
Foto: Nikolaj Blegvad
Den svenske hiphopstjerne; Silvana Imam, rapper om at være homoseksuel, at vælte patriarkatet og om at bekæmpe racisme. Med en selvsikker- og solid bemyndigelse taler den 32-årige rapper til alle, der ikke føler, at de passer ind. Hun har tidligere optrådt på Countdown og Apollo med stor succes. Nu er hun trådt et trin op af karrierestigen og er nu klar til at åbne Orange Scene. Gæstelisten for de optrædende er lang, og jeg glæder mig til at høre, hvem hun, fra den svenske og norske undergrundsscene, hiver med op på Roskildes højhellige alter, som for mange kan være en udfordring at spille op – Især som den første. Mon fællessangen kan lette forventningspresset en smule? – Hvis nervøsitet da overhovedet er en ting for den kantede, kæphøje og konfronterende aktivist.
OBS: det eneste, men også store minus er, at Silvana Imam spiller samtidig som Tears For Fears, der går på på Arena kl. 18.00. Chok chok chok!
CupcakKe – Fredag, 5. juli kl. 12:00 – Apollo
Foto: Shaun Andru
Hold fast! Her kommer en kunstner, der umiddelbart falder, lad os bare sige, en aaaaanelse, ud fra det feministiske spektre af politisk korrekthed. Den blot 21-årige Chicago-rapper, Elizabeth Eden Harris er den sjofle stemme bag kunstnernavnet, CupcakKe. Som 14-årig begyndte hun at skrive religiøse digte og optræde i lokale kirker. Senere tog hendes karriere et radikalt skift, da hun byttede digtene ud med rap, som hun uploadede til Youtube. Seertallet eksploderede i samme stil, som en festivalgænger, der vil nå op til Orange som den første, når pladsen åbner. CupcakKe er gået fra religionsdyrkelse til at lave nogle af de mest frække og flabede sange, jeg har hørt. Hun er liderlig, modig og åbenhjertig med sine (måske lidt for) sexpositive og eksplicitte videoer og sange. – Sange, som går under titler som Deepthroat, Vagina og Cumshot. På overfladen er hendes tekster ualmindeligt lumre, og jeg tror, at hun ville kunne sætte selv en våd hund i kronisk løbetid på plads … (Snopp Dogg?!).
Man skulle ikke lige tro det, men teksterne kan faktisk også rumme budskaber om solidaritet med LGBTQ-fællesskabet og magt i seksualiteten. Lyt bare med på Birdbox eller på sangen, der decideret går under titlen LGBT. Chicago-rapperens skills er ægte badass, og hendes rap skydes afsted i raketfart. Flowet er stramt, uanset om hun er i det kælende eller råbende humør. Hun holder sig uafhængigt at de store pladeselvskaber og har selv udgivet alle sine fire albums. Elizabeth Eden Harris gør altså tingene på sin egen måde. Hun giver ikke en fuck. – Og netop dét, gør hende skøn!
Beskidt bonus: Selvom du næsten taber næsen, når CupcakKe grinder sin krop op af Patrick fra Svampebobs lange næse, bør du tjekke musikvideoen til Squidward Nose ud. Den giver dig en idé om, hvilket våde univers, du kan forvente fredag formiddag på Apollo. Heldigvis clasher koncerten ikke med et andet must-see-band, men hvis du får den skøre idé at tage dit barn med på skulderen, så stop for guds skyld dig selv! CupcakKe er, på trods af det børnevenlige spilletidspunkt, IKKE for børn. Bikini Bunden kommer næppe til at være lige så ren som Nickelodeons. Den gule firkant er erstattet med en havfrue, som er mere end bare uartig, og du kan forvente en opsigtsvækkende og juicy oplevelse!
Saweetie – Fredag, 5. juli kl. 18.30 – Apollo
Foto: John Salangsang
Festen fortsætter på Arena fredag aften! Lad dig ikke narre af det pæne pretty-girl-look. Saweetie er alt andet end en Barbie-girl. Hun er en ægte boss-lady, og hun baner vejen for en generation af andre boss ladies. Hendes kunstnavn er et kælenavn, som hun fik at sin bedstemor, og hun forstår at holde et af hiphoppens ældste mantraer i live: “keep your family close”.Den 25-årige West Coast-Rappers rigtige navn er Diamonté Harper – som da også havde været et pænt svedigt kunstnernavn! Hun startede sin karriere ved at optage 15 sekunders rap på Instagram, som kort tid efter gik viralt og nåede Roskildes bookers. – Og sikke et held! Saweetie laver hurtige hiphop-hoops, som fanger lytterens opmærksomhed på ingen tid. Nu er hun i studiet, for at arbejde på sit debutalbum, som planlægges at skulle udkomme til sommer. Heldigvis har hun taget sig tid til at aflægge Roskilde et visit, og jeg glæder mig afsindig meget til at høre hendes ‘icy’ og selvsikre rap live. – Også selvom komponisten og viola-spilleren, Astrid Sonne spiller samtidig på Gloria. Heldigvis er Astrid Sonne fra København. Så mon ikke muligheden for at se hende en anden god gang, trods alt, er lettere end at tage en tur til den amerikanske vestkyst.
Lizzo – Lørdag, 6. juli kl. 20.30 – Apollo
Foto: Pari Dukovic
The baddest and biggest bitch is back, and she’s not a sidechick! Hun er til gengæld et kæmpe kick af catchy hiphop, blændende vokaler og sexpositiv kropsenergi, som får alle til at elske hendes, og måske også sin egen, krop. Lizzo er aktuel med sit tredje album; Cuz I Love You, hvor stjerner som Missy Elliott, er med inde over. Hør nummeret Tempo.Der er fart på, og Missy Elliot er stadig i topform! Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før Lizzo bryder igennem på den internationale musikscene. For mig er hun brudt igennem for længe siden, og det er et mysterie, at Lizzo ikke spiller på en større scene end Apollo. Scenen kommer højst sandsynligt til at blive overrendt med forventningsfulde fans. Fans, der alle vil have en bid af den frække Minneapolis-baserede rapper, når hun deler ud af sine catchy hits og ørehængende bangere. Så kom i god tid! Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg kommer til at prioritere, når Janelle Monáe, Jorja Smith og Lizzo spiller med forholdsvis korte mellemrum.
Madame Gandhi – Lørdag, 6. juli – Workshop kl. 14.00 – House of Chroma og koncert kl. 21.30- Gloria
Foto: https://madamegandhi.blog/hi/
Når Roskilde lancerer deres musikprogram, kan du meget vel stå med en fuckede følelse af, at du ikke kender halvdelen af kunstnerene. Bookerne giver dig lektier for, og hvis du tager dig tiden til det og dykker ned i programmet, er der gode chancer for at blive beriget med nye favoritter. Kunstnere, som udvider din musikalske horisont og gør dig spændt på, at skulle høre dem live. Det er sådan jeg har det med, at skulle opleve Madame Gandhi på lørdag.
Den indisk-amerikanske producer og aktivist Kiran Gandhi trækker tråde til Massive Attacks dynamisk trip-hop med tunge elektroniske bangers, som særligt kommer til udtryk på nummeret The Future is Female. Hun fusionerer desuden eksotiske jungle rytmer med loops og elektronisk dance, og der er en overlegen ‘Harlem Shake-vibe’ over lyden. Madame Gandhi har da også spillet trommer for M.I.A, så hun ved, om nogen, hvordan et beat skal skæres!
Kiran Gandhi kredser om temaer som feminisme, kærlighed og politik. Hun kunstner med stort K! Du kan opvarme til koncerten lørdag aften, når hun laver en workshop og medvirker i en talk i Art Zone om eftermiddagen. Med hele to muligheder for at opleve Madame Gandhi på Roskilde, er der kun dårlige undskyldninger og lidt for meget booze i blodet, hvis du ikke får oplevet den fandenivoldske feminist.
Er du også en af dem, der hvert år hiver dig selv i håret over, hvilke koncertoplevelser du skal prioritere på Roskilde? Når festivallens mangfoldige musikprogram folder sig ud, er det ikke til at undgå at store og små kunstnere overlapper hinanden – eller i værste fald decideret karambolerer. Hvis du allerede nu ved, at du ikke kan tilgive dig selv, hvis du ikke står forrest i pitten til Skepta, Mø eller Cypress Hill, skal du stoppe med at læse NU. – Så vil jeg i hvert fald ikke have skylden for, at du tager til koncert, med en vestafrikansk mali-dronning fremfor Led Zeppelins gamle forsanger, og efterfølgende fortryder valget.
Denne artikel går ud til DIG, der tænker tilbage på Roskildes spontane intim-koncerter, som de stærkeste oplevelser. De koncerter, som du på forhånd ikke vidste, at du skulle se, da du blev bremset på din færd mod et headliner-band. Du husker, hvordan undergrundsbandet på den lille scene slog benene væk under dig, som var du en ‘tigermis’ i ølbowling. Du fortrød ikke et sekund, at du missede en forsinket pop-diva fra Barbados eller pinligt platte peber-drenge på Orange. Når dine måbende venner kom tilbage til campen efter parodi-koncerter med Rihanna og Red Hot Chili Peppers, var de ikke røde, men grønne, som umodne peberfrugter, over din spontane koncertoplevelse på Gloria eller Apollo.
Her giver jeg dig fem bud på små koncertoplevelser, du skal prioritere, hvis du vil have udvidet din musikalske horisont og tør satse nogle af de store stjerner, som ikke altid er de stærkeste.
Ghetto Kumbé – Onsdag, 3. juli kl. 20.30 på Gloria > Skepta kl. 20.30 på Arena
Skepta har aldrig rigtig sagt mig noget, måske er det fordi, hans hip-hop er for hård i kanten til mig, eller også har jeg bare aldrig givet ham en reel chance. Maybe in another life, when we are both cats … I stedet vil jeg lægge vejen forbi Gloria; Roskildes verdenshjørnescene, når den colombianske trekløver Ghetto Kumbé skruer op for en eksotisk fest, hvor akavet smalltalk og vejranalyser er bandlyst. Med rytmiske jungletrommer, elektroniske samples, kodyle koklokker og høje hornskæringer, som trækker associationer til Hans Zimmer-soundtracks, er der dømt trance-lignende techno-fest for fuld skrue. Jeg har skamlyttet nummeret Kumbé, som er essensen af førnævnte beskrivelse i én skæring. Tjek dén og nedenstående klip ud og få idé om, hvorfor du skal prioritere colombiansk bassmusik fremfor vred, sammenklemt hip-hop. Jeg forestiller mig allerede en kæmpe kædedans foran Gloria, hvor gamle festånder meget vel bliver fremanet.
Crack Cloud torsdag d. 4 juli kl. 22:30 – Gloria > MØ kl. 22:00 – Orange
MØ er næsten blevet for stor til Danmark, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg for længe siden stået af på hendes musik, som er blevet for Ashley O – On a Roll-agtig til min smag. Har du set den seneste sæson af Black Mirror, vil du fange referencen. MØ er en vanvittig dygtig musiker og live-performer, men det er som om, hendes musik er blevet for stor og markedsorienteret med årene. Jeg savner klassikere fra No Mythologies To Follow og en ung, crowdsurfer-MØ tilbage fra de spæde optrædener i Vega … The wind is changing, and you can’t have it all!
– Til gengæld kan du få fornøjelsen af canadiske Crack Cloud, som spiller beskidt og forførende punk-rock, der trækker tråde til Iggy Pop og Talking Heads. Bandet består af et utraditionelt kollektiv sammenflettet af kreative sjæle fra film- og kunstverdenen, og der er både originalitet, ærlighed og sjæl i deres lyd. Måske er det fordi, bandet udgøres af tidligere stofmisbrugere og folk som ved “serious shit about life”. Det er med høje forventninger, at jeg tropper op foran Gloria torsdag aften. Ikke for et skud heroin, men intens og selvbevidst musik ind under huden.
Fatoumata Diawara – Torsdag, 4. juli kl. 21.00, Avalon over >/< Robert Plant and the Sensational Space Shifters kl. 21.00 på Arena.
Det er med stor smerte i mit far-rock-hjerte, at jeg højst sandsynligt kommer til at prioritere Fatoumata Diawara over mit store rockidol, den gamle Led Zeppelin forsanger Robert Plant, torsdag aften. Rock-veteranen er i besiddelse af et af verdens bedste og bredeste bagkataloger, og så har han fået et glimrende soloarbejde fra hånden. Jeg er fuldstændig tosset med nummeret Heart in your hand, og jeg er da også sikker på, at Plant ville have mit hjerte i sin hule hånd foran Arena torsdag aften, men nogle gange er hjertets kunst at ville ét, og glæden findes ofte i de små glæder.
– Derfor er planen at tage forbi Avalon til Fatoumata Diawara, som er Vestafrikas ukronede dronning af Mali-pop og -blues. Mali-sangerinden har bl.a. samarbejdet med Disclosure og Amadou & Mariam – (pladen Welcome to Mali er noget af det bedste Mali-musik produceret i nyere tid). Hvis valget falder på sidstnævnte, vil jeg glæde mig til at bevæge mig til bløde, akustiske rytmer og vugge med til Fatoumata Diawaras charmerende toner i takt med båden i musikvideoen.
I skrivende stund er valget stadig svært, og det understreger hvor vanskeligt Roskildes musikalske karambolage-dilemma kan være. Jeg vil torsdag aften erhverve mig en White Russian fra Sputnik bar og lade rusen fra signaturdrinken afgøre udfaldet. Jeg er sikker på, at Kirkegaard ville have erklæret sig enig, når jeg skriver: “Tag til Robert Plant på Arena, og du vil fortryde det – Tag ikke til Robert Plant på Arena, og du vil også fortryde det”.
Sushi x Kobe – fredag, d. 5 juli kl. 14.00 – Apollo > Lowly kl. 14.00 – Pavilion
Og tvivlen stopper ikke her! Hvis du aldrig har oplevet danske Lowly live, vil jeg klart anbefale dig at gribe chancen fredag eftermiddag på Pavilion. Der er altid noget magisk over koncerter med danske bands på Roskilde, men der er endnu mere magi over Lowlys drømmepop og meditative indie-univers. Jeg elsker begge deres albums til skyerne, og numrene fra Heba og Hifalutin er endnu mere fortryllende live, end de er på pladen. Jeg er også vild med overlegenheden i, at bandet turnerede i udlandet, før de prøvede kræfter i Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at opleve Lowly til deres danske debutkoncert på Hotel Cecil, hvor jeg, efter bandet havde spillet hittet baglaens, kun kan give den råbende mand fra tilskuerrækken ret: “I er for store til Danmark!”.
Det er altså kun fordi, jeg allerede har haft fornøjelsen af Lowly live, at jeg nu skal udforske den norske urban-scene med Sushi x Kobe. Der er noget Emil Stabil- og tissekone-hiphop-agtigt over den unge Bergen-duos livsenergiske og dansable tracks. Jeg glæder mig til at mingle og hoppe med til koncerten med alle de nyudklækkede studenter og en long island i hånden. Jeg vil iføre mig hurtigbriller og falsk pelsjakke, uanset hvor mange grader termometret viser. Det bliver dumt, ungt og svedigt på alle de rigtige måder! Og du ved, hvem jeg er, hvis du hopper ind i min long island-drink, og skylder mig en ny!
DJ Koze lørdag, 6 juli kl. 02:00 – Apollo > Cypress Hill kl. 02:00 – Arena.
At vælge mellem Roskildes to sidste spidskandidater, som stiller op for at lukke festen lørdag nat, er et sygt dilemma at stå i. Begge kunstnere er ekstremt stærke muligheder, og jeg er sikker på, at begge koncerter kommer til at afslutte Roskilde med et brag. Cypress Hill bliver kanonslaget, der får teltdugen over Arena til at smælde med ægte old-school hip-hop. Og så kommer koncerten uden tvivl til at få din brain til at gå insane. Den elektroniske hitmager DJ Koze bliver heliumballonen, der ikke afgiver et brag, men en sivende lyd af disco- og house tracks, der gør dig skør i hovedet på den helt rigtige måde. Jeg glæder mig som en tosse til at opleve den tyske excentriker, når han slipper 25 års erfaring i house, hiphop, disco, breakbeats og leftfield-lyd løs på Apollo.
